ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

I aften sang jeg i mit rytmiske kor. Også højskolesange indimellem i fællesskab med en menighed i en kirke (Hvilsager kirke). En roste min stemme. Så sang jeg endnu bedre bagefter, for at kunne leve op til hendes ord. Jeg tænkte; hvordan passer jeg (overhovedet) ind i det her kor? Men pludselig begyndte min sidemand at spørge mig om noget. Og jeg havde selv tusinder af spørgsmål til hende, samt kommentarer til det, vi var fælles om at skulle synge. Vi havde en fælles byrde, eller et fælles ansvar. For at koncerten ville forløbe tilfredsstillende. Og mens jeg sang, – også der, hvor jeg ikke helt kunne huske teksten udenad (som vi ellers skal), kiggede jeg over på en af alt – sangerne. Hun har et enormt levende, krøllet hår, og et navn, der klinger specielt og unikt. Uden at jeg har lært hende særligt at kende på den korte tid, jeg har været med i det her rytmiske kor. Men sidste gang, hvor jeg var ”kommet til” spontant at sige noget til korlederen, spurgte hun mig bagefter, om jeg ”var okay”. På én gang hadede jeg det, for så havde jeg måske givet de andre i koret (og altså hende) det indtryk, at jeg var uligevægtig. Og jeg hader at være uligevægtig 🙂 På den anden side kommenterede hun pludseligt min jakke, da jeg skulle hen til bussen på denne øve dag sidste tirsdag, og flere andre kiggede mig pludseligt lige ind i øjnene. Som om min udtalelse, som var ret skarp, havde karakteriseret mig, eller gjort mig synlig på en ny måde. Måske jeg i virkeligheden talte på vegne af andre fra koret. Og hvordan takker man næsten ham eller hende, der siger de ting for én, som man selv har svært ved at sige? Men jeg følte mig ikke attråværdig eller stolt over det sagte, tværtimod. Jeg ledte nærmere efter folks dom bagefter. Ville Rasmus (eks.) stadig snakke med mig? Skulle jeg blive en ekstra halv time og drikke øl med de andre, selvom min bus gik noget før, bare for at de stadig ku lide mig? Jeg kan huske, jeg gav korlederen et klem, eller strøg min hånd let hen over hendes skulder da jeg gik. Det var trods alt hende, min kritik eller bemærkning rettede sig imod. Eller hun stod uheldigvis lige for skud den dag. En anden dag, sikkert allerede den næste dag, ville min fanden i voldskhed gå ud over en anden. Men allerede der skal jeg favne den side af mig. Også i aften ku jeg næsten ikke tåle den ros, jeg fik for min stemme. Jeg synger i et kor! De andre er der, fordi de kan synge. Hvorfor skulle jeg da være særlig, bare fordi jeg er heldig, at højskolesange ligger perfekt til min stemme? Jeg skulle bare åbne min mund, samt stå inde for at jeg kendte samtlige foreslåede højskolesange (af grunde, jeg ikke kender), og så sku jeg bare kigge ned, fordi jeg næsten skammede mig over at vise denne, min sangstemme frem. Hvorfor dog?, ville nogen så spørge. Hende, der vendte sig om, efter hun havde siddet lige foran mig ved fællessangene, hende har jeg aldrig stået så tæt på før, som da hun roste min stemme. Hun drejede sig endda om (!) for at rose min stemme. Utroligt. Senere kom jeg i snak med den ene og den anden. Tænk, man kan sige noget til én, og så (bare) gå videre ud på en kirke trappe, og så står der en anden, man bare kan falde i snak med. Livet kan virkelig være meget enkelt. Og selvom jeg har lyst til at ringe til min kæreste lige nu, spørge til ham, eller fortælle ham om mit, er det mig lidt helligt, det jeg har oplevet i aften med det kor. Spørger du de andre i koret, var det nok ikke nær så helligt. Men dog; mange tilkendegav at aftenen havde været særligt vellykket. Men jeg var i et samspil. Aftenen kunne hverken have undværet mig eller de andre. Vi var forbundne. – Og det var netop, hvad jeg i eftermiddags bad Gud om, at jeg måtte opleve her i aften. Ja også, at han ville vise mig noget, jeg ikke vidste i forvejen. Men at min sangstemme åbner døre fatter jeg simpelthen ikke. Var jeg ikke noget i mig selv, før denne kvinde foran mig på kirkebænken hørte min stemme og roste den? Hvorfor kom ”Jeppe” først hen og snakkede fortroligt med mig, netop som han havde hørt min stemme fra rækken bag ham? Ikke for at klandre ham for det, men. Hvad var jeg uden min stemme? Min stemme er meget ren. Den er luftig, og til højskolesange er den simpelthen i sit es, det kan jeg lige så godt sige 🙂 Og jeg elsker at blære mig, eller give sangen udtryk. I omvendt rækkefølge. Bare fordi jeg skal være et godt menneske, må jeg ikke tale om at blære mig. Og slet ikke i det her land. Men da vi sang om at ”Jeg elsker den brogede verden”, troede jeg virkelig på, at jeg elskede den brogede verden. Og sådan sang jeg selvfølgelig. Og jeg går altid mest op i det rent tekniske ved at synge, end i selve den tekst, jeg skal fremføre, og det griner min kæreste og jeg meget af, fordi han er salmedigter, og mest tænker på teksten. Men jeg elskede faktisk den brogede verden i Hvilsager kirke i aften. I kan høre, hvor det går. Jeg var på forhånd bange for at jeg ville droppe koret. Tænk at være bange for noget, man selv vil gøre, hvorfor så ikke bare undgå at gøre det?? Men det var jeg altså. Men jeg sang mig på plads, næsten. Jeg havde berettigelse. Også efter bemærkningen fra sidste kor dag. Jeg kan ikke vide, hvad det enkelte menneske tænkte om den bemærkning. Ingen har endnu sagt mig det, bortset fra hende med det krøllede hår, der sagde: ”Du skal bare sige noget til hende (korlederen), hun kan godt tage det”, hvorefter jeg bare sagde: ”Ja”. Uden at kende korlederen til bunds. Ingen havde dømt mig på den bemærkning. Bemærkningen gik på, at hun krævede noget af min stemme, som den af rent naturlige grunde ikke var i stand til. Hun krævede, at jeg sang i ”brystregister”, hvor jeg kun kunne synge i ”rangregister”, så jeg sagde: ”Undskyld, men det er vilkår!, mit knæk er simpelthen her”. Hun undskyldte bagefter – helt op til to gange, og jeg blødte selv lidt op. Ja, havde aldrig tænkt at ville støde hende, havde næppe heller forventet en undskyldning fra hende. Og jeg er selv enormt dårlig til at undskylde. Selvom jeg på en måde havde ventet mere af mig selv, at jeg dog var et bedre menneske. Nu dømmer I mig, uden at have hørt min sangstemme. Kun min skrevne stemme ser I åbenlyst på siden her. Men jeg nynner.

26.4.2011.