ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg kan ikke glemme, at min psykiater sagde, at man får sine opgaver løst med større sandsynlighed, når man har en kæreste eller en ven, der kigger på, eller presser lidt på. Skulle man ikke gøre tingene for sin egen skyld? Da jeg tog et bad her til aften, efter at have cyklet hjem fra kolonihaven, var det jo ikke for at min kæreste skal lugte, hvor godt jeg dufter. Han er her slet ikke, og kommer det heller i aften. Næh, jeg gjorde det for det fælles bedste, eller Guds skyld, eller for min egen. Og jeg barberede ben, – hvorfor egentlig, når nu det først er i morgen, jeg skal se min kæreste (hvis endda det). Jo, for jeg havde lyst, ligesom jeg rensede mine tånegle for neglelak og gjorde andre selv – omsorgs ting. Ikke for at nogen skulle se mig. – Ingen ser mig. – Foruden Gud. Tit gør jeg mig ren til natten, uden egentlig at behøve det. Jeg mener; hvem opdager, jeg ligger i min seng snavset? Jo, det gør jeg. Og det gør Gud. Jeg kan være ren for dig, Gud. Jeg kan barbere ben for at vise dig mit ypperste. Den, jeg i min bedste udgave, kunne være (for dig). Men inden det her lyder som en slags bøn eller lovprisning, eller noget helt andet, så handler det om, at jeg ikke skal presse min kæreste til at yde en indsats over for en opgave, han lige nu ikke kan tage sig sammen til at færdiggøre. Hvorfor skulle jeg? Jeg kan tilbyde at hjælpe, spørge om jeg kan gøre noget. Men prikke til ham for at presse ham, kan jeg slet ikke. Det er ikke menneskets natur at presse en anden til at gøre noget. Man skal højst presse sig selv til noget. Man skal hele tiden stille sig nye udfordringer. F.eks. vaskede jeg her til aften tøj. Så udenfor vaskehuset sad to (udenlandske) drenge eller fyre. Jeg havde sådan lyst til at sige: ”Hav en god aften” til dem, da jeg forlod stedet, men gjorde det ikke. Hvorfor ikke være det bedste for (d)en anden? Hvad taber vi ved at sige: ”Tak for turen” til buschaufføren? Hvad taber vi? Skulle det ikke være en kærlighedens vej, vi går ad. Først og fremmest med og for os selv, men jo i lige så høj grad for det fælles, eller de andre, eller den anden. Noget i mig vil så gerne takke chaufføren, når jeg forlader en bus. Sådan har det ikke altid været. Mange chauffører bliver virkelig glade og opmuntrede, tror jeg. Føler jeg, ved at høre deres: ”Velbekomme”. Hvad skulle hindre mig i at sige det igen i morgen? Jeg kan sige det to gange til den samme chauffør, men det er jo mere mærkeligt end kærligt. Dobbelt kærlighed er ikke altid det bedste. At sige: ”Jeg elsker dig” to gange, gør det jo ikke mere sandt eller ægte. Måske tværtimod. Men der var en åbning nede ved det vaskehus, som jeg ikke benyttede mig af. Indimellem føler jeg mig lidt truet ved udenlandske drenge i mit boligkvarter, eller jeg er hellere varsom i min attitude, end udfordrende eller åben. Det er bestemt ikke meningen, tror jeg. Jeg læste engang at en mand var blevet truet foran sin hoveddør, og var i fare for at få tærsk. – Men han sagde til sine ”modstandere” (som stod ved hans dør):”Hej, hvordan har I det?”. Det fik forbryderne til at fordufte. Kærlighed åbner op, og favner og rummer. Og møder. Et kys er to munde, der mødes, og et kys der udebliver, skaber måske bare længsel. Det, jeg ikke fik sagt i dag til de drenge, ku jeg måske sige (til sikkert en anden) i morgen. Det var livets lektie til mig i dag. Elsk dog, hvor det kan lykkes eller lade sig gøre! Næsten råber jeg til mig selv. Hvor der er en retning, en åre, da lad dog dit hjerteblod strømme i de årer, (siger jeg med understregning, fordi det er vigtigt). Jeg skal ikke kræve af andre, f.eks. de drenge, at de skulle have sagt ”Hav en god aften” til mig, det er ikke noget for noget. Jeg kan kun kræve – af mig selv. Jeg kan kun ved dagens slutning, spørge: Gjorde du alt, hvad der var i din magt for at få en god dag i dag, Rie? Tak, fordi du spørger, for jeg er faktisk i tvivl, svarer jeg vel typisk. Gjorde man det nu godt nok. Det store spørgsmål. Og hvem skal svare én? Hvis Gud er alvidende, og har tid til at være både her og der, har han vel set et og andet. Man skulle næsten tro, at når man – som jeg – gerne vil være for ham (først og fremmest Ham), så vil han vel også lytte eller bese eller vurdere. Jeg kan kun vide udfra min mavefornemmelse, om dagen er ”landet rigtigt”. Og jeg kan spørge mine Kære omkring mig, om jeg slog til eller rakte. Og jeg kan enten få svar i et ansigtsudtryk, eller sagte ord, eller udeblevne ord. Og jeg kan synge en kærligheds sang ved mit klaver, bare fordi jeg selv har lavet den engang, hvor kærlighed viste sig på lige den måde i mig. Det behøver ikke være overstrålende, lykkelige sætninger om hvor dejlig en mand var eller er (nu, hvor jeg er til mænd). I dag var sangen ulykkelig, og jeg brølede den ud i stuen, for fuldt blus. Hvorfor ikke give naboen et chok 🙂 Et skud af Lidenskab. Jeg flytter mig fra emnet. Jeg skriver ud i én køre, for det er min form. Jeg kan ikke lave afsnitsinddeling for en andens skyld (apropos en kommentar, jeg fik forleden på mit seneste blog – indlæg). Hvor ville jeg da være. Så skulle jeg forsvinde ud i det hvide felt, når linjen er ovre, før en ny begynder længere nede. Jeg vil være her, lige her på linjen, i disse ord, lige efter hinanden. Og du, Læser, kan også (lige) være her. Vi kan være her sammen. En blog er et forum. Det vil sige en plads for flere. Heldigvis. En anden vil presse sin kæreste til at skrive en opgave (f.eks.) færdig, men ikke jeg. En anden ville skynde sig ud af bussen uden taknemmelighed over for chaufføren, men ikke jeg. En tredje ville lave afsnitsinddeling, men der er vi jo så forskellige. Og skal vi ikke alle være her? I morgen vågner jeg og er ren, fordi jeg har været i bad. Ikke i bad for hans eller hendes skyld. Jeg cyklede hjem op af en hård bakke og blev svedig. Jeg vaskede mig. Ingen andre så det. Jeg salvede mine fødder (sådan har jeg altid udtrykt det (i min dagbog)). Jeg havde mig selv at salve. Og i morgen har jeg dig at salve. Også selvom vi måske ikke ses, vil jeg salve dig. Hvad jeg gør mod chaufføren, gør jeg nemlig mod dig. 20.6.2011.