Hvad gjorde det at længes? Længes efter en god dag. En kærlig sms. Helst fra den, man holder mest af. Men lå kærligheden da i punktummet eller kommaet? For mellem linjerne drømte jeg om at holde om, og kigge på. Men kun igennem min telefon var du der. Til fulde, dog. Hvem gik igennem linjen, ned til den næste sætning. Det gjorde alt det, man ikke kunne skrive. Alt det, man holder skjult for hinanden. Der lå det så godt gemt, mellem linjerne. Jeg har haft det skidt. Jeg har sovet mere end ellers, fordi jeg ellers ikke ved, hvad jeg skal give mig til. Telefonen ringede ikke mens jeg sov, og ingen ringede på døren, og køleskabet gav sig ikke voldsomt, som det nogle gange gør, så jeg var ligesom fritaget til at sove. Det gjorde ingen noget. Og hvem siger ikke også, at der bliver krævet mere af mig de kommende dage. Hvem ved om jeg ikke sparer kræfter til noget større, i morgen eller dagen efter. Det er ikke rart at sove fordi man keder sig. Og jo høfeberpillerne gør mig døsig, men helt ærlig. Og det er ikke rart at spise når man ikke er sulten, bare for at gøre noget. Eller tage ned i byen og gå forvildet rundt uden formål. Men det var, hvad jeg er; uden formål. Ingen lærer noget af mig, uden de selv oplever det at lære. Ingen skal gøre mig efter, for jeg er forhutlet. Ønsk Jer ikke i mit sted. Men her til aften fandt jeg et par sandaler, jeg alligevel godt kunne passe. Se – det er lykke. Jeg mener; at tro noget er fejlkøbt (dog i genbrug til ikke ret mange penge), være lige ved at smide det ud, og så alligevel give det en sidste chance. Er det virkelig rigtigt, at jeg ikke kan passe de sandaler, tænkte jeg. Mere rigtigt er, at jeg nu kan passe dem igen. Uden grund. Ingen ved hvorfor jeg nu kan passe dem, og for en uge siden ikke kunne. Ingen forklaring. Og sådan er livet meget. Uden forklaring. Ting sker, for sig. Du kom, jeg gik, vi var her. I morgen er endnu en dag – for os alle. Ingen har dagen for sig selv, vi er her til fælles. Jeg ønskede at mærke mig selv. Her i dag da jeg lå og sov helt fredeligt, fik jeg dårlig samvittighed. Mig, der bare ligger her på min sofa. Men du (min kæreste) er på arbejde, og ingen kræver mit selskab, ikke engang over telefonen. Alligevel gjorde jeg nogle opkald, da jeg var stået op. Og selvom jeg ikke kom igennem til lægen, for noget der heller ikke var akut, fik jeg spurgt ”Borgerservice” om, hvor jeg skal gå hen og få lavet et nyt pas, da det gamle snart udløber. Intet akut i det heller. Så ventede jeg tre kvarter i midtbyen på at få afleveret mit gamle pas, samt nyt pasfoto og underskrift. Jeg var da ligeglad, jeg skulle intet nå. Så mødte jeg en, jeg har det lidt svært med, men hvad; min dag var jo alligevel forgæves. Helt indtil nu, hvor jeg får det formuleret. Ingen er forgæves. Vi søger alle en forklaring på det, der sker. Bare et lille hint. Som et ægteskab, der undrer. Eller et brev, der aldrig bliver sendt. Bare så det giver os ro i maven til natten eller næste dag. Bøn høring. Vi ønsker nogen skal høre os. Eller vide at vi faktisk gik på den gade i dag. Eller det fortov, lige ved siden af hende og ham. Jeg går der aldrig igen, og ser måske aldrig hende, jeg der passerede. Jamen, er livet ikke forunderligt? Hvis jeg ikke har særligt kontakt til mig selv, hvem har så (for mig)? Jo, det har Gud. Så når jeg finder noget tøj i genbrug, så kan jeg finde på at takke Gud. Som om Han har lagt tøjet der, til når jeg kom en dag. Sikke noget. Men Gud er totalt misvisende. Så den ene dag giver han én en masse selskab, man skal til fest eller en komsammen. Mens han den anden dag udsulter én totalt, så man næsten ikke får vekslet et ord, i løbet af en hel dag. Sådan giver Han og tager Han. Og hvad gør vi? Vi er prisgivet. Bestemte vi måske selv, hvem vi ville møde på gaden? Var vi selv skyld i en ”dårlig dag”? Ja, til dels var vi vel. Vi kunne i hvert fald tage imod forskelligt fra hinanden. Den samme ulykke på to forskellige mennesker, ville ”ramme” forskelligt. Hvorfor tager man så ikke bare altid gladelig imod alting? Med åbent sind og taksigelse. Hvorfor undgår man bestemte grupperinger eller mennesker på strøget, går over i den anden side af strædet, for at undgå betændte situationer. Hvorfor opsnapper man fare, – og går? For at beskytte sig selv, vel. Men hvorfor gik man ikke ind i faren? Mødte den, tog den på sig. Anerkendte den farefulde situation for at være gavnlig for én. Skulle en anden – end mig, hellere gå ovre i den side af strædet, hvor der var betændt? Skulle en anden hellere mærke ulykke, – end jeg? Nej, vel. I dag, da jeg mødte noget faretruende forude på en gade, gik jeg over gaden over på det modsatte fortov. Så mødte jeg en pige, som jeg ikke ønskede at møde. Hvorfor? Skulle jeg hellere være blevet ovre på det andet fortov? Hvem sagde, man ikke gik til en større ulykke, end den man kom fra. Det var en utilregnelig person, jeg gik fra. En, der råbte omkring sig. Måske var han faktisk fredelig, eller jeg kunne have mødt ham med en anden attitude, nu hvor jeg slet ikke mødte ham med nogen. Mange andre gange sætter jeg mig gladelig ved en forpint sjæl, men i dag kunne jeg ikke tage det. Det tænkte jeg meget over, nu da jeg mødte hende pigen, der så heldigvis ikke så mig. Og jeg gik i verden med fortrydelse. Tanker som: skulle aldrig have været her. Skulle aldrig være gået den vej. Skulle være blevet hos manden i stedet for. Men så tænkte jeg; det kunne også have været værre. Tænk, hvis jeg stødte ind i pigen lidt på afstand, og jeg ikke havde kunnet undgå at få øjenkontakt med hende. Hun ville måske være standset og vi skulle have talt. Måske blev jeg endda skånet. Først for mødet med den højrøstede mand, og så var heldet med mig, at jeg hurtigt kunne passere pigen uden at komme i snak. Situationen kunne have været meget værre! I morgen møder jeg pigen med et smil. Jeg møder hende sikkert ikke, men gør jeg, vil jeg smile. Over hele mit ansigt. Gud ville have placeret mig lige i krydsilden, og jeg ville have kunnet tale for mig. I morgen vil jeg tale med nogen. Ikke med nogen på et paskontor. Eller en telefonsvarer hos lægen, eller via mail. Jeg vil stå ansigt til ansigt med et levende menneske, – og smile. Uafhængig af hvem det er. Jeg kan lave en smiley her: :), med det samme. Fordi jeg er et positivt menneske. Gud kan møde mig i morgen på gaden. I den utilregnelige mand, eller den lidt usympatiske pige. For hvorfor ikke, egentlig. Han kan være i den grønne lysregulering. I trappen i en opgang. Eller et brød fra bageren. Men i dag var han i det, jeg prøvede at undgå. Nemlig mig selv. Mens jeg sov. Mens jeg gik rundt nede i midtbyen. Spiste unødige ting. Han var i alt det, jeg fornægtede at kende. Og i morgen må Han gerne være i det, jeg kender. Min kæreste, f.eks. I min sangstemme til bisættelsen. Han må også gerne være i det usynlige, når blot jeg får øje på det. Gerne sådan sent på dagen, må alt ligesom gå op for mig; Nåh, det var derfor, jeg skulle have den følelse, for at jeg kunne lære det eller det. Men Han kan starte med at være her på siden. Hvor jeg har et møde med nogen på en blog. Han kan være her i det punktum, jeg her sætter. Så kan jeg kende hans form, og give den videre. 4.7.2011.
4 jul