Mellem den ringeste og den største.

Har løftet håndvægte, som om de var et kors. Men det var de ikke. Og jeg er ikke Jesus. Kun i mine maniske og grandiose forestillinger. Men hvorfor ikke jeg? Fordi jeg løfter håndvægte i stuen. Og det er min måde at vise verden kærlighed på. Håndvægte i stuen.. Måske var det fattigt. Det gavnede ikke ligefrem nogen udover mig selv. Kunne jeg ikke have løftet følelser op under loftet, i stedet for håndvægte? Var det ikke større at løfte sig selv, rejse sig efter et nederlag, eller skrive en støttende bemærkning til en på Facebook? Jeg skrev en støttende bemærkning på Facebook. Lige før. Det var efter, at mine arme var blevet stærkere. Så noget førte det da med sig. Du sagde mig det meste, min Skat. Når nogen skriver (på Facebook), at hun har været sammen med sin mand i 20 år netop i dag, tænker man over sit eget parforhold. Men ikke ret længe, før det kildrer i maven. Gid, det bliver ved at kildre i maven, at tænke på dig. Kan man ikke få kronisk kildren i maven? Du har været hos mig. Lige fra begyndelsen. Lige fra jeg begyndte at kende mig selv igen. Efter hårde år med sindslidelse, i følelsers vold. Du gjorde det ved mig, at jeg pludselig turde gå i mine høje støvler, som jeg indtil da ikke vidste, hvorfor jeg havde erhvervet mig. Det mod kendte jeg, fordi jeg gik op af dig. Sådan kan man gå op af nogen, og føle sig noget værd. Værd – sat. Prist på. Nu går jeg vanlige skridt i mine støvler. Og tusinder af kjoler har jeg tænkt på at pryde mig med, fordi jeg nu tør. Jeg ved, det er et ydre udtryk, jeg ikke bør tillægge så meget værdi. Men for mig er det et – sundhedstegn. Et tegn på, at jeg er i balance. Har ro i mig selv. Jeg skulle ikke have gået selv, i alle de år. Kunsten blev bedre, nuvel, men alene i så mange år.. Kamp om det daglige brød i form af spiseforstyrrelse. Kamp med maniske, eksplosive perioder uden medicin, afløst af månedlange indlæggelser. Ensomheden over at ingen ringede på min dør, eller fordrede mit nærvær, – bortset lige altså fra kunsten. – Som krævede mest af mig, altid. Nu har jeg et socialt liv, men hvorfor skriver jeg overhovedet alt det her i et blog – indlæg, på Kristeligt Dagblads hjemmeside? Kunne verden ikke forstå mig ellers, eller hvad vil jeg sige videre, give form så andre kan bruge det; De – eller verden – skal ikke frygte mit blik i morgen. Jeg er ikke ude på at gøre dem/den ondt. Hverken i et blik eller en berøring, eller et undladt blik eller berøring. Kigger jeg ned er det ikke for at fratage den forbipasserende en kontakt, vi ellers ku have haft. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal forme mine øjne for at virke mest venlig. Ikke alle vil jeg være venlig overfor. Og nogle gange gør tilfældet, at man begår sig kejtet midt på fortovet. Nogle skulle man have undt et længere blik, mens andre stjal det lidt, man gav dem, så man ønsker man ikke havde givet vedkommende det lidt, man havde. Stol på din kærlighed. Hvor kærligheden finder vej, bliver den forstået. Den er ikke i tvivl da. I morges grinede min kæreste og jeg over noget. Det var rigtig forløsende. Uden vi havde besluttet at grine af noget. Det kom bare, over os. Så forlod det os, men grinet forplantede sig i os som en spire eller et frø. Jeg glemmer det aldrig. Ovenpå en besværlig snak lettede det kolossalt. Men man kan ikke tale om det helligste. Selv ikke i det, jeg lige har formuleret, findes skatten, eller det der bevæger mig mest, eller det der gør mig mest lykkelig. Jeg kan ikke formulere det, der gør mig mest lykkelig! Aldrig. Det gemmer jeg på. Ikke i en skuffe, eller til en fortrolig snak med en en dag. Næh, jeg holder det hos mig som støtte, som en ring jeg bærer på min finger. For det bedste kan ikke formuleres. Det findes udenom ordet. Heldigvis. Et grin forplanter sig måske, eller bygger en op indefra, eller giver en mere mod på livet, eller styrke til det der venter en i løbet af dagen. Men bag det grin.. Bagved var det tætteste bånd, man kan tænke sig. Ikke en snor, et bånd af stof, eller et moder – barn bånd. Men et slægtsbånd. Slet ikke til at tale om. Jeg siger jo, det er helligt. Hvem kan nogensinde sige det hellige højt? Gik man ikke med sin tro skjult, kun kendt for Gud. Og var det ikke af det bedste? Hvem går og siger: ”Vi er lykkelige”, hvis de ikke er det? Hvorfor skulle man udadtil sige eet, og indadtil være noget andet? Vil man ikke være i sit åbne ansigt, bør man ikke tilstræbe umiddelbarhed, genkendelighed, for at opnå tryghed. Men jeg siger ikke noget bestemt her, kan jeg mærke. Jeg har ikke en formel, eller en skabelon. Jeg prøver mig frem, ligesom alle andre i et parforhold. I det hele taget er jeg bare helt almindelig, – med en lille tendens til at tro, jeg er Jesus 🙂 Jeg kigger på mig selv i spejlet efter 20 år, og ser jeg ligner hende, jeg var som 18 – årig. Og Gud, hvor jeg elsker at se hende igen, og gen – kende hende. Se, at det var sådan, jeg om alle omstændigheder var blevet, uafhængig af hvad jeg skulle igennem af voldsomme ting. Man kan ikke identificere sig med et Traume, eller sige; det er det, man er. Traumet er udenfor een. Man var bare slave af det, måske endda i årevis. Det var gods på bunden af ens last, som man skattede højt, virkelig satte pris på, fordi det dannede ens eget selvbillede. Og: Det skabte Kunst. Hvad havde kunsten været uden traumet og omvendt? Hvis jeg ikke var traumatiseret, var kunsten ikke blevet så intens som den blev. Så jeg den dag i dag græder over at spille bestemte selvkomponerede melodier på mit klaver. Nostalgi, forlad mig dog. Det siger jeg 10 gange om dagen til mig selv. Min kæreste sagde det i aftes, det om at identificere sig med traumet. Måske sige; historien er skrevet eller gennemlevet. Nu, kom videre (ikke hans eksakte ord). Jeg har skrevet min historie, så jeg er ved at kaste op. Det står udenpå min trøje, at jeg er en mor, der har mistet sit barn. Der står bare ikke, hvordan. Jeg har noget slapt maveskind, fordi jeg engang fødte, men ingen kan se resultatet af den fødsel nogen steder. Der er ingen, der har glemt dig, mit barn. Jeg prøver på én gang at skjule mit maveskind, og på samme tid at fremme forståelsen af at det er der. Det karakteriserer mig, men er jo ikke mig. Man kan være så meget andet udover mor. Så meget udover maveskind. Der er tæer, der kunne have været korsfæstet, men det er for provokerende at sætte sig i Hans sted. Her er et forum for kristendoms forkyndelse, og tænk; jeg mener, jeg har en plads her. Mig, hvis klæder er sindssygdom. Og hvis grandiositet er frastødende. Var det (sinds-)sygdom at tænke, man havde haft en lidelsesfuld vej. Var det menneskeligt at tænke sig ikke – menneskelig? Var det dig, eller mig, der var Jesus. Og betyder det noget? For jeg rakte dig bare en hånd, her med det skrevne. At tro stort om sig selv i smalle Danmark, vækker foragt. Men at tro lidt om sig selv er en skam, fordi man var så meget mere. 10 gange om dagen er jeg det mere. De andre 10 gange om dagen er jeg det mindre. Mindre end den ringeste, og større end den største. Men derimellem skulle jeg gerne være. Være i et parforhold, være i gadebilledet i morgen, spise min aftensmad. Jævnt og virksomt. Men.. 6.8.2011.

2 responses to this post.

  1. Tak for endnu et tankevækkende indlæg.

    Det får mig til at tænke på:

    At der er en usynlig ”kridtstreg” mellem, hvornår noget bliver traumatisk, og hvornår andet ”bare” bliver livserfaring.

    Nogen kender ”kridtstregen”, fordi de har oplevet det traumatiske, nogen har prøvet at balancere på ”kridtstregen” – og nogen ved slet ikke, at den eksisterer.

    Hvor meget af det vi lærer i livet, lærer vi, fordi vi oplever noget, der byder os at lære noget – hvis vi vil ”overleve”? Og ville vi ha’ lært det sammen, bare på en anden måde – hvis der var sket noget andet, end det, der skete?

    Måske – måske ikke.

    Det kan vi ikke vide.

    Men vi ved, at der skete det, der skete, og vi udviklede og lærte nogle ”færdigheder”, midt i det der skete. Nogle ”færdigheder”, som vi kan tage med os videre i livet 🙂

    Bedste hilsner Ulla

    • Posted by Anne Marie Eriksen on august 7, 2011 at 1:02 pm

      Tak for din fine respons på det skrevne. Det er ikke til at vide, om man ville have lært det samme, hvis man havde haft andre omstændigheder. Og et sted bør man vel – trods et traume – være glad eller taknemmelig for netop de “færdigheder”, du nævner, som man kan tage med sig videre i livet. Det kan være en hård lærdom, men at se tilbage på mørke, nu hvor der er lys, er næsten det hele værd.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: