ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg skriver, altså er jeg. Rødbederne koger ude i køkkenet, katten er udenfor. Kæresten på arbejde. Min stol mangler mig, her. De koger af sig selv. Jeg skal bare skrue på en lille knap på komfuret, så har jeg sat en masse i gang. Er vi er her for føde noget? Forleden var jeg i et selskab, hvor jeg havde lyst til at spørge min sidemand om alt muligt, det ene og det andet, i eet væk. Det ville have været direkte upassende at gøre det, men jeg havde lyst. Ikke fordi netop dette medmenneske var ekstra spændende, men fordi jeg er nysgerrig af væsen. Jeg tænkte bagefter festen, at jeg var igangsætter. Jeg spurgte om noget, og så talte de andre videre, som om jeg havde ramt et emne, folk interesserede sig for, eller naturligt havde en mening om. Hvad gjorde det mig til? En livgiver. Og det var så nemt, drevet af en ærlig og oprigtig vilje til at gøre godt omkring mig. De koger af sig selv, som jeg skrev lige før. Man sætter børn i verden, giver slip på dem, så de kan klare sig selv, ser dem løbe bort ud i verden, for at begå sig der på egen hånd. Man slipper dem – aldrig. Man lagde hånden på dem, da de gik; tag nu og husk, hvor du kommer fra. Husk, at jeg brødfødte dig, hjalp dig da du faldt som lille, skiftede din ble. Husk: jeg tog mig af dig. Som om rødbederne husker, jeg lige har sat dem over. Som om rødbederne ved, hvilken skæbne der venter dem. At jeg vil lave salat af dem. Som om et barn ved, hvad det går ind til. Hvis vi tror på det, kan det være, at barnets sjæl har siddet oppe i himlen, og valgt netop denne familie ud, fordi det på mange måder ville være ”fordelagtigt” at vokse op hos netop dem. Hvis reinkarnation er forgæves, så har vi ikke selv bestemt vort mål eller hensigt. Og vi har ingen vilje til at præge vores sjæls udvikling. Men er det sandt? Hvad enten vi tror (på reinkarnation) eller ej, så er vi her med et eller andet formål. Det må vi næsten gå ud fra. År, der kan synes forgæves, var det i virkeligheden ikke. Små bitte skridt, vi har taget, små valg vi har truffet, kan vise sig essentielle senere hen i livet, kender I måske. Og jeg er selv i mit liv klar over, at sætningen: ”Giv ikke op”, altid har stået mig nær. Det er nok derfor, jeg stadig er her. Du, kære læser, har din historie. Nogle gange ser man sit eget liv i andres liv. Eller sine egne ord i andres ord. Men man er jo ikke dem. Du fortæller måske din hovedpude hver aften, at den ligger dårligt for hovedet. Eller du fortæller morgenmaden, at ymeren er sur eller brødet er tørt. Men hvorfor give dem skylden? Jeg er selv meget vred på vinden, når den driller mig på cyklen. Jeg kan faktisk hænde ligefrem at hade vinden. Og hvad er vinden i sig selv? Hvad har den reelt gjort (mig)? Ting, man ikke kan lave om, skal man bare lade ligge. Jeg fører jo ikke vindens vej eller retning, eller bestemmer at den skal være kraftig eller svag. Om den endda selv har bestemt det, ved jeg ikke. Jeg havde bare bestemt mig for at cykle, og det blev i modvind, og jeg blev vred. Du (læser) siger måske til dig selv, at dit liv burde udgives som bog, eller give anledning til et teaterstykke eller en film, så spændende det føles. Indimellem bliver nogle livshistorier filmatiseret, og gengivet så mange kan få del i det levede liv. Har du tænkt dig at blive en film? Jeg tænkte som barn, at jeg skulle på musikkonservatoriet i Esbjerg. Stadig den dag i dag kan jeg nogle gange tænke, at jeg skulle være ”endt” i Esbjerg, i stedet for Århus, hvor jeg bor. Det er ikke at være sin skæbne tro, eller have sit mål for øje. Det er flugt, og tidspilde. Flere ting kan man gøre i løbet af en dag, som ikke rigtig synes meningsfulde. Men du skulle have vendt dig om. Se – der var livet! Lige bag dig, hvis du havde vendt dig om. Plagfuldt. At fortryde sine skridt. F.eks. i dag er bussen to gange kørt lige foran mig. Så nåede jeg at poste et brev, og dem, jeg siden fulgtes med – i den næste bus – var dejligt selskab. Men i det øjeblik, jeg føler svigt, nærmest af Gud, da bøjer jeg mit hoved. Tænk, at dette skulle overgå mig. Og hvis en så lille forhindring i min hverdag slår mig ud, hvad siger det da om min udholdenhed? I det øjeblik føler jeg, Gud giver mig modstand at føle. Jeg må have gjort noget forkert, tænker jeg. Bedt for lidt, spist for meget, tænkt for syndigt. Men bussen er kørt. Den kommer ikke tilbage og henter mig, fordi den måske fortryder at være kørt. Næh, skæbnen tager lige et sving. Mig, der går hen ad en anden vej, end forventet, for at poste et brev. Hvem mon jeg møder på denne anden vej, et smilende medmenneske? Det er også lige meget. At lave en film om en, der går hen og poster et brev.., ja mere er jeg ikke (selv) gjort af. Du (læser) kunne skrive et blog – indlæg. I stedet for at læse mit (blog – indlæg), kunne du selv skrive et. Mine ord har jeg valgt til dig. Selvom jeg ikke kender dig. Mine ord om rødbeder, livgiven, modstand. Du giver mig en slutbemærkning. En sætning, du ville have skrevet, hvis du var blogger, eller skrev herinde. Sætningen, der hedder: “Bliv hos mig til siden er fyldt ud med blæk.” Det var dit ønske til din læser. Og min egen slutbemærkning hedder: “Jeg blev”. 20-03-2012.