Trefoldig bøn.

Der var ikke det ringeste i vejen. Maden smagte godt, lyset varmer, kærligheden trives. Derfor skriver jeg heller ikke noget blog – indlæg, på sådan en dag. Der skal ligesom være en anledning, noget at skrive om. Hvad hvis man er tom for stof, lige på den dag, man måske skal eksamineres. Og den dag er jo hver dag. Hver dag er en eksamen. Og ved dagens ende, når mine fødder ligger på langs i sengen, kan jeg enten strække dem ud for at nå lidt længere, i selvtilfredshed, eller krybe dem sammen i skamfuldhed. Bare jeg dog fyldte lidt mindre. Men ah, sikke jeg kan ligge her og fylde. Man kan se en situation fra to sider. Det kaldes ikke skizofreni eller ambivalens, eller et eller andet sygeligt. Det kaldes mangfoldighed. Må jeg ligge her og godte mig, tænke dagen er gået godt, være stolt af noget gjort? Vil Gud så tænke, jeg har bedt for lidt, enten om tilgivelse eller benådning. Eller vil han unde mig det bedste, som jeg ligger der selvtilfreds? Når jeg folder mine hænder går det ud på tre ting; 1. bøn om at blive tilgivet for noget, jeg har gjort (forkert). 2. Takkebøn over noget, der er blevet mig givet i dagens løb. 3. Bøn om noget, jeg gerne vil have støtte til i mit fremtidige liv. Disse tre aspekter af bønnen er altid med. Da er jeg enten ”dækket ind”, eller jeg føler, jeg har tjent et højere formål, eller hverken været ”for meget” eller ”for lidt”. Hvis dette overhovedet giver mening for andre.. Der var nogen (eller en), der engang mente, de bare kunne bede nok gange, da ville de komme i himmelen. Eller de var selvretfærdige og hævede sig over andre i deres syn på egen og andres værdi. Eller de lagde en mønt, måske en stor mønt, og troede, de så var bedre (mennesker) end hende, der kun lagde en lille mønt. Til trods for at den mønt var alt, hvad hun havde. Eller der var ham – som vi ikke har hørt om i Bibelen, der gjorde det hele. På én gang lagde han en stor mønt. Men samtidig lagde han en lille mønt, for dog at gøre noget rigtigt. Men så tog han den store mønt tilbage og brugte den på at købe slik (..). Ja hvorfor ikke. Mens vi andre lever i en tid, hvor man faktisk godt kan købe slik. Da håbede han i gammel tid at kunne købe slik. Da han ikke kunne bruge den store mønt til et godt formål (slikket), gemte han den i sin lomme. Helt til sin dødsdag. Altså det her – er opdigtet. Men da nogen så gennemgik hans klæder, da han skulle begraves fandt de denne mønt. Ubrugelig og forældet kunne den slet ikke længere bruges på markedet, den var gået til spilde. Så lagde man mønten på mandens grav, da han jo også havde krav på den, dog nu som død person. Og rigtigt nok havde han indgraveret noget særligt på netop denne mønt. Men det vidste kun han (selv). Vi andre gik og forestillede os, hvad det indgraverede kunne betyde. Men igen; vi leder det forkerte sted. Det er mandens hemmelighed, og ikke vores (,vel?). Og sådan havde jeg også den hemmelighed i dag, at jeg gik for at gå. Tog bare bussen ned i byen for at se, hvad der så skete. Så satte jeg turbo på min dag, foretog et skridt ud af huset, sagde min kæreste et farvel, katten kunne passe sig selv, om jeg havde den rette jakke på til foretagendet, og om jeg ville kunne formulere mig, der hvor jeg gerne ville udstille mine malerier, måtte tiden vise. Og tiden viser ligesom meget.. Tiden viste os, at lignelser kan (gen-) fortælles på uendeligt mange måder. Se bare i avisen eller i fjernsynet, eller lyt til de andre i bussen eller på gadehjørnet. Der bliver forkyndt overalt. Om ikke andet bare i et blik (!), som jeg f.eks. oplevede i dag. Det var som om, han havde et smil over læben, ham med øllen i hånden, der ved fodgængeroverfeltet. Ingen andre havde han tænkt sig at møde der. Ja knap nok mig ænsede han et blik. Men det var fordi, han gik lidt med skam. Og det skulle han slet ikke. Faktisk holder jeg personligt meget af alkoholikere og andre på samfundet rand, eller deres egen rand. På grænsen af et eller andet. Noget med, at de ved fandeme ikke, om i morgen kommer eller hvad. ”Kommer i morgen?”, ku de næsten spørge. Og vi andre kan jo ikke egentlig svare dem. For hvad ved vi egentlig mere end dem. End ham og de andre. Jeg er selv et udskud. På samfundet rand. ”Førtidspensionist”, bliver jeg kaldt. Det er fordi, noget skal man jo kalde mig. Og jeg siger det gladelig, hvor jeg kommer frem, at det er, hvad jeg er. Men folk misforstår mig ganske givet tit. Det er der bare ikke så meget at gøre ved. For det er netop min titel. Jeg hedder ikke ”Jesus”, eller ”morder”, eller ”sindslidende”. Jeg hedder ”førtidspensionist”. Det var, hvad jeg opnåede i livet. Bortset fra de somre, hvor jeg gik lidt amok uden medicin. Og den selvtillid, jeg nu har oparbejdet, til at tro, jeg igen kan få et barn og mestre moderskabet, samt søge ind på linjefag på lærerseminariet, som jeg netop har planer om. Hvad bilder hun sig ind?, kunne nogen anfægte. Kan hun egentlig tillade sig det. Har samfundet råd til sådan et sidespring. Et spring væk fra at være ”parkeret”, til igen at være ude at køre på vejen. Men jeg har råd. Ikke du, men jeg har. Ikke samfund og ”folket”, men jeg har selv råd. Og sørger vi ikke alle for vores egen økonomi? Det var ligesom Jesus, for dog at sammenligne mig med noget. Han var også lidt ude på et ”sidespor”. Nogle gange gik han flere hundrede kilometer, og brugte turen på en masse trættende ting. Men det var hans eget valg. Noget blev han givet, jeg mener; nogen kom hen til ham af sig selv, opildnede ham eller betroede ham noget, eller ville ham noget andet. Nogen gav ham noget, og andre tog noget fra ham. Men jo aldrig det allerhelligste. Man kan måske slet ikke nærme sig nogen, og så tage det allerhelligste fra dem. Alkoholikeren på vejen i dag skulle have haft sit smil for sig selv. Jeg skulle ikke have stjålet det og udstillet det her. Af alle steder – her. Flere skulle være ladt i fred. Men Jesus ville konfrontationen. To mand mod hinanden, bare med det talte ord, hvor andre mildt sagt ville have brugt et sværd eller en riffel. Da brugte han ordet. Og hans hånd førte helbredelser med sig. Det kan vi bare ikke i dag forstå. Jeg kan i hvert fald ikke. Men noget af hans hånd var måske Guds. Gud griber ind alle steder. I min bøn om aftenen, har han jo for længst gættet, hvad jeg vil sige. Mange billeder og afsnit fra tidligere tiders skrifter, kan vi bruge den dag i dag. Men aviserne er nye, morgendagen er ny, og i morgen er Jesus en anden, end den, han var. Vi må finde ham i et græsstrå, i et stykke kage, eller en berøring. Vi kan ikke blive ved at lede i Bibelen, vil jeg mene. Men hvad jeg mener.. Ku vi sidestille dette skrift med andre skrifter? Er dette som en artikel i Kristeligt Dagblad? Er dette en side i min personlige Dagbog? Er dette litteratur? Er dette overhovedet? Er det ikke bare opdigtet, noget som kan slettes i morgen, som man kan fortryde og rette i. Skal disse ord være endelige, definitive? Ja, i eget billede og vision, skal det. For mig. Om ikke andet skrev jeg for mig selv. Da var du sidestillet. Anden prioritet. Men hvordan udgive noget, man ikke ønsker nogen skal læse eller bemærke? På en blog. Jeg har misforstået det hele. Jeg troede det, man skrev på bloggen kun kunne læses af en selv. Har I virkelig læst alle de forrige blog – indlæg, som jeg har skrevet og udgivet?? Det er en stor fejl. Derfor er dette endnu en fejl. Men heldigvis kan fejl rettes eller justeres. Derfor skriver jeg disse ord til sidst: Spring over resten. 11-04-2012.

%d