Den røde brik.

Jeg har ikke mulighed for at kende dig. Og da slet ikke til fulde. Jeg kender mig selv bedst, men ikke engang det. Jeg involverer mig halvt, af angst for at tabe mig selv. Vi mister alle dele af os selv indimellem, som vi så senere må samle op igen. Tro er et spørgsmål om at håbe det bedste. Jeg blev våd på cykelturen, fordi jeg ikke købte tøj i H&M, som jeg var lige ved at gøre. Jeg skiftede bare bukser, da jeg kom hjem, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg brugte godt nok mange penge på dagligvarer, men ingen af dem kunne vi undvære. Og spildt mælk.. spildte indkøb. Mad, man alligevel ikke får brugt. Hvordan kan jeg se tre dage ud i fremtiden, og sige; det mad får vi aldrig spist? Hvem ved, hvor man skal sove i nat. Herre løs. På rejse. Ok, jeg bor her. Lige ved siden af dig, som sidder inde i stuen. Jeg bor her op af dig. Ok, jeg prøver at involvere mig helt. Lige som investere noget. Give noget ud for at få noget andet igen. Men sådan er betingelsesløs kærlighed slet ikke. Da skal jeg ikke forvente noget igen. Som da regnen piskede ind på mit ansigt, og jeg tænkte; når bare jeg cykler hurtigt, går det sikkert over. Jeg skal ikke forvente noget af regnen. Mit åndedræt er, som det er, jeg kan ikke presse det ud over dets grænse. På et tidspunkt får jeg ånde – nød, og hvem skal næsten hjælpe en der? Ligesom mit sind har en grænse, dog usynlig som sindet nu er. Så ingen aner uråd. Rie, hun klarer sig. Jeg – inde bag ”Rie” – klarer mig, men jeg er samtidig maskens mester. Det er der engang en, der har sagt til mig. Jeg ved ikke, om det handler om mit horoskop, eller om hun var clairvoyant eller healer. Men maskens mester er jo inde bag ved hele tiden. Skulle jeg da have sagt et ”falskt” ord i dag? Skulle jeg have ikke – ment halvdelen af det sagte? Var mit smil forkvaklet, underdrejet, lunefuldt? Da var jeg utro. Jeg klædte mig i mørkt tøj i morges. Dvs. der lå et sæt lyst tøj og et sæt mørkt tøj. Og med det lyse tøj ville jeg signalere uskyld, mildhed, men også barnlighed. Med det mørke tøj ville jeg vove mere, gå hvor jeg ikke lige før har trådt. Der var ingen af os, der kunne forstå, hvorfor jeg skulle være så fin i dag. Det var nærmere en prøvelse fra min side. Og hvis den største af livets udfordringer ligger i at iklæde sig noget bestemt sæt tøj.. Herregud, hvem kender da egentlig smerte? Det gjorde ikke ondt at have sort undertøj på. Det ville ikke have gjort ondt heller at bære det hvide undertøj. Det var et valg, jeg stod over for, som ethvert andet valg. Jeg kunne iføre mig en rolle, en maske, noget tøj, og derved signalere noget bestemt. Jeg kunne umuligt sige, hvad, det måtte andre vurdere. Det var, som da jeg fik krøller i håret, og derved troede, jeg fik mere pondus, eller bedre kunne optræde, eller bedre kunne et eller andet i verden. Fattigt, må man sige. Skulle ens hår bære ens hele styrke, da? Jeg ser nu ud, som da jeg var 19, og vejer endda det samme. Hvis jeg snart bliver gravid, vil jeg blive det på samme betingelser, som sidste gang. Jeg er ikke 19. Og vægt og hårfrisure er ydre ting. Hvad jeg indadtil har lært over 20 år, afspejles ikke i mit ydre. Hvad tror du, der gemmer sig bag et hår? Frygt? Hvor skal jeg gemme mit mod, så ingen ser det? I tasken? Hvor skal jeg gå hen som det sidste sted på min rejse? Hvor jeg begyndte? ”Du, der bærer verdensrummet dybder”, du må kende mine skridt. Ja endda før jeg går. Og du ser ind bag maskerne, ser min sjæl stå ren. Jeg har nu brugt mange ord på at skildre ydre ting. Hvordan skal jeg – med ord – skildre det dybeste? Alle afkrogene, det der gemmer sig. Hvorfor skal  man helst vende vrangen udad, ifølge mig. Hvorfor skal hver en sten indeni rulles rundt, så bagsiden bliver synlig? Det er for at gøre sig ren. Det er svaret. Bag noget, der har ligget længe, er der sikkert snavset. Og hvis jeg ikke siger de svære ting højt, hvem gør så? Må min kæreste vide min dybeste hemmelighed? Ja, men den hænger til tørre på tørrestativet, lige til at lægge sammen, på plads. Jeg er blot et klæde. Jeg går kun op i rynkecreme (anti-), og mørkt eller hvidt tøj. Hvis jeg var en bog, havde bogen kun en side. Hurtigt overstået. Du siger til mig, det klæde på tørrestativet er smukt. Jeg undrer mig. Jeg ser selv, at det er det klæde, jeg helst tager på. Det, jeg tvivler mindst på vil klæde mig. Jeg iklæder mig mig selv. Af alle vil jeg helst være mig selv. Jeg har engang købt et stykke tøj i H&M (ikke for at gøre reklame), og det lyser op i hele stuen. Fattig som jeg er, tror jeg, det klæde gør mig rig. Når bare jeg har det stykke tøj på, kan jeg gå hvor som helst. For det fremhæver mig, og danner mig, og afgrænser mig. Og nogen på gangen nede i Storcenter Nord (et indkøbssted i Århus) kigger længe og indgående på mig, ja deres blikke ligefrem danser op og ned af min statur. Og der går de og tror, hun er noget særligt, hende der. Men der tager de grueligt fejl. Min røde trøje er, hvad der er særligt ved mig. Jeg siger til dem: Lad være at kigge på mig. Men jeg går selv forbi et spejl i en butik, og mit blik danser op og ned af min krop. Det er ligesom mit blik og trøjen har en alliance. Jeg forstår, at jeg forblænder folk, og tager trøjen af. Inden under trøjen er jeg lille, og jeg fryser. Jeg sidder stille på gangen i Storcenter Nord. Jeg elsker ellers Storcenter Nord, bare ikke i dag. Jeg ser børn danse op og ned af et legestativ. Og fatter ikke at deres forældre ikke bliver bange for, at de falder ned. En dag får jeg selv børn. Jeg er naiv. Jeg er gået disse skridt, for at vise et barnligt træk. En, der ikke tør tage ansvar, og er bange for at involvere sig helt. Jeg står i kirken og synger til en bisættelse; ingen synes, jeg er for lidt der, eller mangelfuld på nogen måde. Jeg har i årevis tænkt på ordet ”ansvar”. Jesus bruger det vel aldrig? Er det i sig selv positivt ladet? Er det, hvad man bør opnå i livet? For at lykkes. Jesus bukker under, under korset. Kan ikke mere. Jeg lægger det fra mig, tænker han. Gid der var en anden, der kunne hjælpe mig med dette tunge kors. En anden træder til. Det kunne være hvem som helst, og er det vel. Jeg er hvem som helst. Bare hende i den røde trøje, blandt de andre på gangen, der har forskellig farvet tøj på. Jeg er bare en brik, en rød brik. I et skak spil ville jeg være rød. Hende den røde, der går ind og vælter alle de andre. Skubber de andre, så de falder. Tager deres mest geniale træk, og gør grin med det. Det er fordi, jeg vil på banen for enhver pris. Fylde linje efter linje med et ”jeg”. Jeg det, og jeg det. Det er, fordi jeg gerne vil ses. Men jeg blev allerede set. Jeg blev ud set. Men ingen tror, at jeg bare hænger på tørrestativet til at tage på. De tror, der gemmer sig noget bag min marscara. Kun jeg ved, hvad marscaraen kostede, og hvordan jeg tager den på, for at gøre mig pæn. Jeg gør ligesom min nabo, hun sminker sig også. Skulle der være noget i vejen med at gøre sig pæn? I morgen tager jeg mine ord, kaster dem op i luften, og griber dem igen. Det kan man godt med ord, nemlig. Jeg taber nogen af dem på gulvet. Shit, dårligt kast eller dårligt grebet. Jeg taber for længst skak – spillet, og som jeg sidder og fryser nede i Storcenter Nord uden den røde trøje på, er der vist kun en ting at sige om mig: Hun kæmpede. Hun kæmpede, ligesom dem der var ved at græde nede til bisættelsen i dag, hvor jeg sang (som kirkesanger). Det var, fordi hun ikke kunne holde sig selv tilbage. Og hun flød over. Det er, når nogen råber: ”Se, en tåbe, der går der”. Jeg råber tilbage: ”Se, en tåbe, der går her”. De bliver forskrækkede der på gangen, over at jeg tog til genmæle. Men det var nu nærmere en falliterklæring. Her går en rød trøje og bløder. Men blodet kan ikke ses. Se længe, men se hellere bort. 26-04-2012.

One response to this post.

  1. Posted by Lars Hougaard Clausen on april 26, 2012 at 5:52 pm

    Hvor mange kvinder skal der til at skrue en pære i emhætten? Jeg ved det ikke, men jeg gjorde det ene mand! Men du vidste, hvordan den skulle vende.

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: