ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg prøver at tænde et lys i november mørket. Det er faktisk et kalenderlys, vi bare bruger før tid. Det er ikke, fordi jeg har særligt meget lyst. Men nogle ting er man bare nødt til at gøre. Med sin rå vilje. I krisetider gør man det nødvendige. Og når man har det skidt psykisk, må man gøre noget, der ”plejer” at gøre en godt. F.eks. at gå en tur, som jeg gjorde i dag. Man må ty til, hvad erfaringen viser hjælper. Og huske at tilstanden ikke er varig. I morgen kommer min kæreste f.eks. hjem fra sin døgnvagt. Og man kan hænde at få op mod 40  kys på én dag. Jeg kender dem, der ikke kan tænde et lys i mørket, hvor de er. Derfor tænder jeg et. Jeg kender nogen, der tænder 10 lys på én gang, men ikke ænser et eneste af dem. Jeg kender mig, der modvilligt tænder eet. Som gerne skulle lyse ud i verden. Der kender jeg nogen, der måske gerne vil stå under det lys. Eller i skæret fra det. Og jeg kender nogen, som helst vil puste det ud. Det er, fordi nogen dømmer én hårdt, mens andre dømmer én mildt. Og sådan kan vi alle stå midt i et skel mellem lys og mørke. Vi kan svaje i vinden som et græsstrå. Lidt til den ene side, snart til den anden. Men vi kan også være en væge, der enten kan brænde eller være slukket. Vi kan være en mulighed. Enten til liv, eller til det modsatte. Vi kan være et ”ja” eller et ”nej”. Jeg kan lægge mig på sofaen og give eftermiddagen op, eller jeg kan gå timerne i møde med iver, efter at få det bedste ud af tiden. Jeg kan ikke gøre begge dele. Men jeg kan tage mig en lur, føle mig doven, men så derefter, når jeg vågner, føle mig frisk og initiativrig igen. Det er udtryk først for et nej, og så for et ja. Der er også nogen, der siger ”måske”. De gør tingene halvt. Med det ene ben ude af billedet. Tager ikke det fulde skridt ind i noget med det samme. Vi må ikke dømme noget til at være mere rigtigt end andet. Og nogen skal måske stille deres lys under en skæppe for at kunne fungere. Vi andre brænder så rigeligt igennem. Vi hævder at have ”udstråling” eller karisma. Men det er verdens blik på én, der tæller. Ikke hvad man ser hos sig selv i spejlet. Og følelsen af at være bedre end, gælder kun over for én selv. Man kan kun overgå sig selv, ikke andre. Hele ens repertoire indeholder man jo selv. Derfor kan ingen give dig lykken, uden at du har den selv. Men 40 kys gør alligevel noget, må jeg indrømme. En omfavnelse bekræfter én. Giver én selvværd. Men sidder jeg alene på en aften som denne, og tror jeg har et publikum, er jeg da indbildsk? Jeg tænder et lys i min stue, som ingen i verden udover mig selv kan se. Kan nogen alligevel så se det? Hvad med oplysning. Det åndelige liv. Indre gnist og glød. Brænder jeg (og I) ikke i verden, selv i mørke? Jo, og ret intenst endda. Derfor udveksler vi lys. Vi er lys bærere. Og intet kan slukke vores livs ånde. Os, der har taget et andet menneskes liv, har pustet et lys ud. Der var en væge med muligheder. Men vi slukkede det håb. Og afskrev den mulighed for liv, der var. Derfor må vi bære lys frem. Og ordene ned over siden skulle have været skrevet med hvidt blæk på et sort dokument, og ikke omvendt. Vi er hvide bogstaver på en sort november aften. Og nogen har taget det skridt at tænde et lys. Rundt om i vinduerne har folk sat jule kerter. Vi er november før jul.
24.11.2012.