Har nu slukket for både en tv – serie og en film, fordi jeg ikke nænnede at se at det gik hovedpersonerne dårligt… Jeg mener; på tv! Det er jo ikke smerte, personerne virkelig oplever, det er en smerte, de foregiver at have. De formidler smerte, som vi andre så spejler os i, og det vækker følelser i os, vi genkender noget. Og ja, noget lukker jeg helst øjnene for, kald det flugt eller undgåelses adfærd. Jeg ønsker bare, det går personerne godt på tv. Da lad min kærlighed gå ud over bredde og grænse, og bare flyde helt over. Da er det trods alt bare det, jeg fejler, at jeg elsker for meget. At se film med happy ending hele tiden er jo heller ikke optimalt. Vi skal helst igennem ulykke for at finde lykke. Du gav mig et mandat, Herre, til at føle med fiktive personer på tv. Og du gav mig en mulighed for at lære mig selv bedre at kende. Hvorfor slukker jeg, når jeg ser bedrag spillet ud på tv skærmen? Svig, løgn. Fordi jeg tilstræber retfærdighed til daglig? Jeg har faktisk høje idealer om, hvordan et menneske helst skal være. Og i dag bad jeg dig acceptere, at jeg ikke formåede mere, end jeg gjorde. På de parametre, der nu gælder i himmelen, hvor du er. For hvad er en god dag egentlig? Jeg beskytter mig; jeg ser hellere ingen film end en film om bedrag. Selvom jeg måske går glip af oprejsning eller formildende omstændigheder for de personer i serien, jeg godt kan lide. Jeg tager ikke den chance, jeg afstår fra den risiko. Jeg er måske svag. Jeg vil helst ikke vide, hvordan det går dig, du hovedperson. Men må det gå dig vel. Må vi alle finde lindring. Derfor; af frygt for det onde, der måske sker i serien, digter jeg min egen version af handlingens forløb. Sådan må det ikke gå dig, Herre.
5.4.2015.