Vi skizofrene, vi bygger bro. Til den ene siger vi eet, og til den anden noget andet. Men det skal være tilladt at udføre maskespil, eller gemme sig bag nogle ord. Snart efterlyser den ene mere spontanitet, den anden måske vilje, mens man prøver at tilfredsstille alle. Skulle jeg da ikke syne viljestærk over for den, der kræver det? Prøver vi ikke alle at indordne os. Stille nogle tilfredse. ”Vær dig selv”, bliver der sagt overalt. Hvad hvis man ikke kender sig selv. Det ene øjeblik giver min sindslidelse sig til kende ved, at jeg elsker i overflod. Men vender mit medmenneske bare ryggen til, kan jeg finde på at svine ham eller hende til på tankeplan. Man kunne så spørge: hvilken del af mig gør ”rigtigt”. Hvilken ”stemme” var sand? Hvilket “jeg” skal jeg stole på? I mit virvar. ”De må tage mig, som jeg er”, siger man. Men hvem er man? Er man sig selv, når man er lykkelig, når man er trist, når man spiller badminton, eller spiller klaver? Hvad er det af mig, som folk skal ”tage” (mig som)? Jeg spørger bare ud i luften. Måske andre har bedre svar end jeg selv, på den gåde, jeg går rundt i. Men hvem skulle da kende én bedre end én selv? Ja, Gud, kunne man svare. Ja, men det er ikke alt, jeg synes, han skal vide. Og ikke alt, jeg beder ham holde af, eller favne. Og ikke alt, jeg er stolt af at ”gøre mod Ham”. Skulle jeg kende hans inderste tanke, og rette mig efter den? Er det hele meningen. Rådføre sig med én, som er klogere end én selv. Ja Ham, som har svaret. Skulle man gå til Ham først (af alle)? Man forestiller sig livet som en række eksamener. Man består, får dårlige karakterer, men også gode karakterer, alt efter stil og udførelse og argumentation. I en drøm (natlig) forleden drømte jeg, at jeg sagde til min tidligere kordirigent, at ”Det er klogest at udtale sig, når man har selvtillid. Man skal hellere holde inde, når man har dårlig selvtillid”. Jeg har selv prøvet hundreder af gange at fortryde noget sagt. Også noget skrevet, men altså noget sagt. Hvordan ”henter man en sætning tilbage”?, spørger jeg bare. Man begynder at undskylde, trække i land, bebrejde sig selv, tænke sig selv som dårligt selskab i en forsamling. Hende, der siger de pinlige pointer. Hende, der alt for spontant bare siger noget ud i rummet, uden hun selv kan gribe det igen. Men hvad er det ideelle: spontanitet/tilbageholdenhed? Hvem sagde, hvordan en social aften helst skulle gå? Skulle jeg have sagt klogere ting? Valgt mere vedkommende emner? Skulle jeg have kigget mere direkte på min mandlige bordherre, eller skulle jeg have bukket hovedet i skam? Hvem kender den perfekte aften? Så kan man sidde dagen efter hos sin psykolog, og man kunne have optaget sine sociale færdigheder på video, og så gennemgå dem med hende. Vi kunne begge have bud, andre bud, måske bedre bud på, hvad jeg kunne have sagt i en given situation. Jeg kunne også have reageret mere respektfuldt, er jeg sikker på, når nogen af de andre fortalte mig noget. Problemet er bare, at det gjorde jeg ikke. Jeg kendte ikke den fulde sætning, vidste ikke hvad der siden hen skulle snakkes om, om kaffen indimellem var blevet for stærk, og om snakken gik i stå pga pinlig tavshed. Hvordan kunne jeg vide den fulde længde? Næsten på en sætning. Jeg kunne have udtalt én lang sætning over en hel aften. Og det ville have udtrykt til fulde, hvad jeg indeholder. For taler jeg over mig, og byder ind med for meget, kommer jeg galt afsted. Men i hvis øjne? Det er så ikke Gud, der sidder over for mig i stuen. Ikke hans blik, jeg får tilbage. Ikke Hans respons på det sagte eller det fortiede. Jeg kan spørge ham i Himmelen en dag, men jeg kan også favne og rumme og acceptere mine forsøg. For det er, hvad det er. Et forsøg på at være menneske. På disse betingelser og vilkår. Jeg er sat på jorden med en sindslidelse. Men hvis man siger det som det første, hører folk ikke det næste. Men hvad skulle jeg så have sagt som det første? At jeg ”er troende”. At jeg ”er musiker”? Vi har alle noget, vi ”er”. Nogle ting har vi endda papir på at være. Eller at have taget uddannelse indenfor. Men jeg sprænger rammerne. Det er fordi, jeg har tilladt udskejelser, for dem gjorde jeg plads til. I perioder blev jeg helt skæv, og røg helt ud af min livsbane. Hvorefter jeg så ”fandt hjem” igen. Men hvor er hjem? Var det ikke på udskejelserne, jeg kendte mig selv. Boede jeg ikke netop på hospitalet, fordi jeg hørte til der? Dannede det mig ikke netop at vågne op til rengøringsdamer og fælles morgenmad. Fordi det afskrækkede mig fra nogensinde igen at skulle derud. At sprænge rammerne har også noget med provokation at gøre. Man gør det ikke før gjorte. Man søger helt nye græsgange, går hvor ingen andre har gået, og også hvor man ønsker ingen andre nogensinde kommer til at gå. Det siger jeg, fordi det ikke kan anbefales at være sindslidende. Jeg er ikke stolt af at ”sprænge rammerne”, selvom det lød som et positivt træk hos mig. Ingen skal bo på et hospital. Eller sove på et Billed Blad udendørs pga. paranoia. Der er Jesus, som engang sprængte rammer. Han var mit Billed Blad. 16-07-2012.
