Vi Skizofrene.

Vi skizofrene, vi bygger bro. Til den ene siger vi eet, og til den anden noget andet. Men det skal være tilladt at udføre maskespil, eller gemme sig bag nogle ord. Snart efterlyser den ene mere spontanitet, den anden måske vilje, mens man prøver at tilfredsstille alle. Skulle jeg da ikke syne viljestærk over for den, der kræver det? Prøver vi ikke alle at indordne os. Stille nogle tilfredse. ”Vær dig selv”, bliver der sagt overalt. Hvad hvis man ikke kender sig selv. Det ene øjeblik giver min sindslidelse sig til kende ved, at jeg elsker i overflod. Men vender mit medmenneske bare ryggen til, kan jeg finde på at svine ham eller hende til på tankeplan. Man kunne så spørge: hvilken del af mig gør ”rigtigt”. Hvilken ”stemme” var sand? Hvilket “jeg” skal jeg stole på? I mit virvar. ”De må tage mig, som jeg er”, siger man. Men hvem er man? Er man sig selv, når man er lykkelig, når man er trist, når man spiller badminton, eller spiller klaver? Hvad er det af mig, som folk skal ”tage” (mig som)? Jeg spørger bare ud i luften. Måske andre har bedre svar end jeg selv, på den gåde, jeg går rundt i. Men hvem skulle da kende én bedre end én selv? Ja, Gud, kunne man svare. Ja, men det er ikke alt, jeg synes, han skal vide. Og ikke alt, jeg beder ham holde af, eller favne. Og ikke alt, jeg er stolt af at ”gøre mod Ham”. Skulle jeg kende hans inderste tanke, og rette mig efter den? Er det hele meningen. Rådføre sig med én, som er klogere end én selv. Ja Ham, som har svaret. Skulle man gå til Ham først (af alle)? Man forestiller sig livet som en række eksamener. Man består, får dårlige karakterer, men også gode karakterer, alt efter stil og udførelse og argumentation. I en drøm (natlig) forleden drømte jeg, at jeg sagde til min tidligere kordirigent, at ”Det er klogest at udtale sig, når man har selvtillid. Man skal hellere holde inde, når man har dårlig selvtillid”. Jeg har selv prøvet hundreder af gange at fortryde noget sagt. Også noget skrevet, men altså noget sagt. Hvordan ”henter man en sætning tilbage”?, spørger jeg bare. Man begynder at undskylde, trække i land, bebrejde sig selv, tænke sig selv som dårligt selskab i en forsamling. Hende, der siger de pinlige pointer. Hende, der alt for spontant bare siger noget ud i rummet, uden hun selv kan gribe det igen. Men hvad er det ideelle: spontanitet/tilbageholdenhed? Hvem sagde, hvordan en social aften helst skulle gå? Skulle jeg have sagt klogere ting? Valgt mere vedkommende emner? Skulle jeg have kigget mere direkte på min mandlige bordherre, eller skulle jeg have bukket hovedet i skam? Hvem kender den perfekte aften? Så kan man sidde dagen efter hos sin psykolog, og man kunne have optaget sine sociale færdigheder på video, og så gennemgå dem med hende. Vi kunne begge have bud, andre bud, måske bedre bud på, hvad jeg kunne have sagt i en given situation. Jeg kunne også have reageret mere respektfuldt, er jeg sikker på, når nogen af de andre fortalte mig noget. Problemet er bare, at det gjorde jeg ikke. Jeg kendte ikke den fulde sætning, vidste ikke hvad der siden hen skulle snakkes om, om kaffen indimellem var blevet for stærk, og om snakken gik i stå pga pinlig tavshed. Hvordan kunne jeg vide den fulde længde? Næsten på en sætning. Jeg kunne have udtalt én lang sætning over en hel aften. Og det ville have udtrykt til fulde, hvad jeg indeholder. For taler jeg over mig, og byder ind med for meget, kommer jeg galt afsted. Men i hvis øjne? Det er så ikke Gud, der sidder over for mig i stuen. Ikke hans blik, jeg får tilbage. Ikke Hans respons på det sagte eller det fortiede. Jeg kan spørge ham i Himmelen en dag, men jeg kan også favne og rumme og acceptere mine forsøg. For det er, hvad det er. Et forsøg på at være menneske. På disse betingelser og vilkår. Jeg er sat på jorden med en sindslidelse. Men hvis man siger det som det første, hører folk ikke det næste. Men hvad skulle jeg så have sagt som det første? At jeg ”er troende”. At jeg ”er musiker”? Vi har alle noget, vi ”er”. Nogle ting har vi endda papir på at være. Eller at have taget uddannelse indenfor. Men jeg sprænger rammerne. Det er fordi, jeg har tilladt udskejelser, for dem gjorde jeg plads til. I perioder blev jeg helt skæv, og røg helt ud af min livsbane. Hvorefter jeg så ”fandt hjem” igen. Men hvor er hjem? Var det ikke på udskejelserne, jeg kendte mig selv. Boede jeg ikke netop på hospitalet, fordi jeg hørte til der? Dannede det mig ikke netop at vågne op til rengøringsdamer og fælles morgenmad. Fordi det afskrækkede mig fra nogensinde igen at skulle derud. At sprænge rammerne har også noget med provokation at gøre. Man gør det ikke før gjorte. Man søger helt nye græsgange, går hvor ingen andre har gået, og også hvor man ønsker ingen andre nogensinde kommer til at gå. Det siger jeg, fordi det ikke kan anbefales at være sindslidende. Jeg er ikke stolt af at ”sprænge rammerne”, selvom det lød som et positivt træk hos mig. Ingen skal bo på et hospital. Eller sove på et Billed Blad udendørs pga. paranoia. Der er Jesus, som engang sprængte rammer. Han var mit Billed Blad. 16-07-2012.

5 responses to this post.

  1. Jeg vil rette mig selv, og sige og mene, at det netop er Gud, jeg sidder over for i en social sammenhæng. At hans svar og respons må ligge i, hvordan de andre i stuen reagerer på mig. “Hvad du gør mod mine, gør du mod mig”.

  2. Kære Anne Marie…

    Tak for en rigtig god beskrivelse af – hvordan det opleves at leve med sindslidelsen skizofren. Som udenforstående kan det være svært at få et billede af de menneskelige problemstillinger, det indebærer for jer, der lever med den sindslidelse. Din beskrivelse passer meget godt med det, jeg har oplevet med mennesker, der levede med samme menneskelige problemstilling / sindslidelse, som den du beskriver.

    Så er der også i dit indlæg nogle dilemmaer, der har – synes jeg – en almenmenneskelig parallel.

    Den ene er dilemmaet med at blive ”låst” i en bås – fordi omgivelserne stirrer sig blinde på en ting, og ikke ser andet. Sådan som du beskriver det – hvis du for eksempel fortæller, at du har en sindslidelse. Det er meget ”brugt” – det med at ”låse” andre i en ensidig fokusering på et eller andet særpræg, som så kommer til at overskygge alt det andet. Og det er jo en ”mur” – man kommer til at stå overfor. Og ”mure” er meget belastende at være ”oppe imod”.

    Den anden parallel er dilemmaet med – hvem er jeg? Nu lever vi jo i verden, der gerne vil have klare og afgrænsede personprofiler – og der kommer mange af os lidt til kort. De fleste mennesker har jo en nuanceret personlighed – alt efter tid og sted. Og hvem er man så? Det alt sammen! Det er forskellige sider af personligheden, som kommer til udtryk. Og jeg tror generelt set, at man som menneske skal acceptere sine menneskelige nuancer – for at leve i harmoni med sig selv. Og så finde ”rum”, hvor de forskellige sider kan komme positivt til udtryk. Et rum til fantasien, et rum til vreden, et rum til glæden, et rum til de flyvske tanker – og så videre. Der er jo det ved menneskelige personlighedsstræk – at de alle har et harmonisk udtryk – i det rette ”rum” – eller rette ”definition” / ”placering” i forhold til omgivelserne. Og det ”rette” afhænger af, hvad der giver stabile og harmoniske relationer til omgivelserne – og opleves som ”rigtigt” for én selv 🙂

    Du skriver nogle meget lærerige og tankevækkende indlæg. Tak for det 🙂

    Venlig hilsen Ulla

    • Posted by Anne Marie Eriksen on juli 18, 2012 at 8:26 am

      Kære Ulla. Tak for din respekt for et meget ømtåleligt emne. Og for dit supplement til det skrevne. Dine ord står meget klart, og du har en evne til at præcisere nuancer. Som du siger har vi forskelligt udtryk som mennesker. Og skizofreni er da også bare eet ord at bruge om et menneske. Derfor kan det godt være et rigtigt ord. Det handler vel om at tillade sig selv at ændre form fra situation til situation. Og måske har alle mennesker disse overvejser om, hvem de egentlig er. Nogle spørger måske bare ikke sig selv så tit 🙂 Kærlig hilsen Anne Marie.

  3. Posted by Marie on juli 17, 2012 at 2:37 pm

    Tak, Anne Marie … tak for dine ord og din ærlighed …

    Citat: “… Jeg kan spørge ham i Himmelen en dag, men jeg kan også favne og rumme og acceptere mine forsøg. For det er, hvad det er. Et forsøg på at være menneske. På disse betingelser og vilkår. Jeg er sat på jorden med en sindslidelse. Men hvis man siger det som det første, hører folk ikke det næste.”

    Ja, et forsøg på at være menneske … det er det bedste, vi kan gøre … og den bedste måde at ta’ imod andre mennesker … som medmennesker i et forsøg på at være mennesker …

    • Posted by Anne Marie Eriksen on juli 18, 2012 at 9:04 am

      Kære Marie.
      Fint som du skriver, at vi alle prøver os frem som mennesker op ad andre mennesker. Bare det at skrive et blog – indlæg er et forsøg på at nå et andet menneske med sine ord. Man rækker ud i verden, og håber nogen vil møde eller gribe een. Tak, fordi du tog imod 🙂

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: