ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Min kæreste syntes egentlig, jeg sang godt. Og ham, der havde booket mig var også tilfreds. Hvorfor er det da, at jeg føler mig helt ”forkert”? Måske fordi, jeg er det? Det kunne de andre bare ikke se. De så ikke ind under huden på mig. Bag mine klæder. Jeg var i bordeaux og turkis, lige som den ikon, vi har inde i stuen, hvor Jesus er fremstillet som en kvinde (..). Kunne det tænkes, at jeg søgte at ligne hende? Hvem der bare havde sans for farver, ville vide, at turkis op af bordeaux er helt fantastisk! Jeg kigger tit over på den ikon (som også figurerede på vores første salme – cd udgivelse), for så får jeg et praj om, hvordan jeg har det. – Mærkeligt, ville nogen tænke. Men ikke så mærkeligt. Vi kigger alle et sted hen for at kende os selv. Og vel ikke hele tiden i spejlet. For hvad ser vi egentlig der? Vi ser os selv ved hjælp af noget andet. Og rigtig nok kan min kæreste og ham bookeren have set rigtigt i dag, så de havde den rette dom af mig. Men jeg ser selv noget andet. Jeg har en helt anden dom over mig. At jeg næsten led ved at være i denne krop, være på det sted, hvor jeg skulle synge. Hvor jeg snublede over en ledning, og ikke kunne fokusere klart med mine øjne, så dem, jeg talte med havde fornemmelsen af overhovedet at tale med et andet menneske. Ja, jeg kunne selv have været den ledning, og ingen ville´opdage det. Så fjernt fra hende Jesus på billedet (ikonen), jeg var i egne øjne. Vi kan alle sige ”Amen” og så tro, vi er nærmere kirken af den grund. Vi kan alle tage turkis og bordeaux klæder på, og så tro os nærmere en ikon. Men var vi nærmere? Jeg børster støvet af min jakke. Arbejdsdagen er ovre. Og mit arbejde bestod i at udholde mit eget selskab, bare over for mig selv. Hvad de andre end måtte sige om mig, og have af mening om mig, siver ligesom ikke ind (hos mig). Hvad er det da, der gør, at jeg ikke tager så godt imod andres kærlighed til mig? Kunne jeg ikke have troet disse andres udsagn, om at jeg gjorde det ”godt nok”? Hvornår nå dertil at tro på en andens udsagn end ens egen? Ja, vi må håbe, at andre bærer os. At der under os hviler en Guds hånd, der håndterer disse situationer. Jeg er ikke direkte fortabt, og falder ikke fra hinanden, jeg ligger netop ikke som en ledning på gulvet. Nej, jeg ”er noget”. Jeg er noget ved musikken. Og jeg er hende, der om lidt står på scenen og skal optræde. Og jeg kan ikke bare træde ned af scenen igen, og sige at det alligevel ikke er mig, der skal synge. At der må være tale om en anden. Men hold mig skjult. De billeder, der blev taget af mig, må aldrig vises frem (en gik og fotograferede mig, uden jeg ved hvorfor). Du må aldrig sige det videre, at du har set mig der, sidde og synge. Det skal aldrig fæstne sig i folk, hvordan jeg synger om kærlighed. Og ingen vil huske min bordeaux trøje. Jeg er lig nul. Var jeg ikke blevet musiker, havde jeg snydt mig ind på en anden uddannelse. Eller manipuleret mig frem i verden. Eller klædt mig helt i sort for at provokere. Men nu blev jeg – musiker. Det er rigtigt; jeg skriver sange. Jeg har selv skrevet dem. Det var mig selv, der gjorde det. Og jeg fik en kommentar til mit sidste blog- indlæg om, at jeg var ”ekstremt selvoptaget”, og det er rigtigt nok. Det er fordi, jeg skal bruge så mange kræfter på bare at være mig, at jeg ikke har øje for mit medmenneske altid. Der er nogen af os, der er oplært i følelser. Ja, hvor angst eller bekymring eller ængstelse står os op til halsen. Vi kan ikke engang række ud efter nogen. Vi ville egentlig helst gemme os et eller andet sted, under et tæppe. Og når ingen ser det, gemmer jeg mig da også under et tæppe. Det er når min kæreste er på døgnvagt, og kun naboen kan se det. Der ligger jeg på sofaen og med – lider med mig selv. Hvor ynkeligt. Men det er som om, Gud kan se det. At Han holder et vågent øje med mig. I må engang spørge ham, om det er rigtigt set af mig. Da – når jeg ligger der på sofaen – har jeg ikke overskud til at kigge hen på ikonen, for at se hvordan det står til med mig. Da ved jeg bedre, da mærker jeg stærkere, min kamp for at være her. På den konto af snyd, af misbrug eller falskneri, jeg stadig er her. Det liv, jeg tilkæmpede mig, som Gud måske gav mig, men som jeg fik på trods. Ingen vil huske, at jeg lå på sofaen. Nogen blandt publikum vil gå hjem til deres kære, og måske sige, de hørte en´synge på ”Cafe Gaya” i Aarhus her til aften. Men jeg var et vrag. Indebar overhovedet ingen kærligheds evne. Ja, hvis de tilhørende ikke følte sig sunget til, kan jeg virkelig godt forstå dem. Jeg kiggede kun få gange op over nodestativet for at etablere kontakt. Men Herre, jeg var alene. Forstår du, at indeni mig var der uro. Jeg skal forstå, at min kærestes ord, eller bookerens ord ikke når mig. Jeg skal vide, at kun jeg selv følte mig malplaceret. Til grin. Men sig det igen, du kære, sig igen, at ”lyden var bedre end nogensinde tidligere”. At ”du sang virkelig stærkt, da du sang dine helt egne sange”. ”Jeg hørte kun en enkelt fejl”. Sig det langt ind i Jerusalem. Og du skal ikke behøve sige mere. Herfra var alt sagt, blot det til overs, at: “salve me”. Hvilket jeg troede, var et helligt udsagn, men som jeg ikke kan slå op. Jeg er selv et helligt udsagn, om noget der aldrig skulle have været. En koncert, vi spoler baglæns, så gæsterne aldrig ankommer, og jeg selv pakker mit grej og aldrig synger. Men som jeg går derfra, føler jeg mig alligevel tomhændet og tilsidesat. På den måde ankom jeg hellere og gennemførte´koncerten. På trods. På trods af indre svære betingelser, som kun jeg selv mærker. Så kunne jeg være noget, de så på, og fotograferede. Hvad skulle der ellers have været på hans billede? Næste gang sender jeg ikonen af sted til en optræden. Du skal bare gå der og der hen, og så synge lidt. Det virker fejende let af afklæde mig bordeaux og turkis, og sende en, der ligner. Til daglig er det mig, der ligner ikonen, men til den næste optræden er det den, der ligner mig. Og vi kan endda forveksles. Sig ikke det videre, at det i virkeligheden ikke er mig, der sidder bag klaveret, men bare en substitut. Men sig det igen.¨11.1.2013.

Hvor kan jeg da gå, hvis jeg ikke kan komme i din kirke? Fordi jeg er spedalsk i mit sind. På min krop bærer jeg de fineste klæder. Ingen kan se ind bag ved, hvad jeg virkelig består af. Og det er (så) min redning. Kun jeg ser mig selv i nederlagets lys. Og kender steder, tusinder af steder, hvor jeg kunne have elsket mere rent. Men de hørte min sangstemme og blev forblændet. Jeg ”sang som en engel”, som en sagde. Hun havde ret ved netop at sige det. For jeg var ingen engel, men sang som en. Jeg lod bare som om. Jeg smilede, hvor man helst skulle (til det middagsselskab, jeg var til i går). Jeg smilte så rigtige steder, at de andre gæster klemte min hånd fast og længe ved vores afsked med hinanden. Ja, jeg havde trykket de rigtige tangenter ned. Og lært dem en lektie. Kend aldrig et menneske på hendes stemme. For inde bagved er hun bestemt ingen engel. Jeg skulle have sunget meget mere grimt. Med vrang vrid og skingre lyde. Jeg skulle have fumlet ned over klaveret i mit akkompagnement, – da ville de have kendt mine fejl. Men jo ikke nu. Nu kendte de ikke mine fejl. De hørte kun velklingende akkorder. Toner, der fulgte naturligt efter hinanden. Så en kvinde i en pæn nederdel, spise hvad der var passende, spørge interesseret så folk følte sig godt tilpas. De så ikke, at der under nederdelen gemmer sig erotik. At der under blikket gemmer sig manipulation. At der under smilet gemte sig foragt. Men hvad værre er: De skulle heller ikke kende det. Det var ikke lige til det middags selskab, jeg skulle have afløb for raseri, væmmelse, skæve akkorder. Det var bestemt ikke der. Skal et menneske absolut ”have afløb” for alting? Skal alle følelser ud et sted? Før eller siden. Kan man ikke klemme følelserne inde, holde dem tilbage, økonomisere med sit f.eks. raseri? Bare så det kommer ud i tilpasse mængder? Og ikke på én gang. Jeg kan ikke, må jeg så sige. Jeg prøver hver eneste dag. Jeg bliver hård i min energi herhjemme. Går rettere end kommer. Undlader en berøring, hvor den ellers ville have været passende. Men hvad er det nu ”passende” betyder? Man kan slå ihjel, fordi man syntes, det var ”passende”. Det ville være lettere uforståeligt i mange andres øjne, ja vel de flestes, at et mord kunne være ”passende”. Jeg kender ikke selv et mord, der var passende. Men som tænkt eksempel kunne det vel godt være det. Jeg kan ikke trække min vrede tilbage. På badmintonbanen kan jeg smide en bold efter min modstander (som hver gang er min kæreste), ja sådan ret demonstrativt give bolden et ekstra puf eller skub, inden jeg giver den op til spil. Hvor jeg dog er barnlig i sådan en situation. Men hvis det nu bare er boldens skyld det hele. Eller man kun bliver vred på sin ketcher. Eller temperaturen i hallen. Men kan man ”holde sig” til det. Kan I høre tonefaldet i ”holde sig”? Det vil sige, der er noget, man undværer eller lukker ude. Det vil sige, man spiller ikke på alle tangenter (for at blive i det billede). Man benytter sig kun af nogle få. – Nemlig de bedste. Til en hver tid benytter man sig af de forhåndenværende midler. Man hiver det frem af tasken, der i den enkelte situation kan bruges. Og man gør det typisk klogt. Ligeledes ville det have været åndssvagt af mig i går at komme ind på min psykiske sygdom over for disse andre gæster. Der var ikke plads. Her er der i dag plads til at sige netop den sætning. Der er plads, og jeg tager den plads, tilegner mig den. Og giver den forhåbentlig videre til en anden. En, der kan skrive et bedre blog – indlæg efter mig. Vi tager det op af posen, som vi på dagen har. Jeg var ikke falsk eller klædt ud i går. Jeg var bare underbemandet, ikke fuldt ud udstyret. Kan man forlange at være det hele tiden? Nej, næppe. Skal man kende sin fulde udrustning? Ja, det vil jeg mene. Måske får man først brug for hele sin ammunition til slut i sit liv. Eller i en presset situation undervejs, og så aldrig mere. Modet til at skyde i krig. Afslutte et forhold. Miste sine forældre. Vi får aldrig pålagt mere på vore skuldre, end vi magter at bære. Og ligeledes tager vi heller ikke mere med i tasken på rejsen til et middagsselskab, end vi skal bruge. Derfor havde jeg ikke en mikrofon med i tasken i går, eller en pistol, eller en af mine digtsamlinger. Jeg var der som svigerdatter, og udfyldte rollen så godt, som jeg kunne. Men dermed sagt, at jeg spillede skuespil? Jeg var der som svigerdatter, og var der – som det – fuldt ud. Hvad mere kunne jeg have gjort? I morgen kan jeg være ”Nytårsgæst” hos et vennepar, og måske drikke mig fjollet eller pinlig. Hvis det er pinlighed, jeg i morgen har med i tasken. Det var ikke for at kritisere vores tur i går, kære (Kæreste). Eller din mor. Eller selskabets sammensætning. Det er for at undre Gud, at jeg skriver det sådan her. For hvor længe skal jeg leve i skjul endnu? Den største rolle kunne være at dø. Eller blive gift, eller få børn. Men de roller, jeg indtil nu har haft, er efterhånden fortærskede. Jeg fik ondt af en af gæsterne i går. Hvorfor jeg græd over det i dag. Mine tårer var ægte og uventede. Derfor undrer Gud også mig. Og når bare vi undres, fornyr vi vort sind, og vore roller. Og mest passende er det at slutte her. 30.12.12.

Der var ingen fortegn. Der var intet ”men”. Men så var der den hage ved det, at.. Der var ingen at. Det var som livet i lys lue. Frisind. Bevægelser udad, som frisætter. Som et smil kan gøre det. Der var åbenhed for, hvad der måtte komme imod én. Og der var en lind strøm i det, jeg fik tilført dagen. Fra mit helt eget ståsted. Og hvorfra skulle jeg ellers tale? I morgen bekymrer jeg mig ikke om. Og da slet ikke før i morgen. Mit talerør er vidt åbent. Som når jeg synger en sang bedst. Jeg er bedst. Lige nu. Ikke i formiddags, eller for et par timer siden, – men nu. Jeg er den bedste forfatter, og den bedste formidler, og den med mest kærlighedsevne. Men om en time er det en anden, der ”har” den. Og denne dags ”plage” (hver dag nok i sin plage) har været sparsomme. Min kæreste vasker op efter maden. Og personligt må vi gerne inddrage, hvad der i det virkelige liv passerer for os. Og jeg lavede altså maden. Så sagde jeg: ”Jeg har altså noget i ærmet”. Og det er så – det her. Men hvad vil jeg egentlig læseren denne gang? Kunne der være en anden gang end ellers? Kunne dette handle om Jesu genkomst, eller noget derhenad. Ja, jeg spørger bare. I hvilken skikkelse skulle han da komme? Og hvad med de 2000 år, der nu er gået? Og hvad med 2012 som et skæbnebestemt år? Hvad med alle disse udenoms ting. Har Han (Jesus) gode betingelser for at komme netop nu? Han kan være skjult i en julekalender på tv, eller i en julesalme i kirken. I teksterne til søndagen, der var eller skal komme. Han kan være indbegrebet af en rose, der overlever trods frost. Og han kan være i os, når vi tilser og passer på den rose. Men han er fri. Han kan være i en opvask, og i et måltid mad. Men er det nok? Hvad hvis han gik i blandt os, som ”en af vore egne”. Hvem ville da have krav på at være ”egne”? I det tilfælde. Hvem har krav på at møde Jesus, i fald han er her? Skulle Han placere sig i tolerante Danmark? Hellere syd for Danmark? Kunne han bo i Hirtshals, eller langt ude på landet? Kunne man nemt have fordomme over for Jesus? Man forestiller ham være måske smuk eller yndefuld, eller gå med myndighed, eller sige ting med styrke. Han bærer nok ikke rundt på et kors i dette liv. Måske dog bare et andet kors. Jeg skal ikke kunne sige det. Os, der er lidt skæve eksistenser, kan snildt forestille sig, at Han ”går frit omkring”. Vi skal bare kigge til en side i bussen, fordi vi så gerne ser Ham være her, at det snildt kunne være sidemanden. Men nogen af os tænker på, hvordan det ville være at være som Ham. Ikke bare kigge til sidemanden, men kigge på os selv (..) Hvorfor ikke jeg?, kunne man næsten spørge sig selv. Er det ikke det, Jesu genkomst handler om? At se genkomsten i sig selv. Forestille sig den leve indeni mig, og indeni dig. På lige fod. Hvem har krav på en fod, mens en anden ikke har? Skulle jeg have sagt noget før, at det provokerer mig, at føle mig som Jesus. At jeg skammer mig over det. Særligt indenfor Sindssyge er det jo det typiske sygdomsbillede, der tegner sig af mig. ”Vi havde en patient – endnu én, der troede, han var Jesus”. ”Nåh, en af dem”, bliver der sagt. Hver gang jeg vender mig rundt og tiltaler en person, er det som om, jeg skjuler noget. Jeg skjuler at være lige som. Det vil mange finde provokerende. En i min alder, af mit køn, eller min statur. Fattig, som jeg er. Anderledes jeg gror. Hvorfor dig?, vil nogen spørge. Men netop. Det passer ikke ind nogle steder. Derfor går jeg som om. Og derfor går jeg skjult, og med hemmeligheder. Min sindssyges karakter, f.eks. er der ingen, der kender foruden jeg selv, og Gud. Og hvorfor afsløre et plot eller en pointe? Er det ikke meningen, at mennesket selv skal erhverve sig viden om Gud? Skal man ikke som enkelt individ tage sit eget kors på sig, og gå. Går vi da ikke næsten på samme måde alle sammen? Skulle det være så svært? Jeg siger bare, hvad jeg føler for. Der skal ikke komme en regning bagefter, hvor jeg bliver holdt til ansvar. Men jo, jeg vil være ansvarlig. Ingen andre skal løfte netop mit kors. Enhver anden har jo sit (at løfte). Ingen andre skal opleve sindssyge i en sådan grad som jeg har gjort det. For det forplanter sig forskelligt i hvert vort sind. Jeg har denne forbindelse til Jesus. Og dette er mit ånderum. Tilgiv mig, kære Læser, at det er det, jeg tilfører din stue, eller dit computerværelse. Tilgiv mig, at det er mit budskab med at skrive. Bare at få luft. Forbind dig med mig, og jeg kan være en væge, der får ilt. Jeg ånder i den tid, vi er sammen om dette skrift. Bagefter må jeg igen søge frisk luft. Er vi ikke der, hvor der tegner sig et billede af ansvarlighed? Min lod er at skrive disse mærkelige Jesus paralleller. Din opgave er at behandle dem varsomt. Eller med omtanke. Fordi jeg næsten ikke kan selv. Altså har vi en alliance. Uden dig så dette ikke dagens lys. Da havde jeg været indeni mig hele dage lange. Nætter lange. Du kan sige, det er mig, der er Jesus. Jeg kan sige, det er dig. Vi kan sige, vi er Ham sammen. Men hvorfor gør det så ondt, at jeg skammer mig ved disse ord? Har vi ikke talefrihed. Presse frihed. Jo, men også frihed til at vælge fra. Syndens ord er disse. 12.12.2012.

Jeg prøver at tænde et lys i november mørket. Det er faktisk et kalenderlys, vi bare bruger før tid. Det er ikke, fordi jeg har særligt meget lyst. Men nogle ting er man bare nødt til at gøre. Med sin rå vilje. I krisetider gør man det nødvendige. Og når man har det skidt psykisk, må man gøre noget, der ”plejer” at gøre en godt. F.eks. at gå en tur, som jeg gjorde i dag. Man må ty til, hvad erfaringen viser hjælper. Og huske at tilstanden ikke er varig. I morgen kommer min kæreste f.eks. hjem fra sin døgnvagt. Og man kan hænde at få op mod 40  kys på én dag. Jeg kender dem, der ikke kan tænde et lys i mørket, hvor de er. Derfor tænder jeg et. Jeg kender nogen, der tænder 10 lys på én gang, men ikke ænser et eneste af dem. Jeg kender mig, der modvilligt tænder eet. Som gerne skulle lyse ud i verden. Der kender jeg nogen, der måske gerne vil stå under det lys. Eller i skæret fra det. Og jeg kender nogen, som helst vil puste det ud. Det er, fordi nogen dømmer én hårdt, mens andre dømmer én mildt. Og sådan kan vi alle stå midt i et skel mellem lys og mørke. Vi kan svaje i vinden som et græsstrå. Lidt til den ene side, snart til den anden. Men vi kan også være en væge, der enten kan brænde eller være slukket. Vi kan være en mulighed. Enten til liv, eller til det modsatte. Vi kan være et ”ja” eller et ”nej”. Jeg kan lægge mig på sofaen og give eftermiddagen op, eller jeg kan gå timerne i møde med iver, efter at få det bedste ud af tiden. Jeg kan ikke gøre begge dele. Men jeg kan tage mig en lur, føle mig doven, men så derefter, når jeg vågner, føle mig frisk og initiativrig igen. Det er udtryk først for et nej, og så for et ja. Der er også nogen, der siger ”måske”. De gør tingene halvt. Med det ene ben ude af billedet. Tager ikke det fulde skridt ind i noget med det samme. Vi må ikke dømme noget til at være mere rigtigt end andet. Og nogen skal måske stille deres lys under en skæppe for at kunne fungere. Vi andre brænder så rigeligt igennem. Vi hævder at have ”udstråling” eller karisma. Men det er verdens blik på én, der tæller. Ikke hvad man ser hos sig selv i spejlet. Og følelsen af at være bedre end, gælder kun over for én selv. Man kan kun overgå sig selv, ikke andre. Hele ens repertoire indeholder man jo selv. Derfor kan ingen give dig lykken, uden at du har den selv. Men 40 kys gør alligevel noget, må jeg indrømme. En omfavnelse bekræfter én. Giver én selvværd. Men sidder jeg alene på en aften som denne, og tror jeg har et publikum, er jeg da indbildsk? Jeg tænder et lys i min stue, som ingen i verden udover mig selv kan se. Kan nogen alligevel så se det? Hvad med oplysning. Det åndelige liv. Indre gnist og glød. Brænder jeg (og I) ikke i verden, selv i mørke? Jo, og ret intenst endda. Derfor udveksler vi lys. Vi er lys bærere. Og intet kan slukke vores livs ånde. Os, der har taget et andet menneskes liv, har pustet et lys ud. Der var en væge med muligheder. Men vi slukkede det håb. Og afskrev den mulighed for liv, der var. Derfor må vi bære lys frem. Og ordene ned over siden skulle have været skrevet med hvidt blæk på et sort dokument, og ikke omvendt. Vi er hvide bogstaver på en sort november aften. Og nogen har taget det skridt at tænde et lys. Rundt om i vinduerne har folk sat jule kerter. Vi er november før jul.
24.11.2012.

Jeg ville allerhelst have været Fredsfyrste. Eller spredt en god stemning. I stedet for på tankeplan at svine det gode til. Mens du sad op af mig. Og dig vil jeg allermindst gøre ondt. Bare at følge min ihærdighed for ikke at gøre skade rundt omkring. Men kun jeg selv (og Gud) kender min tanke. At når der er en flig af smerte, frygt eller ubehag, er det det, jeg forfølger. Helt til dørs faktisk. Udtaler bare det mest pinlige højt og tydeligt på tankeplan. Mens jeg er i et rum med andre eller en anden. Og straks tror, det går ud over disse andre eller denne anden. Og ved I hvad? Det kan faktisk godt hænde, at det gør. Hvorfra skulle ellers hele tanken om karma stamme fra? Hvad om, hvis jeg har slået én ihjel i det her liv, at jeg så selv er offer i det næste. Hvis jeg tænker ”Idiot” ud i et rum, med virkelig tyngde bag, – og har ubehag ved det, straks som et klump af angst i maven. Tror I da ikke, det ”mærkes” ude i verden? Ja, jeg spørger, for det er vist ikke engang et sindssygt træk ved mig, der her er på spil. De fleste går med skjulte tanker, som de ikke deler med nogen. Også tanker, man er skamfuld over at have. Men hvorfor kan jeg tale om ”de fleste”? Jeg kender ikke mængden, men mest mig selv. Og jeg skal være dette eksempel. På hvordan et liv, kan se ud. I vrang. Men dyster som min tankeverden kan være, ved jeg også at jeg er undskyldt. Men det værste, man sådan set kan sige til mig, er: ”Du er jo tilgivet”. Det værste, jeg selv i et tv – interview (kommende, eller dem, jeg før har medvirket i) kan sige, er: ”Jamen, jeg er tilgivet”. At sige, jeg ”er undskyldt”, handler også om uskyld. At noget kan jeg ikke gøre for. Hvad med en svinsk tanke, hvor meget skyld har jeg i den?? Den opstår, ja, og så forfølger jeg den. Kunne jeg ikke have ”ladet den ligge”. Måske bare til i morgen. Hvem lærte mig engang at smerte skulle man stikke i, og uddybe. Når noget gør ondt, skal det helst gøre rigtig ondt. Før det ”gør godt”. Ja, det er så sandelig min ”skade”. Jeg uddyber noget, der skulle have hvilet. Der sænkede sig en fred over stuen, fordi Lars satte sig over til mig i sofaen, og vi ikke behøvede sige noget. Den klassiske stemme fra musikanlægget sang vores klage ud i rummet. Hvis vi var klagende. Intetanende om, at disse ord ville forløse mig bagefter. Men årsag og virkning, det har mange talt om før mig. Konsekvenser. Af handlinger, synlige som usynlige. Villede som ikke villede. Vi tager en clementin. Det virker ”rigtigt”, for vi er en lille smule sultne, og den ligger der orange og fristende. Intet galt i det. Hvorfor føltes det da ”rigtigt”at slå ihjel, og nu sidde ved en computer og skrive om det? Faktisk mente jeg på min gåtur, at jeg skulle have taget bussen ned i byen for at træne. Ja den første halve time, overvejede jeg at gå hjem igen, pakke træningstasken og tage af sted ned i midtbyen. Denne følelse af ”forkerthed” lammer mig fuldstændig. Og det er hver dag! Skulle jeg hellere gå på det andet fortov, f.eks. Tage to slurk af kaffen i stedet for en. Jeg gør konstant op, hvad der ville være mest kærligt at gøre i den og den situation. Men det er ikke ensbetydende, at jeg altid vælger det gode. Når jeg da står over for ondt og godt, og vælger – med vilje – det onde, da gør jeg mig til et syndigt menneske. Der får jeg skyld. Og skal råde bod. Små foreteelser, som andre ville tysse hen, kan gå mig på i timer. Jeg kan ikke bede Fadervor både på vej hen til bussen, indeni bussen, og når jeg står af bussen. Jo, i princippet kan jeg. Men tænke sig, at være så skyldigt et menneske, at det skulle være nødvendigt. Der var engang en intuitiv ”besked”, jeg fik fra den åndelige verden, som sagde mig dette: ”Der er noget, der er værre end døden og sex, og det er fortrydelse”. Og Gud hvor går der mange kræfter med at granske gjorte ting, – som jo længe er ”ude af verden”, så at sige. Nogle ting, man har gjort, står tilbage med varige skader og men. Og trækker blod efter sig for hvert skridt. Men når et menneske er begravet, og kanske har fred, kunne man måske leve sit eget liv videre? Hvornår er synden gjort helt op? I princippet; hvis jeg står med et stykke chokolade i hånden, men ved, jeg egentlig ikke har brug for de ekstra kalorier i min krop, hvad vælger jeg da? Gør jeg det ”forkerte”, og satser på at blive tilgivet. Gør jeg det rigtige og lever et måske kedeligt liv? En alternativ behandler sagde engang til mig, at selv mus i forsøg vælger den sundeste mad af sig selv. Altså; stillet over for muligheden for at spise usund mad, eller sund mad, valgte de naturligst det sundeste. – Som i længden jo også vil gavne dem bedst. Men hvor kommer ”naturligst” fra? Hvem var her ligesom først og grundlagde normerne, vi senere hen retter os efter? Hvad hvis man er ”grænse psykotisk”, og har et behov for at sprænge rammerne. Gøre de forbudte ting, provokere. Og deraf måske gå ensomt. Hvis der ingen andre var her, kunne jeg kun have svinske tanker om mig selv. Mit tungsind kunne så at sige kun gå ud over mig selv. Det er ligesom når jeg helst spiller single i badminton frem for duoble, for så behøver jeg ikke have samvittighed over for en anden, nemlig min makker. Da har jeg kun mig selv, at blive utilfreds med, eller stolt over. Men handler kærlighed ikke om at dele mellem mennesker? I kirkekoret står jeg sammen med en anden alt – stemme, vi skal synge det samme, og det skal helst ”virke”. Altså spiller jeg der – med glæde – double. Og her i stuen. Jeg trækker mine svinske tanker tilbage. Undskyld, hvis du mærkede brodden af dem. Når jeg støder min pande mod din, må der ikke ske dig noget, fra hoved til hoved. Du skal ikke smittes eller lide ondt. Jeg sætter dig helst fri. Gå i stedet for. Hen til computeren. Indimellem trækker jeg selv i en fysisk bevægelse min pande væk fra din pande, i håb om at tankerne derved ikke ”når” dig. Og halvdelen af mine læsere her på bloggen, er nu stået fuldstændig af. Tænke  sig et eksempel mage til. Jeg ville allerhelst ligne naboen, men det gør jeg bare ikke. Altså er jeg et billede på afsind. Og det vil jeg gerne være, hvis lidelsen er indeholdt i mig selv. Udadrettet er det meningen, jeg skal synge kærlighedssange. At det er min navlestreng ud til verden. Kunsten skabt i enerum var ensom. Men mødet med publikum var næsten det hele værd. Du derude skal bare ikke gøre det samme som mig. Jeg er hellere et billede på noget, der skal undgås. Som et stykke chokolade, der feder. Men spiser man det med glæde, kan Gud så næsten græde imens? Hvad der er gjort godt, kan det slæbes i retten og angribes? Bevæggrunde kan være helt rene. Motiver kan skinne som stjerner, lyse som sole. En sjæl kan være uberørt. Men et sind er sygt. Og det er så mig, der er den syge. Det var det klæde, jeg iførte mig her i verden. Det var langt nemmere at hævde, man er Jesus, når man er indlagt på et sindssygehospital. Men et klæde kan man tage af. 16.11.2012.

Ja i dag har jeg så danset inde i min stue… Jeg var alene hjemme, og jeg sagde også nogle sjove ting imens. Så at jeg grinede højlydt, og tog mig til hovedet, og tænkte: Godt der ikke er to af dig, så spøjs og underlig, du er! Men er det rigtigt? Vil man ønske, der kun er én i verden, som én selv? Nej, man vil deles. Man vil gøre lidt ligesom naboen, for ikke at føle sig helt udenfor. Man vil ”passe ind”. På gaden f.eks. Ofte kigger jeg faktisk på, hvad for noget tøj, andre går i. Jeg tænker; når det er varmt i vejret, er det så mig, der har for lidt tøj på, eller de andre, der har for meget? Sådan noget vurderende sig selv op af andre. – Og selvfølgelig da! Vi er sociale væsener. Ja for mange år siden var vi afhængige af hinanden. Mere som overlevelse. Nu er vi sammen for at have det rart. I går oplevede jeg truende adfærd omkring mig, og jeg sad bare helt stille og foldede mine hænder, for at jeg dog måtte undgå problemer (eller som Jesus sagde: ”denne kalk..”). Da så en af ungerne spurgte mig, hvad klokken var, i forhold til, hvornår deres bus gik, sagde han dog ”Tak” for mit svar. Siden hen, da jeg sad i bussen, syntes jeg også buschaufføren slingrede. Alt i alt skulle jeg nok have taget cyklen. Men igen; man vil gerne hinanden, men ikke når det sociale liv bliver spændt. Og der opstår fare og spændinger. Alligevel er vi jo også gjort af spændinger. Tænk på Fauré’s Requiem, som jeg var med til at opføre i går, hvis den ikke indeholdt forte fortissimo eller forbandelser. Hvad hvis alle toner var sirlige, smukke, retvendte så at sige. Hvad om noget gik imod, i stedet for? Satte sig på tværs, som Anne Linnet synger om. Hvad om der var en hage ved noget, eller en torn i øjet, eller bare en lille brist. En lidt dårlig ånde. En kæphøj bemærkning. Hån. Hvad om vi var gjort af begge dele; lyse toner, og mørke toner. Og vi kan tale om godt og ondt. Men vi kan også tale om brister. Noget, der skal heles igen. Noget, der gøres godt igen. Et brud, der bliver lukket. En bemærkning, man tier hen, fordi det er til det bedste. Den var ikke ondt ment. Og afsenderen af bemærkningen skal ikke bære byrde, fordi bemærkningen stødte eller fornærmede. Alt har plads. Er det ikke det, vi siger? Hvorfor eksludere eet menneske i bussen, men ikke et andet. Hvem skulle da have fortrinsret til Guds rige? Hvem er det bedre end de andre? Ja, tænk sig, sådan noget går jeg og tænker på. At jeg skal elske alle i bussen, har jeg ikke længere som krav. Men jeg kan godt finde på med vilje at sætte mig, hvor andre synes, det må være ubehageligt at sidde. F.eks. i dag hos en mand, der var unødigt nervøs for, om bussen nu var forsinket. Eller sidenhen en mand i bussen, der lugtede lidt usoigneret. Og nogen vil sige, jeg pudser min glorie, men det er bare, fordi Danmark er et kærlighedsland, som ikke kan holde strømmen af velmenen tilbage. Så den helt blusser over. Ja ene jeg kunne elske for 1000 mand på én gang. Men hvorfra skulle jeg vide, jeg gik kærlighedens ærinde? Jeg spørger så tit, for jeg gransker faktisk mig selv ret tit. Er jeg nu ren nok. Ville du ham inderligt nok. Fik du sagt det ordentligt til hende, så hun ved, du vil hende? Når jeg piller næse, bliver jeg så derved skyldig i noget? Falder der så et krus på gulvet ude i køkkenet bagefter? Og hvis der gør, kan jeg så tolke det som en slags straf for at være syndig? Og hvor går grænsen for synd? Er det værre at pille næse end tænke ondt om en anden? Onani, hvor har det ret? Men jo, det er jo en del af mennesket. Flere emner taler vi bare ikke åbent om. Og når folk på tv endelig gør det, er det helt smækket op i ansigtet på én, som den store sensation. Men vi vil alle følelserne. Vi formår bare ikke altid at udtrykke dem. Nogle gange er det at skrive en mail om, hvad man i løbet af ugen har lavet, jo en lige så fin tilkendegivelse, som hvis man ned over en side gentagne gange skrev: ”Jeg elsker dig”, eller ”Du er dejlig”. For meget er for meget. Vi skal lade noget sive. Ud af hånden, ud af munden, ud af håret. En duft. En aen. Et ord. Åbne op. Der falder altid en krumme fra et måltid. Du skal bare holde hånden åben. Så danser jeg en regndans. 5.11.2012.

Hvordan rejser man templet på to dage? Det er jo helt umuligt. I øvrigt kan jeg ikke finde det sted i Bibelen, hvor det står. Er det noget, jeg har opfundet? Men i hvert fald at nedbryde et tempel og så derefter ret hurtigt opføre det igen, det skulle være en helt umulig opgave. Alligevel siger Jesus, at han kan de utroligste ting. Netop ting, der rækker ud over det, ”almindelige” mennesker kan. Ikke så mærkeligt , at han gjorde sig bemærket. Han var sikkert middel af bygning. Siden ingen bemærkede, han var tynd eller tyk. Han var vellidt, siden så mange fulgte ham. Vi ved næsten ingenting, men alligevel er vores verden indrettet, som om vi gør. Og hvor skal vi næsten lede efter vore mange svar? Hvad rækker ud over Bibelen. Hvad gør man, når Tro ophører? Hvis man føler sig forladt. Hvad når ingen kan nå én. 27.10.2012. Ja, blog – indlæget blev ikke længere. Det handlede om mig. Jeg kunne bare have skrevet ”jeg”. Hvorfor gøre personlige ting til almen kendte? Hvem interesserer sig for, hvad der rører sig i mig? Om vi har d. 27. eller 28. oktober. Men jeg vågner i morgen, og har ikke bygget templet. Jeg skulle ellers skynde mig. Ligeledes kan jeg ikke honorere kravene på lærerseminariet, hvor jeg ellers kun tager et enkelt fag. Hvorfor gik min grænse der? Andre kan honorere disse krav, hvorfor ikke jeg? Hvorfor skal jeg skånes, eller have omtanke for mit psykiske helbred. Ja, når jeg bliver presset, får jeg ad helt naturlig vej flere svinske tanker. Skulle jeg da ligge under for det pres, eller finde en anden retning videre? Gud står ikke for enden af en vej, dirigerer mig og siger: ”Kom, gå denne vej, her er sikkert”. Men jeg står selv ved begyndelsen af en vej, med øje for alle åbninger fremadrettet. Ja i det virkelige liv,- når jeg går på gaden, kigger jeg typisk på, om en gade er ”hyggelig”, for så vil jeg hellere gå ad den vej. Ja, nærmest om én vej er mere kærlig end en anden. Selvfølgelig undgår jeg helst uro på gaden, og drejer naturligt af en sti tidligere, hvis jeg aner truende ting forude. Det tror jeg, vi alle gør. Jeg vil helst gå den kærligste vej. Er seminariet ikke kærligt? Jo, men kravene vokser mig over hovedet. Er du sikker på, det ikke er kravene til dig selv, der stiger dig til hovedet? Jeg er usikker. Jeg troede ikke nødvendigvis, at jeg skulle stå i en folkeskole en dag, over for en skoleklasse, med musik kundskaber. Men det er faktisk alle de andres hensigt med at tage den uddannelse. Hvad kom jeg da der for? Jeg har kunnet blære mig udadtil med denne titel af at være under uddannelse. Men nu siger jeg: Muren bliver for høj. Håndværkerne sov over sig. Jeg har ikke kræfter (til at bygge templet på ny). ”Jamen, det forventer vi alle sammen, at du gør”, siger de omkringstående. Jeg derimod lægger mig ned på jorden. Og jeg bliver liggende i flere dage. Det er min måde at vise omverdenen, at jeg ikke er det værd alligevel. Alt det, de troede om mig. På seminariet har jeg måske nok svaret rigtigt på mange spørgsmål i undervisningssituationen, også hvor andre ikke har haft noget svar (særligt didaktikken har interesseret mig at læse om). Men ærligt talt. Én sagde engang til mig, at depression opstår, når man ikke kan leve op til egne krav til sig selv. Det er simpelthen ens egen målestok, der er gældende for, om man er en succes eller ej. Hvis man spørger lærerne på uddannelsesstedet, vil de skønne, jeg følger godt nok med. Jeg er måske ”på højde” med de andre elever i klassen. Men ingen ser ind bag. Hvem hørte, at jeg bad til Gud, før jeg skulle til en klavertime i forgårs? For du tager det fra mig, som jeg har elsket. Og jeg begyndte at drømme om at få et barn, men pludselig førte det en masse med sig, om at jeg så skulle bestå eksamen på seminariet, for at kunne erklæres ”egnet” til moderskab. Alle disse øjne, der naturligt vil være rettet mod, om jeg nu magter opgaven at være mor. Grundet min fortid. De kan være ligeglade. Please gør, at de er ligeglade. At de ”glemmer” min sag, ikke spørger til mig, ja ikke betvivler mig. Der har jeg været på seminariet på lige fod med andre. Ikke med særbehandling, eller på noget særligt mandat. Jeg har ikke snydt mig derind heller, for jeg havde jo kvalifikationerne, det har de selv påvist. Jeg har ikke fortalt nogen, at jeg er psykisk syg. Og alder spiller heller ingen rolle (jeg er en af de ældste), når man står i en rundkreds, og skal banke nogle rytmer på nogle trommer, – i takt. Om jeg den ene dag har orange bukser på, eller en skrigende læbestift, diskvalificerer mig ikke på det sted. Da jeg kommer – med musik. Da jeg er båret af en kærlighedsaffære med – Musik. Engang stod jeg op om natten for at lave kunst (det gør min kæreste faktisk for tiden, for at rette i sin nyeste salme), jeg var draaaget af en indre drift. Hvis jeg opgiver min uddannelse, – som stadigt kun er i eet fag, så kunne jeg måske igen komponere egne sange. Jeg siger jo, der er en tid, efter templet igen er rejst. Men de fleste ser kun den, der er lige nu, eller den der er passeret. Jeg drikker min te. Blufærdig. Jeg har afsløret mig selv. Og ser igennem mig. Jeg er kanske på vej ud af et drømme projekt. For at beskytte mig selv. Du siger, jeg skal blive. Se, hvordan det går. Jeg ligger stadig på jorden, mens andre bygger templet. Der er hvidt af støv omkring mig. De fordrede min medvirken, men jeg trak mig. Tænk, at jeg er så svag, at jeg bukker under. For mit eget projekt. Du siger så, at det er i orden. Ingen kan presse mig til en klavertime, som jeg beder om hjælp til at gennemføre. Du siger så tit, at jeg er god nok. Der var ligesom en begrænset verden for mig. Som for mange sindslidende. Vi tåler ikke så stor belastning. Du, Jesus, du kunne bare det der. Love at rejse et tempel, eller hvad det nu var. Du ikke bare lovede at vække de døde, du vakte dem virkeligt til live. Du gik ikke bare din vej, når nogen kaldte på din nåde eller omsorg. Du virkede, hvor folk var i nød. Du hjalp andre, hvor jeg kun hjælper mig selv. Men derfor kan vi jo godt være venner. Jeg er afhængig af, at du siger, jeg ”er på lige vilkår”. Min måde at takle de vilkår på, er bare farvet af, at jeg gennem 20 år har levet med sindssygdom. Ingen andre bemærker jo min hjerne forandre sig under pres. Elsker du mig stadig, hvis jeg ikke går på seminariet? ”Det kan du tro”, siger Jesus. Og tager presset fra mig. Han bærer det på sine skuldre, og nu hjælper han pludselig til, med at bygge templet, eller Rom, eller hvad det er. Men han trækker på smilebåndet og siger: ”Hjælp til her, så vi kan blive færdige”. Jeg tilbyder min hjælp, men vil helst bare være så tæt på Ham som muligt. Jeg holder mig i nærheden af, hvor Han er. Og jeg er ham til ingen hjælp, nærmere til belastning. Du siger til mig, Herre: ”Jeg kan se, du har løftet en tung sten, tak skal du have”. Og rigtigt nok har jeg løftet én, rigtig stor sten, som gjorde mig så træt, at jeg ikke siden løftede andre. ”Du har gjort, hvad du kunne”, siger Herren så til mig. Træt og tørstig siger jeg: ”Jeg kunne godt noget mere. Men ingen tror på mig. Selv eleverne i folkeskolen vil en dag synes, jeg er latterlig som lærer”. Jeg puster mig op, for dog alligevel at ville løfte en sten mere. Men da ser jeg, det er min dom, jeg løfter. Og jeg bukker under. Den falder ind over mig, og jeg er ramt. ”Selvmord!”, lyder det fra flere sider omkring mig i sandet. Mens Jesus svarer: ”Mord”. Og jeg selv stønner: ”Se, jeg kunne! ”. 27.10.2012.

Kærligheden skjuler syndens mangfoldighed. Det betyder at man går ind og ”dækker” over hinanden. Selvom den ene har sagt noget, man måske tager afstand fra, eller føler naturligst at dømme hårdt, så mildner man sit syn på den anden, og nævner ikke det punkt med eet ord, som ellers irriterer én. Nogen vil kalde det for ”fortrængning”, eller at man holder noget tilbage, eller brænder inde med noget, der skulle have været sagt. Men nej. Jeg brænder ude. Jeg indeholder ømhed for denne person, og ønsker at ”dække over” hende/ham. Altså udelader jeg helt min dom. Taler videre om et andet emne, skifter så at sige gear, og bevæger mig i en anden retning. Lader lige som et frisk pust passere hen over bordet. Som havde vi lige mødtes. Men er det ikke at fortrænge?, kunne nogen spørge. Er det ikke at tale hen over noget, tysse noget væk, undertrykke noget? Jo, måske, men hellere det. Hellere det end bore, udstille, finde en historie, noget sladder. Hellere gøre mindre ondt end mere ondt. Ønsker du ikke det bedste for dit medmenneske? Hvis en person har åbnet sig omkring noget, og vedkommende blues eller skammer sig over det sagte, søger du da ikke at skamme dig med, så at sige? Bør du ikke gå ind på hendes eller hans banehalvdel og agere med? Så vi da er to om skammen, og ikke kun én. Men er det ikke at tage for meget på sig af den andens ”stof”?, kunne man indvende. ”Hvad er ”for meget”?”, spørger jeg tilbage. Hvorfor ikke tage hele hendes skam på sig, hvis man alligevel godt kan bære det? Hvorfor bærer ikke jeg, som kan, frem for hende, der ikke kan? Deles vi ikke om hænderne i dette samfund. Skal jeg da ikke tage min tørn, selvom den måske er større eller mindre end naboens? Hvis jeg har frie hænder, og han ikke har. Da jeg kom hjem, efter at have mødt ”Lis” i midtbyen i dag, så jeg stjerner og sole overalt. For hvad jeg troede at have sagt forkert, udlignede hun. Og hvad jeg siden takkede hende for, havde hun ikke bemærket at have givet mig. Derfor udveksler jeg disse ord. Men en helt anden læser. Bare så hvis du/I møder hende på gaden en dag, at du vil se hendes væsen, som spejlbilledet af dig selv i vinduet. For også du (læser) udligner. Også du bærer over med nogen. Skjuler syndens mangfoldighed. Nemlig min. 5.10.2012.

Der var nogen, der sagde: Prøv noget andet. Gå en anden vej. Ja selv tarotkortene varslede nye tider. Som om jeg næsten stod på et nulpunkt, og kun kunne forbedre mig. Fra nu og i al evighed. ”Hvem dømmer mig?”, spørger jeg Lars ved aftenbordet. For hvem siger eller dikterer, hvor mange forårsruller, man f.eks. må spise? Og jeg spiste tre (!), og havde kvaler over det. Men behøvede jeg? Du siger så tit, at ting jeg gør, er i orden. Og jeg kommer med alt det, der var mit, og du favnede det bare. Og ham i bussen favner mig. Og dem på seminariet gør. Men hvor kan jeg egentlig vide? Burde jeg ikke mistænke dem, være skeptisk, have forbehold. Burde jeg ikke sikre mig, før jeg begiver mig ud i noget? Vove noget gør man vel kun med risiko. Ja, men prøv alligevel at træde der ud. Gå helt ud på planken, og se hvad du opdager derude. Der kunne være livsområder, du aldrig har kendt til. Lorte tarotkort. Men det var min hånd, der valgte dem. Og mig, der ville være klogere på, hvem jeg var. Men jeg blev bare vred i stedet for. Men mens jeg sad i min stue og lynede og tordnede, fik jeg øje på et lys i vinduet, en stage som tog form af et kors. Her sad jeg ellers lige og forbandede Gud. Eller jeg sagde til ham, at ”jeg bærer det selv, jeg går bare selv”. Du skal ikke bekymre dig eller endog se til mig. Jeg behøver ikke din vejledning. Men man kan ikke anerkende og acceptere et godt tarotkort, og så ikke anerkende og acceptere et ”dårligt”. Udfordring er så godt et ord for, hvad man har brug for, hvad man vil lære noget af at skulle igennem. De ”dårlige” kort kunne hænde at indeholde stor visdom. Og være den første sten på en hel vej til forløsning. Hvad hvis man byggede ovenpå et solidt fundament, og bare nåede større og større højder. Ja himmel – højde. Hvad hvis det var Guds hånd, der gav mig det kort. Af alle opmuntringer, sagde han: ”Prøv igen”. Som om de skridt, jeg hidindtil havde taget, havde været forgæves. Han regnede ikke skridtene for noget. Jeg burde tage mig sammen! Hvem taler om sig selv i eet væk? Det gør den forsømte, den der aldrig før er blevet hørt. Den, der gerne vil ses, og anerkendes. Hvem går man da til, hvis Gud – ikke engang Gud – vil hjælpe én? Man går til sig selv. Man har kun sig selv. Selv om man ser noget i sin stue, der ligner et kors, er det ens eget kors. Ikke et Gud har plantet, men et man selv har stykket sammen, slæbt på. Og man gider ikke gøres til offer; ringe til nogen og beklage sig. Man kan selv. Det gik mig sådan i maven, at jeg trak det tarotkort. Først det ene, og så det andet. Og jeg frygtede resultatet, inden jeg vendte kortene foran mig. Og jeg gør det sikkert helt forkert, men jeg gør det bare på min måde. Frihed har man vel, indtil bordet fanger. Ups, jeg vendte et ”Pinsel”s – kort. Du tager mit tarotkort, vender og drejer det. Du har opfundet tarotkortene, og vidste godt, hvilke jeg netop på denne aften ville trække. Det har hjulpet mig/hende før, altså prøver hun sikkert igen. I håb om at trække flere ”positive” kort. For der havde forinden været en række af dem. Hun stirrer ud i luften; vi vidste godt hun ville reagere sådan her. Men se det sværte, og de bandeord ud i rummet. Se, hvor hun sprutter og brænder. Jeg kan ikke selv se, hvordan jeg sprænger rummet. Jeg kan kun høre mig sige ud i stuen: ”Dit store Røvhul!”, med tryk på. Jeg må sige det værste af det værste, og gør det. ”Du har ikke anerkendt eet af mine skridt”. Du siger, jeg har været forgæves, at det ikke nyttede noget, at jeg var spildt. Det var, hvad Du sagde. Og her går jeg og skal bede om lov overalt til overhovedet at være her, finde min berettigelse. Og du bekræfter, at verden kunne have undværet mig. Og da tænker jeg på at gå selv. Uden ledsagelse. Uden hjælp fra ”de åndelige kræfter”, eller hvem der end måtte være vågen. Og du sagde, af alle sagde du: ”Gå førend du kan”. Jeg er endda i forkøbet med noget. Har næsten forberedt mig for meget. Kan min lektie helt udenad.  Men du har ret; et af kortene hed ”Stræben”. Og du beskrev på kortet “uforløste længsler”, “bitterhed”, “ængstelse”. Jeg ser bare, de hver især er dele af mig. Men ser også udenom dem. Det hedder bedrag. Og hvem er det, der mest af alt gerne vil tale om sig selv? Det er dem, der trækker tarotkort i smug. Uden andre ser det. I ly af den verden, der egentlig skulle dømme én. Man kunne bare være gået hen til købmanden, kigget ekspedienten i øjnene, og have en måling, en gradbøjning af, hvad man kom med, eller udstrålede. Men her sad jeg over for et kort. Et stykke papir med noget farve på, og kaldte det kort for min dom. Hvem stoler på en hånd? En hånd, der trækker et bestemt kort. Hvem stoler på hende, der førte hånden, og den skæbne der bestemte at det netop var det kort, hun skulle trække? Vi er her alle med Tillid til noget. Hvad gør vi uden at lægge en del af vores liv i en andens eller andres hænder? Hvis jeg ikke har tillid til buschaufføren, så må jeg jo stå af bussen. Hvis jeg ikke stoler på at et stykke kød er frisk, må jeg jo undlade at spise af det. Men hvad med Gud? Hvis jeg ikke stoler på Gud, hvem har jeg så tilbage? Jeg må jo nødvendigvis tro på, at Gud ville mig noget godt med de to kort. Jeg skal lære noget. Om ikke andet så at få kontakt til min fandenivoldskhed. Jeg trækker et kort for Gud. Der står bare: ”Mønter, bægre, kejserinde”, ja alt muligt. Gud er alt muligt. Gud er alle kortene på én gang. Er jeg da ikke en del af Gud, når jeg er repræsenteret af to af hans kort? Gav Han mig da ikke lidt af Sig Selv? Du, Gud, du har selv bandet ud i rummet engang, er jeg sikker på. Du har også følt dig forladt og overset. Du har selv prøvet at gå her, se selv. Hvilke kort trak Du da, Gud? Han svarer mig: ”Pinsels-kortet”, ”men jeg tog det bare ikke så tungt som dig”. Hvorfra havde du den lethed, ubekymrethed, Herre? ”Jeg havde båret et kors, og nu beder du mig bære et tarotkort, kan du se forskellen?”. Herre, på det kors, vil jeg tegne noget. Et billede lig dem på kortene. Så kan du også bære det med dig på din vej. ”Hvilket kort vil du da vælge til mig?”, spørger Gud mig. Men jeg beder Ham selv vælge det. Han tør bare ikke. 24.9.2012.

I skyggen af min sindssyge, kan jeg være hvem som helst. På gaden danner folk meninger om mig på afstand, og det er lige før, de kan gøre mig til, hvad de vil. De kan kalde mig for hvad som helst, og jeg ville reagere. På den måde er jeg som ler i Guds hænder. Og i andres hænder. Det skal ikke hedde, at jeg bærer hele verden. Det kan ingen hævde. Hvis jeg hævder det, erkendes jeg sindssyg. Hvilket jeg i princippet så også er. Jeg kan hævde hvad som helst, og jeg skal dække mig ind under, at jeg er ”utilregnelig” i udtalelses øjeblikket. Altså bør man ikke tage mine ord alvorligt. Under et klæde bærer jeg en hemmelighed. Jeg kan bare lægge mit klæde fra mig, og alle vil kunne se ind. Jeg har en slags facade udadtil. Og hvem kan også overleve uden at gemme sig en lille smule? Hvem udholder den rene blottelse? Jesus var i den grad blottet, da han bar sit kors, tænker jeg. Og han bar det så flot, det at være blottet. – Har jeg hørt. Jeg kastede sikkert selv sten efter ham, eller lagde en sten ovenpå korset, så han skulle bære også den. Siden har jeg dog særligt godt kunnet lide bordeaux klæder, i fald det var sådan et, han bar. Og når jeg bærer en tung taske på skulderen, tænker jeg også på ham. Hvis man bliver tilpas ydmyget, vil man vel samle styrke, og komme igen med øgede kræfter? Jeg så ham bare gå hen ad stien dengang. Blødende, svedende. Mange år efter skrev jeg en salme over det. Jeg så dig bare gå. I morgen ser jeg en på gaden, som ligner dig. Du kunne komme i en ny skikkelse, som jeg møder på gaden i morgen, tænker jeg. Jeg bløder. Jeg kan tage bordeaux farvet tøj på, så du nemmere kan kende mig. Jeg møder dig. Jeg kalder på dig i mængden, og du vil høre netop min stemme. Men nej, sådan går historien slet ikke. Det ville være et fald. At møde dig på gaden i morgen er utænkeligt. Det sker bare ikke. Ikke i nutidens Danmark. Og i 2012, hvor det indenfor teosofiske kredse skulle ”gå lidt amok”. Men hvad dækker du dig egentlig under, Jesus? Hvor skjult kan du gå? Jeg bør lægge alt på bordet. At jeg skriver for at sætte ord på det usagte. Men hvem skriver ikke for det? Jeg bør bekende kulør. Men hvilken? Hvem skulle jeg da være, at en udtalelse ville tælle. Mere end andres. Hvor vidtløftigt kan et blog – indlæg hænde at blive. Jeg lever igennem dine tårer. Nogen har skrevet om dig i en bog, at du nogle gange gik for dig selv og græd. Jeg føler med dig. Må jeg bare elske dig? Vi flygter alle fra vores ord. Dem, vi fortyder, og dem vi er stolte over at have sagt. Vi kan ikke holde på ordene, og blafrer bare i vinden, på vej. Nogen har elsket dig her, siger de så. Men jeg var længe videre, som et blad. Befrier du ikke mig på din vej, spørger en. Men jeg kan ikke engang redde mig selv. Herre, dig selv. 11.09.2012.