I skyggen af min sindssyge, kan jeg være hvem som helst. På gaden danner folk meninger om mig på afstand, og det er lige før, de kan gøre mig til, hvad de vil. De kan kalde mig for hvad som helst, og jeg ville reagere. På den måde er jeg som ler i Guds hænder. Og i andres hænder. Det skal ikke hedde, at jeg bærer hele verden. Det kan ingen hævde. Hvis jeg hævder det, erkendes jeg sindssyg. Hvilket jeg i princippet så også er. Jeg kan hævde hvad som helst, og jeg skal dække mig ind under, at jeg er ”utilregnelig” i udtalelses øjeblikket. Altså bør man ikke tage mine ord alvorligt. Under et klæde bærer jeg en hemmelighed. Jeg kan bare lægge mit klæde fra mig, og alle vil kunne se ind. Jeg har en slags facade udadtil. Og hvem kan også overleve uden at gemme sig en lille smule? Hvem udholder den rene blottelse? Jesus var i den grad blottet, da han bar sit kors, tænker jeg. Og han bar det så flot, det at være blottet. – Har jeg hørt. Jeg kastede sikkert selv sten efter ham, eller lagde en sten ovenpå korset, så han skulle bære også den. Siden har jeg dog særligt godt kunnet lide bordeaux klæder, i fald det var sådan et, han bar. Og når jeg bærer en tung taske på skulderen, tænker jeg også på ham. Hvis man bliver tilpas ydmyget, vil man vel samle styrke, og komme igen med øgede kræfter? Jeg så ham bare gå hen ad stien dengang. Blødende, svedende. Mange år efter skrev jeg en salme over det. Jeg så dig bare gå. I morgen ser jeg en på gaden, som ligner dig. Du kunne komme i en ny skikkelse, som jeg møder på gaden i morgen, tænker jeg. Jeg bløder. Jeg kan tage bordeaux farvet tøj på, så du nemmere kan kende mig. Jeg møder dig. Jeg kalder på dig i mængden, og du vil høre netop min stemme. Men nej, sådan går historien slet ikke. Det ville være et fald. At møde dig på gaden i morgen er utænkeligt. Det sker bare ikke. Ikke i nutidens Danmark. Og i 2012, hvor det indenfor teosofiske kredse skulle ”gå lidt amok”. Men hvad dækker du dig egentlig under, Jesus? Hvor skjult kan du gå? Jeg bør lægge alt på bordet. At jeg skriver for at sætte ord på det usagte. Men hvem skriver ikke for det? Jeg bør bekende kulør. Men hvilken? Hvem skulle jeg da være, at en udtalelse ville tælle. Mere end andres. Hvor vidtløftigt kan et blog – indlæg hænde at blive. Jeg lever igennem dine tårer. Nogen har skrevet om dig i en bog, at du nogle gange gik for dig selv og græd. Jeg føler med dig. Må jeg bare elske dig? Vi flygter alle fra vores ord. Dem, vi fortyder, og dem vi er stolte over at have sagt. Vi kan ikke holde på ordene, og blafrer bare i vinden, på vej. Nogen har elsket dig her, siger de så. Men jeg var længe videre, som et blad. Befrier du ikke mig på din vej, spørger en. Men jeg kan ikke engang redde mig selv. Herre, dig selv. 11.09.2012.