I skyggen af min sindssyge, kan jeg være hvem som helst. På gaden danner folk meninger om mig på afstand, og det er lige før, de kan gøre mig til, hvad de vil. De kan kalde mig for hvad som helst, og jeg ville reagere. På den måde er jeg som ler i Guds hænder. Og i andres hænder. Det skal ikke hedde, at jeg bærer hele verden. Det kan ingen hævde. Hvis jeg hævder det, erkendes jeg sindssyg. Hvilket jeg i princippet så også er. Jeg kan hævde hvad som helst, og jeg skal dække mig ind under, at jeg er ”utilregnelig” i udtalelses øjeblikket. Altså bør man ikke tage mine ord alvorligt. Under et klæde bærer jeg en hemmelighed. Jeg kan bare lægge mit klæde fra mig, og alle vil kunne se ind. Jeg har en slags facade udadtil. Og hvem kan også overleve uden at gemme sig en lille smule? Hvem udholder den rene blottelse? Jesus var i den grad blottet, da han bar sit kors, tænker jeg. Og han bar det så flot, det at være blottet. – Har jeg hørt. Jeg kastede sikkert selv sten efter ham, eller lagde en sten ovenpå korset, så han skulle bære også den. Siden har jeg dog særligt godt kunnet lide bordeaux klæder, i fald det var sådan et, han bar. Og når jeg bærer en tung taske på skulderen, tænker jeg også på ham. Hvis man bliver tilpas ydmyget, vil man vel samle styrke, og komme igen med øgede kræfter? Jeg så ham bare gå hen ad stien dengang. Blødende, svedende. Mange år efter skrev jeg en salme over det. Jeg så dig bare gå. I morgen ser jeg en på gaden, som ligner dig. Du kunne komme i en ny skikkelse, som jeg møder på gaden i morgen, tænker jeg. Jeg bløder. Jeg kan tage bordeaux farvet tøj på, så du nemmere kan kende mig. Jeg møder dig. Jeg kalder på dig i mængden, og du vil høre netop min stemme. Men nej, sådan går historien slet ikke. Det ville være et fald. At møde dig på gaden i morgen er utænkeligt. Det sker bare ikke. Ikke i nutidens Danmark. Og i 2012, hvor det indenfor teosofiske kredse skulle ”gå lidt amok”. Men hvad dækker du dig egentlig under, Jesus? Hvor skjult kan du gå? Jeg bør lægge alt på bordet. At jeg skriver for at sætte ord på det usagte. Men hvem skriver ikke for det? Jeg bør bekende kulør. Men hvilken? Hvem skulle jeg da være, at en udtalelse ville tælle. Mere end andres. Hvor vidtløftigt kan et blog – indlæg hænde at blive. Jeg lever igennem dine tårer. Nogen har skrevet om dig i en bog, at du nogle gange gik for dig selv og græd. Jeg føler med dig. Må jeg bare elske dig? Vi flygter alle fra vores ord. Dem, vi fortyder, og dem vi er stolte over at have sagt. Vi kan ikke holde på ordene, og blafrer bare i vinden, på vej. Nogen har elsket dig her, siger de så. Men jeg var længe videre, som et blad. Befrier du ikke mig på din vej, spørger en. Men jeg kan ikke engang redde mig selv. Herre, dig selv. 11.09.2012.
11 sep
Posted by Lars Hougaard Clausen on september 11, 2012 at 6:38 pm
Du bærer bordeaux,
jeg drikker bordeaux. Jesu
legeme og blod.
Posted by Ulla Thorup Nielsen on september 16, 2012 at 9:33 pm
Kære Anne Marie…
Tak…
Da jeg begyndte at læse dine opbyggelige skrifter, var der noget i det, der virkede meget genkendeligt. Hvad – kunne jeg ikke sætte ord på den gang. Det kan jeg nu. Det var oplevelsen af at være forståelsesmæssigt isoleret i relation til omgivelserne.
Dine tekster, at du har givet mig lov til at skrive kommentarer her på din side, og ikke mindst, at du har været så venlig at give dig tid til at svare på mine kommentarer, har for mig været et uvurderlig filter / referenceramme, til at få mig selv ”kørt fri” af den ”slagside” jeg var landet i. Det er jeg dig evig taknemmelig for.
Jeg har medført en høj mental bevidsthedskapacitet. Det ved jeg godt selv. I mine unge dage fandt jeg en dygtig psykolog, der hjalp mig til at forstå, hvad det betød. Lærte mig, hvordan jeg skulle skille tingene ad, og hvilke begrænsninger den ekstra mentale spændvidde, som jeg har til forskel fra de fleste mennesker, giver, når det kom til det medmenneskelige.
Men hvordan forklare mennesker, der har sat sig i hovedet, at de har et overblik over mig og verden, der er langt større end mig og mit mentale univers, at det har de ikke? Og at min mentale spændvidde er langt større end deres? Det virkede lidt håbløst.
Så fik jeg da heldigvis det ”indfald” – at det var der jo kun en god måde at gøre på. Det var at jeg begyndt at skrive, og fortælle hvad og hvordan jeg så, ser og opfatter det, der sker omkring mig. Hvorvidt andre forstår mine tanker og forståelsesbilleder, var og er ikke det mest afgørende. Det vigtigste var og er – at uanset om andre forstår det eller ej – så er det sådan jeg ser, opfatter og ”forstår” verden.
Da jeg startede på at skrive, vidste jeg ikke helt, hvor det ”bar hen”. Om det bare var en overgang. Det ved jeg nu, at det er det ikke. Mit hoved er, som det er – og den eneste måde, jeg kan finde en ”plads i verden” – hvor jeg kan ”være” – det er ved at skrive og beskrive mine ”verdensbilleder”.
Det kan godt give nogle medmenneskelige problemer, at have et hoved der er anderledes end menneskers er flest. Det ville være noget lettere, hvis mennesker generelt set, var noget bedre til bare at acceptere, at menneskers ”hoveder” nu engang bare er forskellige – og at forskellige hoveder ikke altid kan og skal forstå hinandens ”hoveder” – men bare være gode til at kommunikere med hinanden…
Tak for den mulighed for refleksion over det at have sit eget individuelle forståelsesunivers – som du giver i kraft at dine opbyggelige skrifter – og gode svar på kommentarer 🙂
Kærlig hilsen, knus – og tak – fra Ulla…
Posted by Anne Marie Eriksen on september 17, 2012 at 9:34 am
Kære Ulla. Det er meget venligt af dig at give mig denne fyldige tilkendegivelse. Vi supplerer jo hinanden os to, når vi har noget på hjerte. Og du er god til at dele ud af dit “stof”, de erfaringer du i dit liv har gjort. Din høje bevidsthedskapacitet er enestående for dig. Og du har værdifulde ting at dele med verden. Selvtak for din interesse. Og for din åbenhed. (Ser først din kommentar nu). Og bliv ved med at srkive, både egne ting og kommentarer. Kærlig hilsen Anne Marie.