Hvor kan jeg da gå, hvis jeg ikke kan komme i din kirke? Fordi jeg er spedalsk i mit sind. På min krop bærer jeg de fineste klæder. Ingen kan se ind bag ved, hvad jeg virkelig består af. Og det er (så) min redning. Kun jeg ser mig selv i nederlagets lys. Og kender steder, tusinder af steder, hvor jeg kunne have elsket mere rent. Men de hørte min sangstemme og blev forblændet. Jeg ”sang som en engel”, som en sagde. Hun havde ret ved netop at sige det. For jeg var ingen engel, men sang som en. Jeg lod bare som om. Jeg smilede, hvor man helst skulle (til det middagsselskab, jeg var til i går). Jeg smilte så rigtige steder, at de andre gæster klemte min hånd fast og længe ved vores afsked med hinanden. Ja, jeg havde trykket de rigtige tangenter ned. Og lært dem en lektie. Kend aldrig et menneske på hendes stemme. For inde bagved er hun bestemt ingen engel. Jeg skulle have sunget meget mere grimt. Med vrang vrid og skingre lyde. Jeg skulle have fumlet ned over klaveret i mit akkompagnement, – da ville de have kendt mine fejl. Men jo ikke nu. Nu kendte de ikke mine fejl. De hørte kun velklingende akkorder. Toner, der fulgte naturligt efter hinanden. Så en kvinde i en pæn nederdel, spise hvad der var passende, spørge interesseret så folk følte sig godt tilpas. De så ikke, at der under nederdelen gemmer sig erotik. At der under blikket gemmer sig manipulation. At der under smilet gemte sig foragt. Men hvad værre er: De skulle heller ikke kende det. Det var ikke lige til det middags selskab, jeg skulle have afløb for raseri, væmmelse, skæve akkorder. Det var bestemt ikke der. Skal et menneske absolut ”have afløb” for alting? Skal alle følelser ud et sted? Før eller siden. Kan man ikke klemme følelserne inde, holde dem tilbage, økonomisere med sit f.eks. raseri? Bare så det kommer ud i tilpasse mængder? Og ikke på én gang. Jeg kan ikke, må jeg så sige. Jeg prøver hver eneste dag. Jeg bliver hård i min energi herhjemme. Går rettere end kommer. Undlader en berøring, hvor den ellers ville have været passende. Men hvad er det nu ”passende” betyder? Man kan slå ihjel, fordi man syntes, det var ”passende”. Det ville være lettere uforståeligt i mange andres øjne, ja vel de flestes, at et mord kunne være ”passende”. Jeg kender ikke selv et mord, der var passende. Men som tænkt eksempel kunne det vel godt være det. Jeg kan ikke trække min vrede tilbage. På badmintonbanen kan jeg smide en bold efter min modstander (som hver gang er min kæreste), ja sådan ret demonstrativt give bolden et ekstra puf eller skub, inden jeg giver den op til spil. Hvor jeg dog er barnlig i sådan en situation. Men hvis det nu bare er boldens skyld det hele. Eller man kun bliver vred på sin ketcher. Eller temperaturen i hallen. Men kan man ”holde sig” til det. Kan I høre tonefaldet i ”holde sig”? Det vil sige, der er noget, man undværer eller lukker ude. Det vil sige, man spiller ikke på alle tangenter (for at blive i det billede). Man benytter sig kun af nogle få. – Nemlig de bedste. Til en hver tid benytter man sig af de forhåndenværende midler. Man hiver det frem af tasken, der i den enkelte situation kan bruges. Og man gør det typisk klogt. Ligeledes ville det have været åndssvagt af mig i går at komme ind på min psykiske sygdom over for disse andre gæster. Der var ikke plads. Her er der i dag plads til at sige netop den sætning. Der er plads, og jeg tager den plads, tilegner mig den. Og giver den forhåbentlig videre til en anden. En, der kan skrive et bedre blog – indlæg efter mig. Vi tager det op af posen, som vi på dagen har. Jeg var ikke falsk eller klædt ud i går. Jeg var bare underbemandet, ikke fuldt ud udstyret. Kan man forlange at være det hele tiden? Nej, næppe. Skal man kende sin fulde udrustning? Ja, det vil jeg mene. Måske får man først brug for hele sin ammunition til slut i sit liv. Eller i en presset situation undervejs, og så aldrig mere. Modet til at skyde i krig. Afslutte et forhold. Miste sine forældre. Vi får aldrig pålagt mere på vore skuldre, end vi magter at bære. Og ligeledes tager vi heller ikke mere med i tasken på rejsen til et middagsselskab, end vi skal bruge. Derfor havde jeg ikke en mikrofon med i tasken i går, eller en pistol, eller en af mine digtsamlinger. Jeg var der som svigerdatter, og udfyldte rollen så godt, som jeg kunne. Men dermed sagt, at jeg spillede skuespil? Jeg var der som svigerdatter, og var der – som det – fuldt ud. Hvad mere kunne jeg have gjort? I morgen kan jeg være ”Nytårsgæst” hos et vennepar, og måske drikke mig fjollet eller pinlig. Hvis det er pinlighed, jeg i morgen har med i tasken. Det var ikke for at kritisere vores tur i går, kære (Kæreste). Eller din mor. Eller selskabets sammensætning. Det er for at undre Gud, at jeg skriver det sådan her. For hvor længe skal jeg leve i skjul endnu? Den største rolle kunne være at dø. Eller blive gift, eller få børn. Men de roller, jeg indtil nu har haft, er efterhånden fortærskede. Jeg fik ondt af en af gæsterne i går. Hvorfor jeg græd over det i dag. Mine tårer var ægte og uventede. Derfor undrer Gud også mig. Og når bare vi undres, fornyr vi vort sind, og vore roller. Og mest passende er det at slutte her. 30.12.12.