Hvor kan jeg da gå, hvis jeg ikke kan komme i din kirke? Fordi jeg er spedalsk i mit sind. På min krop bærer jeg de fineste klæder. Ingen kan se ind bag ved, hvad jeg virkelig består af. Og det er (så) min redning. Kun jeg ser mig selv i nederlagets lys. Og kender steder, tusinder af steder, hvor jeg kunne have elsket mere rent. Men de hørte min sangstemme og blev forblændet. Jeg ”sang som en engel”, som en sagde. Hun havde ret ved netop at sige det. For jeg var ingen engel, men sang som en. Jeg lod bare som om. Jeg smilede, hvor man helst skulle (til det middagsselskab, jeg var til i går). Jeg smilte så rigtige steder, at de andre gæster klemte min hånd fast og længe ved vores afsked med hinanden. Ja, jeg havde trykket de rigtige tangenter ned. Og lært dem en lektie. Kend aldrig et menneske på hendes stemme. For inde bagved er hun bestemt ingen engel. Jeg skulle have sunget meget mere grimt. Med vrang vrid og skingre lyde. Jeg skulle have fumlet ned over klaveret i mit akkompagnement, – da ville de have kendt mine fejl. Men jo ikke nu. Nu kendte de ikke mine fejl. De hørte kun velklingende akkorder. Toner, der fulgte naturligt efter hinanden. Så en kvinde i en pæn nederdel, spise hvad der var passende, spørge interesseret så folk følte sig godt tilpas. De så ikke, at der under nederdelen gemmer sig erotik. At der under blikket gemmer sig manipulation. At der under smilet gemte sig foragt. Men hvad værre er: De skulle heller ikke kende det. Det var ikke lige til det middags selskab, jeg skulle have afløb for raseri, væmmelse, skæve akkorder. Det var bestemt ikke der. Skal et menneske absolut ”have afløb” for alting? Skal alle følelser ud et sted? Før eller siden. Kan man ikke klemme følelserne inde, holde dem tilbage, økonomisere med sit f.eks. raseri? Bare så det kommer ud i tilpasse mængder? Og ikke på én gang. Jeg kan ikke, må jeg så sige. Jeg prøver hver eneste dag. Jeg bliver hård i min energi herhjemme. Går rettere end kommer. Undlader en berøring, hvor den ellers ville have været passende. Men hvad er det nu ”passende” betyder? Man kan slå ihjel, fordi man syntes, det var ”passende”. Det ville være lettere uforståeligt i mange andres øjne, ja vel de flestes, at et mord kunne være ”passende”. Jeg kender ikke selv et mord, der var passende. Men som tænkt eksempel kunne det vel godt være det. Jeg kan ikke trække min vrede tilbage. På badmintonbanen kan jeg smide en bold efter min modstander (som hver gang er min kæreste), ja sådan ret demonstrativt give bolden et ekstra puf eller skub, inden jeg giver den op til spil. Hvor jeg dog er barnlig i sådan en situation. Men hvis det nu bare er boldens skyld det hele. Eller man kun bliver vred på sin ketcher. Eller temperaturen i hallen. Men kan man ”holde sig” til det. Kan I høre tonefaldet i ”holde sig”? Det vil sige, der er noget, man undværer eller lukker ude. Det vil sige, man spiller ikke på alle tangenter (for at blive i det billede). Man benytter sig kun af nogle få. – Nemlig de bedste. Til en hver tid benytter man sig af de forhåndenværende midler. Man hiver det frem af tasken, der i den enkelte situation kan bruges. Og man gør det typisk klogt. Ligeledes ville det have været åndssvagt af mig i går at komme ind på min psykiske sygdom over for disse andre gæster. Der var ikke plads. Her er der i dag plads til at sige netop den sætning. Der er plads, og jeg tager den plads, tilegner mig den. Og giver den forhåbentlig videre til en anden. En, der kan skrive et bedre blog – indlæg efter mig. Vi tager det op af posen, som vi på dagen har. Jeg var ikke falsk eller klædt ud i går. Jeg var bare underbemandet, ikke fuldt ud udstyret. Kan man forlange at være det hele tiden? Nej, næppe. Skal man kende sin fulde udrustning? Ja, det vil jeg mene. Måske får man først brug for hele sin ammunition til slut i sit liv. Eller i en presset situation undervejs, og så aldrig mere. Modet til at skyde i krig. Afslutte et forhold. Miste sine forældre. Vi får aldrig pålagt mere på vore skuldre, end vi magter at bære. Og ligeledes tager vi heller ikke mere med i tasken på rejsen til et middagsselskab, end vi skal bruge. Derfor havde jeg ikke en mikrofon med i tasken i går, eller en pistol, eller en af mine digtsamlinger. Jeg var der som svigerdatter, og udfyldte rollen så godt, som jeg kunne. Men dermed sagt, at jeg spillede skuespil? Jeg var der som svigerdatter, og var der – som det – fuldt ud. Hvad mere kunne jeg have gjort? I morgen kan jeg være ”Nytårsgæst” hos et vennepar, og måske drikke mig fjollet eller pinlig. Hvis det er pinlighed, jeg i morgen har med i tasken. Det var ikke for at kritisere vores tur i går, kære (Kæreste). Eller din mor. Eller selskabets sammensætning. Det er for at undre Gud, at jeg skriver det sådan her. For hvor længe skal jeg leve i skjul endnu? Den største rolle kunne være at dø. Eller blive gift, eller få børn. Men de roller, jeg indtil nu har haft, er efterhånden fortærskede. Jeg fik ondt af en af gæsterne i går. Hvorfor jeg græd over det i dag. Mine tårer var ægte og uventede. Derfor undrer Gud også mig. Og når bare vi undres, fornyr vi vort sind, og vore roller. Og mest passende er det at slutte her. 30.12.12.
30 dec
Posted by Lars Hougaard Clausen on december 30, 2012 at 11:11 pm
Hvor er det smukt!
Posted by Helle Storch on januar 1, 2013 at 11:41 pm
Kære Anne Marie.
Jeg læser af og til din blog fordi jeg både tiltrækkes og frastødes af alle dine ord og tanker. Jeg genkender dine reflektioner og følelser, din ambivalens. På samme tid finder jeg dig modig og ekstremt selvoptaget. Jeg ville gerne skrive alt, jeg tænker ned, men væmmes samtidig ved tanken – på skrift er ordene konkrete og lever evigt på Nettet, i mit hoved er de flygtige. Hvorfor skriver du Anne Marie? Frigør det dig eller fastholder det dig?
Kærlig hilsen Helle.
Posted by Anne Marie Eriksen on januar 2, 2013 at 8:15 am
Tak for din kommentar. Jeg skriver helt klart af eget behov. Men mener, jeg beskriver så almen menneskelige ting, at det burde række ud i verden og vedkomme andre. Du er velkommen til fremover ikke at læse, hvad jeg skriver. Og jeg er da også i tvivl om, hvad læserne af min blog tænker. Derfor er det givende at høre dine ord. Jeg mener ydermere, at det er mit kald at give noget af min menneskelige erfaring videre. Selvoptagethed eller ej. Jeg holder af at formulere mig på skrift. Og det er forløsende og meget tilfredsstillende at se et blog – indlæg blive til foran mig. At jeg skildrer mig selv i et spænd lige fra at være Jesus, til at være det ringeste menneske på jorden, er min lod. Tak igen for din kommentar. K.h. Anne Marie.
Posted by Helle Storch on januar 2, 2013 at 11:48 pm
Stor respekt til dig – og kærlige tanker. Jeg tvivler på, at dine tanker og erfaringer er
“almen”- menneskelige?? Jeg er diagnostiseret EUP og forstår dig til fulde, men hvor du lægger alt frem, har jeg altid forsøgt at skjule og undertrykke mine tanker. Jeg har svært ved at tro på, at andre forstår mig. Jeg er menneske – ja, men ikke et “alment” menneske. Du viser mig, at jeg ikke er alene. Tak for det.
Posted by Anne Marie Eriksen on januar 3, 2013 at 7:17 am
Modige ord, fra et tappert menneske. Dine tvivl om at blive forstået, deler jeg. Men vi er nødt til at tro, at om ikke andet, så kender Gud vores inderste tanke. Og vores diagnoses skjulte verden. Og jeg håber hver dag, at et medmenneske accepterer mine særheder. Og det har du gjort i dag. Kærlig hilsen Anne Marie.
Posted by Ulla Thorup Nielsen on januar 7, 2013 at 12:20 am
Kære Anne Marie…
Jeg synes, dine tekster virker almen menneskelige. Forstået på den måde, at temaet i dem er almen menneskeligt. Det konkret indhold er selvfølgelig forskelligt fra menneske til menneske.
Denne tekst har også, synes jeg, et almen menneskeligt tema. For selvfølgelig viser vi forskellige sider af os selv, overfor forskellige mennesker i forskellige sammenhænge. Ikke fordi vi er hverken falske, luskede eller uærlige. Men fordi det er mest passende. Vi passer forskelligt sammen med forskellige mennesker – og vi viser os og reagerer forskelligt alt efter situationen. Det gør mennesker.
Det er bare ikke alle, der tænker over det, og skriver om det, på samme måde som dig. 🙂
Kærlig hilsne Ulla…
Posted by Anne Marie Eriksen on januar 7, 2013 at 9:22 am
Tak for dine ord, Ulla. Ja, vi mennesker går vel rundt med noget af det samme “stof”. Og formidler det bare forskelligt. Derfor kan følelser og tanker “klinge med” hos andre, fordi de stammer fra fælles gods, så at sige. Det er altid rart at opdage, man ikke er alene om en følelse eller tanke. Og kontakten med medmennesket i løbet af dagen er da også blevet vigtigere og vigtigere for mig. At genkende noget ved sig selv, ved at betragte en anden i bussen, f.eks. “Hver ting til sin tid”, ku man næsten kalde temaet for mit blog – indlæg. Man kan ikke vise alle sider af sig selv på en gang. Tak for din forståelse og dit bidrag (igen). Kærlig hilsen Anne Marie.
Posted by Ulla Thorup Nielsen on januar 8, 2013 at 2:25 pm
Kære Anne Marie…
Ja – “Hver ting til sin tid” – kunne godt være en god tema-overskrift. Pudsig nok, var det første, der faldt mig ind, da jeg havde læst din tekst, – at den mindede mig om et tekststykke, jeg havde hørt læst op. Jeg kan ikke huske ophavsmanden / forfatteren – måske Benny Andersen – men jeg er ikke sikker. Det hed: Alt har sin tid. Det lød nogenlunde således: Der er en tid for at hade, der er en tid for at elske, der er… Og så var der en opremsning af en lang række forskellige følelser. Grundessencen var, at der ikke er noget, der hedder forkerte følelser – men at alt havde sin tid.
Det er også grundessencen i dit blog indlæg. Der er ikke noget forkert i, at man som menneske indeholder en masse nuancerede følelser, tanker og sindsstemninger – det har alt sammen – sin tid…
Kærlig hilsen Ulla…
Posted by Anne Marie Eriksen on januar 8, 2013 at 7:21 pm
Kære Ulla. Du skriver så fint og følsomt, men med tyngde og alvor. Jeg tror, skriftstedet er fra Prædikerens Bog. Det var dejligt at få din kommentar. Og blive mødt med din varme. Kærlig hilsen Anne Marie.