Archive for april 2013

Brødføde.

Du skal ikke spørge mig til råds. Det er ikke, hvor jeg har gået, du skal gå. Jeg kan ikke henvise dig. Du er henvist. Du er sat her tæt op af mig. Og det er en hård tørn, du tager. Hvis jeg kalder mig for ”uduelige pjok”, er det også i vejen. Hvis jeg har grandiose tanker om mig selv, og hævder mig i en diskussion, får jeg dårlig samvittighed. Jeg er ikke mand til det her liv. Hvad der kræves af mig, kan jeg slet ikke efterleve. Bare at skulle formulere mig volder mig kvaler. Det er i sammenligningen, jeg ikke syner af noget. Hvis jeg stod alene. Ja, hvem tør spå om det. Nu står jeg tilfældigvis op af en kæreste, og op af en kat. Og når jeg ikke bryder mig om udsynet, får jeg melodien: ”Ensom dame 40 år” i hovedet. Bare for at banke mig på plads. Hellere være i 90’erne alene i lejligheden?? Du kan bande mig langt væk. Og jeg kan selv bande mig selv langt væk. Det er ligesom de muligheder, der gives. Men væk er jeg højst, hvis jeg trækker mig herind i værelset. Og om lidt er kaffen klar:) Du tåler mig, udholder mig. Jeg mindes, hvor stærk, jeg engang var. Stod helt oprejst. Gik med myndighed. Disse er mine vilkår. Jeg er kunstner på lavt blus. Og det skal jeg være glad for. Lavt blus kan blive til fuldt blus. Og lavt blus er bedre end intet blus. Og der er plads til forbedringer. Jeg kan ikke andet end stille mig frem med fejl. Og det skal være mit livs læresætning, at vi må være her med fejl. Den, der aldrig snubler over ordene, eller måske en flise på vejen, kender ikke ydmyghed. Kender ikke det at kæmpe sig tilbage. Hurra for kampen! Lige meget hvem der vinder. Det er ikke nødvendigvis det bedste at vinde. Hvordan da revanchere? Komme tilbage? Jeg er gjort af livsnød. Jeg lever af – nød. Det er, fordi folk skal have ondt af mig. At jeg bare bøjer mig i støvet. Det er, fordi Gud har givet mig en hundekurv, hvor min plads er. Og han er over mig hele tiden. Derfor har ordet ”fred” den allerstørste betydning i mit liv. Fred for katten, fred for krav. Hvis man kunne købe fred, havde jeg købt hele bundtet. Du er min ultimative udfordring. Jeg skal tage min plads. Stå inde for noget. Give tilbage. Jeg skal eftergive, mildne mit syn på ting, bløde op. Jeg skal skændes på et så mærkeligt plan, at man først bagefter opdager hidsigheden sænke sig. Der skal komme en tid efter. Efter nød. Der er tider, hvor jeg igen skal rejse mig. Derefter måske falde igen. Det er for at vi alle kan se, nuancerne komme til syne. En livsbane, der på én gang sejrer og fejler. Ja, måske er den min. Men den kunne lige så godt være din. Men jeg råder dig ikke, for jeg har ikke gode råd om noget. Du skulle hellere træde i en andens fodspor end mine. ”Du skal gøre dine ting”, som jeg siger for tiden. Du skal ikke redde min dag, jeg griber den selv. Eller bliver mast under den. Det er ikke dit ansvar, ergo må du gå selv. I dag havde jeg lyst til at lægge mig. Det var, da klokken var halv elleve om formiddagen. Det siger sig selv, at det forekommer unaturligt at hvile sig på et så tidligt tidspunkt på dagen. Jeg sagde det ikke til nogen, men skrev det for mig selv. Bagefter gik jeg med dig ud til bilen, og vi kørte ned i midtbyen, hvor vi oplevede skønne ting, og var spontane. Jeg kender nogen, der indrømmer deres fejl hele tiden. Men hvor er fejlen (hele tiden)? Jo, det rette havde været at holde ting tilbage. At belaste sine omgivelser med utilstrækkelighedsfølelse, vil på sigt dræne et forhold for kraft. Hvem taler om utilstrækkelighedsfølelse? Jeg taler om fejl. Rene og skære fejl. Det var ikke en fejl, at jeg tog med dig til byen. Det havde været bedre, om jeg aldrig var født. Se, der bliver det problematisk. Jeg er her jo, og lever, har jeg da ikke berettigelse (her)? Jeg er tung at danse med. Det er automatiske sætninger, jeg kan sige om mig selv. Men ikke på nuværende tidspunkt. For lige nu skal der kilde – vælde blomster ud af mit skød, og bambusgrene ud af mit bryst. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg gerne vil være her i det her liv, her og nu. Og der skal falde nektar ned fra himmelen, når bare vi er to. Men vi er to. Og vi samler og samler. Det er, fordi der skal komme bedre tider, ja nemmere dage simpelthen. Det er, fordi efter tørke kommer der regn. Det sker så passende, at det, man lige står og mangler, det bliver stillet til ens rådighed. Derfor skal vi brødføde en hel befolkning. Hurra for overdreven selvtillid. Her, hvor jeg når bundlinjen. 06.04.2013.