ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Du er her. Verden er stille her i mit hjem. Ingen kan høre mit forfatterskab. Der er ikke rav i den, eller oprør undervejs. Vinden er mærkbar, men den går jo over. Bare folk, jeg gjorde ondt, kunne mærke sig det. Mit hidsige temperament, ja det ulmer lige så stille, men pludselig ”bang”, så afviser jeg folk. Var de tjent med det? Ja, jeg må som alle andre acceptere mine udbrud, hvad enten de kommer bag på mig og dem, det går ud over, eller ikke gør. Jo, jeg tænker nok, at mit medmenneske er bedst tjent med, hvis jeg er mild over for ham. Hvorfor tilstræber jeg mon altid mildhed, som om det nærmest er det højeste gode? Eller den ædleste følelse. Når bare man lægger sig som en vind op af hans ansigt (mit medmenneskes). Bare som en svalende aen hen over hans kind. Så han næsten ikke bemærker mig. Hvad så med min kontanthed og min ”jeg vil” – stemme? Jo, den undertrykker vi for nu, det er til det bedste. Når bare han går hjem og siger til sin kone, at hende ”Rie”, vel nok er  ”behagelig at være sammen med”. Så har jeg gjort mit arbejde ”godt”. Men hvem tordner her i verden, skal uvejr ikke også råde engang imellem? Der er følelser, som vrede, jalousi. Når man mærker dem rasere indvendigt, ønsker man sig nærmest et andet sted hen. – Medmindre man er sin ret. Medmindre man er blevet uretfærdigt behandlet, og ens argumenter bare står i kø for at blive udtalt, ud skældt over for den ”anklagede” eller skyldige. For når man bliver såret, er der vel en ”skyldner”, eller? I en to partsforhandling (uden jeg ved, hvad det vil sige) har den ene vel mere ret end den anden. Hvordan skulle man ellers kende en skyldig eller u – skyldig. Hvordan er vi ellers endt der, hvor nogen sidder indespærret, mens andre går frit omkring? Hvem opfinder retssystemet, ham der sidder inde, eller den der går frit udenfor? Hvem havde – ret – til at opfinde retssystemet? Hvem var ligesom den klogeste, da diskussionen gik højest, og noget skulle gøres, et tiltag for at opretholde retfærdighed. Men hvem sagde, at ham der sad inde, sad der med rette? Os, der har prøvet at skære i os selv (pga. selvmordsforsøg) blev spærret inde, for at blive beskyttet – mod os selv. Den, der lige nu sidder i et fængsel, kan have fred med sig selv, – ja være et ”frit” menneske, og vi kan ikke røre ham, eller krænke hans sjæl. Men en som jeg selv skal beskyttes – mod mig selv. Hvilket fængsel hører jeg da til? Os med psykiske problemer, kalder vi det i dag, vi kæmper mod kræfter i os selv. Omgivelserne kan ikke altid lide, hvad de ser af én. Og vi andre er bare med vore følelser, som de nu engang på det givne tidspunkt viser sig som. Hvem bestemmer sig for at være mild, hvis han ikke er det? Jo, jeg ville da gerne have været politiker, og blive interviewet i ”Deadline” (Nyhedsudsendelse på DR2). Så kunne jeg kloge den der, og mine venner på Facebook ville blive stolte af at kende en som mig, ”hende fra fjernsynet”. Jeg sad engang selv i fjernsynet. Det var endda en live – udsendelse. Men jeg håbede, folk ikke ville kunne huske indslaget bagefter. Jeg flovede mig. Jeg tænkte; jeg siger bare ja af forfængelighed. Så kan du blive set, Rie. Nede på arbejdet (i perioden, hvor jeg var i fleksjob) vil de tale om mig, og interessere sig for mig, nu hvor jeg kommer i fjernsynet. Ude i Danmark gav det genlyd. Var det et stunt for at få opmærksomhed? (Da jeg så indslaget – efter i flere år ikke at have villet, – klarede jeg mig fint, og var ikke længere flov over min indsats. Jeg kunne sådan set være yderst tilfreds). Jeg var i fjernsynet for at vise verden skrøbelighed. At man kan overleve på skrøbelighed. I mange år hadede jeg det udtryk, fordi min mor tit havde karakteriseret mig sådan, da jeg var ung. Som om, der ligesom skulle tages hensyn til mig. Det var derfor jeg ikke kunne klare at holde oplæg i gymnasiet, og floppede til eksamen. Det var pga. ”skrøbelighed”. Nu kan jeg godt lide det ord. Om mig eller andre. I stedet for at sige: ”Fandeme om det ikke rager mig med den her eksamen, jeg er da ligeglad med resultatet”, i stedet for det  – græd jeg. Hvorfor vælge gråden som udvej? Du, som sad i fængsel, og var glad, sejrede. Mens vi herude går rundt og græder over det mindste. Jeg er en undtagelse. Det er, fordi man tror, jeg indeholder mere smerte end de fleste. Det ligger ligesom frit aflæseligt i mit ansigts furer. Og hvis man kunne kigge med, når jeg drømmer om natten, ville de fleste undgå at sove. Det er dog en overdrivelse. Mine furer i ansigtet kommer af sig selv, med min alder. Det har ”naturlige årsager”. I det hele taget kunne livskriser, manier, psykoser, og hvad det alt sammen hedder, faktisk godt hænde at have haft ”naturlige årsager”. Men da skulle jeg have været bevidst om at slå ihjel? Pyha, retssystemet har heldigvis behandlet mig godt. Jeg skulle ”bare” gå til nogle samtaler jævnligt, noget jeg godt gad, eller fik udbytte af. Og jeg skulle spise medicin, noget medicin jeg ingen bivirkninger har af. Ja, tænk sig; det kan hænde, jeg er naturlig. Har naturlig vrede, naturlig drift til at spise og elske. Jeg kan hænde at være fri – i det fri. Mens ham bag fængselets mure, kun har et begrænset råderum. Mens han sjæl kan være fri. Og han kan danse inde i cellen, hvis den holder til det. Han kan smile, uden det koster ham noget. Og han kan endda – måske – læse blog indlæg fra fængselets computerrum, hvis et sådant findes. ”Nogen er mere skyldig end andre”, ville nogen sige/hævde. Værre forbrydelser skal straffes hårdere, ville det naturligste være at slutte. Men hvem ved, hvad hensigt og motiver, der ligger bag, andet end forbryderen. Og kan han/hun give fuldt ud udtryk for det i retten? Jeg har selv handlet utilgiveligt ude i det fri. Noget, jeg burde have været spærret inde for at gøre. Eller i hvert fald være sat i rette for at gøre. Men igen: mit motiv var rent. Jeg var ren i den væren at gøre ”forkert”. Jeg var klar over det selv. Og de andre gange, hvor jeg ikke var, men alligevel gjorde folk ondt, beklager jeg det. ”Men tilgiv mig, for jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde”. Men de gange, hvor jeg føler mig skyldig, er det ikke altid, at andre vil kende mig skyldig. Deri vokser min skyld langt ind i Himmelen! Helt ned til om jeg har aet katten nok, mens den og jeg var alene hjemme. Hvad så hvis jeg sad i fængsel? Hvad kan man – mens man afsoner en straf – yderligere gøre sig skyldig i? Synlige lovovertrædelser eller forbrydelser bør jo ikke finde sted sådan et sted. Men – usynlige? Hvis jeg hader fangevogteren f.eks. (Det hedder vel ”fængselsbetjent”..), siger til ham, han er ”et dårligt menneske”. Hvis – jeg (f.eks jeg) – inde fra min celle siger til betjenten udenfor, at han er skyldig i værre forbrydelser end jeg selv. Fordi jeg kan se, han ikke udøver kærlighed eller medmenneskelighed. Kan jeg da have ret i det? Ja, selvfølgelig. En dag bliver betjenten måske fængselet og havner i cellen ved siden af. Men meget usandsynligt er det sådan, det sker. For at ”skåne” betjenten arresterer man ham i stilhed, og sender ham i et roligt fængsel, og da slet ikke til det fængsel, hvor han har arbejdet selv. Vi er så gode. Nogen skåner vi, f.eks. i bussen på vej i storbyen. Man lader én gå før sig selv, mens man skubber til andre uden at undskylde. Man gør altså på de få minutter, en bustur tager, både gode gerninger og dårlige gerninger. Derfor kan vi ikke straffes for ”vrede”, eller ”opstemthed”. Derfor kan vi ikke gøre os Herre over, hvem vi skal følges med og møde i bussen. Og vi kan ikke – før busturen – ane, hvordan vi vil reagere inde i bussen. Vi kom med os selv. Er vi mest bange for os selv i hele verden, kan ingen andre jo gøre os (mere) ondt. Men de andre kan pludselig være med til at gøre os trygge ved os selv. At kende os selv (igen). At stå op ad et med – menneske, knytter os sammen med det menneske. Om han eller hun dufter eller lugter dårligt.. tjah. I en fængselscelle havde ingen bemærket det. Men i bussen er vi på en anden måde afhængige af hinanden. ”Sæt dig her i stedet for mig”, eller ”gå længere frem, der kommer flere passagerer på”. I dag flyttede jeg mig faktisk fra én, der lugtede dårligt. Det havde jeg det dårligt med. Hvorfor skulle jeg ikke inkludere ham? Hvad havde han gjort galt? I hele verden: Ingenting. Ingen alverdens ting. Kære medpassager; gå fra mig en anden gang. Gå fra mig, uden jeg lugter dårligt, eller siger noget grimt. Gå, fordi jeg tænkte grimt om dig. Du er i din ret. 28.02.2012.

Der er mennesker udenfor. Uden for mit vindue. De kan alle kigge ind. Jeg er ikke paranoid, det er bare sådan, min lejlighed vender. Jeg har engang følt for verden udenfor. Selvom jeg aldrig gik derud. Jeg føler ikke mere. Jeg føler for meget. Jeg er over – følsom. Psykisk uligevægtig, eller bare dramatisk anlagt. Jeg skaber katastrofer, flodbølger, og det danner videre ringe ud i verden, og konsekvenserne af mine ord ser jeg ikke komme. I dønningerne bagefter. Jeg er ligeglad. Ligeglad med dem ”udenfor”. Hvad rager de mig? Men en dag kommer der en og banker på min dør. Det er min næste, som står der. Hvad gør jeg (ved min næste)?? Hvem har lært mig, hvad man skal sige til sådan en. Så jeg siger selvfølgelig: ”Ja, kom bare indenfor”. Underforstået: Du vil mig nok det bedste. Men det er ikke, hvad du vil. Du vil mig for meget. Og jeg støder gæsten eller næsten fra mig, som han sidder der i min stue. Kan slet ikke ”tage ham ind”, ikke engang i venlighed være en god vært. Jeg vil bare, at han går. Han går derfor. Ud til de andre udenfor. Den næste banker på. Den næste næste. Han eller hun banker vildt hårdt. Jeg bliver helt panisk og forskrækket, for hvad vil katten ikke synes? Jeg åbner min dør. Den står på klem, mens jeg ser gæsten an. Jeg vil have mig et forhåndsindtryk, jeg denne gang kan stole på (hvis et sådant findes). Jeg kan mærke, min scanning af situationen, min situationsfornemmelse er helt røget. Jeg kan overhovedet ikke stole på mig selv. Jeg må regne med, Gud ligesom gør noget, eller styrer situationen, men i det mindste er det mig (selv), der enten må lukke næsten ind, eller lade vedkommende stå udenfor. Jeg ved ikke, om han tørster, har ondt, eller bare vil have noget varme i min stue. Jeg beder ham gå, da han har drukket et glas vand. Jeg ser, han går som en kvinde. Jeg ville ønske, han var kvinde. Som min mor og mig. For så kender jeg mig selv igen. Jeg banker vildt og hårdt på min dør, – indefra. Det er for, at nogen skal lukke mig ud. Jeg beder igennem vinduet i døren folkene derude om at se mig, og reagere. Men de står fortsat tavst. De vil alle helst, at jeg bliver indenfor. Hvor jeg (ligesom) hører til. Jeg kan ikke længere kende mig selv, fordi jeg troede, jeg hørte til blandt dem, og det gør jeg åbenbart slet ikke. De hører kun til hos mig. Jeg kan mærke, jeg savner min mor, i blandt mig. Hendes favn. Men jeg ser slet ikke, at hun står lige udenfor. At hun faktisk er en i næsten – gruppen. Hun ved heller ikke, hvilken dør, hun står udenfor, da alt omkring mig – selv mit hus – er en gåde, og meget svær at finde ud af (mildest talt). Hun spørger løs til højre og venstre, hvem der bor i huset. Ingen svarer hende. En siger: der bor en kvinde. En anden siger: der bor et par, der gerne vil have børn sammen. En tredje, – og den helt afgørende stemme her – siger: ”hun er from. Inderst inde er hun from. Helt engleblid og snefnug – hvid. Og meget meget alene”. Der er ingen, der siger fortælleren imod. Han fortæller bare historien, som den ser ud for ham. Han har kun oplevet husets beboer – altså mig, som bor der – som engleblid. Jeg kan høre ordet: ”Engleblid”. Jeg kan ganske svagt genkende udtrykket som noget, der kunne passe på mig. Men med fede understregninger, og tykke, lårtykke sorte bogstaver, har jeg på det seneste i stedet for svinet til. Gjort ondt, hvor jeg kunne komme til det. Det er ikke ”arvesynd”, og jeg er ikke ”et uvornt barn” (af mine forældre). Nej, jeg er: sammensat. Det er fordi, jeg synes, vrede står stærkt op af glæde. Bare at sige de to ord efter hinanden, klæder dem så godt hver især. ”Jeg har himmelrost dig og svinet dig til. Har jeg da gjort dig uret?”, som jeg engang i min dagbog spurgte. – Netop. Var det en – fejl, at jeg blev vred mod dig, mor, eller mod en anden? Hvis en bemærkning svier i et sår, eller fejler, så reagerer jeg prompte. Det gør hele mit følelsesregister. Er en mor i orden? Bare det at være en andens mor, er det i orden? Skal en mor legaliseres? Er hun bare automatisk i sin ret som mor? Kan en mor aldrig fratages at være mor? Jo. Men nok om det. Jeg smadrer min dør nu, så jeg kan nå ud til dem udenfor. De lægger et klæde over mine skuldre, for at varme mig. De er virkelig utroligt betænksomme. Tænk, der er ikke en af dem, der ikke vil mig det godt. Men jeg ser det pludselig: Der er kun mig tilbage. Der var kun en tilbage til at hade mig, og svine mig til, endda bag min ryg. Det var min egen stemme. Og den runger i hele bygningen. Jeg begynder at stå i døråbningen; så er jeg parat, hvis der skulle kommer gæster/næster, og hvis jeg selv behøver at komme udenfor. Jeg ved, at det er som at være svingdørs patient, ind og ud. Men hellere det, end udelukke hinanden. Jeg stod der som et bytte. Meget sårbar, klar til at blive skubbet og rusket i. Jeg gør det selv. Det er meget nemmere sådan. Når bare jeg har mig selv, behøver jeg ikke de andre. En dag står de der alle sammen. De hævder, de bor her. Jeg kigger på kontrakten, og sørme ja: de bor her. Jeg tager af sted ud i verden for at søge tilflugt der. Det sømmer sig. For alles bedste. Jeg forsvinder bare. Puf. Ingen hørte siden fra mig, men hvem har også spurgt? Ingen spurgte endda efter mig. Hvad skulle de da kalde mig, de søgte efter? De kunne hverken kalde mig: kvinde, sindslidende, mor. De kunne højst kalde mig: hende, der gør mest skade på sig selv. Men hvem ville overhovedet kalde på sådan en? Hvem har behov for en, der – af sig selv – forsvinder i mængden? Hvor skulle de lede, hvis ikke i mængden? De ledte, – nogen ledte. Det var mere, fordi jeg i farten var kommet til at efterlade nogle ting i lejligheden, som de jo overtog efter mig. Jeg havde glemt mine vanter. For helvede, min søster strikkede dem engang til mig, hvordan kunne jeg? Der blev ledt efter mig overalt, pga. de vanter. Folk tænkte: familien må betyde noget for hende, disse vanter er lavet af hendes søster, hun må have dem tilbage. Men efter års eftersøgning, gav de op, og de gav mine søster vanterne tilbage. Min søster ville hellere have set, at jeg gik med dem. Men nu blev det bare sådan, lidt anderledes. Et livsforløb, der i det hele taget var uforudsigeligt. Nogen havde engang skrevet, at jeg en dag ville vende tilbage til ”Trillegårdsvej”, hvor lejligheden lå. Men det var faktisk (bare) mig selv, der havde skrevet det. Og det bare i sjov. Så kunne folk stå der og vente – i årevis. Jeg havde i det hele taget lagt fælder ud, så ingen kunne gennemskue min livsbane. Hvor det bar hen ad. Det var for at skåne folk. Jeg lagde én fælde for mig selv: Jeg sagde: ”Rie, du hader dig dog mest, selv”. Det var fordi jeg altid havde tænkt, det måtte være det ypperste. For så havde man ligesom været omkring det. Alle de kritikpunkter, andre måtte have mod én, dem havde man allerede formet imod sig selv. Så andres dom var overflødig. Men det var en fælde. De andres dom gjaldte. Talte. De talte næsten imod hinanden, alt det folk kunne indvende mod mig. Jeg så engang alle de bøger, folk havde skrevet og smidt i skraldespanden i lejligheden. Side op og side ned. Jeg tog bøgerne op og renskrev dem. De lød sådan her tilsammen: ”Kære Rie. Du gør os ondt. Vil du ikke nok holde op?”. Nedenunder den linje, skrev jeg selv: ”Kære verden. Jeg gør dig ondt.” Jeg skulle aldrig have været hjemme, da I bankede på og kiggede ind ad mit vindue. Men nu var det for sent. To blog – indlæg for sent. 20.2.2012.

Jeg må på det yderste advare nogen om at have en mor. Det er helt forfærdeligt. Ønsk Jer aldrig det. Hun kan være: irriterende, grænseoverskridende, dominerende. Ja, alt muligt forfærdeligt. Men hvis du skal elske hende, som en eller anden engang sagde, man skulle, så øv dig hver dag. Du kan forestille dig, at en i bussen er hende. Og så behandle vedkommende med respekt. Hun har trods alt født dig. Ja, men sagde Jesus ikke, at familierelationer ikke var vigtigere end relationen til ethvert medmenneske. Hvorfor skulle jeg elske min mor højere en en veninde, bare fordi hun er min mor. Hun er et menneske, jeg må tage stilling til, men jo bare et medmenneske som ethvert andet. Min egen mor, – som jeg slet ikke endnu har omtalt, hun kan stikke med en bemærkning. Lige som jeg troede, der var fred på den front, stikker hun en bemærkning. En af den slags, der kan bide en i maven. Og sidde der længe og nage. Jeg skulle prøve at forstå hende, give hende en chance. Mere af høflighed. Det har siddet i mig i mange timer, at vi snakkede sammen i morges. Jeg beklagede mig til min kæreste, som viste forståelse. Jeg tænkte: hvordan klarer jeg selv rollen som mor, hvis jeg er præget af et så ”dårligt” mor/datter – forhold? Vil det ikke ”smitte” i min egen lille familie, – hvis jeg får en sådan. Hvordan skulle mit forbillede se ud? Jeg vil helst kigge på Jesus. Derfor låner jeg kun bøger om ham, og læser kun om ham, og hvad han kunne. Jeg vil helst ikke kigge på hende.. (min mor). Skal jeg? Byder nogen mig at ligefrem synes om hende? ”Bør” jeg, – i henhold til etik og andet, søge at forstå hende? Hvem byder mig at skulle forstå hende? Kan jeg ikke bare feje hende væk, som en af dem i mit liv, der hurtigst bringer mit pis i kog. På bare et eller to sekunder, når jeg bare hører hendes tonefald, bliver jeg dårlig i maven. Som en pine, der ikke kan blive forløst. Kære lille pige, ville nogen moralisere, ”hun gør jo sit bedste” som mor over for dig. Nej, det tror jeg faktisk ikke. Engang  – i en af mine Jesus – visioner, – hvor jeg altså selv er Jesus (..), så ”fik jeg at vide”, at min mor var (inkarneret som) figuren ”Martha” på Jesu tid, der gik ude i køkkenet og kaldte på Maria, der vist salvede Jesus’ fødder. Det passer perfekt! (på min mor) En, der helt misforstået vil mig det bedste. Men ad en sådan omvej, at det er en ugerning, snarere end velgerning. Kære, kære Mor. Jeg snakkede desværre med dig i telefonen i morges. Gid situationen var en anden. Du tyssede det bort, at jeg påtænkte at tale om min livshistorie i større sammenhænge, som en ide til et foredrag eller oplæg. Du tænkte, ”folk” ikke ville synes om det, jeg til et sådant foredrag, ville sige. Du mistroede mig. Du så ikke, min hensigt var ren, eller at jeg i hvert fald ikke skammede mig over min fortid, eller også var du ovre i tilhørerne til foredraget, satte dig i deres sted, og du tænkte, de alle havde det som dig; at det helst skulle tysses bort. Lægges væk. ”Du skal hellere koncentrere dig om dine digte, og om at male”. Du skal, siger du. Hvorfra har du myndighed til at råde mig??? Hvordan skulle du have intentioner på mine vegne, når jeg er voksen og 39 år, og i øvrigt har vist dig den tillid at fortælle lidt om mit nuværende liv, at det er vigtigt for mig for tiden at komme ud og ”sige noget”, som jeg kalder det. Jeg troede ikke, du længere ville frygte, hvad jeg indeholdt. – Men du frygter, hvad jeg indeholder. – Og det med rette. Jeg er et uvornt barn, der skal bankes på plads. I tiden, der er gået, har du ringet til diverse psykiatri – steder, for at tale min sag på dine egne vegne. Jeg ville ønske, du aldrig havde ringet. Hverken dengang eller nu. Jeg ville ønske, dit håndtryk ikke trak en til sig, som det gør. At du ville give mig fri. Og min søster fri. Vi kan godt. Kære forhutlede liv, som Gud har givet mig. Hvad skal det næsten ende med? Jeg tror, jeg bliver slået ihjel en dag, ja jeg kan lige så godt sige det. Men om jeg når et moderskab, et ægteskab, et andet skab af en slags inden da, ved jeg ikke. ”Jeg har været for provokerende”, siger jeg til min kæreste, som siger: ”Du skal da ikke dø”. Han har jo ikke læst alt, hvad jeg gennem årene har skrevet, og nu endda udgivet på min hjemmeside. Ingen kan jo vide.. Ingen kan jo på mit ydre vide, hvad jeg indadtil har indeholdt. Ingen kan jo vide.. Ingen kan jo vide, selv ikke jeg, hvad der skal ske. Forvarsler, forudsigelser, ting fra skrifterne, der skal gå i opfyldelse. Jamen, tror du selv på det?, spørger jeg dagligt mig selv. Mens jeg fortsætter mine studier i ”Bogen om Bibelen”, som nu efter et par dages læsning er mig yderst interessant. Du holdt på dit, ville nogen sige. Over for din mor, over for alle de andre. De skæve, de udsatte. Ja, hellig hellig hellig er jeg vel ikke. Kun i kirken om søndagen, når jeg synger salmer. Og jeg begiver mig ud i skrivningens kunst, fordi dette er til for at blive læst. Hvem du er derude (kære læser), om du nogensinde selv har haft en mor, og om hun også er irriterende, ligesom min er det, ved jeg jo ikke. Du kan måske engang sige mig det. Kære hellige liv, som Du har givet mig. Jeg er et medmenneske på gaden. Et liv blandt millioner. Venter en død, der skal komme, som alle andres død kommer over dem. Enten fordi det er ventet af dem, eller fordi Gud har bestemt det, eller de selv har bestemt det. Mig, lille mig. Jeg har haft bøvl med min mor gennem årtier. Bedt til at jeg aldrig selv blev lige sådan en mor. Det ville jeg ikke ønske for nogen. Mit ærinde var: Jesus. Bare at kende ham. Formidle ham. Hvorfor skulle mit billede af ham være mere rigtigt end andres. Men hvem spørger, spørger jeg så. Hvem har kaldt mit billede af Jesus for ”rigtigt”. Det var vist ord, du lagde i min mund, eller i mine fingre på tastaturet. Vi kom forbi denne store klode. Det sang jeg engang i en af mine sange. ”Jeg ville se, hvordan der var for mig”, sang jeg videre. Jeg kom her bare, forbi. Ligesom dig, og dig. I morgen er det dig, der skriver om Jesus, som om du kender ham. I dag var det bare – mig. I morgen læser jeg endnu mere om Ham. Og katten vil synes, jeg er kedelig, som jeg sidder der i stolen. Den kan jo ikke vide, hvad min bog handler om. Jeg siger nogle gange til den, at den skal passe sig selv. Også nu, hvor jeg sidder inde i værelset, mens den sidder inde i stuen, lader den mig være. Vi skal begge ”passe os selv”. Den giver mig lige nu fri til at skrive. Jeg troede, jeg skulle skrive digte om katten, som jeg gjorde i går, men i stedet skriver jeg dette. Ved mødet med min læser, hører jeg et suk. Læseren er træt. Han går til ro, med en bog. Jeg har skrevet bogen. Men jo ikke med hans vilje. Læseren læser en bog, jeg troede, det var den bog, som også jeg selv læste, fordi den må jo være mest spændende. Men nej, bogen læseren læser hedder: ”Forår”. Den handler om nyt liv, der lige skal til at begynde. Den handler bestemt ikke om død og langfredag, eller langlørdag. Det er fuglen, der har sunget den ind, bogen. Det er fuglen, der er forfatteren til bogen, du læser. Men kun jeg ved, at fuglen hedder: Fuglekonge. 15.2.2012.

Så gik man på Facebook, fordi man manglede selskab, eller at blive ”opdateret”. Bare så, at hvis man møder en, man kender, på gaden i morgen, så ved man, hvad han har fået at spise i dag (pga. Facebook), og så kan man snakke med om det, ligesom. Jeg vandrer frem og tilbage gennem stuen. Flere melodier er blevet til fra min hånd i det rum. Flere tårer har fundet vej ned ad min kind på den stol i stuen. Men Facebook.. Facebook er en hjælpende hånd, til den der falder. Bare så vi ikke falder så dybt. Man er sårbar over, hvad man får ”lagt ud”. Synes ens venner stadig om én. Giver de én en tommelfinger opad, eller skriver de noget kritisk. Deler man med resten af verden, hvor spændende ens liv er, synes resten af verden så også, at ens liv er spændende? Jeg står op ad én i bussen. Hvor skal vedkommende mon hen? Vedrører vedkommende overhovedet mig? I dag gik jeg i armod og underskud igennem ”Mølleparken” (i Århus). Så lånte jeg bogen: ”Bogen om Bibelen”, men da jeg siden læste i´den derhjemme, var der ikke meget at hente. Udover at jeg fandt ud af, hvornår ”Sokrates” og ”Platon” levede. Men Mølleparken var fin. Ingenting i vejen med den. Jeg var bare ikke fin. Jeg fik sådan helt uhørt skubbet til en i bussen. Ja både hende, jeg rejste mig fra på sædet, og hende der stod i vejen, da jeg skulle ud. Godt nok fik jeg sagt ”Undskyld”, men til hvem? Den ene kiggede skarpt på mig, som jeg stod der. – Og det er ikke paranoia. Hun betragtede min ring. Mest af alt min ring. Som om, ringen sagde det om mig, som hun tænkte om mig. Jeg tog ringen på i morges, fordi den passede til mit tøj. Er det ikke derfor, man pynter sig. Hvad skulle ringen ellers have af formål. End sige noget om ens udseende. Siger den også noget om det indre, denne ring? Jeg må have talt over mig der i bussen. Sagt skøre ting, ja set mærkelig ud, gået ud af den forkerte dør – hvilket man dog i busserne i Århus ikke længere kan.. Jeg har helt sikkert sagt til hende, der gloede, at jeg beklagede mit skub, og min iver for at nå døren ved Mølleparken, bare fordi jeg er nervøst anlagt, og var bange for at komme til at køre med til næste stop. Jeg var fraværende. Havde hele opmærksomheden på at komme af bussen, – for enhver pris. Men det har en pris.

Jeg har sagt til mig selv, at jeg har betalt min gæld til Gud her pr. 1. marts. (..) Jeg ved, det måske lyder mærkeligt, men deadlines og tidsfrister skal vi alle bruge. Jeg bruger denne dato d. 1. marts. Hvorfor ikke? Jo, Gud og jeg har en aftale. Efter alt, hvad min fortid har ”kostet mig”, har jeg om ikke så længe betalt tilbage, hvad jeg gjorde mig skyldig i. På linje med, at jeg er ved at betale min kassekredit tilbage, så den på et tidspunkt helt er forsvundet. Hvorfor gik jeg i den ene genbrugsbutik efter den anden – i årevis, når der lå tonsvis af tøj derhjemme. Endda tøj, jeg endnu ikke havde gået i. Hvis man er skyldig i indkøb, eller overforbrug, eller sjusk med økonomien, så skal man bare tænke på sin samvittighed. Man skader vel kun sig selv, ved at belåne sig. Men vel også omverdenen, som kan sigte én for uansvarlighed. Og katten kan kigge ondt på mig, bare jeg snupper en af dens rejer (..) Hvad kan da en hel verden ikke gøre mod én. Hvad hvis en hel verden dømte én.

Man gik og samlede gods. Man troede, man var gjort af et så godt stof, at man kun samlede gode ting ind til sin beholdning. Men man var fejlbarlig, syndig, mere egoistisk, end alle de andre tilsammen. Regnet sammen sådan rent statistisk, så var man jo ikke mere syndig, end så mange andre. Det var bare mere synligt, hvis man engang havde været straffet for noget (som jeg tilfældigvis har). For så stod der et sted, at man havde forbrudt sig. Jeg siger ikke, tilgivelsen er absolut, ej heller universel. Jeg siger, jeg er som alle andre, men jo ikke helt. Mange har aldrig siddet i en retssal. Og det er vel heller ikke ligefrem noget, man kan prale af at have oplevet. Det skulle da lige være en sen nattetime på et værtshus med den tiende øl i hånden. Fordi man er løssluppen, og deler ud med højre og venstre arm, som det passer. Sidemanden får et skub, så hans øl sjasker ud på hans skjorte. Jeg står med en kvinde på den anden side ved baren (for det er bedst sådan), og hende kigger jeg dybt ind i øjnene. Jeg tror, hun forstår mig, når jeg siger, jeg engang var i retten. Men Herregud, hun hører det for første gang. – Og måske ”ligner jeg slet ikke sådan een”, det siger hun faktisk ordret til mig. ”Det havde jeg ikke troet om dig”.

Men hvem tror om dig. Hvem tror om dig, at du er som du er. Skal jeg tage en spraglet trøje på, for at vise, at jeg er uddannet i maleri? Hvem skulle have hele signaleringen i sit ydre, for hvad han indadtil bærer på? Og hvem skal have den fulde sandhed om én? Hvem kan næsten tåle at høre den, fra et hvilket som helst menneske. Hvem ønsker at gå så dybt, at man helt bliver væk i den anden.

I skal høre en historie. Engang var der en kvinde. (Det er så mig). Og så levede hun lykkeligt til sine dages ende. (Der slutter historien (allerede)). Vi er ingen vinder, dig og mig, siger jeg til mig selv, hver dag. Men vi taber ikke stort, siger jeg så videre. Og hvem lader én vinde, efter så groft et nederlag. Alle ville have spået mig en fremtid på sindssygeafdelingen. – Og der var jeg. Men ingen spåede, at jeg rejste mig. – For det gjorde jeg? Jeg rejste mig fra sygelejet. Bare fordi jeg kunne. Ingen på gaden – jo, få – kunne anse mig for ikke at måtte gå der. Men jeg måtte reelt ikke. Bare jeg trådte udenfor en dør, følte jeg skyld. Men d. 1. marts er min gæld betalt tilbage. Det betyder, at jeg fra den dag kan leve frit og åbent. Jeg tror, man må sætte sig sådanne mål. Og hvad har det med tro eller Jesus at gøre, eller eftertanke om noget som helst. Jo, jeg måtte sætte mig ned i dag, på en bænk. Det var efter at have skubbet et par kvinder i bussen. Jeg måtte sande og sætte mig. Du gik for mig, du der på gaden. ”Gå du de skridt, jeg ikke selv kan tage”, sagde jeg nærmest. Derfor gælder det på Facebook ikke, at man bare skal skrive noget. Men de andre kan hænde at skrive det, man faktisk selv ville have skrevet. Ligesom mine ord kan dække over andres. Men det hænder, som i dag, at livet opnår mig. Det sker, at jeg rejser mig fra bænken, låner en bog om bibelen på biblioteket, får sat Mozart på herhjemme (selvom jeg var nervøs for, om katten brød sig om musikken). Det hænder, faktisk. Derfor må jeg tro på i morgen. Ikke fordi jeg har bedt tilstrækkeligt, eller været usædvanlig god og artig. Men fordi jeg tror. Jeg tror, jeg er et hæderligt menneske. For ellers ville jeg heller ikke have bemærket kvindens blik på mig og min ring i bussen. Jeg bemærkede min indvirkning på folk, der ude i verden. Jeg sagde næsten til hende (med blikket): Kig ikke længere, jeg er ikke det værd. Men hun blev bare ved. Min ring reddede mig fra at dø, er jeg sikker på. At dø på en uretfærdig præmis. Den, der hedder ”Foragt”. Foragt for hende, der skubber til mig i bussen. Men hvor tror du, kvinde, det stiller mig? (spørger jeg hende bagefter). Det stiller mig (jeg svarer selv) der, at jeg næste gang skubber til dig igen. Bare fordi du skal undres. Du skal spørge – igen: hvor har den kvinde sin ring fra, ser hun ikke, jeg ringeagter hendes væsen? Jeg svarer: ”Jeg har den fra min kæreste, det er fordi jeg kender en, der elsker mig”. Hun stirrer nedtrykt; Har hun også én, der elsker hende? Jeg tænker et øjeblik, men klart er det jo, at jeg gør. 08-02-2012.