Archive for juni 2012

Rosen på vort bord.

 

Jeg tror ikke, det lykkes. At skrive et blog – indlæg. Mest, fordi jeg ikke er i stemning. Eller vedrører andre overhovedet. Hvem skulle da være så vigtig, at hun vil ligge i en statistik? Hvor har vi mange ord for alt det, der optager os. Hvad om vi lagde ordene fra os. Hør stilheden engang. Indimellem græsslåmaskinen og fuglene. Lyt engang til – ro. Sindet er fyldt af væsener, der banker på hele tiden. Søren Hauge har engang kaldt det: ”kommentator boksen”. Det i én, der hele tiden vil vurdere, kommentere, forholde sig til. Hvad om man lod være. I flere samtaler på det sidste, har jeg bedt folk tie stille et øjeblik. Både en ven, og min mor. Lad os blot være her. Sidde her. Hvorfor omtale, forstyrre, dirigere. Lade være. Det dystre er så det tilfælde, hvor der i stedet for nærvær og fylde er – tomhed. Ingen endda uudtalte ord. Ingen skjult opfordring. Måske til at skifte emne. Vi har alle situations fornemmelse. Vi føler for, hvornår noget er passende at sige, og hvornår det ikke er det. Vi prøver hele tiden at ramme noget, der kan interessere dem, vi er sammen med. Vi kan også tale for os selv, og underholde os selv en hel aften, hvis selskabet er kedeligt eller uvant. Men vi vil hellere snakken. Vi vil hellere snakken end stilheden. Og hvorfor? Fordi vi da føler os nær nogen. Sammen med nogen. Har noget til fælles med nogen. Det er ligesom nemmere at være i verden, hvis nogen støtter en, eller hvis man ser nogen have det ligesom en selv. Jeg ved såmænd ikke, hvorfor. Eneboere er vel også lykkelige. Et træ, der står alene, bærer også frugt. Jesus hang alene, og dog ikke alligevel. Altså er vi op af nogen, sammen om noget, men også for os selv, enestående. Ene – bærende. Ingen er født nøjagtig ligesom dig. På nøjagtig samme sted, samme tid, eller samme måde. Derfor kan man vokse i fred. Man behøver ikke sammenligne sig med nogen, man var jo unik fra starten, og vedbliver at være det. Men vi sammenligner os, og nogle gange går vi, hvor andre i forvejen har gået, hvis vi beundrer deres vej. Andre gange tager vi helt nye skridt, ingen andre nogensinde før har taget. Hvad er fedest? Min erfaring siger mig ingenting. Skulle jeg helst skrive et blog – indlæg til de få? Skulle jeg skrive noget rettet til de fleste, som kun én læser? Eller skulle jeg blot skrive for mig selv? Hvad gjorde overhovedet mig forfatter, fordi jeg kan taste på et tastatur. Min computer er endda købt brugt, så en anden har rent faktisk tastet på de samme bogstaver før mig. Er det da originalt? Hvad gjorde et menneske specielt? Lidt ud over det sædvanlige. Og er det en force eller et gode at være ”lidt ved siden af”? Hvem skal dømme, hvilket menneske, der er ”noget særligt”. Særligt i forhold til hvad? Det ”ikke – særlige”? Vi plukker en blomst fra haven, og tror den springer ud. For vi har jo taget den ind, givet den vand, duftet til den, kigget på den, da må den da have det godt herinde. Den prydede vores bord, helt indtil den visnede. Ja, vi nød også den fase, hvor den falmede, tabte blade, og tørrede ind. Vi elsker alle faser. Vi gjorde netop den rose til noget særligt, i blandt de andre roser, vi også kunne have plukket. Vi sagde: du er vores yndling, dig vil vi passe på. Vi gav den sær – behandling. Men hvorfor netop den? Det var ”en tilfældighed”, at vi valgte lige den rose. Det kunne have været hvem som helst. Derfor kommer der nye roser hvert år, da vi har i overflod, og hele tiden udvikler os, giver vækst, og vokser. Rosen kan endda hænde at kigge mig ind i øjnene lige i dette øjeblik, som den står her foran mig på bordet. Måske er det dens blog – indlæg, jeg skriver (..). Måske havde rosen dæknavn, og var skjult forfatter til adskillige bøger. Mens jeg ikke dækker mig. Men sådan er vi så forskellige. Nogle blev blog – skrivere, og jeg gjorde et forsøg. Men rosen gør det bedre end jeg. Den siger – ingenting. Hvor jeg skulle have tiet, eller holdt inde. Man skulle have lyttet til den. Da den sagde: ”Jeg Er”.

Jesu genkomst.

 

Det var blevet så skingert. Ingen vidste, hvorfor jeg gik til terapi, nu hvor jeg ikke havde planer om at blive rask. Nu, hvor det at være psykisk syg, var et stempel, jeg i det mindste kunne bære. Blandt alt det, jeg ikke kunne bære. Det, jeg var for ramt til. Det, ingen kunne forestille sig om mig. F.eks. det at have et barn. Havde det ikke været for det barn, jeg engang havde, var det ikke et så præsent spørgsmål. Jeg ville være blevet 30 som de fleste andre kvinder, og følt for det at blive mor. Mens jeg faktisk blev det uden at føle for det. Et fortærsket emne er det vel også snart i mit forfatterskab eller virke. Og træt er jeg også af, at folk først forstår mig til fulde, når de har hørt ”min historie”. Hvorfor overhovedet kalde det ”historie”, som en fortælling, der kræver ord. Hvilke ord er måske aldrig blevet fortalt før? Hvordan jeg slog ham ihjel? Der er fortællinger til gode. Massevis af sådanne fortællinger. Der, hvor ingen længere sagde noget i samtalen, i pausen, kunne der være sagt tusinder af ord. Og rigtigt nok er vist nok 80 % af vores kommunikation non – verbal. Hvilken målestok. Jeg, der tit sidder tilbage uden at have sagt alverden, føler mig nogle gange over – gået, eller over – set. F.eks. i kor sammenhæng. F.eks. i søndags i kirken. Senere på dagen ”mandede jeg mig så op”; hvor skulle jeg vide, hvor kraften kom fra, men den kom. Gladelig jul. Som om jeg matchede den energi til fulde eller perfekt, lige i det frirum der hed fra bussen og hjem. For da gik jeg med hendes smil fra bussen, og hans smil ved pizza restauranten, og det kunne jeg leve af – i overflod – i op mod 15 minutter. Det forkerte var vel bare, at det undrede mig. Men at vente noget stort, og så ingenting få, må være værre. Det er klart en win win situation intet at forvente, og så få alt (givet). Hvem belønner næsten én skjult? Jeg bad da ikke om kvindens smil i bussen. Jeg for – ventede det ikke. Men jeg – fik. En anden et eller andet sted (udover kvinden) til – delte mig løn eller nåde eller solskin. Alt efter, hvad man kalder sådan noget. ”Held”? Lykke? Medvind. Medvind hele vejen hjem. Så at jeg tør gå ud i verden og hjem en anden dag. Støtte, opbakning. Man venter Jesus, men hvordan gøre det? Hvordan gør man det? Sætter man sig i sofaen og venter, han skal banke på? Nej, man lægger sig ned, så han skal lægge et tæppe hen over én. Sidder man ved busstoppestedet og venter, det er Ham, der kører bussen? Nej, man kører selv bussen for at hente ham stående ved stoppestedet. Tager man sine fineste klæder på, for at vise ham sit ypperste? Nej, for han ser ind bag vore klæder, og bærer kun selv et kors. Men hvordan vente ham. Der er skybrud. Er han bruden? Der er et bad, når man er beskidt, er han da vandet? Der er mad i køleskabet, til når man er sulten, har han da købt det ind? Vi kan alle forestille os lidt af hvert. Til en begyndelse kunne man jo starte hos sig selv; gør jeg velgerninger i det daglige? Nej, for ingen har fortalt mig, hvad det er. Men viger du ikke, så en anden kan komme forbi dig, hvis han trænger? Jo, men er det kærligheds buddet? Hvad når der ligger en snegl på fortovet, og du faktisk kan træde uden om den, gør du da (ikke) det? Hvad når din nærmeste smiler og er let i stemning, fortæller du ham da noget alvorligt og tungt? Netop der? Nej, vel. Hvad hindrer da os i alle at være Jesus? Til en start kan du jo have en psykisk sygdom, og tro, du er ham. Men ville han lade dig? Ville du ikke hellere være den psykiske sygdom foruden, og da ikke være ham, men hellere dig selv? Jeg skal spørge nogen en dag. Min nabo. Jeg spørger hende, om hun aldrig har troet, hun var Jesus i genkomst. Hun vil sænke hovedet og svare tøvende: Joh engang i sine unge dage havde hun følt sig hævet over de fleste andre. ”Hvorfor holdt du den ikke der, og fortsatte din optur?”, spørger jeg hende (dumt). ”Jeg kunne ikke holde Jesus så tæt ind til mig længere”. ”Hvordan opgive at være Jesus?”, spørger jeg igen. Af alle er det vel ham, man allerhelst vil være?, (tænker jeg for mig selv). ”Jeg er Jesus genkomst”, siger sneglen på fortovet pludseligt. Netop som jeg udspørger min nabo. ”Jeg har truffet dig før”, siger jeg (så) til sneglen. Men hvor?, spørger jeg mig selv. Den siger så – nærmest i snegle tempo: ”Jeg var frø, før jeg kom her, du såede mig”. ”Det er rigtigt”, skyder jeg ind. Og netop da husker jeg at have båret frøet i min hånd, og passet ekstra godt på det. Min nabo trækker sig fra snakken. Pludselig ved hun, hvorfor jeg har en førtidspension. Og – endelig!, (tænker jeg om det). Jeg behøver ikke at forklare mig mere. Sneglen er Jesu genkomst. Men da jeg kigger, er han væk (sneglen). Jeg tænker; det er da mærkeligt, at Gud vil give et så sporadisk og overfladisk indblik i Jesus´liv, at sneglen faktisk allerede er væk. Og hvem får overhovedet øje på sneglen?? Du siger mig det meste Herre, og du sagde mig dette: ”Sneglen finder vej”. Mens du og dine menneske venner toppes og sloges, er den stille og afventende; træder de på mig eller ej? ”Men Gud, hvor træder du?”, om jeg må spørge. Sneglen hvisker stille: ”Hvor kan du spørge”. 18.06.2012.

Vidne til et medmenneske.

 

Hvordan skal jeg elske dig? Du, der var her i går (på besøg hos Lars og jeg i kolonihaven), som fyldte med dit væsen. Er du undskyldt? Det var ikke at du tog pladsen for os andre, for samvær handler vel ikke om 90 % taletid til den ene, og 10% til den anden, det handler om respekt for, hvad vi hver især kommer med. Samvær handler om at give hinanden plads. Det var ikke at du tog pladsen, men den voldsomhed, du gjorde det med. Lars kalder det ”lemlæstelse” (hvis jeg må citere ham her), mens jeg selv måske vil kalde det overfusning eller nedtromling. Det var så svært at rejse sig. Hvad vedkommer det Jer, at jeg/vi havde besøg i går? Jo, han var et medmenneske, jeg burde elske. Godt nok pralede han og fremhævede sig selv, men hvem ved, om han ikke var i sin ret. Om han ikke inderst var renest af os alle. Kun Gud ser vel ind bag, hvor jeg ikke kan se. Man må håbe, Gud elsker ham (Bjarne), når jeg ikke gør. Man må håbe, der er en plads til ham i himlen, hvor han kan sidde og fylde og fortælle om sine mange bedrifter på livets vej. Man må håbe for ham, og måske bede for ham. Men end ikke det kan jeg. Man kan ønske sig en uovertruffen kærlighedsevne. At man rummer alle, man møder på sin vej. Dem på gaden, i bussen, til korsang, herhjemme. Man kan ønske for sig selv at have et overskud. Et vist overskud. Til at træffe tunge ting, og besværlige samværsformer. Hvem har opfundet samværsformer? Jeg har selv ledt i blinde efter nogen at snakke med, – i årevis. Ekspedienten i butikken var min redning. Eller min diktafon.. Og måske handlede hele snakken i går om, hvem der har lidt mest. – Hvor absurd. Lars og jeg kæmpede vores sag. Jeg blev ved at sige til ”Bjarne”, at han må tale for sig selv, om hvad der er sandhed – for ham, men ikke nødvendigvis for os. Jeg blev vred, men ikke på den måde, at jeg ville kaste ting efter nogen, mere som stille og indadvendt. Det var et for stort pres. Men hvordan vedkommer det Jer? Nej, det gør det (heller ikke), det er mit eget anliggende, og I kan jo stoppe med at læse blog – indlægget her: Jeg gjorde ingenting. Jeg forhindrede ikke noget. Jeg lod det ske. Måske mit livs sætning. Intet forhindrede mig, hverken noget udefra eller indefra. Og selv Gud lod det ske. Jeg er vidne til et liv, op af mit eget. Jeg er hans vidne, intet andet. Ud af intet. Så lidt jeg ønsker hans sjæl fred, at jeg næsten er ondskabsfuld eller kold i røven. Hvor kommer følelsen fra, som ikke elsker? Inden han skulle komme havde jeg kvaler. Hvorfor frygte noget på forhånd? Det kan jeg da ikke forklare! Hvem ved, hvad man vil frygte, og hvor slemt? Hvem kender ens livsbane, og kan forudse at man er på afveje, eller skal gennemgår noget ”ondt”? Ens intuition hjælper vel en et stykke. Hvem hjalp mig i går? Det gjorde Bjarne. Han lærte mig at krumme tæer, og blive indebrændt, og udtale mig på løst grundlag, ja spontant sige det ene og andet, fuldstændig uigennemtænkt. Han lærte mig at frygte, hvad han som det næste vil sige. Er det en ven, der gør sådan? Skal jeg møde ham – igen? På samme måde, næste gang. Lars skænkede et glas vin mere til ham. Bjarne skulle føle sig velkommen, og ikke smides ud, endda midt i den første ret. Lars havde hjerterum, hvor mit slap op. Tak. Tak for Bjarnes besøg, som hindrer mig i at elske et medmenneske. Og spørgsmålet er, om det er en fejl ved mig. Du er det bedste, der er hændt mig, fordi du skænker ham din vin. Og jeg næsten nipper til min egen (vin). Mit blik kunne lyne i går, jeg så det selv i spejlet på toilettet (..). Jeg brændte, og lynede, og svovlede, og tabte. – Rigtigt stort. Aftenen stod i nederlagets tegn. Men hvor længe? Jo, indtil i morges, hvor jeg samlede mig op, og stod foran en bus og græd sagte. Var jeg da ikke god nok? Havde denne mand, Bjarne, pillet mig fuldstændig fra hinanden. Var jeg ”i stykker”? Jeg var ikke længe om at elske mig selv. Husk; det er nogle gange det nemmeste i verden. Jeg elskede et med – menneske, mig selv, udover Lars derhjemme. Ingen i bussen bemærkede mit tungsind. Kan det da også smitte? I aften laver du mad til os to, som i forgårs, og dagen før det. Bjarne er her ikke, og blog indlægget mister fokus, så snart jeg lytter til græsslåmaskinen, og ved jeg har løbet en tur på Brabrandstien til aften, samt spist fornuftigt i dag. Jeg har endda haft succes med at akkompagnere en til nogle salmer. I egne øjne rakte det. Også hvad jeg sagde i går, men et ord som ”hovmod” forstår jeg simpelthen ikke. Ingen har nogensinde forklaret mig, hvad det betyder. Måske var det dog det, jeg var i går. For jeg nægtede, at han skulle være bedre end jeg. Men bedre til hvad? Jeg skal overgå dig, og overfuse dig tilbage, men jeg overgik ham ikke. Jeg pillede ham ned i øjenhøjde, så han ikke svævede blandt afdøde filosoffer og citater fra tusinde bøger på én gang. Men jeg så ham (stadig) ikke. Han så mig i glimt, men jeg havde ikke lyst til at dele mit inderste med ham. Da gik han tomhændet hjem. Han havde sig selv at støtte sig til på cyklen, og sin visdom at være stolt af. Og et sted kan jeg være stolt af at kende ham. Men ikke mig selv. 11.6.2012