Det skulle da lige være, hvis jeg tabte. Hvis mine tårer var grædt forgæves. Tænk at være her for ingen grund! Det skulle være, at jeg kom, gik og tabte. Men hvem dømmer et nederlag? Står der 2 – 0 til den ene, fører vedkommende vel? Eller hvad hvis, når vi spiller badminton, jeg altid føler, at Lars vinder kampene, selvom der på måltavlen står cifrene 11-8 til mig? Hvem siger, om ikke han, der står forsigtig i hjørnet, råber det højeste Halleluja overhovedet?! Jeg siger jer, et nederlag føles nedtrykkende. Man har lyst til at gemme sig væk. Vil helst ikke tale om cifrene, der endte til den andens fordel. Man kan ligesom ikke forstå, at Gud ikke var med en, og ville en det bedste. Men hvem dømmer, hvad det bedste er i den situation? Blev man ikke styrket af at gå duknakket for en tid? Tåle sit eget blik, som den eneste. Hvem sagde, om ikke han vandt, der gik med tab? Nogen tog noget fra ham, som han havde kært. Det var meningen, han skulle beskrive lidelsen i at være foruden. Kender vi ikke alle følelsen af at vores kære går bort fra os, så det næsten skærer os i hjertet? Derfor sagde jeg bittert i flere år; ”Gud gav mig ham, så han kunne tage ham bort fra mig.” Det føltes nemlig, som om Gud bare skænkede mig ting, for så senere at frarøve mig dem igen. Ingenting var blivende, bestandige. Kun min tro på, at det var skæbnen, der talte. Og at jeg måtte gå med den til verdens ende. Nu har jeg glemt sans og samling, og retning. Og de ting, jeg får, varer typisk ved; Mit lønnede arbejde i kirken, harmonien og balancen i mit parforhold, min skuen fremad på baggrund af at skue bagud. Jeg skulle gå styrket herfra. Ingen tvivl om, at der var en lærdom hernede, jeg skulle forstå. Intet under at jeg er den uartige dreng i klassen. Se min lærer!! 12.3.14.