Archive for januar 2013

Næste for min næste.

Tøj blev pludselig enormt underordnet. Ja, om jeg så gik i indesokker og joggingtøj en hel dag, ville det ikke gøre noget. Om jeg var sexet, var ligesom ikke det førende. Nej, vi havde taget en kattekilling til os, og jeg var blevet mor. Jeg fik kontakt til omsorgs følelser, tagen sig af genet. Og mere end min egen sikkerhed og velbefindende, handlede det om at give katten mad og varme. Ja, vi tror nærmest, den er forkølet. Jeg fik ikke sovet særligt meget om natten. Det er min begrænsning, at jeg det meste af natten er opmærksom på, om killingen ligger tæt op af mig. I det tilfælde at den gør det, vil jeg ikke vende og dreje mig for voldsomt. Ligeledes når jeg åbner en pose et eller andet mad i køkkenet, er jeg hele tiden opmærksom på, om den kommer og tigger mad derefter. Og når jeg bladrer i en bog, gør jeg det forsigtigt, fordi den ligger så godt og fredfyldt. Jeg er åbenbart, hvad det angår, helt umuligt til at sætte rimelige grænser for egen radius. Ja give mig lov til at leve frit på alle fronter. Det er i alt et hensyn til katten. Ikke andet. Derfor er det også i kærlighed at jeg begrænser min frihed, da det tilkommer eller gavner en anden. – Selvom nogen vil mene, det er en dårlig måde at omgås sit afkom på. Da jeg var barn, og hvis jeg lå og hvilede mig, så gik min far altid nænsomt med dørene, mens min mor bare trampede ind i stuen. Sådan har vi hver især noget, vi gør. Man kan også tage for meget hensyn til en anden. Så man helt glemmer sig selv. Når bare jeg gør fornuftige ting for vores fælles kærlighed, vores fælles hjem, og nu vores fælles kat, så er jeg i kontakt med meningen med livet, føler jeg. Som jeg skrev til en veninde: ”Verden bliver ligesom lidt større..”, underforstået efter vi har fået killingen at tage os af. Mange har prøvet at give afkald på noget. De fleste mister ting eller værdigenstande, eller deres kære. Mens jeg mister rådefrihed. Grundet en fejl konstruktion i mig selv. ”Nu går du hen i køkkenet og sætter den pizza i ovnen, også du skal have noget at spise”. Okay. Og katten blev liggende, og den trænger ikke engang til at komme ud, da den var så forkommen ved vores havedør for bare tre dage siden. At kulde helt afskrækker den. Lige nu kan den (over)høre lyden af, at jeg taster. Gad vide hvad den tænker om det. Men min egen tanke betyder – mere!? Er min ret til at skrive vigtigere end dens ret til at sove fredeligt? Jeg ved det ikke, jeg spørger jo bare. Endda dyrlægen har ikke altid det rette svar. Hvem har ret til hvile? Og jeg har såmænd også selv engang været desperat, ligesom killingen var det for tre dage siden. Og hvad gør man i desperate tider? Man skriger om hjælp. På vidt forskellige måder. En kats miawen er helt tydeligt en appel. ”Luk mig ind”, sagde den næsten. Nu ligger den i sofaen, og kan næsten ikke trække vejret pga. forkølelse. Og hvad dyrlægen i morgen kommer til at koste, er ligesom underordnet. Ligesom det tøj, jeg har på, som sagt. Det, vi alle har brug for – på bundlinjen, er vel klæder på vore kroppe, mad i vores maver, og nogle timers søvn. Du har lært mig at leve, du killing, som vi endnu kalder den/han eller hun. Du har lært mig at jeg står i anden række. At jeg sagtens undværer de timers søvn om natten, og endvidere passer mit arbejde som sanger og kunstner, ligesom før du kom. Faktisk er du nu ”noget at komme hjem til”. Men også ”noget at bekymre sig om”. Faktisk er du medvirken til en evig forholden sig til. Hvad tænker jeg om katten lige nu? Er den sulten? Kan jeg gå en tur? Vil den hvile tæt op af mig, eller hellere i en stol. Derfor er jeg blevet mor. For det ville hun også tænke om sit spædbarn. Og jeg skifter kattebakken ligesom en nybagt mor ville skifte ble på sit barn. For det ved endnu ikke helt, hvad verden er. Og det skal vi så være de kyndige til at vise det. Det er så nemt at elske på den måde. Det er så vedkommende, at kunne ae et andet væsen, som man ikke umiddelbart har samme sprog tilfælles med. Ja før jul svor jeg, at vi aldrig igen skulle have en kat. Men da denne ”Lily” (hedder den måske) stod udenfor og bad om husly, havde jeg intet valg, og ingen betænkeligheder. Nu skal den hjælpes videre igennem livet. Ligesom jeg blev det på et behandlingssted, da jeg var syg og i nød. Og på den måde er jeg den med husrum og overskud denne gang. Og jeg har en pligt som levende væsen over for et andet levende væsen. At hjælpe en i nød. Men også katten hjælper mig. Til at føle mig brugbar som mor. Kattemor eller menneskemor. Eller som næste for min næste. 27.1.2013.

Drøm.

En drøm. 21.1.2013. I en eftermiddags lur. Meget tydeligt husket og gengivet.

Jeg er i inde i min lejlighed på Trillegårdsvej. Pludselig hører jeg noget ude fra haven, og kigger derud. Det viser sig, at der er et slags tog på vej ind i haven. Sådan et børnetog, man sætter ind i byerne ved juletid. Og der er da også et par børn med toget denne gang. Samt en voksen fører. Jeg forventer selvfølgelig, at de kører igen, da det jo er min/vores have. Og jeg føler da også, de overskrider en grænse ved at bruge min have som mellemstation. Men nej, de har tænkt sig at blive. De voksne, et par, hævder nu, at de har papir på huset, eller i hvert fald har ret til at bo i lejligheden. Jeg bliver ved at sige, at det må være en misforståelse, og de bare kan spørge ”Gerd”, som min/vores nabo hedder, om det ikke er rigtigt, at det er mit lejemål. Det reagerer de overhovedet ikke på. Børnene leger rundt omkring i rummene og i entreen, og der er også en hund, som strinter på gulvet, og jeg forventer i det hele taget mere liv i huset fremover. Der er en mærkelig accept i mig over, at vilkårene i mit liv nu er ændret. Jeg bliver enig med mig selv om, at det er Gud, der vil vise mig, hvor hårdt det er at have småbørn. Så jeg på sigt holder op med at drømme om at skabe min egen familie. Jeg ser mit hus fyldt op af mennesker, og den næste scene er nu ude i ”slagmarken”. Udenfor min lejlighed, i fælles området. Ja, enten er der regulær krig, eller også overværer jeg en simpel fodbold kamp. I hvert fald er der mænd, der kæmper om noget, omkring mig. Jeg hører disse mænd synge højt, ja opera agtigt, og jeg sætter selv ind med en anden stemme, så højt jeg overhovedet kan. (I det virkelige liv har jeg sunget opera). Jeg skråler derud ad, mens jeg pludselig hører endnu en anden stemme bag mig. Jeg spørger ud i luften: ”Nå, du kan også godt lide at lave anden stemme?”, uden at vende mig om, for at se, hvem det er. Forinden da har jeg gjort et spring i et slags fryd udbrud, så at naboerne lidt derfra korser sig, og tænker: nu rabler det vist for hende derovre. Jeg ved, de forarges over mig. Så siger jeg: ”Men det er nu federe at synge soloen/førstestemmen”, siger jeg med et smil. Og jeg hører kvinden bag mig sige: ”Ja”, og derefter grine. Da ved jeg, kvinden er ”Line”, min ”vilde veninde” i det virkelige liv. Vi går indenfor, og mine forældre er da også ankommet. Huset er fuldt til randen, og jeg har ingen fred. Jeg tænker: sikken en blanding; min mor i samme rum som Line. Denne familie, der er ankommet. Jeg føler mig presset, og det viser sig nu i mine øjenæbler, at de er helt udspilet, og nær ved at springe. (Jeg har i det virkelig liv haft det sådan under en indlæggelse på psyk. uden at nogen dog kunne se noget galt med mine øjne). Derfor går jeg ud på badeværelset. Jeg ser, at der på væggen er beskidt nu, efter de små børns hærgen, og også på gulvet og rundt omkring ser min lejlighed nu brugt ud. Jeg tænker igen; hvor forfriskende, at noget så uventet sker, at det var denne drejning, mit liv skulle tage. Mens jeg betragter mig i spejlet på badeværelser, ser jeg at mit ene øje er noget sort inde i selve øjet. Jeg aner da også æblet eller en nærmest rund ”bold” være på vej til at sprænge sig igennem hinden. Den er hvid i det. Jeg ved nu, at jeg er i fare for at mine øjne sprænger på et tidspunkt. Derfor går jeg ud til de andre, og siger, jeg er syg og skal indlægges på psykiatrisk hospital. Alting bliver for meget for mig, og jeg er altså presset til det yderste, med disse kendetegn i øjnene. Min mor udtrykker sig som om, den udvej havde hun tænkt for sig selv forinden. Og jeg bliver irriteret på hende, at hun har troet det om mig, at jeg hørte til på hospitalet. Men det ender med, at jeg pakker en taske, og at hun hjælper mig, f.eks. med at finde nogle sokker. Der er lyserøde nylon strømper, og selvom jeg helst bruger sorte bomulds sokker til daglig, er der ikke sådan nogen at finde. Men tværtimod disse lidt alternative strømper. Jeg pakker i starten lidt for meget, da jeg går meget op i tøj sammensætning, og jeg smiler ved mig selv, for jeg behøver jo ikke flere slags støvler nødvendigvis. Derfor vender jeg tasken på hovedet og pakker om. Jeg tager blandt andet en badedragt med, og jeg begynder så småt at glæde mig til en indlæggelse på psykiatrisk hospital, da jeg ved, jeg der kan få ro om øjnene, få hvilet mig, og bliver taget af. Jeg er udenfor Aarhus på det her tidspunkt (selvom min lejlighed i virkeligheden ligger i Aarhus), og jeg spekulerer lidt på, hvordan jeg skal komme derind, og at jeg bliver tilknyttet mit lokalområde, om ikke andet så måske dagen efter. Min far siger noget fra den ene stue, mens min mor taler til mig fra den anden stue. Jeg siger; I taler altså på samme tid, så jeg kan ikke forstå jer. Jeg ved, jeg efterlader disse mennesker. Men jeg ved, det er det rigtige at blive aflastet på hospitalet. Frem for alt for mine øjnes skyld.

Tolkning: Jeg har lys i mine øjne, er ved at blive vakt. Synger så højt, jeg kan ude i slagmarken. Lader mærkelige ting ske foran mig, fordi jeg skønner, det uddanner mig, eller danner mig. Og jeg må trække mig og søge hjælp andetsteds pga. overbelastning. Mine kræfter er overvældende, næsten ”for meget”. Mine forældre tror, det er uligevægt psykisk, men det er derimod et udtryk for overdreven lys eller overdreven kraft, som jeg skal have hjælp til at rumme. Hospitalet er her en fin foranstaltning. Ja, den bedste løsning.

Sig det igen.

Min kæreste syntes egentlig, jeg sang godt. Og ham, der havde booket mig var også tilfreds. Hvorfor er det da, at jeg føler mig helt ”forkert”? Måske fordi, jeg er det? Det kunne de andre bare ikke se. De så ikke ind under huden på mig. Bag mine klæder. Jeg var i bordeaux og turkis, lige som den ikon, vi har inde i stuen, hvor Jesus er fremstillet som en kvinde (..). Kunne det tænkes, at jeg søgte at ligne hende? Hvem der bare havde sans for farver, ville vide, at turkis op af bordeaux er helt fantastisk! Jeg kigger tit over på den ikon (som også figurerede på vores første salme – cd udgivelse), for så får jeg et praj om, hvordan jeg har det. – Mærkeligt, ville nogen tænke. Men ikke så mærkeligt. Vi kigger alle et sted hen for at kende os selv. Og vel ikke hele tiden i spejlet. For hvad ser vi egentlig der? Vi ser os selv ved hjælp af noget andet. Og rigtig nok kan min kæreste og ham bookeren have set rigtigt i dag, så de havde den rette dom af mig. Men jeg ser selv noget andet. Jeg har en helt anden dom over mig. At jeg næsten led ved at være i denne krop, være på det sted, hvor jeg skulle synge. Hvor jeg snublede over en ledning, og ikke kunne fokusere klart med mine øjne, så dem, jeg talte med havde fornemmelsen af overhovedet at tale med et andet menneske. Ja, jeg kunne selv have været den ledning, og ingen ville´opdage det. Så fjernt fra hende Jesus på billedet (ikonen), jeg var i egne øjne. Vi kan alle sige ”Amen” og så tro, vi er nærmere kirken af den grund. Vi kan alle tage turkis og bordeaux klæder på, og så tro os nærmere en ikon. Men var vi nærmere? Jeg børster støvet af min jakke. Arbejdsdagen er ovre. Og mit arbejde bestod i at udholde mit eget selskab, bare over for mig selv. Hvad de andre end måtte sige om mig, og have af mening om mig, siver ligesom ikke ind (hos mig). Hvad er det da, der gør, at jeg ikke tager så godt imod andres kærlighed til mig? Kunne jeg ikke have troet disse andres udsagn, om at jeg gjorde det ”godt nok”? Hvornår nå dertil at tro på en andens udsagn end ens egen? Ja, vi må håbe, at andre bærer os. At der under os hviler en Guds hånd, der håndterer disse situationer. Jeg er ikke direkte fortabt, og falder ikke fra hinanden, jeg ligger netop ikke som en ledning på gulvet. Nej, jeg ”er noget”. Jeg er noget ved musikken. Og jeg er hende, der om lidt står på scenen og skal optræde. Og jeg kan ikke bare træde ned af scenen igen, og sige at det alligevel ikke er mig, der skal synge. At der må være tale om en anden. Men hold mig skjult. De billeder, der blev taget af mig, må aldrig vises frem (en gik og fotograferede mig, uden jeg ved hvorfor). Du må aldrig sige det videre, at du har set mig der, sidde og synge. Det skal aldrig fæstne sig i folk, hvordan jeg synger om kærlighed. Og ingen vil huske min bordeaux trøje. Jeg er lig nul. Var jeg ikke blevet musiker, havde jeg snydt mig ind på en anden uddannelse. Eller manipuleret mig frem i verden. Eller klædt mig helt i sort for at provokere. Men nu blev jeg – musiker. Det er rigtigt; jeg skriver sange. Jeg har selv skrevet dem. Det var mig selv, der gjorde det. Og jeg fik en kommentar til mit sidste blog- indlæg om, at jeg var ”ekstremt selvoptaget”, og det er rigtigt nok. Det er fordi, jeg skal bruge så mange kræfter på bare at være mig, at jeg ikke har øje for mit medmenneske altid. Der er nogen af os, der er oplært i følelser. Ja, hvor angst eller bekymring eller ængstelse står os op til halsen. Vi kan ikke engang række ud efter nogen. Vi ville egentlig helst gemme os et eller andet sted, under et tæppe. Og når ingen ser det, gemmer jeg mig da også under et tæppe. Det er når min kæreste er på døgnvagt, og kun naboen kan se det. Der ligger jeg på sofaen og med – lider med mig selv. Hvor ynkeligt. Men det er som om, Gud kan se det. At Han holder et vågent øje med mig. I må engang spørge ham, om det er rigtigt set af mig. Da – når jeg ligger der på sofaen – har jeg ikke overskud til at kigge hen på ikonen, for at se hvordan det står til med mig. Da ved jeg bedre, da mærker jeg stærkere, min kamp for at være her. På den konto af snyd, af misbrug eller falskneri, jeg stadig er her. Det liv, jeg tilkæmpede mig, som Gud måske gav mig, men som jeg fik på trods. Ingen vil huske, at jeg lå på sofaen. Nogen blandt publikum vil gå hjem til deres kære, og måske sige, de hørte en´synge på ”Cafe Gaya” i Aarhus her til aften. Men jeg var et vrag. Indebar overhovedet ingen kærligheds evne. Ja, hvis de tilhørende ikke følte sig sunget til, kan jeg virkelig godt forstå dem. Jeg kiggede kun få gange op over nodestativet for at etablere kontakt. Men Herre, jeg var alene. Forstår du, at indeni mig var der uro. Jeg skal forstå, at min kærestes ord, eller bookerens ord ikke når mig. Jeg skal vide, at kun jeg selv følte mig malplaceret. Til grin. Men sig det igen, du kære, sig igen, at ”lyden var bedre end nogensinde tidligere”. At ”du sang virkelig stærkt, da du sang dine helt egne sange”. ”Jeg hørte kun en enkelt fejl”. Sig det langt ind i Jerusalem. Og du skal ikke behøve sige mere. Herfra var alt sagt, blot det til overs, at: “salve me”. Hvilket jeg troede, var et helligt udsagn, men som jeg ikke kan slå op. Jeg er selv et helligt udsagn, om noget der aldrig skulle have været. En koncert, vi spoler baglæns, så gæsterne aldrig ankommer, og jeg selv pakker mit grej og aldrig synger. Men som jeg går derfra, føler jeg mig alligevel tomhændet og tilsidesat. På den måde ankom jeg hellere og gennemførte´koncerten. På trods. På trods af indre svære betingelser, som kun jeg selv mærker. Så kunne jeg være noget, de så på, og fotograferede. Hvad skulle der ellers have været på hans billede? Næste gang sender jeg ikonen af sted til en optræden. Du skal bare gå der og der hen, og så synge lidt. Det virker fejende let af afklæde mig bordeaux og turkis, og sende en, der ligner. Til daglig er det mig, der ligner ikonen, men til den næste optræden er det den, der ligner mig. Og vi kan endda forveksles. Sig ikke det videre, at det i virkeligheden ikke er mig, der sidder bag klaveret, men bare en substitut. Men sig det igen.¨11.1.2013.