Malerier: Oliekridt og blyant på lærred.
Alle værker er fra 2019-20
Her er en visning af malerierne. (Det ældste ligger først (fra højre)) Tryk på det enkelte billede og læs tilhørende kommentar. Malerierne kan købes efter aftale.
“Tornekrone” og “Guds lam”:
Tornekrone (måler 20×20 cm.) En tornekrone kan måske også være gjort af friske grene og blomster? Som en hel hårpragt. Der stritter ud til alle sider. ”I stedet for at gå til grunde med tornekrone på hovedet, folder jeg mig ud i fuldt flor i stedet for”, kunne bæreren sige.
Guds lam (måler 20×20 cm.) Vi kender alle det at gå tynget. Nogle mere elegant end andre. Tænk, om et muldyr eller lam skulle bære et kæmpe kors på sin ryg. Sådan må det have været på vej til Golgata. ”..han oplod ikke sin mund”.
“Fælles-ånd – Hellig-ånd” og “Fylde af din vin”:
Fælles-ånd, Hellig-ånd (måler 30×30 cm.) Dette maleri er malet på en valgdag. Jeg skildrer fællesskabet, opløftet af en fælles-ånd. Vi er sammen om noget vigtigt, en hjertesag eller en udsprunget rose/blomst. Længst til højre er det som om en person holder om en anden. Trøster ham.
Fylde af din vin (måler 20×20 cm.) ”Fylde af din vin” er et citat fra salmen ”Løven er min hyrde” (Lars Hougaard Clausen). Her som et slags alterbæger. Hånden bliver eet med bægeret, ja de to ting er ikke adskilte. Hvem der fører hånden er underordnet, det er (jo) os alle. Der er lys øverst fra bægeret, da dets indhold er helligt.
“Blodets bånd” og “Mens du hænger nedad, tager jeg din hånd”:
Blodets bånd (måler 25×30 cm.) Der er en fortrolighed mellem menneske og dyr. Det betyder ikke så meget, hvilket specifikt dyr det er. Mennesket har sat sig helt ned på grunden for at være dyret lige. Og fodrer det eller åbner sin hånd for det. Der er et slægtsbånd, som ingen kan tage fra dem. En særlig forbundethed imellem dem.
Mens du hænger nedad, tager jeg din hånd (måler 30×30 cm.) Lige meget hvordan jeg vender billedet er der en, der i kors-form hænger med hovedet nedad. Man kunne snildt forestille sig, det var disciplen Peter, der led korsdøden på netop denne voldsomme måde. Men mens han hænger i den position og lider, tager Kristus hans hånd og beroliger ham. Det er alle trængslerne værd! Jeg er hos dig.
“Under din vinges skygge” og “Fugl, stækket eller klar”:
Under din vinges skygge (måler 20×20 cm.) Ud af ingenting vokser der en skikkelse og et hjerte (det maleri, jeg maler ovenpå forestiller én stor mørk flade). Skikkelsen har karakter af menneske men har samtidig fugletræk. Den breder sin ene vinge ud øverst, som så skjuler eller giver ly til et hjerte. Der er beskyttelse og ømhed under dens vinge. Titlen spiller på titlen til en kendt salme, som igen er inspireret af Salme 36 i Bibelen. Her tales der om Guds beskyttende vinger, men vi kan også tænke det som noget, der ydes fra eet menneske til et andet.
Fugl, stækket eller klar (måler 20×20 cm.) Der er en parathed over den måde, fuglen (som dog også har mennesketræk) sidder på. Enten er den falden, altså i knæ, stækket. Eller også gør den sig bare klar til at sætte af. Selvom du er tynget af noget, må synke i knæ, betyder det ikke at du er besejret. Det betyder bare, at du er endnu mere parat til at rejse dig igen. Jesus ser ud til at tabe, men der sker noget andet. Han genopstår. Der er en iboende mulighed i faldet om netop at genvinde fodfæstet.
“Aldrig ræd for mørkets magt” og “Forbundne”:
Aldrig ræd for mørkets magt (måler 30×30 cm.) Det er på en måde mig, der er den mørke skikkelse, som man kan frygte. Jeg mener; I den position, foroverbøjet er det mig, der har overtaget. Men frygt mig ikke selvom, siger jeg. Gør jeg dig ondt, gør jeg det af kærlighed.
Forbundne (måler 24×30 cm.) En pige eller kvinde sidder tæt op af et træ. ”Som vokser ind i himmelen”, som min ven sagde om billedet forleden. Det andet træ blomstrer med røde bær eller frugter. Det skal ikke ligne en bestemt sort og det er også uvist, hvorfor træets rødder eller grundlag ligesom bliver en del af kvindens underkrop og ben. Der er en samhørighed, både forstærket af farvevalg og altså af form. Og ja, nogle hævder, træer har sjæl og er levende inspiration for os mennesker. Og forhåbentligt går udvekslingen begge veje.
“Nåde” og “Det er sandt. Vi hører sammen”:
Nåde (måler 24×30 cm.) Det er, som om solen aer eller omfavner mit hår med en blid berøring. Jeg er modtagende og ydmyg. Bøjer mig i taknemmelighed. Der er intet sted i verden, jeg hellere vil være end lige her, hvo jeg kan mærke Guds eller englens kærtegn.
Det er sandt. Vi hører sammen (måler 25×30 cm.) Der næsten en cirkel omkring os. Jeg kunne være kvinden op af en mand. Det er ikke vigtigt, hvilken kvinde eller hvilken mand (derfor almengjort ansigt). Der slutter sig en samhørighed omkring os eller mellem os. Ved at male os frem sådan her, ved jeg, vi er beslægtede og forbundne.
“Jeg segner, men består” og “Grådighed”:
Jeg segner, men består (måler 24×30 cm.) Jeg er sunket i knæ, kan næsten ikke mere. Holde mig selv oppe. Hvad der tynger mig vides ikke. Men til trods for signalet om at lide et knæk, er dette blot et trin, et stadie. Jeg bukker aldrig helt under. Ligger jeg en dag helt fladt ned på jorden (hvis jeg ikke længere kan holde mig oprejst), da har jeg stadig ikke tabt. Min sjæl kan nemlig ingen besejre.
Grådighed (måler 24×30 cm.) Går manden ud af billedet eller ind i billedet? Lige meget; han trasker eller vader med store skridt fremad, march. Lige meget, hvad forhindringen er. Mig først, og jeg ænser ikke, hvad der ved min fremmarch går tabt eller bliver ladt tilbage. Egen vinding frem for alt andet.
“Selvportræt” og “Dig og mig og det imellem os”:
Selvportræt (måler 30×40 cm) Portrættet er altid svært (ikke at jeg har lavet så mange). Skal man forskønne eller gengive nøgternt? I dette eksempel virker jeg som et barskt menneske; hårde træk. Lukkede øjne og jeg ved ikke engang, hvorfor. Jeg må gøre det igen (male nogle flere).
Dig og mig og det imellem os (måler 20×30 cm.) Der vil altid være en midte, det der adskiller os. Vi er jo ikke eet i kødelig forstand. Det er ikke udtryk for en krise, at noget absolut vil skille os ad. Mere tænkt som et frirum, for hvad der lige kan opstå, når to mennesker er tætte op af hinanden. Vores hænder mødes.
“Det indre, der tæller” og “Trods med ryggen til, rækker jeg ud”:
Det indre, der tæller (måler 30×40 cm) Kan det siges tydeligt nok, at lyser mit hjerte eller mit inderste, er jeg godt stedt i verden. Det handler altid – altid – om ens indre konstellation. Ikke om dit ydre.
Trods med ryggen til, rækker jeg ud (i en coronatid) (måler 30×40 cm) Ja, det er enkelt. Jeg holder ikke op med at ville verden, selvom jeg er forhindret (af lovgivning) i at give mit medmenneske et klap på skulderen. Jeg vil til enhver tid være en åben favn.
“Mens jeg peger på mig selv, peger en anden op” og “Lige meget hvilken byrde”:
Mens jeg peger på mig selv, peger en anden op (måler 20×20 cm) Bebrejder jeg mig selv noget, skal jeg huske, det er Gud, der afmåler straf og dom. Og også tager min synd på sig, undskylder mig.
Lige meget hvilken byrde (måler 30×30 cm) Underordnet hvad jeg kommer ud for i livet, vil jeg forsøge at bære det, der bliver budt mig. Om det er et kors eller en taske eller et tab af et menneske, vil jeg holde det ud.
“Vi ku ha talt om alt muligt” og “Livets Gud mig skærmer”:
Vi ku have talt om alt muligt (måler 20×20 cm) Hvis min søn stadig levede, forestiller jeg mig, vi kunne have talt om alle mulige emner sammen. Delt stort og småt i en fortrolig tone og stemning. Det har jeg prøvet at illustrere her.
Livets Gud mig skærmer (måler 20×20 cm) De to skikkelser har næsten børnetræk af deres statur at dømme. Den ene holder sin arm omkring den anden (og det kunne også have været omvendt). Mens jeg omfavner dig, skærmer jeg dig fra fare og trusler. Ligesom tilsvarende Gud gør over for sine menneskebørn.
“Torso” og “Skulder ved egen skulder”:
Torso (måler 30×40 cm) Han blev en ekspressiv figur, fyren her. Enten fortsætter hans lemmer udenfor billedet eller også gør de ikke. Han vender blikket nedad og torsoer har typisk ikke noget hoved, har jeg læst. Dog her.
Skulder ved egen skulder (måler 20×20 cm) Nogle gange må man gå tæt op af sig selv og støtte op om sig selv. Ikke nødvendigvis fordi andre ikke er der for én, men fordi man altid vil være i et forhold til sig selv. Se sig selv lidt udefra, samtidig med indefra.
“Hånds rækken” og “Lad mig stikke en finger i dit sår, mor”:
Hånds rækken (måler 20×20 cm) En skikkelse sidder på jorden (også det jordiske plan) og rækker ud efter himlen. Her bliver hånden mødt af en hånd fra de højere riger. Tanken er, at afstanden mellem denne verden og den hinsides måske ikke behøver være så stor.
Lad mig stikke en finger i dit sår, mor (måler 20x20cm) Vi kender motivet fra Bibelen, hvor disciplen, Thomas, vil have vished for, at han står over for Jesus, efter Jesus er død og igen opstået. Billedet er åben for fortolkning.
“Bagbundet eller bevinget” og “Personlighedsspaltet eller fuld af farver”:
Bagbundet eller bevinget (måler 30×35 cm) Der er nogle gange denne dobbelthed. Selvom man ligner en, der er lænket og bundet, så kan det samtidig være, man indeni føler sig fri og klar til at flyve. På dette billeder får man associationer til begge dele, idet armen samtidig ligner en vinge.
Personlighedsspaltet eller fuld af farver (måler 20×20 cm) Min søster sidder tit sådan med armene hvilende på sin lænestol. Hun er efter alt at dømme syg i sindet af skizofreni (ligesom jeg selv er blevet diagnosticeret med til tider). Spørgsmålet er bare, om ikke hun – og andre sindslidende – har et ekstra lag. En ekstra dybde, der kan være farverig og værdifuld.
Skulle du have lyst til at se tidligere malerier (1992-) kan du se og evt. downloade dette “Hæfte med malerier”: Hæfte med malerier