ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Hvor kan jeg da gå, hvis jeg ikke kan komme i din kirke? Fordi jeg er spedalsk i mit sind. På min krop bærer jeg de fineste klæder. Ingen kan se ind bag ved, hvad jeg virkelig består af. Og det er (så) min redning. Kun jeg ser mig selv i nederlagets lys. Og kender steder, tusinder af steder, hvor jeg kunne have elsket mere rent. Men de hørte min sangstemme og blev forblændet. Jeg ”sang som en engel”, som en sagde. Hun havde ret ved netop at sige det. For jeg var ingen engel, men sang som en. Jeg lod bare som om. Jeg smilede, hvor man helst skulle (til det middagsselskab, jeg var til i går). Jeg smilte så rigtige steder, at de andre gæster klemte min hånd fast og længe ved vores afsked med hinanden. Ja, jeg havde trykket de rigtige tangenter ned. Og lært dem en lektie. Kend aldrig et menneske på hendes stemme. For inde bagved er hun bestemt ingen engel. Jeg skulle have sunget meget mere grimt. Med vrang vrid og skingre lyde. Jeg skulle have fumlet ned over klaveret i mit akkompagnement, – da ville de have kendt mine fejl. Men jo ikke nu. Nu kendte de ikke mine fejl. De hørte kun velklingende akkorder. Toner, der fulgte naturligt efter hinanden. Så en kvinde i en pæn nederdel, spise hvad der var passende, spørge interesseret så folk følte sig godt tilpas. De så ikke, at der under nederdelen gemmer sig erotik. At der under blikket gemmer sig manipulation. At der under smilet gemte sig foragt. Men hvad værre er: De skulle heller ikke kende det. Det var ikke lige til det middags selskab, jeg skulle have afløb for raseri, væmmelse, skæve akkorder. Det var bestemt ikke der. Skal et menneske absolut ”have afløb” for alting? Skal alle følelser ud et sted? Før eller siden. Kan man ikke klemme følelserne inde, holde dem tilbage, økonomisere med sit f.eks. raseri? Bare så det kommer ud i tilpasse mængder? Og ikke på én gang. Jeg kan ikke, må jeg så sige. Jeg prøver hver eneste dag. Jeg bliver hård i min energi herhjemme. Går rettere end kommer. Undlader en berøring, hvor den ellers ville have været passende. Men hvad er det nu ”passende” betyder? Man kan slå ihjel, fordi man syntes, det var ”passende”. Det ville være lettere uforståeligt i mange andres øjne, ja vel de flestes, at et mord kunne være ”passende”. Jeg kender ikke selv et mord, der var passende. Men som tænkt eksempel kunne det vel godt være det. Jeg kan ikke trække min vrede tilbage. På badmintonbanen kan jeg smide en bold efter min modstander (som hver gang er min kæreste), ja sådan ret demonstrativt give bolden et ekstra puf eller skub, inden jeg giver den op til spil. Hvor jeg dog er barnlig i sådan en situation. Men hvis det nu bare er boldens skyld det hele. Eller man kun bliver vred på sin ketcher. Eller temperaturen i hallen. Men kan man ”holde sig” til det. Kan I høre tonefaldet i ”holde sig”? Det vil sige, der er noget, man undværer eller lukker ude. Det vil sige, man spiller ikke på alle tangenter (for at blive i det billede). Man benytter sig kun af nogle få. – Nemlig de bedste. Til en hver tid benytter man sig af de forhåndenværende midler. Man hiver det frem af tasken, der i den enkelte situation kan bruges. Og man gør det typisk klogt. Ligeledes ville det have været åndssvagt af mig i går at komme ind på min psykiske sygdom over for disse andre gæster. Der var ikke plads. Her er der i dag plads til at sige netop den sætning. Der er plads, og jeg tager den plads, tilegner mig den. Og giver den forhåbentlig videre til en anden. En, der kan skrive et bedre blog – indlæg efter mig. Vi tager det op af posen, som vi på dagen har. Jeg var ikke falsk eller klædt ud i går. Jeg var bare underbemandet, ikke fuldt ud udstyret. Kan man forlange at være det hele tiden? Nej, næppe. Skal man kende sin fulde udrustning? Ja, det vil jeg mene. Måske får man først brug for hele sin ammunition til slut i sit liv. Eller i en presset situation undervejs, og så aldrig mere. Modet til at skyde i krig. Afslutte et forhold. Miste sine forældre. Vi får aldrig pålagt mere på vore skuldre, end vi magter at bære. Og ligeledes tager vi heller ikke mere med i tasken på rejsen til et middagsselskab, end vi skal bruge. Derfor havde jeg ikke en mikrofon med i tasken i går, eller en pistol, eller en af mine digtsamlinger. Jeg var der som svigerdatter, og udfyldte rollen så godt, som jeg kunne. Men dermed sagt, at jeg spillede skuespil? Jeg var der som svigerdatter, og var der – som det – fuldt ud. Hvad mere kunne jeg have gjort? I morgen kan jeg være ”Nytårsgæst” hos et vennepar, og måske drikke mig fjollet eller pinlig. Hvis det er pinlighed, jeg i morgen har med i tasken. Det var ikke for at kritisere vores tur i går, kære (Kæreste). Eller din mor. Eller selskabets sammensætning. Det er for at undre Gud, at jeg skriver det sådan her. For hvor længe skal jeg leve i skjul endnu? Den største rolle kunne være at dø. Eller blive gift, eller få børn. Men de roller, jeg indtil nu har haft, er efterhånden fortærskede. Jeg fik ondt af en af gæsterne i går. Hvorfor jeg græd over det i dag. Mine tårer var ægte og uventede. Derfor undrer Gud også mig. Og når bare vi undres, fornyr vi vort sind, og vore roller. Og mest passende er det at slutte her. 30.12.12.

Der var ingen fortegn. Der var intet ”men”. Men så var der den hage ved det, at.. Der var ingen at. Det var som livet i lys lue. Frisind. Bevægelser udad, som frisætter. Som et smil kan gøre det. Der var åbenhed for, hvad der måtte komme imod én. Og der var en lind strøm i det, jeg fik tilført dagen. Fra mit helt eget ståsted. Og hvorfra skulle jeg ellers tale? I morgen bekymrer jeg mig ikke om. Og da slet ikke før i morgen. Mit talerør er vidt åbent. Som når jeg synger en sang bedst. Jeg er bedst. Lige nu. Ikke i formiddags, eller for et par timer siden, – men nu. Jeg er den bedste forfatter, og den bedste formidler, og den med mest kærlighedsevne. Men om en time er det en anden, der ”har” den. Og denne dags ”plage” (hver dag nok i sin plage) har været sparsomme. Min kæreste vasker op efter maden. Og personligt må vi gerne inddrage, hvad der i det virkelige liv passerer for os. Og jeg lavede altså maden. Så sagde jeg: ”Jeg har altså noget i ærmet”. Og det er så – det her. Men hvad vil jeg egentlig læseren denne gang? Kunne der være en anden gang end ellers? Kunne dette handle om Jesu genkomst, eller noget derhenad. Ja, jeg spørger bare. I hvilken skikkelse skulle han da komme? Og hvad med de 2000 år, der nu er gået? Og hvad med 2012 som et skæbnebestemt år? Hvad med alle disse udenoms ting. Har Han (Jesus) gode betingelser for at komme netop nu? Han kan være skjult i en julekalender på tv, eller i en julesalme i kirken. I teksterne til søndagen, der var eller skal komme. Han kan være indbegrebet af en rose, der overlever trods frost. Og han kan være i os, når vi tilser og passer på den rose. Men han er fri. Han kan være i en opvask, og i et måltid mad. Men er det nok? Hvad hvis han gik i blandt os, som ”en af vore egne”. Hvem ville da have krav på at være ”egne”? I det tilfælde. Hvem har krav på at møde Jesus, i fald han er her? Skulle Han placere sig i tolerante Danmark? Hellere syd for Danmark? Kunne han bo i Hirtshals, eller langt ude på landet? Kunne man nemt have fordomme over for Jesus? Man forestiller ham være måske smuk eller yndefuld, eller gå med myndighed, eller sige ting med styrke. Han bærer nok ikke rundt på et kors i dette liv. Måske dog bare et andet kors. Jeg skal ikke kunne sige det. Os, der er lidt skæve eksistenser, kan snildt forestille sig, at Han ”går frit omkring”. Vi skal bare kigge til en side i bussen, fordi vi så gerne ser Ham være her, at det snildt kunne være sidemanden. Men nogen af os tænker på, hvordan det ville være at være som Ham. Ikke bare kigge til sidemanden, men kigge på os selv (..) Hvorfor ikke jeg?, kunne man næsten spørge sig selv. Er det ikke det, Jesu genkomst handler om? At se genkomsten i sig selv. Forestille sig den leve indeni mig, og indeni dig. På lige fod. Hvem har krav på en fod, mens en anden ikke har? Skulle jeg have sagt noget før, at det provokerer mig, at føle mig som Jesus. At jeg skammer mig over det. Særligt indenfor Sindssyge er det jo det typiske sygdomsbillede, der tegner sig af mig. ”Vi havde en patient – endnu én, der troede, han var Jesus”. ”Nåh, en af dem”, bliver der sagt. Hver gang jeg vender mig rundt og tiltaler en person, er det som om, jeg skjuler noget. Jeg skjuler at være lige som. Det vil mange finde provokerende. En i min alder, af mit køn, eller min statur. Fattig, som jeg er. Anderledes jeg gror. Hvorfor dig?, vil nogen spørge. Men netop. Det passer ikke ind nogle steder. Derfor går jeg som om. Og derfor går jeg skjult, og med hemmeligheder. Min sindssyges karakter, f.eks. er der ingen, der kender foruden jeg selv, og Gud. Og hvorfor afsløre et plot eller en pointe? Er det ikke meningen, at mennesket selv skal erhverve sig viden om Gud? Skal man ikke som enkelt individ tage sit eget kors på sig, og gå. Går vi da ikke næsten på samme måde alle sammen? Skulle det være så svært? Jeg siger bare, hvad jeg føler for. Der skal ikke komme en regning bagefter, hvor jeg bliver holdt til ansvar. Men jo, jeg vil være ansvarlig. Ingen andre skal løfte netop mit kors. Enhver anden har jo sit (at løfte). Ingen andre skal opleve sindssyge i en sådan grad som jeg har gjort det. For det forplanter sig forskelligt i hvert vort sind. Jeg har denne forbindelse til Jesus. Og dette er mit ånderum. Tilgiv mig, kære Læser, at det er det, jeg tilfører din stue, eller dit computerværelse. Tilgiv mig, at det er mit budskab med at skrive. Bare at få luft. Forbind dig med mig, og jeg kan være en væge, der får ilt. Jeg ånder i den tid, vi er sammen om dette skrift. Bagefter må jeg igen søge frisk luft. Er vi ikke der, hvor der tegner sig et billede af ansvarlighed? Min lod er at skrive disse mærkelige Jesus paralleller. Din opgave er at behandle dem varsomt. Eller med omtanke. Fordi jeg næsten ikke kan selv. Altså har vi en alliance. Uden dig så dette ikke dagens lys. Da havde jeg været indeni mig hele dage lange. Nætter lange. Du kan sige, det er mig, der er Jesus. Jeg kan sige, det er dig. Vi kan sige, vi er Ham sammen. Men hvorfor gør det så ondt, at jeg skammer mig ved disse ord? Har vi ikke talefrihed. Presse frihed. Jo, men også frihed til at vælge fra. Syndens ord er disse. 12.12.2012.