Archive for juni 2014

Gudsforladt

Man formår det, man formår. Man har ikke uanede mængder kræfter, og vi er nogle, hvor træthed udmynter sig i vrede. Derfor tager jeg ikke med i biografen i aften. – Skønt jeg holder af de mennesker, jeg der ville møde. Jeg kan ikke være vred før biografen, inde i biografen, og når jeg bagefter tager hjem. Jeg skal tidligt op på arbejde i morgen. Og selvom du tror, jeg ikke kan forvalte min aften, og måske ærgrer mig over mit afbud i stedet for, så tager du fejl. Jeg kan udmærket være ikke – vred herhjemme, og have det godt med det. Jeg bliver meget hård, og kalder det for ”livslede”, som jeg føler. Det betyder egentlig bare, at jeg ikke glæder mig til noget i min nærmeste fremtid. Ja, tværtimod tynger opgaverne mig allerede. Jeg kan ikke se mine fødder gå inde ved cinecity (biografen) klokken ni senere i aften, så derfor placerer jeg dem i stedet for herhjemme. Jeg kan ikke se mig cykle derind, tage bussen derind, eller gå derind. Altså; hvordan skal jeg så komme derind? Jeg kan ikke forestille mig hyggesnakke på en cafe, en time før filmen starter, netop fordi jeg jo er i underskud lige nu. – Skønt, det er mennesker, jeg gerne vil sludre med, – en anden gang. Du tager fejl. Selve beslutningen om ikke at tage med, har jo frigjort fornyede kræfter. – Til f.eks. at skrive det her. På lørdag vil min mor spørge, hvorfor jeg ikke var med i biografen, når vi omtaler filmen over for min bror og hende, fordi min bror i dag nævnte, han havde set den. Og til det vil jeg svare: Hold dog op! Jeg har samme grund, som du har mor, når du skriver, I tager toget til Aarhus, fordi I ikke magter at køre i bil selv. Er det så underligt? At skulle forsvare over for andre, hvor lidt eller mange kræfter, man har til sine gøremål, virker helt absurd. Er man træt, har man jo brug for at lægge sig. Ikke kaste sig ud i endnu flere gøremål. Starter en film inde i biografen, og man fra starten ikke er oplagt til film, ja faktisk bare hellere ville sidde derhjemme i sofaen, skal man jo sidde derhjemme i sofaen! Det er givet, at nogle har brug for mig derinde. Eller gerne så, at jeg var kommet. Og bidraget til fællesskabet. Det sagde jeg selv først på aftenen: ”Jeg kan ikke være bekendt at blive hjemme i aften”. Men jeg er det bekendt. Når timerne, der kommer forude, er så præget af ulyst, at jeg næsten væmmes, og ønsker mig et helt andet sted hen, så er det på tide at kigge på andre alternative muligheder. Kunne man få en anden aften, end den planlagte? Du, mor, du skal ikke dømme mig på, hvad jeg når. Eller ”kan klare”. Du, ven, du dømmer mig måske på, at trætte er vi jo alle. Du kæreste, du skal have tak for selv at tage derind. Og hvad er ”en god aften”? Hvem skal dømme, om Gud er her eller der? Men han er ikke her. Det er det, jeg vil sige. Ham imod. 26.6.14.

Jeg lever, Far!

Der er sket det, at min far er blevet syg. Egentlig startede det som et maveonde, og alle prøver viser ingen tegn på, at noget er galt. Men det kniber med energien, siger han. Og jeg kan høre på hans stemme, at han er ramt. Ja, det gør, at jeg tænker stakkel om ham, og får ondt af ham. Faktisk mærker jeg ham tæt på mig, selvom vi ikke ses. Og det er så min pointe. Hvordan er man den gode datter? Er man det, hvis man besøger sin syge far en gang om ugen? To gange? Ringer hver dag? Hver anden dag? Hvordan skal vi måle det at være det gode barn i sine forældres øjne. Ja, helt klart nævnte min far lige, at min bror lige havde været for anden gang på en uge. Det klantrer jeg ikke min far for at sige, men også min anden bror har lige været, og hvor stiller det mig? Skal jeg tage toget derned, eller på stop, eller få Lars til at køre mig? Hvad skulle jeg få ved at sidde over for ham, som jeg ikke får ved at tænke på ham? Ved han da ikke, at det ikke er på mennesket ydre handlinger, man skal dømme det menneske? Ligesom farisæerne i deres ydre gav udtryk for, at de fastede, klinger det hult i mine ører, at min støtte til min syge far skal måles ud fra, hvor tit, jeg besøger ham. Jeg var så nær på ham forleden, fordi jeg fik en grædetur over, at jeg mistede mit barn engang. Når jeg bare tænker mine forældre ind i den sammenhæng, at de har kendt min søn, og at vi alle mistede ham, forbinder det mig med dem. Og jeg ser, at vi alle har kæmpet og lidt sammen, ja i årevis. Uden så mange ord, egentlig. Da jeg havde grædt færdig, fik jeg denne livsbekræftende sætning i hovedet, også ved at tænke på, at far er svag, nemlig: ”Jeg lever, Far!”. Udråbstegnet er meget vigtigt her. Det er et udsagn, der siger: jeg er her på trods. Og på grund af blandt andet dig, Far, så lever jeg den dag i dag. Når jeg nu kommer i tanker om den sætning, i bussen, på fortovet, i stuen, så rører den mig dybt hver gang. Det er som om, der går en sølvtråd af forbindelse mellem min far og jeg, ja bare igennem luften. Over hundrede af kilometer, mellem Aarhus, hvor jeg bor, og Gram i Sønderjylland, hvor han bor. Jeg siger, vi skal forbi Lars´mor i weekenden, fordi vi ikke orker at køre hjem fra Kbh. i eet stræk. Men han hører det, som om vi gider besøge hende, men ikke ham. Beklager, at det over for naboer og venner lyder fattigt, at jeg sender jer en mail engang imellem, men ikke personligt, rent fysisk tropper op i jeres hjem. Jeg synes, den ene måde at kommunikere på er nem, og den anden er svær. Godt, at min bror tager derned. Så tager jeg til gengæld ned og besøger min søster, og det er alle glade for. Altså har vi magt og midler til noget, men ikke til alt. Ligesom du er svag, Far, er jeg også svag. Jeg formår kun at skrive til jer. Og når mor alligevel i baggrunden dikterer, hvad du i telefonen skal spørge mig om, får jeg heller ingen reel personlig kontakt der. Derfor ”når” jeg kun jeres hjerter via mine mails. Det kan jeg ikke vide, men det er mit inderlige ønske. Selvom du ikke skriver tilbage, ved jeg, du læser mine ord. Vi snakker om græsslåmaskine og vejret. Det har vi altid gjort. De daglige gøremål, hvad du har lavet, og hvad jeg har lavet. I Haderslev på afdelingen besøgte du mig troligt op mod tre gange om ugen, husker jeg det som. Og det er jeg dig evigt taknemmelig for. Indtil du kan mærke, jeg er hos dig ikke fysisk men åndeligt, skønner jeg, det er den måde, jeg kan være dig nær på. Det er der intet mangelfuldt ved. At I ikke over for naboer og venner kan sige, at ”Rie har været her”, det er udefra set et nederlag. Men vi har et slægtsbånd, der er stærkere. Vores blodtype er endda den samme. Sig ikke, at en tanke ikke har vinger.