Archive for april 2012

Den røde brik.

Jeg har ikke mulighed for at kende dig. Og da slet ikke til fulde. Jeg kender mig selv bedst, men ikke engang det. Jeg involverer mig halvt, af angst for at tabe mig selv. Vi mister alle dele af os selv indimellem, som vi så senere må samle op igen. Tro er et spørgsmål om at håbe det bedste. Jeg blev våd på cykelturen, fordi jeg ikke købte tøj i H&M, som jeg var lige ved at gøre. Jeg skiftede bare bukser, da jeg kom hjem, og det gjorde ikke engang ondt. Jeg brugte godt nok mange penge på dagligvarer, men ingen af dem kunne vi undvære. Og spildt mælk.. spildte indkøb. Mad, man alligevel ikke får brugt. Hvordan kan jeg se tre dage ud i fremtiden, og sige; det mad får vi aldrig spist? Hvem ved, hvor man skal sove i nat. Herre løs. På rejse. Ok, jeg bor her. Lige ved siden af dig, som sidder inde i stuen. Jeg bor her op af dig. Ok, jeg prøver at involvere mig helt. Lige som investere noget. Give noget ud for at få noget andet igen. Men sådan er betingelsesløs kærlighed slet ikke. Da skal jeg ikke forvente noget igen. Som da regnen piskede ind på mit ansigt, og jeg tænkte; når bare jeg cykler hurtigt, går det sikkert over. Jeg skal ikke forvente noget af regnen. Mit åndedræt er, som det er, jeg kan ikke presse det ud over dets grænse. På et tidspunkt får jeg ånde – nød, og hvem skal næsten hjælpe en der? Ligesom mit sind har en grænse, dog usynlig som sindet nu er. Så ingen aner uråd. Rie, hun klarer sig. Jeg – inde bag ”Rie” – klarer mig, men jeg er samtidig maskens mester. Det er der engang en, der har sagt til mig. Jeg ved ikke, om det handler om mit horoskop, eller om hun var clairvoyant eller healer. Men maskens mester er jo inde bag ved hele tiden. Skulle jeg da have sagt et ”falskt” ord i dag? Skulle jeg have ikke – ment halvdelen af det sagte? Var mit smil forkvaklet, underdrejet, lunefuldt? Da var jeg utro. Jeg klædte mig i mørkt tøj i morges. Dvs. der lå et sæt lyst tøj og et sæt mørkt tøj. Og med det lyse tøj ville jeg signalere uskyld, mildhed, men også barnlighed. Med det mørke tøj ville jeg vove mere, gå hvor jeg ikke lige før har trådt. Der var ingen af os, der kunne forstå, hvorfor jeg skulle være så fin i dag. Det var nærmere en prøvelse fra min side. Og hvis den største af livets udfordringer ligger i at iklæde sig noget bestemt sæt tøj.. Herregud, hvem kender da egentlig smerte? Det gjorde ikke ondt at have sort undertøj på. Det ville ikke have gjort ondt heller at bære det hvide undertøj. Det var et valg, jeg stod over for, som ethvert andet valg. Jeg kunne iføre mig en rolle, en maske, noget tøj, og derved signalere noget bestemt. Jeg kunne umuligt sige, hvad, det måtte andre vurdere. Det var, som da jeg fik krøller i håret, og derved troede, jeg fik mere pondus, eller bedre kunne optræde, eller bedre kunne et eller andet i verden. Fattigt, må man sige. Skulle ens hår bære ens hele styrke, da? Jeg ser nu ud, som da jeg var 19, og vejer endda det samme. Hvis jeg snart bliver gravid, vil jeg blive det på samme betingelser, som sidste gang. Jeg er ikke 19. Og vægt og hårfrisure er ydre ting. Hvad jeg indadtil har lært over 20 år, afspejles ikke i mit ydre. Hvad tror du, der gemmer sig bag et hår? Frygt? Hvor skal jeg gemme mit mod, så ingen ser det? I tasken? Hvor skal jeg gå hen som det sidste sted på min rejse? Hvor jeg begyndte? ”Du, der bærer verdensrummet dybder”, du må kende mine skridt. Ja endda før jeg går. Og du ser ind bag maskerne, ser min sjæl stå ren. Jeg har nu brugt mange ord på at skildre ydre ting. Hvordan skal jeg – med ord – skildre det dybeste? Alle afkrogene, det der gemmer sig. Hvorfor skal  man helst vende vrangen udad, ifølge mig. Hvorfor skal hver en sten indeni rulles rundt, så bagsiden bliver synlig? Det er for at gøre sig ren. Det er svaret. Bag noget, der har ligget længe, er der sikkert snavset. Og hvis jeg ikke siger de svære ting højt, hvem gør så? Må min kæreste vide min dybeste hemmelighed? Ja, men den hænger til tørre på tørrestativet, lige til at lægge sammen, på plads. Jeg er blot et klæde. Jeg går kun op i rynkecreme (anti-), og mørkt eller hvidt tøj. Hvis jeg var en bog, havde bogen kun en side. Hurtigt overstået. Du siger til mig, det klæde på tørrestativet er smukt. Jeg undrer mig. Jeg ser selv, at det er det klæde, jeg helst tager på. Det, jeg tvivler mindst på vil klæde mig. Jeg iklæder mig mig selv. Af alle vil jeg helst være mig selv. Jeg har engang købt et stykke tøj i H&M (ikke for at gøre reklame), og det lyser op i hele stuen. Fattig som jeg er, tror jeg, det klæde gør mig rig. Når bare jeg har det stykke tøj på, kan jeg gå hvor som helst. For det fremhæver mig, og danner mig, og afgrænser mig. Og nogen på gangen nede i Storcenter Nord (et indkøbssted i Århus) kigger længe og indgående på mig, ja deres blikke ligefrem danser op og ned af min statur. Og der går de og tror, hun er noget særligt, hende der. Men der tager de grueligt fejl. Min røde trøje er, hvad der er særligt ved mig. Jeg siger til dem: Lad være at kigge på mig. Men jeg går selv forbi et spejl i en butik, og mit blik danser op og ned af min krop. Det er ligesom mit blik og trøjen har en alliance. Jeg forstår, at jeg forblænder folk, og tager trøjen af. Inden under trøjen er jeg lille, og jeg fryser. Jeg sidder stille på gangen i Storcenter Nord. Jeg elsker ellers Storcenter Nord, bare ikke i dag. Jeg ser børn danse op og ned af et legestativ. Og fatter ikke at deres forældre ikke bliver bange for, at de falder ned. En dag får jeg selv børn. Jeg er naiv. Jeg er gået disse skridt, for at vise et barnligt træk. En, der ikke tør tage ansvar, og er bange for at involvere sig helt. Jeg står i kirken og synger til en bisættelse; ingen synes, jeg er for lidt der, eller mangelfuld på nogen måde. Jeg har i årevis tænkt på ordet ”ansvar”. Jesus bruger det vel aldrig? Er det i sig selv positivt ladet? Er det, hvad man bør opnå i livet? For at lykkes. Jesus bukker under, under korset. Kan ikke mere. Jeg lægger det fra mig, tænker han. Gid der var en anden, der kunne hjælpe mig med dette tunge kors. En anden træder til. Det kunne være hvem som helst, og er det vel. Jeg er hvem som helst. Bare hende i den røde trøje, blandt de andre på gangen, der har forskellig farvet tøj på. Jeg er bare en brik, en rød brik. I et skak spil ville jeg være rød. Hende den røde, der går ind og vælter alle de andre. Skubber de andre, så de falder. Tager deres mest geniale træk, og gør grin med det. Det er fordi, jeg vil på banen for enhver pris. Fylde linje efter linje med et ”jeg”. Jeg det, og jeg det. Det er, fordi jeg gerne vil ses. Men jeg blev allerede set. Jeg blev ud set. Men ingen tror, at jeg bare hænger på tørrestativet til at tage på. De tror, der gemmer sig noget bag min marscara. Kun jeg ved, hvad marscaraen kostede, og hvordan jeg tager den på, for at gøre mig pæn. Jeg gør ligesom min nabo, hun sminker sig også. Skulle der være noget i vejen med at gøre sig pæn? I morgen tager jeg mine ord, kaster dem op i luften, og griber dem igen. Det kan man godt med ord, nemlig. Jeg taber nogen af dem på gulvet. Shit, dårligt kast eller dårligt grebet. Jeg taber for længst skak – spillet, og som jeg sidder og fryser nede i Storcenter Nord uden den røde trøje på, er der vist kun en ting at sige om mig: Hun kæmpede. Hun kæmpede, ligesom dem der var ved at græde nede til bisættelsen i dag, hvor jeg sang (som kirkesanger). Det var, fordi hun ikke kunne holde sig selv tilbage. Og hun flød over. Det er, når nogen råber: ”Se, en tåbe, der går der”. Jeg råber tilbage: ”Se, en tåbe, der går her”. De bliver forskrækkede der på gangen, over at jeg tog til genmæle. Men det var nu nærmere en falliterklæring. Her går en rød trøje og bløder. Men blodet kan ikke ses. Se længe, men se hellere bort. 26-04-2012.

I dine spor.

Jeg vidste ikke, hvorfor smerten skulle bide i maven. Hvorfor lige der? Hvorfor sad den ikke som et fnug på min trøje, så jeg kunne vifte den af? Hvorfor ikke et sted, hvor man kunne se den. Så kunne man kalde den et eller andet, og måske endda gå tur med den (..). Hvorfor ikke et sted, hvor jeg kunne se den (i øjnene)? Hvordan formulere smerten i maven med hænderne foran tastaturet? Hvordan skulle den finde vej derhen? Mine hænder er så fattige. De forstår kun at skrive ordet s m e r t e. Med seks bogstaver. Mere kan de faktisk ikke. Min mave er rig på uro. På alle mulige overraskende tidspunkter, når man mindst venter det. Ligesom en angst, der driver ind over én og ler ad én, som siger: ”Ha, det havde du nok ikke regnet med”. Som noget, der kommer bag på en, overgår en. Som en gammelkendt ven, der kommer på besøg. Uventet og ubelejligt besøg. Forfattere over hele verden har beskrevet det tusinder af gange. Det samme fænomen. Vi går jo alle med de samme ting, og er vel dele af eet hele. Vi vedkommer hinanden, vil hinanden. Ved svingdøren holder vi døren tilbage for den næste bag os. Sådan er vi som mennesker. Når kærligheden kalder på, at vi reagerer på noget, reagerer vi på det noget. Helt instinktivt. Nogen bekriger hinanden, men jo ikke i længden, det kan de slet ikke holde til. Inderst inde vil vi vort medmenneske det bedste. Men ikke altid gør vi det bedste mod dette medmenneske. Det er ligesom når min mavefornemmelse siger mig én ting, mens mine hænder skriver noget helt andet. Som om der ikke er forbindelse mellem de forskellige led. De forskellige viljer eller drifter. Min mave gør ondt. Det er på en psykisk måde og betyder ikke vanlig fysisk smerte. Jeg har da ikke bestemt, at jeg her til aften skal være angst eller udsat. Det er ikke en beslutning fra min side, endda ikke for at lære af angstens veje og natur. Kunne jeg bare have kaldt den noget andet, var jeg måske aldrig blevet en del af det psykiatriske system. ”Uro”, ”nervøsitet”, ”ufrit følelsesliv”. Måske var jeg da i stedet endt på universitetet! Men der er ikke et fag (på universitetet), der hedder: ”ekspertise i følelser”. Satans også, det kunne ellers have været fedt. Jeg er jo ekspert (på det område). Vi andre må gå i det skjulte, med en erfaring, vi kun selv kender til. Og andre på fortovene ser godt nok vores blikke, studser måske engang over blikkenes dybde. Det siger dem noget om, at de ikke skal spørge ind til os. Hvad der plager os. Vi spørger nemlig allerede selv om, hvad der plager os. Og vi forstår ikke vores undergrund. Hvad dannede os den årle morgen. Hvorfor var der ikke bygget et ordentligt fundament under vores opvækst. Hvad havde skubbet os på afveje, væk fra den naturligste livsbane. Hvorfor endte vi i grøften, på sidelinjen, når vejen lå lige ved siden af? Hvorfor måtte andre tage de skridt, vi havde tænkt os at gå. Eller drømt om at gå. Derfor går jeg i dine fodspor. Fordi jeg ikke kunne gå i mine egne. Du banede en vej, og jeg kunne trygt betræde den samme vej, lige efter dig, der hvor du havde trådt. Der var nogle gange mudret, og jeg faldt også indimellem. Men så vendte du dig (bare) om, og hjalp mig på fode igen. Tænk, at du udstak en vej for os alle og én. Jeg gik en dag, hvor jeg ikke før havde gået. Det var, fordi jeg var på af – veje. Pyha, jeg var helt svimmel og forvirret. Ingen havde gået den vej før. Ingen retningslinjer nogen steder, intet lys forude, jeg kunne pejle efter. Intet menneske, der forude råbte: ”Kom, her er jeg”. Men det var (heldigvis) kun en stund. Nu er jeg aldrig længere ”svimmel”. Ikke som da jeg for 15 år siden pjækkede fra undervisningen på Kunstakademiet – ikke for at have noget bedre at lave. Vildt mærkeligt faktisk. Så løb jeg en tur, eller gik ned og handlede ind, som om ingenting var i vejen. Og jeg skulle have været i skole.. Så blev jeg lidt svimmel, faktisk. Ude af trit med mit egentlige tråd. Ude af føling med min inderste vilje. – Som jeg nu ved, vil mig det bedste. Det bedste var at pjække. Det bedste var, hvad der skete. Intet galt i min livsbane. I nogens livsbane. Vi gjorde netop, det vi kunne på daværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre. Jeg kunne ikke både være på Kunstakademiet og hjemme. Jeg kunne ikke både have udviklet sociale færdigheder til at deltage i undervisningen på lige fod med de andre, og så samtidig have trang til at isolere mig derhjemme. Jeg måtte splitte mig i halve stykker. Det gør de fleste måske. Det viser sig sikkert, at jeg bare er som alle (I) andre. Bare. Være som de andre. Du gør ligesom ham der henne, så falder du ikke udenfor. Du går, hvor hende der går, så er du ikke alene på din vej. Du køber det samme i supermarkedet som de fleste køber, for så er du en del af en trend. Vi efterligner hinanden overalt. Ser jeg en i en gul bluse, får jeg lyst til en dag selv at tage en gul bluse på. Vi inspirerer hinanden. Jeg ved nu, at jeg ikke kan klare mig selv, helt alene. Jeg er afhængig. Jeg lægger mit liv i en andens hånd. Og jeg tager hans liv i min. Jeg er ikke uden supermarkedet. Uden de handlende. Uden nyhederne i tv. Jeg er. Ja, men det er vi alle. Gaden har villet mig i dag. Jeg kunne se fortovet længes efter at lægge grund til mine fødder. Jeg kunne mærke min cykel støttede mig. Hvad siger det om et socialt liv, at gaden vil en noget? Det siger, at alt er afhængig af alt. Uden Et Hele er vi ikke en del i os selv. Jeg lægger til grund. Jeg gør. Ligesom fortorvet før. Jeg spreder mig helt ud med armene ud til hver side og spredte ben. Det er en fed stilling at slappe af i. Selvom den også er alt for blottende. Jeg gør bare som Jesus. Jeg synes både, hans navn er flot, og hans kjortel er stilfuld, og hans ord er kloge. Jeg følger – dig – Jesus. Må jeg? Næsten som en bøn. Jeg er ikke god til at ligge, må jeg i stedet rejse mig? Må jeg gå skridt fremad, hvor du ikke i forvejen er gået? Må jeg gå min egen udstukne rute, som ingen hverken før eller efter mig går? Må jeg gå i mit eget tempo, selvom Du gik hurtigt? Må jeg indimellem gøre som dig, bare gøre det samme som dig, for at føle mig tryg og på sikker grund? Hvad kræver du af mig; at jeg går stille, sikkert, med iver, eller med skam? Hvordan gik Du her, Jesus? Kan jeg spørge. Han svarer mig (som altid): ”I dine spor”. 18-04-2012.

Trefoldig bøn.

Der var ikke det ringeste i vejen. Maden smagte godt, lyset varmer, kærligheden trives. Derfor skriver jeg heller ikke noget blog – indlæg, på sådan en dag. Der skal ligesom være en anledning, noget at skrive om. Hvad hvis man er tom for stof, lige på den dag, man måske skal eksamineres. Og den dag er jo hver dag. Hver dag er en eksamen. Og ved dagens ende, når mine fødder ligger på langs i sengen, kan jeg enten strække dem ud for at nå lidt længere, i selvtilfredshed, eller krybe dem sammen i skamfuldhed. Bare jeg dog fyldte lidt mindre. Men ah, sikke jeg kan ligge her og fylde. Man kan se en situation fra to sider. Det kaldes ikke skizofreni eller ambivalens, eller et eller andet sygeligt. Det kaldes mangfoldighed. Må jeg ligge her og godte mig, tænke dagen er gået godt, være stolt af noget gjort? Vil Gud så tænke, jeg har bedt for lidt, enten om tilgivelse eller benådning. Eller vil han unde mig det bedste, som jeg ligger der selvtilfreds? Når jeg folder mine hænder går det ud på tre ting; 1. bøn om at blive tilgivet for noget, jeg har gjort (forkert). 2. Takkebøn over noget, der er blevet mig givet i dagens løb. 3. Bøn om noget, jeg gerne vil have støtte til i mit fremtidige liv. Disse tre aspekter af bønnen er altid med. Da er jeg enten ”dækket ind”, eller jeg føler, jeg har tjent et højere formål, eller hverken været ”for meget” eller ”for lidt”. Hvis dette overhovedet giver mening for andre.. Der var nogen (eller en), der engang mente, de bare kunne bede nok gange, da ville de komme i himmelen. Eller de var selvretfærdige og hævede sig over andre i deres syn på egen og andres værdi. Eller de lagde en mønt, måske en stor mønt, og troede, de så var bedre (mennesker) end hende, der kun lagde en lille mønt. Til trods for at den mønt var alt, hvad hun havde. Eller der var ham – som vi ikke har hørt om i Bibelen, der gjorde det hele. På én gang lagde han en stor mønt. Men samtidig lagde han en lille mønt, for dog at gøre noget rigtigt. Men så tog han den store mønt tilbage og brugte den på at købe slik (..). Ja hvorfor ikke. Mens vi andre lever i en tid, hvor man faktisk godt kan købe slik. Da håbede han i gammel tid at kunne købe slik. Da han ikke kunne bruge den store mønt til et godt formål (slikket), gemte han den i sin lomme. Helt til sin dødsdag. Altså det her – er opdigtet. Men da nogen så gennemgik hans klæder, da han skulle begraves fandt de denne mønt. Ubrugelig og forældet kunne den slet ikke længere bruges på markedet, den var gået til spilde. Så lagde man mønten på mandens grav, da han jo også havde krav på den, dog nu som død person. Og rigtigt nok havde han indgraveret noget særligt på netop denne mønt. Men det vidste kun han (selv). Vi andre gik og forestillede os, hvad det indgraverede kunne betyde. Men igen; vi leder det forkerte sted. Det er mandens hemmelighed, og ikke vores (,vel?). Og sådan havde jeg også den hemmelighed i dag, at jeg gik for at gå. Tog bare bussen ned i byen for at se, hvad der så skete. Så satte jeg turbo på min dag, foretog et skridt ud af huset, sagde min kæreste et farvel, katten kunne passe sig selv, om jeg havde den rette jakke på til foretagendet, og om jeg ville kunne formulere mig, der hvor jeg gerne ville udstille mine malerier, måtte tiden vise. Og tiden viser ligesom meget.. Tiden viste os, at lignelser kan (gen-) fortælles på uendeligt mange måder. Se bare i avisen eller i fjernsynet, eller lyt til de andre i bussen eller på gadehjørnet. Der bliver forkyndt overalt. Om ikke andet bare i et blik (!), som jeg f.eks. oplevede i dag. Det var som om, han havde et smil over læben, ham med øllen i hånden, der ved fodgængeroverfeltet. Ingen andre havde han tænkt sig at møde der. Ja knap nok mig ænsede han et blik. Men det var fordi, han gik lidt med skam. Og det skulle han slet ikke. Faktisk holder jeg personligt meget af alkoholikere og andre på samfundet rand, eller deres egen rand. På grænsen af et eller andet. Noget med, at de ved fandeme ikke, om i morgen kommer eller hvad. ”Kommer i morgen?”, ku de næsten spørge. Og vi andre kan jo ikke egentlig svare dem. For hvad ved vi egentlig mere end dem. End ham og de andre. Jeg er selv et udskud. På samfundet rand. ”Førtidspensionist”, bliver jeg kaldt. Det er fordi, noget skal man jo kalde mig. Og jeg siger det gladelig, hvor jeg kommer frem, at det er, hvad jeg er. Men folk misforstår mig ganske givet tit. Det er der bare ikke så meget at gøre ved. For det er netop min titel. Jeg hedder ikke ”Jesus”, eller ”morder”, eller ”sindslidende”. Jeg hedder ”førtidspensionist”. Det var, hvad jeg opnåede i livet. Bortset fra de somre, hvor jeg gik lidt amok uden medicin. Og den selvtillid, jeg nu har oparbejdet, til at tro, jeg igen kan få et barn og mestre moderskabet, samt søge ind på linjefag på lærerseminariet, som jeg netop har planer om. Hvad bilder hun sig ind?, kunne nogen anfægte. Kan hun egentlig tillade sig det. Har samfundet råd til sådan et sidespring. Et spring væk fra at være ”parkeret”, til igen at være ude at køre på vejen. Men jeg har råd. Ikke du, men jeg har. Ikke samfund og ”folket”, men jeg har selv råd. Og sørger vi ikke alle for vores egen økonomi? Det var ligesom Jesus, for dog at sammenligne mig med noget. Han var også lidt ude på et ”sidespor”. Nogle gange gik han flere hundrede kilometer, og brugte turen på en masse trættende ting. Men det var hans eget valg. Noget blev han givet, jeg mener; nogen kom hen til ham af sig selv, opildnede ham eller betroede ham noget, eller ville ham noget andet. Nogen gav ham noget, og andre tog noget fra ham. Men jo aldrig det allerhelligste. Man kan måske slet ikke nærme sig nogen, og så tage det allerhelligste fra dem. Alkoholikeren på vejen i dag skulle have haft sit smil for sig selv. Jeg skulle ikke have stjålet det og udstillet det her. Af alle steder – her. Flere skulle være ladt i fred. Men Jesus ville konfrontationen. To mand mod hinanden, bare med det talte ord, hvor andre mildt sagt ville have brugt et sværd eller en riffel. Da brugte han ordet. Og hans hånd førte helbredelser med sig. Det kan vi bare ikke i dag forstå. Jeg kan i hvert fald ikke. Men noget af hans hånd var måske Guds. Gud griber ind alle steder. I min bøn om aftenen, har han jo for længst gættet, hvad jeg vil sige. Mange billeder og afsnit fra tidligere tiders skrifter, kan vi bruge den dag i dag. Men aviserne er nye, morgendagen er ny, og i morgen er Jesus en anden, end den, han var. Vi må finde ham i et græsstrå, i et stykke kage, eller en berøring. Vi kan ikke blive ved at lede i Bibelen, vil jeg mene. Men hvad jeg mener.. Ku vi sidestille dette skrift med andre skrifter? Er dette som en artikel i Kristeligt Dagblad? Er dette en side i min personlige Dagbog? Er dette litteratur? Er dette overhovedet? Er det ikke bare opdigtet, noget som kan slettes i morgen, som man kan fortryde og rette i. Skal disse ord være endelige, definitive? Ja, i eget billede og vision, skal det. For mig. Om ikke andet skrev jeg for mig selv. Da var du sidestillet. Anden prioritet. Men hvordan udgive noget, man ikke ønsker nogen skal læse eller bemærke? På en blog. Jeg har misforstået det hele. Jeg troede det, man skrev på bloggen kun kunne læses af en selv. Har I virkelig læst alle de forrige blog – indlæg, som jeg har skrevet og udgivet?? Det er en stor fejl. Derfor er dette endnu en fejl. Men heldigvis kan fejl rettes eller justeres. Derfor skriver jeg disse ord til sidst: Spring over resten. 11-04-2012.

Da er vi ikke alene.

Jeg gik fra ferniseringen. Der var alt for megen erotik i lokalet. Da jeg kom udenfor lynede jeg min jakke, åndede ud, og gik. Det var ikke min violin (der var koncert ved ferniseringen), eller mig, der havde komponeret stykkerne, eller mig der havde malet billederne. I det hele taget var det vist mest dit projekt, min ven. Og heldigvis blev du der, fordi du er malerindens ven. Også min ven. Men hendes. Heldigvis var vi kun en, der gik. Dig og mig, Rie. Du er alligevel den bedste (i verden) til at gå. Fra steder, hvor du føler dig klemt. Men Jesus kunne ikke gå. Han måtte blive. Det havde været nemt at gå fra Jesus, inde til ferniseringen. Da ville jeg være gået ind i ”Løvens hule”, som vi kalder det herhjemme, og tænkt; her skal jeg ikke ligge. Og Jesus vil forstå, at jeg må gå. Og han ville tilgive mig alt, at jeg bare sådan forsvinder, uden at sige noget. Som på kunstakademiet, hvor jeg forlod undervisningen, uden at sige farvel eller ”vi ses” til nogen som helst. Jeg var nemlig i min ret. En anden dag (en helt anden dag) kan jeg beklage over for ”Lene” (som malerinden hedder), at jeg ”ikke kunne finde ud af at være der”. Men jeg gør endda ret i at tie stille. Hvem bestemmer, hvor jeg skal gå eller sidde? En skæbne er lagt ud. Jeg sad i netop den bus på vej hjem, for det var der, mine ben bar mig hen. Og så sølle var jeg, at jeg frøs, og ventede på en forsinket bus. Min bus. Jeg kunne også have grædt, eller lavet en scene foran galleriet, eller bedt min kæreste tage med mig hjem. Men det gjorde jeg ikke. Det var tørre tårer, for de var der såmænd. Det gik allerhøjest ud over hende ved stoppestedet, som også ventede forgæves. Så kunne hun se min jammer, og jeg kunne beklage hende min nød. Men det gjaldt ingenting, for jeg led ikke mere end hende. Der var Jesus også heldig, at andre omkring ham led samme død. Da var han dog ikke alene. I dag i kirken sang vi om at blive forladt. Det er vel, når nogen går fra én? Men jeg gik. Hellere gå som offer, den der taber, end trække en hel masse med i faldet. ”Jeg går bare selv”, er nærmest mit motto. Ingen skal røre mig eller hindre mig. Min sjæl er fri. Og vel blev jeg da såret. Og vel føler jeg mig udsat, og også en grad skyldig. Det er ikke ret pænt at gå fra et selskab, man er inviteret til. Uden at give nogen forklaring, tilmed. Jeg er da ligeglad, tænker jeg så. Det er, når min hårdhed og kynisme slår igennem. Men ingen længe ser jeg et barn på fortovet, eller jeg siger ”Tak for turen” til buschaufføren uden hun giver mig respons. Og da ved jeg, jeg igen er på kærlighedens vej. Hvad er så offeret? Offeret er den, der er i sin ret, men bliver gjort uret. Den, der er ren, og ikke kan rammes. Offer nr. 1 – Jesus, bliver gjort uren, og er igennem en masse smertelige ting, også rent fysisk. Men allerværst mister han sine nærmeste omkring sig. Ligesom de mister ham. De falder fra en efter en. Men i forvejen var han jo alene. Hele livet er han jo alene på færd. Derfor går han et sted hen og beder for sig selv. Ikke for andre, eller sammen i et fællesskab. Han går alene. For kun han selv og Faderen forstår dybden af hans smerte, som han ønsker forløsning for. Det er vel næsten som at føde et barn, det med at blive korsfæstet. Man giver sin krop hen til noget, af al sin kraft kæmper man med noget i sin krop. – Indtil det bliver forløst. Kroppen afgiver et barn, eller ved korsfæstelse opgiver det varmen i kroppen og dør. Man overgiver sig. Giver sig hen. Det gør så ondt, men ah nu er det ovre. Og se – et barn. Eller se – en opstandelse. Han er i sin ret til at dø. Bare for sig selv gennemleve sit liv, se enden på det, se kærligt på menneskerne omkring sig. Have overskud til at interessere sig for andres frelse. Jeg selv skar engang i mig selv. Jeg husker overhovedet ikke den fysiske smerte. Det handlede om noget andet. Bagefter gik jeg med ar efter ulykken. Ja, stadig gør jeg. Det værste (for Jesus) må have været at blive hånet, imens han skulle bære et tungt kors. Jeg smiler ikke over denne sætning, men tænker snarere, at han er menneskelig, der hvor han næsten ikke kan bære korset længere. Han er menneske af blod fra sine piskeslag, og tornekronen på hovedet. Og han er måske bange for døden, som de fleste vel egentlig er. Han siger det bare ikke. Kun til sig selv på Skærtorsdag, hvor han beder Gud om at ”lade denne kalk gå mig forbi”. Forgæves forsøger han at mildne det ulykkelige, der skal ske, men tappert går han sit endeligt i møde, da han ved, det er af det gode, eller tjener det højeste formål, og opfylder overleverede profetier. Men alle vi – herregud, her går vi 2000 år efter, og flager på halv i kirken. Hvem er vi her for? kunne man meget vel spørge hinanden om. Vi skal vel forstå, hvorfor Kristeligt Dagblad findes, og eftertanke.dk findes. Og hvorfor det teologiske fakultet findes. Men meget mere end det. Der gik en mand rundt hernede, altså. Han ser ikke meget anderledes ud end du og jeg. Og vi skal være en salme, der lindrer. Vi skal have ondt af det menneske, at det måtte igennem så meget. Han gjorde det også for sin egen skyld. For at vise sit ypperste, – også over for sig selv. Hvor bliver kærligheden størst? På en kongetrone, eller på et kors? Jeg hænger her på korset, og afventer det forventelige. Jeg vidste det også godt selv, at det måtte gå sådan. Med al den provokation, jeg viste verden. Jeg sagde den farvel på en radikal og voldsom måde. Fordi det er min metode.(Kunne han have sagt). For at give det ypperste billede på opofrelse. Hvis det er menneskets største gode, eller bedste egenskab, eller reneste handling. For at være et billede. Synliggøre, skabe sensation, røre. Vi husker ham ikke skrive nogle bøger, eller tage rundt og holde foredrag. Tænk; hans ord har haft sådan en slagkraft, at de endnu bliver husket. Det talte ord bevægede, hvor de nåede frem. Hans skikkelse bragte healing med sig. Hans trin var nogle gange sagte, andre gange grove. Vi taler i en terminologi. Men vi skal udenfor terminologien. Vi skal søge i alt det, han ikke sagde. Forestille os, hvad han i dag ville sige. Læse Skrifterne, men med forsigtighed. Vi skal frem til i dag. Han hænger på et kors nede i midtbyen. Jeg kan selv høre skarerne huje og skrige: ”Korsfæst ham”. Jeg ville ikke selv være dernede. Da ville jeg dømme ham, enten som forbryder eller det modsatte. Da skulle jeg dømme ham (og det vil jeg ikke). Jeg hører et skrig fra korset, helt herop hvor jeg bor. Det er fordi, hans smerte er så gennemborende, levende og virkelig. Han hænger virkeligt dernede, lige nu. Jeg gik fra ferniseringen. Jeg skal være glad for at jeg bare kan gå. Og i stedet for at høre to violiner, hørte jeg et skrig, jeg aldrig vil glemme. Derfor skulle jeg gå. For at blive klar over. Klar over vanviddet i det skete. Nogen står og råber ad ham! Helt ærligt. Kunne de ikke lige så stille have sagt: ”Vi synes, I skal korsfæste ham”. I stedet for at piske ham, kunne de måske have udgydt hans blod på en anden måde. Det er ikke et jamrende skrig, jeg hører fra midtbyen. Det er et skrig, der siger: ”Korsfæst mig, thi jeg har syndet”. Jeg har aldrig hørt netop det skrig før. Det er ikke hans, opdager jeg. Det er mit eget. Ved siden af hænger du, Læser. Og du siger netop til mig: Det er godt, at vi er sammen. Da er vi ikke alene. Og vi beder den samme bøn; denne dag skal I huske. Akkurat på samme tid, som en fra mængden siger: Vi vil huske denne dag. Da gik skriftstedet i opfyldelse; Hvorfor har du forladt mig?  06-04-2012.