ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Der skete det heldige her til aften, at jeg fik muligheden for at forære en ung kvinde en tyver i bussen, da jeg overhørte, at hun havde glemt sit klippekort. Hun var så bange for, at der ville komme kontrollør, at hun var parat til at stå af ved næste stoppested, da hun heller ikke havde kontanter, hun bare kunne bede chaufføren om at veksle. Det gav mig netop 10 sekunder til at tænke mig om, kigge efter i min pung for kontanter, opdage at jeg rådede over en tyver, og så forære hende den. Bagefter skulle vi, som tilfældet ville det, sidde lige bag ved hinanden. Kvinden og hendes veninde havde før sludret højlydt, men nu var de helt tavse. Jeg tænkte; denne situation er lidt klemt, så jeg står bare af ved Viby centret, så kan jeg handle lidt der. Så skal vi ikke længere sidde i denne mærkelige hensyntagen til hinanden. Allerede da jeg gik op mod chaufføren (som jeg jo elsker at sige: ”Tak for det” til), kunne jeg ane bag mig, at de satte i gang med en samtale igen. Alt var, som det skulle være. Jeg spekulerede bare på, hvorfor jeg ikke kunne være blevet siddende på rækken foran deres, og bare udholdt at have gjort en såkaldt god gerning. Og hvorfor udholdt de ikke at sidde bag ved mig, som havde gjort dem en tjeneste? Fortsætte deres frimodige snak og tone. Jeg kalder det angsten for det gode. Lidt senere, da jeg så stod ved busstoppestedet på vej videre hjem, spurgte en fyr, om bussen ”går til Risskov på denne side (af vejen)”, hvortil jeg kunne svare: ”Ja, det gør den”. Derefter sagde han mig ”Tak”, og igen kunne jeg ligesom ikke glemme, at vi havde så fin en kommunikation. Tænk, så heldigt, det var, at jeg kendte vejen mod Risskov, fordi jeg tager den bus hver eneste dag. Og bare kunne hjælpe ham, ved at sige ham fire korte ord. Jeg blev så stolt og på samme tid blufærdig, at jeg helt overså, at han røg mig lige ind i ansigtet bagefter. Det gjorde mig ikke det mindste! Da jeg så – pga. noget hoste, jeg har for tiden, som lægen dog ikke anså for noget alvorligt – tog tilløb til at sætte i et ordentlig host, holdt jeg endda det host tilbage, fordi jeg skønnede, manden måske ville tro, han generede mig med sin røg. Hvad kalder man det? Man kalder det angsten for det gode. For at det gode skal forsvinde. I den ene situation måtte jeg gå, fordi vi opførte os akavede over for hinanden. I den anden situation blev jeg, koste hvad det ville.
8.9.14.