ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

I aften sang jeg i mit rytmiske kor. Også højskolesange indimellem i fællesskab med en menighed i en kirke (Hvilsager kirke). En roste min stemme. Så sang jeg endnu bedre bagefter, for at kunne leve op til hendes ord. Jeg tænkte; hvordan passer jeg (overhovedet) ind i det her kor? Men pludselig begyndte min sidemand at spørge mig om noget. Og jeg havde selv tusinder af spørgsmål til hende, samt kommentarer til det, vi var fælles om at skulle synge. Vi havde en fælles byrde, eller et fælles ansvar. For at koncerten ville forløbe tilfredsstillende. Og mens jeg sang, – også der, hvor jeg ikke helt kunne huske teksten udenad (som vi ellers skal), kiggede jeg over på en af alt – sangerne. Hun har et enormt levende, krøllet hår, og et navn, der klinger specielt og unikt. Uden at jeg har lært hende særligt at kende på den korte tid, jeg har været med i det her rytmiske kor. Men sidste gang, hvor jeg var ”kommet til” spontant at sige noget til korlederen, spurgte hun mig bagefter, om jeg ”var okay”. På én gang hadede jeg det, for så havde jeg måske givet de andre i koret (og altså hende) det indtryk, at jeg var uligevægtig. Og jeg hader at være uligevægtig 🙂 På den anden side kommenterede hun pludseligt min jakke, da jeg skulle hen til bussen på denne øve dag sidste tirsdag, og flere andre kiggede mig pludseligt lige ind i øjnene. Som om min udtalelse, som var ret skarp, havde karakteriseret mig, eller gjort mig synlig på en ny måde. Måske jeg i virkeligheden talte på vegne af andre fra koret. Og hvordan takker man næsten ham eller hende, der siger de ting for én, som man selv har svært ved at sige? Men jeg følte mig ikke attråværdig eller stolt over det sagte, tværtimod. Jeg ledte nærmere efter folks dom bagefter. Ville Rasmus (eks.) stadig snakke med mig? Skulle jeg blive en ekstra halv time og drikke øl med de andre, selvom min bus gik noget før, bare for at de stadig ku lide mig? Jeg kan huske, jeg gav korlederen et klem, eller strøg min hånd let hen over hendes skulder da jeg gik. Det var trods alt hende, min kritik eller bemærkning rettede sig imod. Eller hun stod uheldigvis lige for skud den dag. En anden dag, sikkert allerede den næste dag, ville min fanden i voldskhed gå ud over en anden. Men allerede der skal jeg favne den side af mig. Også i aften ku jeg næsten ikke tåle den ros, jeg fik for min stemme. Jeg synger i et kor! De andre er der, fordi de kan synge. Hvorfor skulle jeg da være særlig, bare fordi jeg er heldig, at højskolesange ligger perfekt til min stemme? Jeg skulle bare åbne min mund, samt stå inde for at jeg kendte samtlige foreslåede højskolesange (af grunde, jeg ikke kender), og så sku jeg bare kigge ned, fordi jeg næsten skammede mig over at vise denne, min sangstemme frem. Hvorfor dog?, ville nogen så spørge. Hende, der vendte sig om, efter hun havde siddet lige foran mig ved fællessangene, hende har jeg aldrig stået så tæt på før, som da hun roste min stemme. Hun drejede sig endda om (!) for at rose min stemme. Utroligt. Senere kom jeg i snak med den ene og den anden. Tænk, man kan sige noget til én, og så (bare) gå videre ud på en kirke trappe, og så står der en anden, man bare kan falde i snak med. Livet kan virkelig være meget enkelt. Og selvom jeg har lyst til at ringe til min kæreste lige nu, spørge til ham, eller fortælle ham om mit, er det mig lidt helligt, det jeg har oplevet i aften med det kor. Spørger du de andre i koret, var det nok ikke nær så helligt. Men dog; mange tilkendegav at aftenen havde været særligt vellykket. Men jeg var i et samspil. Aftenen kunne hverken have undværet mig eller de andre. Vi var forbundne. – Og det var netop, hvad jeg i eftermiddags bad Gud om, at jeg måtte opleve her i aften. Ja også, at han ville vise mig noget, jeg ikke vidste i forvejen. Men at min sangstemme åbner døre fatter jeg simpelthen ikke. Var jeg ikke noget i mig selv, før denne kvinde foran mig på kirkebænken hørte min stemme og roste den? Hvorfor kom ”Jeppe” først hen og snakkede fortroligt med mig, netop som han havde hørt min stemme fra rækken bag ham? Ikke for at klandre ham for det, men. Hvad var jeg uden min stemme? Min stemme er meget ren. Den er luftig, og til højskolesange er den simpelthen i sit es, det kan jeg lige så godt sige 🙂 Og jeg elsker at blære mig, eller give sangen udtryk. I omvendt rækkefølge. Bare fordi jeg skal være et godt menneske, må jeg ikke tale om at blære mig. Og slet ikke i det her land. Men da vi sang om at ”Jeg elsker den brogede verden”, troede jeg virkelig på, at jeg elskede den brogede verden. Og sådan sang jeg selvfølgelig. Og jeg går altid mest op i det rent tekniske ved at synge, end i selve den tekst, jeg skal fremføre, og det griner min kæreste og jeg meget af, fordi han er salmedigter, og mest tænker på teksten. Men jeg elskede faktisk den brogede verden i Hvilsager kirke i aften. I kan høre, hvor det går. Jeg var på forhånd bange for at jeg ville droppe koret. Tænk at være bange for noget, man selv vil gøre, hvorfor så ikke bare undgå at gøre det?? Men det var jeg altså. Men jeg sang mig på plads, næsten. Jeg havde berettigelse. Også efter bemærkningen fra sidste kor dag. Jeg kan ikke vide, hvad det enkelte menneske tænkte om den bemærkning. Ingen har endnu sagt mig det, bortset fra hende med det krøllede hår, der sagde: ”Du skal bare sige noget til hende (korlederen), hun kan godt tage det”, hvorefter jeg bare sagde: ”Ja”. Uden at kende korlederen til bunds. Ingen havde dømt mig på den bemærkning. Bemærkningen gik på, at hun krævede noget af min stemme, som den af rent naturlige grunde ikke var i stand til. Hun krævede, at jeg sang i ”brystregister”, hvor jeg kun kunne synge i ”rangregister”, så jeg sagde: ”Undskyld, men det er vilkår!, mit knæk er simpelthen her”. Hun undskyldte bagefter – helt op til to gange, og jeg blødte selv lidt op. Ja, havde aldrig tænkt at ville støde hende, havde næppe heller forventet en undskyldning fra hende. Og jeg er selv enormt dårlig til at undskylde. Selvom jeg på en måde havde ventet mere af mig selv, at jeg dog var et bedre menneske. Nu dømmer I mig, uden at have hørt min sangstemme. Kun min skrevne stemme ser I åbenlyst på siden her. Men jeg nynner.

26.4.2011.

Jeg var og synge til en skærtorsdags gudstjeneste som kirkesanger. Der er ham ”Asbjørn”, som jeg på en måde forråder igen og igen. Så spurgte han pludseligt: ”Tænker du meget over det med forræderiet”? Jeg havde nævnt for min sidemand, – hvilket han overhørte, at min kæreste, som er teolog, ikke rigtig vidste, hvad han skulle mene om dette med at kirkerummet er fuld af borde, og at vi alle sammen spiser et måltid sammen, – ligesom Jesus i sin tid gjorde. Jeg måtte pludselig forsvare mig. Forræderi. Jeg havde netop gjort Asbjørn uret, og burde egentlig undskylde for det. Men jeg er så dårlig til at undskylde. I stedet bemærkede jeg hans forurettede blik på afstand, jeg kunne kun forsøge at råde bod. Han spurgte: ”Hvad tænkte du sidste år ved den her gudstjeneste?”. Jeg svarede: ”Jeg kan ikke huske det, jeg må indrømme, at jeg nok tænker for lidt over baggrunden for skærtorsdag, jeg kan bare huske, jeg syntes, det var grænseoverskridende at skulle bryde et brød (rent bogstaveligt i Møllevangskirken i Århus), og sige til den, man giver det til: ”Dette er Jesu Kristi Legeme”. Jeg følte mig som et dårligt menneske, hvad er det for et svar? Havde jeg ikke tænkt på forræderi eller Jesu virkelige legeme og blod, det sidste måltid, men kun på det akavede i at bryde brødet for sin sidemand? Jeg tænkte, denne Asbjørn dømmer mig, eller ser meget kontant på mig, mens han stiller disse stærke spørgsmål. Jeg må ha et bedre svar. Så sagde jeg: ”Jamen, jeg har tro tæt inde, f.eks. har jeg tænkt at lave en blog på Kristeligt Dagblads hjemmeside, og der skrive om tro. Og min kæreste laver salmer, så vi snakker om det til dagligt”. Og hjalp mit svar? Bagefter sang jeg fejl i vore motet. Og jeg var ikke bedre end nogen andre, tværtimod. Asbjørn og jeg dukkede op som nye kormedlemmer akkurat på samme dag for cirka et år siden. Vi var så åbne og umiddelbare, at intet kunne slå os ud. Bagefter gudstjenesten var der brunch. Han spurgte, om jeg ikke ville med, og lyste af tillid, men jeg afstod med et ”Ellers Tak”. – Hvilket jeg har fundet ud af ikke er et godt svar. Med svaret mente jeg: ”Tak for tilbudet, men jeg går hellere hjem og spiser frokost”. Og hvorfor hellere gå hjem? Jo, fordi jeg var bange for det sociale liv i koret. Kunne jeg svare for mig, hvis de nu spurgte, hvad jeg laver. Kunne jeg ligesom leve op til den tillid, han og de andre viste mig? Og nej, jeg gik. Med hovedet nede. Og inden jeg kom helt hjem til min lejlighed på cykel, havde jeg grædt de første tårer. Fordi jeg svigtede. En dreng (meget ung fyr) viste mig tillid. En anden spurgte ligeledes, om jeg ikke ville med til brunch. Jeg selv stod med 50 % af mig, der gerne ville til brunch, og de andre 50 % af mig turde ikke. Siden måtte jeg ligesom ”leve op” til dette svigt, og svigtede bare igen og igen. Mærkeligt som en mekanisme fungerer. Og som et valg, taget af frygt, har kolossale konsekvenser. Helt frem til i dag, et helt år efter. I dag svigtede jeg ham så igen, bare pr. automatik, fordi jeg har ham så kær. Derfor kunne han være så insisterende og spørge mig ud om forræderi. Derfor kendte han forræderi på egen krop. Og jeg var den skyldige. Jeg var netop den, han skulle spørge ud. Jeg var netop den, der skulle stå til regnskab. Jeg skulle have sagt undskyld, men gjorde i stedet for ingenting. Min samvittighed kvalte mig. Hvordan revanchere? Hvad med næste gang, der var gudstjeneste, hvordan overleve på en sådan hårdhed fra min side? Gudstjenesten gik i gang i dag. Jeg satte mig lidt afsides koret, simpelthen fordi der ikke var nok plads omkring korets bord. Jeg sad i fred, men også udenfor. En fra koret vinkede mig hen, jeg kunne godt være på et hjørne alligevel. Dermed ”svigtede” jeg organisten og hans familie, som jeg var kommet til at sidde ved. Men det var så mit dilemma. Jeg sad pludselig mellem tre mænd, og de snakkede om kapsejlads, om filmen ”Klovn”, og spiste en masse lammekølle. Jeg sad – godt. Jeg var endda spontan flere gange, og sagde bare lige, hvad der faldt mig ind. Jeg tænker, jeg skulle kompensere for noget. For ikke at have slået til på et tidligere tidspunkt, både ved at lave fejl i motetten rent fagligt, men jo også for denne Asbjørn. Jeg følte mig levende, så mig selv le højlydt, og falde helt naturligt ind i snakken omkring bordet. En kvinde, – hende, jeg synger alt – stemmen sammen med – betragtede mig, mens jeg kiggede hen på organistens børn. Måske vidste hun, at jeg med min baggrund elskede dem lidt mere end de andre. Eller også smilede hun bare over, at jeg strålede lidt som en sol. Mens jeg først i gudstjenesten gik i mørke, med bøjet hoved og skam, stod eller sad jeg nu oprejst, i øjenhøjde med verden. Og det var, hvad Asbjørn gjorde ved mig. Under den sidste salme, mødte jeg Asbjørns øjne. De smilede. Jeg tænkte, det var alligevel det bedste ved i aften, men samtidigt jo kun på baggrund af, at det havde været det værste ikke at få det smil. Så der, hvor jeg manglede og gik galt, blev jeg hentet ind igen og smilt til. Kære, det var måske grunden til, der skulle være forræderi. At man bagefter kunne forsones. I de minutter, hvor præsten sagde, vi kunne ”bede i stilhed”, bad jeg. Men ikke om nåde eller tilgivelse, som ville have været det retteste. Jeg bad om, at jeg ville blive synlig. For jeg gik skjult med så meget. Og her var en bid fra mit hjerte. Mest for at nå dem, der også har forrådt. Og nå dem, der fejlagtigt troede, de havde forrådt.

Skærtorsdag, d. 21.4.2011.