ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg ville gerne være ren. Derfor rengjorde jeg mit ansigt, undgik at drikke kaffe, motionerede, vaskede mit hår. Men hjalp det mon? Jeg ville have gjort gode gerninger, nogen der forløste, eller overraskende ville gøre folk glade. Men så opdagede jeg, jeg var mig selv nærmest, og fik ryddet op i min stue. Jeg var på vej over mod købmanden, men så gik jeg tilbage. Kunne slet ikke se mig tage bussen ud til min kærestes kolonihave med varer, som jeg af god vilje ville have gjort. Hvem opdagede mon, at jeg havde haft tanken? Kun de naboer, der så mig gå ud og derefter tilbage, må have undret sig, og tænkt jeg havde en plan. Så skulle jeg sådan helt heroisk sende en sms til min kæreste senere på aftenen, og skrive at jeg havde fyldt hans køleskab op, taget hans snavsede vasketøj, så jeg kunne vaske det i morgen, samt givet kattene mad, som de egentlig helst får så sent på dagen. Jeg kunne have været en engel, men var kun et menneske. Og pludselig var det nærmest at tage sig af mig selv, få ryddet op herhjemme, spist de boller selv, som jeg ville have givet ham. Og igen – som jeg følte i morges, var jeg et dårligt menneske. Eller jeg kunne i hvert fald have været bedre. Jeg så muligheden for det gode, men greb den ikke. Måske ville jeg have været ”for god af mig”. Det ville måske helt have været en ”ofring” af mig at tage derud. Det ville måske have ”kostet” mig noget. Det var lettere at sige til sig selv, at man ikke kunne ”se det for sig”. Jeg kunne ikke se det for mig, at jeg skulle sidde i den bus ud til Søren Frichsvej. Ikke lige i aften. Det var ikke, at det gav regn, eller at der ville være ballade på gaden på sådan en lørdag aften, eller at jeg havde for kedeligt tøj på, så jeg ville have været for sårbar. Jeg kunne bare ikke ”se det for mig”. Jeg kiggede på fremtiden, og så mig ikke sidde i en bus, eller gå hen ad Søren Frichsvej. Det var ikke min vej. En andens måske. I aften skulle jeg nemlig skrive et blog – indlæg, kan jeg så regne ud, nu hvor jeg er i gang. Det var det, aftenen skulle gå med. Og gå gladelig med. Så skulle jeg gøre kærlighedsgerninger på skrift. Ikke hos købmanden, eller i kolonihaven, men lige her. Men hvordan stille så høje krav til sig selv. Måske kendte jeg ikke engang kærlighed. Hvem sagde, jeg havde oplevet den nogensinde. Kunne et menneske ikke være ”tabt”, og aldrig have mærket kærlighed? F.eks. jeg. Men jo, jeg kendte godt kærlighed. Også i at spise, og i at motionere, og ved at tale med min søster i telefonen om lidt, eller da min kæreste ringede tidligere på dagen og ønskede mig det bedste. Men hvem har ”det bedste”? Hvor er skatten gemt? Hvem kendte – mest til kærlighed? Det gjorde vel Jesus? Måske Jesus. Hvorfor ikke Jesus. Var han ikke kærlighedens mand. Talte han ikke netop – fra hjertet. Alle vi andre, vi prøver bare. Alle os er bare forsøg på. Eksempler på noget, men jo ikke det fulde eksemplar. Eller? Når jeg prøver at lege, jeg er Jesus, som jeg gør mange gange om dagen, da jeg engang havde en slags vision om, at jeg faktisk er ham, så kommer jeg til at græde over nogen i bussen. Jeg kan ikke græde højlydt eller hulke, det vil virke alt for mærkeligt, men der er plads til, at jeg får tårer i øjnene. Nå, hvorfor bliver jeg rørt over nogen i bussen?, tænker jeg så. Det gør ikke et menneske bedre, at det kan blive rørt over nogen i bussen. Det gør heller ikke et menneske dårligere. Det er et menneske, der bliver rørt, som vi taler om. Mig. En anden bliver måske rørt over mig, men det kan jeg bare ikke forestille mig. Jeg kender selvfølgelig kun min egen tåre, som ingen typisk ser, og jeg kender mig selv, som en der elsker, eller med – føler, eller får ondt af. Empati. En aften for nogle år siden, spurgte jeg den åndelige verden, eller bare ud i luften: ”Hvad er det særlige ved min familie?”, (den, jeg er vokset op i). ”Empati”, var svaret. Det var på et tidspunkt,  hvor jeg – på trods af at jeg var omkring 30 år – ikke vidste, hvad ordet ”empati” betød. Derfor stod jeg op af min seng og slog ordet op. Andre familier er måske gode til noget andet. Det gør ikke umiddelbart min familie bedre end andres. Men vi kan åbenbart sætte os ind i andre folks følelser. Perfekt! Det må være en god egenskab, tænkte jeg straks. Indtil jeg den dag i dag sidder og græder i bussen, så ved jeg ikke, hvor hensigtsmæssigt det er at med – føle. Men Herre, er det ikke det, vi er her for? Var Du her ikke for det, også? Du følte endda med dine bødler. Du favnede alle, og tog i nåde mod de fortabte. Samtidig med at du dømte hårdt og nådesløst. For du var dobbelt. Ikke som skizofren (tror jeg da ikke), men som både nåde og dom. En åben favn, og en kølig afvisning. For ikke alle rørte dig lige meget. Jeg taler om Jesus. Jeg prædiker ikke, jeg er ikke teolog, og jeg er ikke engang lærd. Men jeg bliver rørt over nogen i bussen. Det var, hvad jeg ku. Andre kunne være dem, jeg bliver rørt over. De mærker nok ikke mit blik eller min overøsen dem med ømhed. Men jeg kan ikke lade være. Og det kommer bag på mig hver gang, når det sker. Bare en mand går duknakket på gaden, falder mit blik naturligst på ham. Hvorfor ikke være hos den, der lider mest nød? Hvis en kom til skade i bussen eller på gaden, ville vi alle søge at hjælpe ham. Eller? Ville vi ikke – naturligst – søge mod den, der er i nød, og – hjælpe ham!? Det er en opfordring. Jeg synes, kærligheden er så overbevisende med sådan noget. Man kan vel ikke se stiltiende til noget ulykkeligt. Jeg spørger bare (og kender jo ikke svaret). Jeg er selv i nød, dag ud og dag ind. Beder alt for sjældent, og takker alt for lidt. Men alligevel synes jeg, jeg har noget, i min beholdning, et overskud, der rækker ud over min egen favn. Det er som om, jeg har noget ”tilovers”, som jeg kan dele ud af. En hel barm fuld af næring (selvom jeg er ret barm – fattig). Hvis en har noget, og en anden ikke har, vil man da ikke dele det, der er? Vil man hamstre for at få mest, dele ulige, søge det uretfærdige. Det tror jeg ikke. Jeg er et blik i bussen, der gerne vil trøste. Uden at kunne række personen min hånd, eller ae ham på skulderen, eller sige ham et ord. Jeg kan bare kigge, og øse. Du var der i dag. Bagefter busturen ”gik det ud over” en på gaden. Og hvorfor ikke. To nødstedte på én dag, kan man jo sagtens møde. Og igen i morgen, og dagen efter. Jeg var selv nødstedt. Jeg kiggede på mit spejlbillede i vinduet i bussen, men kunne intet se. Da jeg igen fik lejlighed til at kigge på mig selv, var det inde i et butiksvindue. Men jeg var der ikke. Selvom jeg gik lige forbi. Da jeg kom hjem, slog det mig, at jeg kun var der i medpassagerens øjne, ligesom han var i mine. Og at jeg havde betydning for hans færden videre. Og nu er du, Læser, mit spejl. Her, hvor jeg gjorde mig til kende, og bemærket, og fik orde. En dag siger du mig måske, hvad du så. 13.8.2011.

Har løftet håndvægte, som om de var et kors. Men det var de ikke. Og jeg er ikke Jesus. Kun i mine maniske og grandiose forestillinger. Men hvorfor ikke jeg? Fordi jeg løfter håndvægte i stuen. Og det er min måde at vise verden kærlighed på. Håndvægte i stuen.. Måske var det fattigt. Det gavnede ikke ligefrem nogen udover mig selv. Kunne jeg ikke have løftet følelser op under loftet, i stedet for håndvægte? Var det ikke større at løfte sig selv, rejse sig efter et nederlag, eller skrive en støttende bemærkning til en på Facebook? Jeg skrev en støttende bemærkning på Facebook. Lige før. Det var efter, at mine arme var blevet stærkere. Så noget førte det da med sig. Du sagde mig det meste, min Skat. Når nogen skriver (på Facebook), at hun har været sammen med sin mand i 20 år netop i dag, tænker man over sit eget parforhold. Men ikke ret længe, før det kildrer i maven. Gid, det bliver ved at kildre i maven, at tænke på dig. Kan man ikke få kronisk kildren i maven? Du har været hos mig. Lige fra begyndelsen. Lige fra jeg begyndte at kende mig selv igen. Efter hårde år med sindslidelse, i følelsers vold. Du gjorde det ved mig, at jeg pludselig turde gå i mine høje støvler, som jeg indtil da ikke vidste, hvorfor jeg havde erhvervet mig. Det mod kendte jeg, fordi jeg gik op af dig. Sådan kan man gå op af nogen, og føle sig noget værd. Værd – sat. Prist på. Nu går jeg vanlige skridt i mine støvler. Og tusinder af kjoler har jeg tænkt på at pryde mig med, fordi jeg nu tør. Jeg ved, det er et ydre udtryk, jeg ikke bør tillægge så meget værdi. Men for mig er det et – sundhedstegn. Et tegn på, at jeg er i balance. Har ro i mig selv. Jeg skulle ikke have gået selv, i alle de år. Kunsten blev bedre, nuvel, men alene i så mange år.. Kamp om det daglige brød i form af spiseforstyrrelse. Kamp med maniske, eksplosive perioder uden medicin, afløst af månedlange indlæggelser. Ensomheden over at ingen ringede på min dør, eller fordrede mit nærvær, – bortset lige altså fra kunsten. – Som krævede mest af mig, altid. Nu har jeg et socialt liv, men hvorfor skriver jeg overhovedet alt det her i et blog – indlæg, på Kristeligt Dagblads hjemmeside? Kunne verden ikke forstå mig ellers, eller hvad vil jeg sige videre, give form så andre kan bruge det; De – eller verden – skal ikke frygte mit blik i morgen. Jeg er ikke ude på at gøre dem/den ondt. Hverken i et blik eller en berøring, eller et undladt blik eller berøring. Kigger jeg ned er det ikke for at fratage den forbipasserende en kontakt, vi ellers ku have haft. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal forme mine øjne for at virke mest venlig. Ikke alle vil jeg være venlig overfor. Og nogle gange gør tilfældet, at man begår sig kejtet midt på fortovet. Nogle skulle man have undt et længere blik, mens andre stjal det lidt, man gav dem, så man ønsker man ikke havde givet vedkommende det lidt, man havde. Stol på din kærlighed. Hvor kærligheden finder vej, bliver den forstået. Den er ikke i tvivl da. I morges grinede min kæreste og jeg over noget. Det var rigtig forløsende. Uden vi havde besluttet at grine af noget. Det kom bare, over os. Så forlod det os, men grinet forplantede sig i os som en spire eller et frø. Jeg glemmer det aldrig. Ovenpå en besværlig snak lettede det kolossalt. Men man kan ikke tale om det helligste. Selv ikke i det, jeg lige har formuleret, findes skatten, eller det der bevæger mig mest, eller det der gør mig mest lykkelig. Jeg kan ikke formulere det, der gør mig mest lykkelig! Aldrig. Det gemmer jeg på. Ikke i en skuffe, eller til en fortrolig snak med en en dag. Næh, jeg holder det hos mig som støtte, som en ring jeg bærer på min finger. For det bedste kan ikke formuleres. Det findes udenom ordet. Heldigvis. Et grin forplanter sig måske, eller bygger en op indefra, eller giver en mere mod på livet, eller styrke til det der venter en i løbet af dagen. Men bag det grin.. Bagved var det tætteste bånd, man kan tænke sig. Ikke en snor, et bånd af stof, eller et moder – barn bånd. Men et slægtsbånd. Slet ikke til at tale om. Jeg siger jo, det er helligt. Hvem kan nogensinde sige det hellige højt? Gik man ikke med sin tro skjult, kun kendt for Gud. Og var det ikke af det bedste? Hvem går og siger: ”Vi er lykkelige”, hvis de ikke er det? Hvorfor skulle man udadtil sige eet, og indadtil være noget andet? Vil man ikke være i sit åbne ansigt, bør man ikke tilstræbe umiddelbarhed, genkendelighed, for at opnå tryghed. Men jeg siger ikke noget bestemt her, kan jeg mærke. Jeg har ikke en formel, eller en skabelon. Jeg prøver mig frem, ligesom alle andre i et parforhold. I det hele taget er jeg bare helt almindelig, – med en lille tendens til at tro, jeg er Jesus 🙂 Jeg kigger på mig selv i spejlet efter 20 år, og ser jeg ligner hende, jeg var som 18 – årig. Og Gud, hvor jeg elsker at se hende igen, og gen – kende hende. Se, at det var sådan, jeg om alle omstændigheder var blevet, uafhængig af hvad jeg skulle igennem af voldsomme ting. Man kan ikke identificere sig med et Traume, eller sige; det er det, man er. Traumet er udenfor een. Man var bare slave af det, måske endda i årevis. Det var gods på bunden af ens last, som man skattede højt, virkelig satte pris på, fordi det dannede ens eget selvbillede. Og: Det skabte Kunst. Hvad havde kunsten været uden traumet og omvendt? Hvis jeg ikke var traumatiseret, var kunsten ikke blevet så intens som den blev. Så jeg den dag i dag græder over at spille bestemte selvkomponerede melodier på mit klaver. Nostalgi, forlad mig dog. Det siger jeg 10 gange om dagen til mig selv. Min kæreste sagde det i aftes, det om at identificere sig med traumet. Måske sige; historien er skrevet eller gennemlevet. Nu, kom videre (ikke hans eksakte ord). Jeg har skrevet min historie, så jeg er ved at kaste op. Det står udenpå min trøje, at jeg er en mor, der har mistet sit barn. Der står bare ikke, hvordan. Jeg har noget slapt maveskind, fordi jeg engang fødte, men ingen kan se resultatet af den fødsel nogen steder. Der er ingen, der har glemt dig, mit barn. Jeg prøver på én gang at skjule mit maveskind, og på samme tid at fremme forståelsen af at det er der. Det karakteriserer mig, men er jo ikke mig. Man kan være så meget andet udover mor. Så meget udover maveskind. Der er tæer, der kunne have været korsfæstet, men det er for provokerende at sætte sig i Hans sted. Her er et forum for kristendoms forkyndelse, og tænk; jeg mener, jeg har en plads her. Mig, hvis klæder er sindssygdom. Og hvis grandiositet er frastødende. Var det (sinds-)sygdom at tænke, man havde haft en lidelsesfuld vej. Var det menneskeligt at tænke sig ikke – menneskelig? Var det dig, eller mig, der var Jesus. Og betyder det noget? For jeg rakte dig bare en hånd, her med det skrevne. At tro stort om sig selv i smalle Danmark, vækker foragt. Men at tro lidt om sig selv er en skam, fordi man var så meget mere. 10 gange om dagen er jeg det mere. De andre 10 gange om dagen er jeg det mindre. Mindre end den ringeste, og større end den største. Men derimellem skulle jeg gerne være. Være i et parforhold, være i gadebilledet i morgen, spise min aftensmad. Jævnt og virksomt. Men.. 6.8.2011.