Archive for juni 2011

Moder Skab.

Jeg bliver så dårlig, når min mor ringer. Det ligger i det at være mig, forstår jeg så. Hvis ikke ens mor har dannet én, hvem har så? Skulle jeg ikke næsten takke hende for, at jeg er blevet som jeg er? Ville jeg ønske, jeg hellere var naboens pige? Nej, jeg er i mig som mig. Og det er godt nok. Tit så mistror hun mig. At jeg har gjort noget galt, ikke er et ordentligt menneske. Og indimellem er jeg et dårligt menneske, men det lader jeg hende ikke vide. Hun bekymrer sig nok om det, hun ikke kan se. Jeg ku ikke ha ønsket mig en anden mor, end hende jeg fik og har. Hun har spillet sine kort på livets skueplads, og givet mig det med hjemmefra, som hun havde tilovers til mig. Og som logikken siger, kan jeg ikke gøre fortiden om, hvor meget jeg end gerne ville. Oppe i himmelen skulle jeg så på forhånd have valgt et andet forældrepar, – hvis jeg tror på reinkarnation. Jeg valgte to musikere, for så kunne jeg som voksen synge mine egne sange. Jeg valgte dem ikke, for hvis jeg kun er her den ene gang, har jeg aldrig siddet på forhånd oppe i himmelen og kigget herned. De valgte vel derimod mig. Jeg havde intet valg. De fødte mig, opdrog mig, dannede mig. Jeg boede ikke inde ved naboen eller hos en veninde, jeg boede – hjemme. Når hun så lægger røret på, er jeg rasende. Mest på min skæbne, og ikke så meget på hende. Kan hun gøre for at være en bekymret sjæl? Næh, jeg kan gøre for, hvordan jeg tager imod hendes bekymring. Og ønske at hun ikke en anden gang mistror mig lige så meget. Den, som har opfundet bekymringen, kan måske tage den fra hende igen. For jeg kan ikke. Beroliger jeg hende for lidt er det galt, for meget er det også galt. Men hvem har overhovedet skyld i bekymring. Ligger det ikke ret naturligt til mennesket generelt? Lige nu bekymrer jeg mig om dette skrift, hvordan det skal forme sig, og om det bliver godt nok. Men i morgen bekymrer jeg mig om noget andet. Og hver dag har nok i sin plage. Jeg ville gerne have talt om en mor. Mit eget kød. Men så lidt ved jeg om moderskabet, at jeg nok skal tale sagte. Bekymrer jeg mig måske ikke allerede om de børn, jeg endnu ikke har? Ligesom min kødelige mor bekymrer sig om ting, hun kun forestiller sig vil ske mig. Hvem har lært os at se ind bag, som om der gemte sig noget uvist og hemmeligt. Skal alting ha en hage. Ligger der noget under, som en smertens grund. En dyb, mørk grundtone. For mit vedkommende kunne man kalde grundtonen for: Jalousi. Mord. Tab. Men så kunne man i samme ombæring kalde disse tre størrelser for: Angsten for at miste. Erkendelsen af et for stort ansvar. Ængstelsen for at være alene her i verden. For at jeg kan være her alene i verden, er jeg afhængig af andre. Jeg kan ikke stå helt selv. Hvis jeg blev taget til fange og puttet i en celle et sted, skulle jeg klare mig på helt egen hånd. Men i ånden, og i tanken, ville jeg jo have støtte og opbakning fra mennesker uden for cellen, som jeg bare ikke længere kan se. Jeg ville jo være forbundne med dem alligevel. Måske endda mere. Selvom min mor er dum i telefonen, var hun det ikke helt så grelt for et par dage siden. Og slet ikke for en uge siden. Jeg må se til, at det går over. Min irritation fortager sig. Og hvilken mor er ”rigtigst”, den man elsker at snakke med, eller den man hader at snakke med? For hun er jo den samme (mor). Skulle kærligheden være så lunefuld at den tog forskellige former fra dag til dag, og skulle man så ved dagens slutning give hinanden karakter for, hvor godt man havde klaret sig på barometeret for kærlighedsevne? Hvad hvis grundtonen i stedet for hedder: Udholdenhed. Lindring. Lise eller Nåde. At jeg blev hos dig, gjorde jeg fordi jeg ikke kunne andet. Jeg elsker dig når du er svag, og når du er stærk. Jo ikke mere eller mindre i forhold til dine humørskift. Hvilket menneske kan tillade sig at elske én i et bestemt humør men ikke i et andet? Stod vi ikke rene frem, og skinnede det ikke igennem at vi var skabt lige, men at vi indimellem fejler eller mistror eller er svage, og til andre tider det modsatte. Hvorfor skrive side ned og side op om en mor, der går én på nerverne. Det var jo kun én dag, hun gjorde det, og jo ikke den næste dag. Hvorfor dømme én dag, men ikke en anden? Jeg ser på dig med mine to øjne. Jeg har ikke på forhånd besluttet, hvordan mine øjne ser, for det gør de af sig selv. Jeg er skabt med mine to øjne, så jeg rigtigt kan se dig. Når du går forbi, følger mit blik dig på vejen, fordi de har dig kær. Den er ikke længere. Mine øjne har valgt dig at kigge på, men jeg ved ikke, hvorfor. Kærligheden går, hvor den vil gå. Ikke hvor den ikke vil gå. Engang gjorde jeg noget grusomt. Men det var jo dengang. Skal jeg dømmes for det i dag? I morgen gør jeg måske et menneske uret, men det er først i morgen. Og bagefter kan jeg bede om tilgivelse, eller undskylde over for vedkommende. Men jeg kan først gøre det i morgen, ikke i dag. Hvis dagens plage i dag var, at min mor skulle ringe og gøre mig tosset, så er jeg vist billigt sluppet. Men ingen ”slipper” for noget. Hvis min største bekymring i dag er min mor, så er hun det i dag, og jeg kan skrive om det, som jeg gør. Jeg kan ikke skrive det samme i morgen. Vi bevæger os. Hvis jeg beder om tilgivelse er den absolut, men der kan komme anledninger til at få tilgivelse – igen, allerede i morgen. Og Guds øren er heldigvis store. Jeg kan kun kigge ned over mit livsværk. Den, jeg er blevet til, det jeg får skrevet, den mor jeg er datter af. Det er alt, jeg har. Jeg har ikke naboens liv, men mit eget. Gudskelov lærte min mor mig at hade en lille smule. Men bare for at opdage, at jeg selv er ophav til hadet og indeholder det på eget ansvar. Jeg kunne have vægtet hendes ord anderledes, men dømte hende for at have dem. Jeg kunne have holdt om dem (ordene) eller hende igennem telefonrøret, men jeg afviste hende med irritation. Jeg ville ønske, jeg havde født hende, men det er omvendt. Og hende, jeg føder, kan jeg ikke se. Jeg kan end ikke se, at det er utopi bare at drømme om at føde et barn. Det skal siges, at jeg mistede et barn engang. Men at jeg nødigt mister et igen. Min mor har i alt fire børn, så jeg får en fjerdedel kærlighed. Men det skulle også række. Over for hende er jeg ”hende, min datter, som vækker bekymring”, og det er jeg da gerne. Jeg kan jo sige det samme om hende, blot at hun er en mor, der vækker bekymring. Jeg sagde ikke noget i telefonen. Men imellem os ligger drømme om et mor/datter forhold, der siger: ”Jeg er din datter, men var hellere din mor”. Og endda: ”Jeg er din mor, men hellere din datter”. Vi ønskede bare et liv fra mit Skød. Mere end ellers. Men nu fødte jeg disse ord. Ikke med smerte, men ved lindring. 28.6.2011.

Hvad jeg gør mod dig.

Jeg kan ikke glemme, at min psykiater sagde, at man får sine opgaver løst med større sandsynlighed, når man har en kæreste eller en ven, der kigger på, eller presser lidt på. Skulle man ikke gøre tingene for sin egen skyld? Da jeg tog et bad her til aften, efter at have cyklet hjem fra kolonihaven, var det jo ikke for at min kæreste skal lugte, hvor godt jeg dufter. Han er her slet ikke, og kommer det heller i aften. Næh, jeg gjorde det for det fælles bedste, eller Guds skyld, eller for min egen. Og jeg barberede ben, – hvorfor egentlig, når nu det først er i morgen, jeg skal se min kæreste (hvis endda det). Jo, for jeg havde lyst, ligesom jeg rensede mine tånegle for neglelak og gjorde andre selv – omsorgs ting. Ikke for at nogen skulle se mig. – Ingen ser mig. – Foruden Gud. Tit gør jeg mig ren til natten, uden egentlig at behøve det. Jeg mener; hvem opdager, jeg ligger i min seng snavset? Jo, det gør jeg. Og det gør Gud. Jeg kan være ren for dig, Gud. Jeg kan barbere ben for at vise dig mit ypperste. Den, jeg i min bedste udgave, kunne være (for dig). Men inden det her lyder som en slags bøn eller lovprisning, eller noget helt andet, så handler det om, at jeg ikke skal presse min kæreste til at yde en indsats over for en opgave, han lige nu ikke kan tage sig sammen til at færdiggøre. Hvorfor skulle jeg? Jeg kan tilbyde at hjælpe, spørge om jeg kan gøre noget. Men prikke til ham for at presse ham, kan jeg slet ikke. Det er ikke menneskets natur at presse en anden til at gøre noget. Man skal højst presse sig selv til noget. Man skal hele tiden stille sig nye udfordringer. F.eks. vaskede jeg her til aften tøj. Så udenfor vaskehuset sad to (udenlandske) drenge eller fyre. Jeg havde sådan lyst til at sige: ”Hav en god aften” til dem, da jeg forlod stedet, men gjorde det ikke. Hvorfor ikke være det bedste for (d)en anden? Hvad taber vi ved at sige: ”Tak for turen” til buschaufføren? Hvad taber vi? Skulle det ikke være en kærlighedens vej, vi går ad. Først og fremmest med og for os selv, men jo i lige så høj grad for det fælles, eller de andre, eller den anden. Noget i mig vil så gerne takke chaufføren, når jeg forlader en bus. Sådan har det ikke altid været. Mange chauffører bliver virkelig glade og opmuntrede, tror jeg. Føler jeg, ved at høre deres: ”Velbekomme”. Hvad skulle hindre mig i at sige det igen i morgen? Jeg kan sige det to gange til den samme chauffør, men det er jo mere mærkeligt end kærligt. Dobbelt kærlighed er ikke altid det bedste. At sige: ”Jeg elsker dig” to gange, gør det jo ikke mere sandt eller ægte. Måske tværtimod. Men der var en åbning nede ved det vaskehus, som jeg ikke benyttede mig af. Indimellem føler jeg mig lidt truet ved udenlandske drenge i mit boligkvarter, eller jeg er hellere varsom i min attitude, end udfordrende eller åben. Det er bestemt ikke meningen, tror jeg. Jeg læste engang at en mand var blevet truet foran sin hoveddør, og var i fare for at få tærsk. – Men han sagde til sine ”modstandere” (som stod ved hans dør):”Hej, hvordan har I det?”. Det fik forbryderne til at fordufte. Kærlighed åbner op, og favner og rummer. Og møder. Et kys er to munde, der mødes, og et kys der udebliver, skaber måske bare længsel. Det, jeg ikke fik sagt i dag til de drenge, ku jeg måske sige (til sikkert en anden) i morgen. Det var livets lektie til mig i dag. Elsk dog, hvor det kan lykkes eller lade sig gøre! Næsten råber jeg til mig selv. Hvor der er en retning, en åre, da lad dog dit hjerteblod strømme i de årer, (siger jeg med understregning, fordi det er vigtigt). Jeg skal ikke kræve af andre, f.eks. de drenge, at de skulle have sagt ”Hav en god aften” til mig, det er ikke noget for noget. Jeg kan kun kræve – af mig selv. Jeg kan kun ved dagens slutning, spørge: Gjorde du alt, hvad der var i din magt for at få en god dag i dag, Rie? Tak, fordi du spørger, for jeg er faktisk i tvivl, svarer jeg vel typisk. Gjorde man det nu godt nok. Det store spørgsmål. Og hvem skal svare én? Hvis Gud er alvidende, og har tid til at være både her og der, har han vel set et og andet. Man skulle næsten tro, at når man – som jeg – gerne vil være for ham (først og fremmest Ham), så vil han vel også lytte eller bese eller vurdere. Jeg kan kun vide udfra min mavefornemmelse, om dagen er ”landet rigtigt”. Og jeg kan spørge mine Kære omkring mig, om jeg slog til eller rakte. Og jeg kan enten få svar i et ansigtsudtryk, eller sagte ord, eller udeblevne ord. Og jeg kan synge en kærligheds sang ved mit klaver, bare fordi jeg selv har lavet den engang, hvor kærlighed viste sig på lige den måde i mig. Det behøver ikke være overstrålende, lykkelige sætninger om hvor dejlig en mand var eller er (nu, hvor jeg er til mænd). I dag var sangen ulykkelig, og jeg brølede den ud i stuen, for fuldt blus. Hvorfor ikke give naboen et chok 🙂 Et skud af Lidenskab. Jeg flytter mig fra emnet. Jeg skriver ud i én køre, for det er min form. Jeg kan ikke lave afsnitsinddeling for en andens skyld (apropos en kommentar, jeg fik forleden på mit seneste blog – indlæg). Hvor ville jeg da være. Så skulle jeg forsvinde ud i det hvide felt, når linjen er ovre, før en ny begynder længere nede. Jeg vil være her, lige her på linjen, i disse ord, lige efter hinanden. Og du, Læser, kan også (lige) være her. Vi kan være her sammen. En blog er et forum. Det vil sige en plads for flere. Heldigvis. En anden vil presse sin kæreste til at skrive en opgave (f.eks.) færdig, men ikke jeg. En anden ville skynde sig ud af bussen uden taknemmelighed over for chaufføren, men ikke jeg. En tredje ville lave afsnitsinddeling, men der er vi jo så forskellige. Og skal vi ikke alle være her? I morgen vågner jeg og er ren, fordi jeg har været i bad. Ikke i bad for hans eller hendes skyld. Jeg cyklede hjem op af en hård bakke og blev svedig. Jeg vaskede mig. Ingen andre så det. Jeg salvede mine fødder (sådan har jeg altid udtrykt det (i min dagbog)). Jeg havde mig selv at salve. Og i morgen har jeg dig at salve. Også selvom vi måske ikke ses, vil jeg salve dig. Hvad jeg gør mod chaufføren, gør jeg nemlig mod dig. 20.6.2011.

Skolet af følelsesliv.

Morgenen startede. Det gør morgener. Jeg skulle kunne en svær motet til kirkegudstjenesten, hvor jeg er kirkesanger. Eller i det mindste tro på, at jeg kunne. Min stemme blev ved at vakle i de første par salmer, muligvis pga. høfeber og snue eller hæshed på stemmen. Men de andre (de to piger, jeg står ved siden af) må have troet deres. De fik altså ingen grund til, at jeg pludselig begyndte at drikke vand af min medbragte flaske, eller hvorfor jeg hev et lommetørklæde frem midt i det hellige. Ingen forbandt noget med det. Jeg var måske bare det mærkeligere, som jeg måske hele tiden havde haft ry for at være? Hvor skulle jeg vide fra, hvad de andre i koret må tænke om mig? Det eneste, jeg kunne regne med, var at Kathrine var som hun altid er: betænksom, åben, mildt dømmende. Hun snakker til een bagefter en fejl, på samme måde som før man lavede fejl. Der har I den milde dommer. Og jeg bliver skånet eller forløst eller sagt til; du gjorde det godt nok. Det rakte. Du har intet gjort galt, selvom du begik en mindre fejl i den foregående salme. I næste salme er det måske mig, der begår fejl, – synes Kathrine nærmest at sige. Jeg tænker på organistens smil, da vi havde gennemført motetten fejlfrit. Ingen af os – måske heller ikke han, – havde regnet med det opnåede resultat. Deri bliver man løftet. Ikke som sidste søndag, hvor ingen lavede fejl under prøverne, men mange lavede fejl under fremførelsen, da det virkelig gjaldt og folk lyttede på. Jeg kan huske at jeg tog en anden vej ud, selvom jeg var på gåben og ikke skulle ned til min cykel som vanligt. Dermed overhørte jeg de andre fra koret sige: ”Det gik godt nok dårligt med den motet i dag”. – Og det reddede mig. Jeg gik og troede, det kun var mig, der følte mig i underskud eller forladt eller skyldig. Næh, det var en fælles oplevelse af ikke at have slået til. Og vi skal slå til. Alle sammen. Overalt. På arbejde, derhjemme, på badmintonbanen. Nogle ”kvalificerer” sig til en slutrunde i fodbold f.eks. Og andre dumper til deres eksamen. Jeg lå netop for lidt siden i min sofa og tænkte på, hvis man havde opnået et 8 – tal, på den gamle karakterskala. Man skulle synes, at der i et 8 – tal (hverken mere eller mindre) lå en kvalifikation til noget. Man rakte. Det, man kom med, var okay eller i orden. Vi er nogle, der går og har så høje krav til os selv, at vi ikke regner et 8 – tal for noget. Og der mener jeg på en skala for kærlighedsevne. Det er altid den skala, jeg dømmer mig selv ud fra. ”Hvor meget evnede jeg at elske der?”, kan jeg spørge mig selv. Gav du kvinden, du mødte på gaden, et smil der var ægte, medfølt? Ville du hende noget? Hvad med ham, du har vinket ”sammen med” i op mod fire – fem år, som du først for to uger siden fandt ud af, hvad hed. Da du mødte ham i dag og standsede for at snakke, kiggede du ham da ind i øjnene med skær interesse, eller spillede du en rolle? Jeg var kanske ren. Tænk, hvis jeg var ren. Tænk, hvis jeg kvalificerede mig til noget med det smil, eller de nysgerrige spørgsmål. Tænk, hvis han mærkede, jeg har følt med ham på gaden i op mod flere år! Vi blev endda enige om, at vi altid havde fundet en sødme hos hinanden, uden at have udvekslet et eneste ord. Det er ikke en erotisk følelse, jeg vil ham ikke på den måde, men som jeg siger til min kæreste; ham, den rare mand på gaden, der hedder Hans. At man kan vente på et møde i flere år. Det er vel som at have sået noget, man engang vil høste. Jeg havde ikke forventninger om at udveksle udtalte ord med denne ”Hans”. Jeg havde bare lyst til at sige ”Hej” eller vinke, og så havde han. Det er ikke engang fordi jeg nu har scoret et 10 – tal i den disciplin, der hedder at standse op og snakke med forbipasserende på gaden. Hvem skulle give mig det 10 – tal? Nej, om jeg lykkedes skal jeg måle ud fra noget helt andet. Hvem gav mig kærlighedsevnen. Var det Gud, mine forældre, mig selv, min kæreste. Nej, den var der i forvejen. Jeg fandt den bare. Øsede af dens kilder i nogle minutter, også over for min kæreste i telefonen, men dog ikke over for min mor, da jeg kom til at sige til hende, at ”vi glæder os vist også” – underforstået til at se hende og far i morgen ved et besøg i Sønderjylland. Hvor kom det ”vist” fra? Hvem har overhovedet opfundet, at man har mulighed for at sige ”vist”? Skulle han, der har opfundet ordet, ikke have tænkt sig lidt bedre om 🙂 Næh, jeg skulle have tænkt mig lidt bedre om. Hvis du til en eksamen siger: ”Det var vist nok i 1864”, så får du nok ikke en høj karakter. Omvendt må man sige; hvis man til sin eksamen virkelig er i tvivl, om det var i 1864, og så tilkendegiver, at man er i tvivl, da var man jo bare ærlig, sig selv. Og der mener jeg det centrale ligger. Jeg er selv så dårlig til at lyve. Derfor fik jeg udelukkende 7 – taller og 8 – taller til mine eksamener i gymnasiet. I timerne gik det bedre, for da så jeg åbenbart ud til at have forstået en hel del. Men hvis nogen spørger mig, hvornår en bestemt begivenhed fandt sted, og jeg ikke ved det, hvad skal jeg så svare? Jeg svarer generelt hellere; ved du hvad, jeg har brugt 20 år af mit liv på at finde ud af at rumme mit følelsesliv. Det er, hvad jeg har brugt kræfter på. Mens du har læst bøger, og forstået dem, har jeg prøvet at forstå mit følelsesliv. Hvem var da bedst stillet af du og jeg? Og Kære, dig der har viden, som jeg ikke har, må derfor ikke dømme mig for ikke at have den. Mens du læste bøger, og var vidende om andres liv, forsøgte jeg (bare) at forstå mit eget. Jeg tog en uddannelse i følelser, ikke så meget andet. Jeg lavede endda en stor afhandling (hjemmeside med livshistorie), som ingen anmeldte eller gav karakter. Det var ud fra min egen målestok det bedste, jeg kunne gøre. I mine egne øjne var jeg ”Hans” på gaden, hende der stoppede op og snakkede med ham, og hende der bagefter ransagede sig selv for, om mødet var gået godt nok. Jeg var også ”Kathrine” fra kirkekoret, som dømte mildt, og jeg var indimellem også hende eller ham, der ikke kunne forstå, jeg ikke var bedre funderet med almen viden, end jeg var. Og til sidst var jeg hende, der gik til eksamen med disse forskellige roller, og spillede dem alle samtidigt over for censor. – Næsten som jeg skulle have gjort på musikkonservatoriet, hvis jeg var kommet ind. Dette var min kvalifikation. Dette var, hvad jeg var skolet til. At kunne skrive om kærlighed uden at ville den. Men ville den uden at skrive det. 12.6.2011.

Livgiver jeg, ånder jeg.

Måske følte jeg mig bare stærk uden at være det. Eller jeg var stærk i går – hvor jeg følte mig svag, – bare uden at vide det. I hvert fald stråler jeg som en sol ud over alt og alle her til aften, selvom jeg såmænd bare ligger på min sofa. Chokoladen fra i eftermiddags satte gang i en masse aktiviteter. Pludseligt fik jeg luget i mine bed i haven, og støvet af omkring min computer. Noget, jeg ikke har gjort i måske et halvt år. Jeg motionerede ikke kompenserende for at udligne at have spist chokolade. Jeg følte virkelig naturlig lyst til at spise frugt senere hen på dagen, så chokoladen bare var et gode i min mave, ja rent brændstof. Jeg har endda følt mig glad og lykkelig! Som sindslidende er det ikke en selvfølge. Nærmest i underskud gik jeg til mine dage uden lyst i bare sidste uge. Med en baggrund med spiseforstyrrelse er det en endog stor sejr for mig at kunne indtage chokolade, vide det feder, men bare få lyst til at arbejde mig ud af kalorierne. Kaste mig over ting, der før syntes kedelige eller ligefrem uoverskuelige. Ikke engang i trods til min nabo, kunne jeg holde mig fra at hive ukrudt op 🙂 Men hvad så? Hvad gør man med den store mængde energi? Skal man løfte håndvægte på stuegulvet, eller bare elske hver og en, man ser. Måske børnene, der lige nu leger udenfor, – hvilket jeg ikke før har oplevet så nært på i alle de 7 år, jeg har boet her. De leger virkelig, som jeg gjorde som barn. De er bare som – jeg. Min kæreste ringede, – det var fedt. Så tabte jeg telefonrøret, men det gjorde ikke noget, for jeg ilede for at hente en tekst, salmetekst han selv har skrevet, som jeg netop havde sat melodi til. ”Jeg er blufærdig over melodien”, sagde jeg til ham. For jeg har indspillet et vers af den, som jeg kunne sende ham pr. mail, men jeg må prøve at spille den igennem i morgen, for dog at se, om den er god nok. Hvem har lært mig, at jeg ikke er god nok? Hvorfor er det ”forbudt” at spise chokolade. Hvem sagde; du må ikke være her? Gå et andet sted hen med dine følelser. Føl noget andet, som ikke er nær så besværligt. Gør som de fleste gør, så vi ikke ser på dig med skam. Skam over at være din søster, eller din bror. I går aftes prøvede jeg tøj i en time, før jeg skulle cykle ud til min kæreste. En time. Endelig slog det mig, at det var mit selvværd, den var galt med. Det var jo lige meget, hvilket sæt tøj jeg tog på, det rakte ikke. Intet rakte. Jeg skulle have rakt, inde bagved mit tøj, men det gjorde jeg ikke. Eller? Hvorfor hæver jeg mig i aften, var jeg ved at sige. Hvorfor er jeg det så meget større i aften? Så jeg endda kan understrege større. Hvorfor skinnede jeg i verden fra min position i sofaen, når nu verden synes at være udenfor? Hvorfor var det tilstrækkeligt at ligge der og stråle. Mens der i øvrigt rislede energi omkring toppen af mit hoved. Var jeg da ikke lykkedes – i dag!? Var det ikke alle de forudgående dage værd at se mig ligge der. (Selvom jeg helst ser mig indefra). At være i denne krop, der over nogle timer havde spist makrel, kiwi, chokolade, ost, brød, fordi hun havde lyst! Det batter. En håndlæser sagde engang til mig, at mennesket jo alligevel – frit stillet – vil vælge en sund kost. At det har undersøgelser vist. Tænk; i aften forstod jeg, hvad hun havde sagt. For makrellen smagte som om, jeg havde brug for den. Og chokoladen gav mig et kick til havearbejde og så fremdeles. Og jeg var på en måde en voksen kvinde for første gang i mit liv, for jeg tænkte ikke på, at mine lår ville blive tykke, eller at jeg skulle revanchere og måske i morgen gå 5 kilometer. Nej, intet skulle udlignes, for gjort var gjort, og gjort var gjort godt. Indlysende godt, fordi jeg havde gjort med lyst. Bare hvad der faldt mig naturligst at gøre. Det, min krop ville. Og det forløste med det samme. Energi, overskud, alt kunne lade sig gøre. Projekter, jeg havde gruet for at gå i gang med, syntes lige foran mine hænder. At jeg vaskede lidt op indimellem, og lagde lidt – ikke det hele – tøj på plads, smittede bare af på resten af vel – gerningerne. Intet var vel gjort uret eller forkert? Jeg mener; tjente det ikke et formål i længden, at jeg vaskede en kop af nu og her? Kunne jeg ikke nærmest kun ”gøre godt”? Var en vasket, ren kop ikke et gode, selvom der stod flere kopper tilbage, som jeg ikke nåede? Et eller andet sted kan vi ikke gå galt, os mennesker, hvis jeg må tale så bredt. Hvilken gerning er ikke gjort i kærlighed eller af kærlighed? Hvad skulle ens argument næsten være, hvis man ville en anden ondt. Hvilket forsvar ville være godt nok. Hvor skulle man gøre af hadet eller den ufri vilje. Hvor skulle man gå hen med den? Hvem skulle man dele med, at man ikke kunne udholde et liv? Gærer vi ikke håb i hinanden. Var vi her ikke til støtte? De gange, hvor jeg har været selvmordstruet, har min far altid sagt (og måske i alt to gange): ”Vi må jo ikke give op”. Og ingen ønsker vel heller at give op, det synes bare nogle gange at være den eneste ”mulighed” eller udvej. Tænk – at døden skulle være det rette valg. Tænk de psykisk syge, som ender med at dø. Deres liv ”rettede sig ikke til”. Deres liv gik dem imod, ville deres endeligt. Hvorimod mit har villet bevare mig. Den lod, vi har, skal vi passe på eller værne om. At jeg fik muligheden for at komme mig over at have opgivet et liv, er ikke alle til del. Jeg er ikke særlig i min position, har ikke en masse at dele, nej jeg tabte. Men i aften vandt jeg mig tilbage. Bare denne enkelte aften. Alle de tårer, jeg gennem tiden har grædt, ligger nu som chokolade på bunden af min mave. Mmm. Alt det bøvl, jeg var i sidste uge, var jo i sidste uge 🙂 Alt det bøvl, jeg kan være igen i fremtiden, må vi vente at se på. I aften var ”du” her, som jeg sagde til Helligånden, eller hvem der gav mig styrke. Og Helligånden svarede: ”I aften var du her, Rie”. Og ja, jeg var nærværende og fuldt ud til stede. Fordi min livsbane gik forbi en sofa på det rette øjeblik. Og jeg tav og mærkede nærvær på toppen af mit hoved som en healende kraft. En anden ville kalde den noget andet. Skabervilje, strømning, spiritus. Jeg kalder den for: Rie, når hun er Rie fuldt ud. Tak, fordi det lod sig gøre. At jeg var fuld af egen kraft. Livgiver jeg en smule ved disse ord, ånder jeg. 04.06.2011.