Det var altsammen små skridt i den rigtige retning. Man gik ud fra, at i takt med at man blev ældre, blev man også klogere. Og med mere livserfaring bag sig, var man bedre rustet til at møde hidtil ukendte udfordringer. Og i alle ting ville jeg bare gerne være ren. Ren i tanken – sådan helt barnligt, uskyldigt, ren i følelsen så der var overensstemmelse mellem, hvad jeg havde indvendigt og hvad jeg udadtil gav udtryk for. Ren i kroppen ovenpå krævende dage med præstation og tynd mave. Ren. Et åbent ansigt. Det, der var. Stabil. Det, der lå latent i mig – og hvilede. Jeg lå på sofaen med katten ovenpå. Den havde ikke umiddelbare forbehold mod mig, selvom jeg i egne øjne ”tænkte dårligt”, eller manglede kærlighedsevne. Den var varm og kærlig. Det var min kæreste også, da han tog af sted. Og i morgen er han det igen. Det er det, man kalder ”tillid”. Din krop op af min, fordi der er tiltrækning og magnetisme, som om din mave op af min går ind og næsten ”fylder op” i min mave, hvor der før var hult. Du vil mig ikke ondt, Herre. Hvorfor tror jeg, jeg skal straffes eller møde modstand? Hvem har lært mig næsten at bede om Tab på livets vej? Jeg sidder i kirken og du fylder mig op. Efter nadveren synger jeg mærkeligt nok bedre end før nadveren, og jeg kan ikke forklare, hvorfor. Jeg tænker på at have gjort et andet menneske ondt rent fysisk engang, men finder trøst i at også Du led en smertefuld død, og måske kan forklare mit barn, at det er et offer. At jeg slog ham ihjel, fordi jeg var syg. Og at han har betydet så utroligt meget for mit liv. Sidenhen fik jeg ikke børn. Det var som om, det ikke kunne ligge i mit liv. Der var ligesom ikke plads til børn i min mave. Eller i mit sind for den sags skyld. Ikke at jeg ikke gerne ville have en ekstra ”Lars” (kæreste) på en eller anden måde. Han måtte da gerne kopieres, men – jeg.. Jeg sang engang ”Nu lukker sig mit øje” – godnatsang for mit barn. Det var inden det blev født, og om han har hørt det..? Men så lukkede jeg hans øje, mens Gud så til. Og så løb jeg væk fra ham, efterlod ham i sneen. Hvorfor sang jeg først for at gøre ham tryg, for siden at gøre ham utryg? Nu synger jeg aftensang for mig selv. Jeg er mit eget barn, også så jeg virkelig skal tage mig sammen for at føle mig som voksen – i en alder af snart 39 år. Man havde ikke som barn ønsket sig at blive en, der har slået ihjel. Jeg ville bare gerne synge og spille klaver. Det gør jeg nu; egne sange og salmer. Offentligt. Det var, hvad jeg kom med i posen. Af lykketræf og skæbne stykker. Jeg deler gerne ud. Men når jeg skal leve med fortid og synd, begynder jeg at tro på Jesus. Så får jeg det bedre. Min søns voldsomme død var ligesom Jesus’ voldsomme død. Så det har de tilfælles. Genkender du mig en dag, vil jeg være glad. Men vil du ikke kendes ved mig, forstår jeg godt det. Til vinter vil jeg selv lægge mig i sneen, og min kæreste skal med vilje gå fra mig, så jeg får følelsen af at blive efterladt, hjælpeløs. Men det går sådan, at han ikke kan få sig selv til det. Jeg beder ham igen og igen om at gå fra mig, fordi jeg har fortjent at blive efterladt, – men han kan stadig ikke. Jeg turde godt løbe fra dig der i sneen. Du var hårdt ramt, men jeg havde ”sendt dig af sted”. Mere føltes du ikke som mit barn, end at jeg havde kræfter til at løbe. Kære urene, moder. Mere følte jeg mig ikke som dit barn, end at jeg først nu kender dig (igen). Flere ord har vi ikke at sige, andet end: ”Nu åbner sig mit øje”.
24.10.2011.