Archive for februar 2014

Regnet blandt tosser

Det er jo også lige meget, hvad man gør (alt sammen gør) for (bare) at blive elsket. Tænk, alle de teenagere, der er (mere) afhængige af likes på Facebook, jo flere jo bedre, selvfølgelig. Tænk, at deres hele liv går under, hvis de ikke får opbakning til det, de poster der. Jeg lever videre, trods skuffende statistik over mit seneste blog – indlæg, – som ikke var dårligt! Nu har jeg så lagt en elsket salme ud, i håb om at folk vil kunne lide den. Hvorfor gør vi os hele tiden til, så andre kan lide os? Er vi ikke gode nok i egne øjne alligevel? Jo, helst. Men hvem kan se sig fri for, at ros og opbakkende kommentarer, som likes jo er, betyder noget. I den måde, verden ser på én, mener jeg. Hvordan er jeg udenpå næsten, hvor jeg kun kender mig selv indefra. Kan I lide min stemme, min melodi, ellers Lars’ tekst, bare en lille smule? Hvem hader mig ikke for at lægge Jesus – ting ud? Det, en psykisk syg skammer sig allermest over, er at blive til grin, fordi det han går og ytrer sig om, er helt hen i vejret. Det er jo faktisk lidt morsomt, at det er sådan, jeg er blevet født denne gang. Som en, man ikke regner for noget. Ja, endda en, der taler i vildelse, som ingen forstår, og hvis stemme man ikke bør tage alvorligt. Ja, man kunne bare spærre mig inde på en afdeling, og jeg ville passe fint ind der, blandt alle de andre Jesus’er. Og hvem skulle da regne mig for at være mere end de andre? Mere fornuftig eller reel. Mere sandfærdig eller autentisk. Hvordan skulle jeg blandt tosser skille mig radikalt ud, som hende, der skal lyttes til? På Facebook har de nok for længst dømt mig ude, for at være lidt gak gak. Men også jeg stryger let over andres indlæg, som om det, de poster, er åndssvagt, ligegyldigt. Og nogle gange læser jeg noget genialt, men så tør jeg ikke give det en tommelfinger, som tilkendegivelse aller anerkendelse, fordi jeg er bange for det gode. Eller ser helt uhørligt meget op til den person. F.eks. en person som ”Claus Lautrup” fra min hjemby, Gram. Det er jo helt åndssvagt! Og nogle personer tør jeg slet ikke søge efter, og måske blive venner med, da det var bedre, om det var omvendt, at de fandt mig, godtog mig. Jeg har for længst godtaget dem, og ville Elske et Facebook venskab med dem. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at spørge. Kan I ikke se; hvordan afvise en morder? Vil hun da tro, vi fordømmer hende? Hvordan spørge som morder, vil de da ikke afvise mig af den grund? Kan I se, det går lige op??! 22.2 14.

Til Trøst

Der var tale om egentlig fylde. Ved at sidde ved klaveret og se noden til din salme foran mig. Når jeg lagde noden væk, og sad over for et helt hvidt nodeark, var der intet liv. Vi skal alle undersøge uopdagede terræner, men vi kan jo også uddybe dem, vi i forvejen kender. Derfor: om jeg tredje gang spiller den samme salme igennem, sker der alligevel noget nyt for hver gennemspilning. Jeg lægger trykket et lidt anderledes sted, end forrige gang. Og det skulle være kunsten ved at synge opera, at man kan lægge sit eget udtryk i en arie, som ellers tusinder af andre kvinder før mig har prøvet at synge og forme? Det skabende ligger i at opdage noget, der i forvejen er tilgængeligt for os alle, og så uddybe det, vil jeg mene. Vi kender alle smerte og hjerte, men vi synger gladelig ordene igen, bare på en lidt anden måde end sidste gang. Og det giver ny mening. Øjne åbnes, og strømmen af en energi, man former på sin helt egen måde, sin intention med at ville, simpelthen ane et formål forude, alle disse faktorer gør det sjovt at være kunstner! Skal vi tale om ”håndværk”, lyder det allerede i mine øjne som om, lidenskaben i det arbejde går tabt. Og bør vi ikke bevare passionen, for at mærke vi er i live? Men når vi føles døde, skal der også være en sang, vi kan høre der. Derfor taler man om ”melankoli”, og man komponerer måske melodier i en mol toneart. Vi kan – igen – understrege noget, fremhæve en stemning. Frembringe minder, tanker, følelser i andre mennesker. Det er det arbejde, jeg har. Jeg skal vække noget i folk. Tænde deres nysgerrighed. Få dem til at blive på siden, så det, der står øverst, skal man ville læse til ende. Ikke fordi jeg skal sælge en bog, eller er afhængig af applaus. Men fordi jeg er afhængig af at levendegøre. Skabe liv i et indre, der måske ellers er mørklagt. Det lys, vi alle går rundt og bærer på indvendigt, kan stå i en skygge- eller katastrofeverden, og næsten være gået ud. Vi kan alle ånde ud en dag. Ja, selve livskraften, vores glød kan simpelthen rinde ud, eller miste ånde. Og den kunst, vi måske på jorden har frembragt, kan leve videre i form af kompositioner indenfor en lang række kunstformer, fordi vi kan hænde at ramme noget almenmenneskeligt undervejs, som andre kan nikke genkendende til. Og vi kan derved tro, at vores liv ikke var spildt. Vi efterlod os dog noget, som har evigt liv. Som lever hen over generationer. Bliver båret videre af andre sjæle på vej. Dyrebare er vore erfaringer, lige meget hvilke, da de kan komme kommende generationer til gode. Tænk på et træ, vi har plantet, som vi kun i vores levetid måske når at se roden af. Vi ved, det bærer frugt en dag, og at et andet menneske på et givent tidspunkt vil kunne høste af det træ. Det er godt givet ud. En investering, der giver afkast. Hvem gider sidde op af et træ? Hvor mange gider at passe og pleje i så mange år, og så ikke engang se et synligt resultat af anstrengelserne? Du har vandet træet, holdt det ved lige. Men du ved sådan set ikke, om dit bidrag har nyttet noget i det lange løb. Det lange løb kunne vi både kalde timelighed og evighed. Et træ varer vel ikke evigt? En dag er der en, der fælder det, eller det vokser ind i himmelen, sammen med alle de børn, der leger på det imens. Vi andre rækker vores hænder mod himmelen, i håb om at være (d)et træ (..). Du skal lægge dig ned og lytte; hør engang træet vokser! Men vi andre, vi formidler bare viden, vi har erhvervet os gennem levet liv. Og selvom vi regner levet liv for noget, er der dog nogle, der mener, deres liv er til spilde. Vi når lige at få tanken, at vi hellere ville være død end levende. Men så kører der en bus forbi, og hvad hvis vi alle gav op? Træet kan ikke bare give op, det fortsætter sin himmelfærd. Lad os alle være dets blade. Om ikke andet er jeg selv noget mos på stammens bark. Vær det, du gerne vil på træet. Du skal ikke nødvendigvis gøre nytte eller syne af meget. Du kan endda gemme dig inde i et hulrum, hvis du vil. Men spørger du da, hvorfor ingen får øje på dig der, får du et naturligt og uomtvisteligt svar. At du er umulig at se for det åbne øje. Men tænk da på, at der dog altid er én, der kan se dig. Og at du selv føler dig synlig for andre. Og lad som om, du står på en scene og skal spille din rolle til ende. Fordi det var dit formål. Af alle stier, der fandtes på jord, skulle din plads være inde i et træ. Og hold da vejret, for faktisk har du fået hovedrollen, af alle roller. Du var træets hjerte. Dets hjerterum. Dets væge, der brænder i dets kerne. Du kan lære os andre noget om vedholdenhed, udholdenhed, stædighed. Og du synger en dyb sang i mol ud fra dit hulrum, ud i haven. Jeg kan mærke, du bærer på smerte, men hvilken forløsning! Havde vi andre bare en sådan sangstemme…
20.2.2014.

Efter et Tyveri

Utroligt som et tyveri kan virke lindrende. Man bliver opmærksom på, hvad man alt sammen har med i sin taske, som man overalt kan risikere at miste. – Selv under en gudstjeneste i kirken, hvor jeg arbejder som kirkesanger. Så er man pludselig allieret med kordegnen, fordi hun også fik stjålet sin telefon, og tyvene tog mærkeligt nok ikke mine usb – stik med hele min livshistorie, som jeg af en eller anden grund helst vil have med mig overalt. Og først fandt jeg kun den ene strikvante, – som jeg faktisk holder meget af, men så da jeg kiggede til bunds i tasken senere på dagen, fandt jeg mirakuløst den anden. Ingen som mig går op i forgængelige ting (..). Jeg mister ikke engang mit mobiltelefon nummer, selvom de stjal telefonen, og jeg kunne hente min pakke på posthuset, selvom jeg havde mistet seddelen, der var kommet ind af min dør, fordi jeg ikke var hjemme, da pakken blev leveret på min adresse. Og i fald tyvene havde hentet min pakke, sagde ham på posthuset, at de ville kunne have set gerningsmændene på overvågningskameraet. Og i øvrigt var der kun kosmetik i den pakke.. Og kvinden, der fandt min taske i går, var underlig omsorgsfuld, uden jo at kende til mig. Havde endda prøvet at finde mig på Facebook, da hun kunne aflæse mit navn på mit buskort. Og hun må have ledt efter mit fastnetnummer også, for hun blev kun forvirret af at prøve mig på min – stjålne – mobil, da helt fremmede mennesker tog imod opkaldet. Så kunne jeg lige pludselig heller ikke længere aflyse mit interview med hende journalisten fra ”Hendes verden”, for jeg havde ikke længere hendes mobil nummer hos mig. Og intet var der dog at frygte der heller, da hun var her, og lyttede til min oprejsning ovenpå en barsk skæbne. Og tænk, jeg synes endda vores hoveddør blev nemmere at åbne og låse, da varmemesteren – eller nøgle manden – havde skiftet låsen. Og som sagt er jeg nu mere opmærksom på, hvad jeg går med i min taske. Ligesom jeg blev skræmt over at opleve indbrud i min sidste lejlighed, – fordi jeg simpelthen ikke anede, det kunne ske, så kærer man sig mere om sine værdigenstande efterfølgende. Og betyder et dankort egentlig så meget? Og hvad med de skindhandsker, kan jeg ikke (bare) købe nogle nye? Og kordegnen var så sød at melde hændelsen til politiet, så jeg bare kunne skrive mine personlige tab ind under hendes sagsnummer, og kirkens forsikring ville endda dække. Og nu ved vi som kirkekor, at det kan ske en anden gang, hvor kontoret ikke er blevet låst under gudstjenesten. Og belært af situationen, tager jeg nok fremover min taske med helt op til orgelet, – hvor den sagtens kan stå! Jeg må have set helt opgivende ud, lige efter at have opdaget tyveriet. Helt så jeg var ved at aflyse en aftale med en veninde, fordi jeg hellere ville hurtigt hjem og spærre kort og telefon. Så kom hun i stedet med herud i lejligheden, hvor vi nok ellers ville have valgt en cafe i midtbyen, og der sad jeg og brændte inde, og ønskede bare, hun ville tage hurtigt af sted igen. Rigtig uhøfligt (af mig). Og på et tidspunkt jog jeg hende og min kæreste ud af stuen, så de i stedet tog opvasken, for jeg kan ikke samle mig om et vigtigt opkald, – denne gang til politiet, hvis jeg ved, der sidder personer omkring mig, der kan dømme mig på mine formuleringer og min kejtede måde at sige tingene på. Når jeg derfor til daglig ringer til diverse instanser, venter jeg til jeg er alene hjemme. Der gik min grænse ligesom. Og min kæreste spurgte godt nok, om jeg var ”faldet lidt ned”, da han havde kørt ”Lone” hjem, som veninden hedder. Og jeg tålte ikke den formulering, for ville han ikke være en smule desperat i samme situation? Jeg vidste jo ikke på daværende tidspunkt, at jeg ville få usb stikkene i god behold tilbage, at min taske overhovedet igen ville lande i mine hænder. Men så kom han med blomster, og vi havde en vidunderlig aften sammen. Jeg må bare se det som styrke, at jeg blev vred, og ville forsvare mine værdier (genstande) til det sidste. Derfor: Undskyld, veninde, og undskyld, kæreste. Jeg var chokeret, ked af det. I dag måtte jeg så for første gang i flere år købe mig en ordinær busbillet i automaten i bussen, på vej op til Nattergalevej efter min taske, som så viste sig at indeholde mit buskort, endda i fuld form. Og jeg sad helt rolig, og vidste bare, der var kærlighed foran mine skridt. Så famlede jeg i min genvundne taske, og helt på bunden lå min livshistorie fordelt på to usb stik. Og selvom jeg havde back up herhjemme af det meste, var det alligevel rart, at mine dagbogsnotater, digte, billeder, sange ikke var havnet som hvermandseje, eller i helt forkerte hænder. Gik og spøgte med mig selv, om at der lå parfume, pudder, læbepomade, og diverse andre kvindeting i tasken. Ja, hvis alt det har ligget på fortovet, er jeg næsten flov over det (..). Man kunne kalde det nåde, alt det her. Og det, jeg blev givet, og fik tilbage, var hjerteblod. Noget, jeg kæmpede for. Derfor ville tabet have gjaldt noget. Det havde nok mærket mig. I stedet mødte jeg venlighed hos tdc, hos politiet, og fra kvinden, der fandt tasken. Og det hele kostede mig en busbillet, et nyt dankort, et par skindhandsker, noget kosmetik, og min adresse bog (som er en fysisk bog). Nu kan tyvene kontakte alle mine venner via adressebogen. De kunne sådan set også have sendt pinlige sms’er rundt til dem, jeg havde numre på i telefonen. Men mærkelig nådige var også de tyve, at de lader mig finde sygesikringsbevis, buskort, vanter og hue, og min nyindkøbte læderpung. Og at det ikke regnede i går, hvor indholdet lå på gaden, kan man vel også kalde held? Vi bliver vel alle opmærksomme på, hvad der er vigtigt for os, indimellem, i løbet af ugen, i et parforhold eller venskab. Her skulle en ydre begivenhed til for at vække min kamp for mine mærkesager. Og jeg glemmer aldrig, at jeg følte det vitterligt uretfærdigt, det der var overgået mig, ja hele dagen i går, indtil kvinden fra Nattergalevej ringede. Ja, jeg græd endda bitre tårer over, at jeg ligesom skulle være offer i en sådan sag. Alle de vigtige opkald, jeg måtte stå tidligt op til i dag for at foretage. Følelsen af at være blevet røvrendt eller misbrugt hang også ved. Men jeg glemmer heller aldrig busturen op til Aarhus vest. Og mine aversioner mod mennesker, der kan finde på disse grimme ting. De ved jo slet ikke, hvad de gør, for at bruge bibelske termer. Tak for den opmærksomhedstræning. Og venlighed fra systemet, på hjemmefronten, skæbnen om man vil.
10-2-2014.