Jeg skal ikke længere sidde hos min søster og tigge om penge. Hvorfor bede en anden om penge? Er det ikke hendes/hans (penge)? Man kan give og tage fra hinanden, og penge kan have forskellig værdi, alt efter hvem der holder dem i sine hænder. Og nogle mener, at penge er materialiseret energi, altså at når man køber noget, udveksler man i yderste instans kærlighed. Man burde bruge sine penge til ”godgørende” formål, men regninger skal betales, selvom det drejer sig om vand- eller varmeforbrug. Og kedeligt ser papiret jo ud, selvom alt nu bliver vist elektronisk på ens computerskærm i stedet for. Men man skal regne penge for noget, man kan udveksle med. Som en samtale, man har med andre. Jeg vil heller ikke længere tage imod de 16.000 kr. fra mine forældre, som skulle dække et efterslæb, jeg har med pensionsafdelingen, for min mor stoler ikke engang på, at hvis hun overfører det eksakte beløb til mig, at jeg så betaler pengene videre til dem, der skal have dem. Hun vil selv betale dem ind på et særskilt girokort. Men er det ikke mit girokort? Der er ikke på nogen måde tale om en kærlighedsgerning, når min mor i en mail til mig i dag skriver, at jeg ”må forstå” noget. Jeg har så udmærket forstået hendes ærinde med at overskride grænsen for, hvad der tilhører mig. Og have en følelse af at gøre noget heroisk for sin datter, ja nærmest for menneskeheden. Sådan som hun taler omkring sig om denne gæld, hun/de vil udligne for mig. Jeg behøver hende ikke, heller ikke til at opblusse min vrede. Og hvis hun ringer, kan jeg jo sige, at jeg er alene hjemme, og derfor ikke har nogen at græde ud hos, når jeg smækker røret på. For jeg græder nemlig, når jeg bliver rigtig vred på nogen. – Selvfølgelig først, når jeg har lagt røret.. Jeg er derfor et simpelt offer, der hellere betaler sine regninger selv, end tager imod tiende eller medlidenhed, og at forhøje min kassekredit er derfor det mest ansvarlige, jeg overhovedet kan gøre lige nu. Dermed afvikler jeg selv min gæld (til hvem som helst), og ingen andre planter fingre ind over mit papir. Eller skal have æren for at bidrage til en sundere økonomi. Og var det ikke også mig, der oplyste kommunen om for lidt indkomst i sin tid?, hvor Lars og jeg skulle opgive, hvad han tjente om året, i forhold til at min førtidspension så bliver reguleret ud fra det beløb. Når man har tabt noget, samler man det så ikke selv op igen? Så mit eneste ”våben” er at ytre min vrede i en kontant sætning, jeg lige har sendt til mine forældre. Deres næste træk er måske at ”så vil vi ikke støtte dit foretagende”, hvortil jeg så vil svare: ”Nej, men da vil jeg heller ikke have jeres penge”. Når Lars kommer hjem fra arbejde i morgen, vil han finde det helt komisk, at jeg har afslået at modtage 16.000 kr. af mine forældre. Men jeg vil da vide, at jeg skal på jagt efter pengene selv. Eller betale 800 kr. af på den gæld hver måned i et par år eller tre, som de foreslår fra pensionsafdelingen. Og de er nu så søde, når man ringer til dem. Og hvem kunne også vide, at det skulle blive et knudepunkt for mine forældre og jeg, så vi måske ikke kan tale sammen for en tid. Jeg vil bare vide, at jeg har opgivet bistand og tiende, og at jeg ikke længere skal sidde hos min søster og bede hende betale cykelhandleren, som jeg sad og bad hende om sidst. Bare fordi eet menneske har i overflod, behøver vedkommende jo ikke dele ud af sin skat. Og i øvrigt behandler hun mig med hån, så jeg har af flere grunde ikke lyst til at besøge hende i den nærmeste fremtid. Når man f.eks. spilder noget vand fra et glas, ler hun. Når man taber noget kage ned af blusen, ler hun. Når hun spørger til, hvorfor jeg d. 3. april allerede ikke har flere penge, nu hvor det lige har været d. 1. april, har hun for længst overskredet, hvad der ville være rimeligt at spørge om fra en søster til en anden. Passer hun måske ikke sin egen økonomi, uden jeg blander mig i den? Og hvis mine forældre tror, de redder mig ved at give mig luft, vil jeg hellere udånde. Og tror jeg, jeg redder dem, ved at afslå dem, tager jeg fejl. For det vil altid koste dyrt, når to parter ikke forstår hinandens strategier, og dette var måske et lidt for personligt indlæg, men det er, fordi jeg kan mærke, jeg taber mine forældre nu. Og det batter noget, kan jeg så sige. Hvem har ikke prøvet at række ud efter nogle, der går. Men det var mig, der gik. 5.4.14.