Archive for januar 2014

Smertetærskel

Jeg gider godt gøre noget for en god ven. Se hans blog f.eks. Der er nogle mennesker, min medfølelse eller sympati ”tændes for”. Som i dag – dog en helt ukendt kvinde, hvor der var en ung kvinde, der cyklede ind i en bil, der havde overset hende. Fra det øjeblik, jeg så hende fra bussen, frygten i hendes øjne, blev jeg vakt til live. Hel formiddagen var ellers gået med at tænke negativt, både om mig selv og andre. Men i det øjeblik fik jeg levende følelser. Følelsen af sympati og medlidenhed. Jeg er normalt så egocentrisk, at jeg mest går op i min egen blog, læser statistik, tror folk kan lide det, jeg skriver. Men i dag har jeg læst en andens blog, med stor interesse og appetit. Det hedder: livsvilje. Også i aftes grinede jeg højlydt i stuen, hvor jeg var alene, og jeg blev på baggrund af det skraldgrin vakt, føltes det som. Siden forlod energien mig igen, og jeg må kæmpe mig igennem timer på den følelse at være psykisk syg. Ja, det meste af dagen er jeg vel som sådan sindslidende. Hvordan får jeg det grin frem i morgen igen?, tænker jeg og beder næsten en bøn derved. Her var så rart i stuen i mit eget selskab. Lysene – omend kunstige – omkring mig syntes så kærlige. Og her var så rart at se rundt i vores stue, min kærestes ting op af mine. Fred at ane forude, en morgendag at næsten glæde sig til. Et frirum, jeg sjældent oplever. Ja, jeg var sat fri. Det var den følelse, jeg gik en tur med. Selvom det var mørkt og koldt udenfor, var det en genkendelig ting at gøre for mig. Ja, selv i snedriver har intet kunne holde mig tilbage nogensinde, fra at gå en tur for motionens skyld. Ville snedriverne mig da ikke noget godt? Behøvede de være min fjende? Samme tanker prøver jeg at projicere over på min nuværende skade i min lægmuskel; behøver den være min fjende? Kan jeg ikke behandle skaden med omsorg, tro på den kommer i bedring? Behøver benet at være noget, der skal bekæmpes? Som en forkert eller negativ ting i mit liv. Nej, skaden er min ven. Selvom den gør ondt, må jeg holde mig til, at den er en del af mig. Den er ikke blevet påført mig udefra af en eller anden negativ kraft. Den er derimod en hjælp til at geare lidt ned for den hårde belastning, det også har været at spille badminton hver fjerde dag i juleferien, – selvom følelsen bagefter er ubeskrivelig dejlig! Du skal skåne mig, siger benet næsten. Og ligeså mit sind. ”Du skal elske mig varsomt, for min tro er lille”, som jeg skrev i en salme i forgårs. Men hvad hvis man i stedet trænger til en skideballe eller et møgfald, skulle man da gå fri? Man får nøjagtig så megen modgang, som man kan bære, står der vist et sted. Skælder du mig ud, må jeg hanke op i mig selv, og tro jeg har fortjent en lærestreg. Men nu, hvor du ikke skælder mig ud, men ”elsker mig varsomt”, takker jeg dig for det. Da får jeg nøjagtig, hvad jeg kan klare. Men fra den, der ikke kan klare meget, skal ventes alt. Pludselig en dag rejser et barn sig op, og kan stå på sine ben, derefter gå rundt. Og selvom jeg halter for øjeblikket, kommer der en dag igen, hvor jeg kan gå omkring uden smerter. Jeg må dog tro på, at en skade går over, at sundhed og velvære træder i stedet for? Er vi plaget af savn eller ulykke, kaldes det ”sorg” eller psykisk uro. Men hvor træder jeg næste gang; plaget eller frigjort? For i mit sind er jeg rolig til aften, men i mit ben er jeg plaget. Hvor træder jeg da helst? ”Du har enten en høj smertetærskel eller også er du heldig”, sagde fodterapeuten i dag. Men på tærsklen til hvad? En smerte, man lider på grund af andre, såsom kvinden, der faldt på sin cykel i dag, må dog føles værre, end én man selv pådrager sig? På badmintonbanen var ingen skyldig! Jeg havde enten ikke varmet ordentligt op, eller jeg havde forsømt at strække musklerne tilstrækkeligt ud, de øvrige gange vi havde spillet. Eller også var det kroppens måde at sige på: jeg kan altså ikke mere. Men træder jeg frigjort, er det fordi jeg er lettet indvendig. Intet kan hindre min sjæl eller mit sind, og da slet ikke mit ben, som kun er en del af mit legeme. Ja, jeg kunne rive benet af, og endda være et helt menneske. For hvad tæller egentlig her i livet? Det gør sjælens frie færd. Om man halter, eller er blevet tortureret, som dem vi så billeder af i fjernsynet til aften, skal ikke hindre det menneskes frelse eller videre livsvilkår. Godt nok i et andet ”rige” eller et andet sted. Vi kan kigge på billederne i fjernsynet, og vi kan med-lide. Dermed ærer vi det menneske, der er afgået ved døden, at vi ser de rædsler, han har været igennem. Derigennem er vi hans vidne. Jeg så pigen falde i dag. Uden hun kom synderligt til skade, kunne jeg se forskrækkelsen – selv fra et busvindue – i hendes ansigt. Noget havde overgået hende, som hun ikke havde villet. For alt i verden vil vi ikke køre ind i en bil, på vej ned af en bakke, i fuld fart på vores cykel. For alt i verden ønsker vi ikke for nogen, at de bliver tortureret. Men ingen skal skade deres inderste kerne af fred. Du vinder ikke, selvom du er min bøddel. Du tror, du har overmagten, men der tager du fejl. Vi kan nagle dig til et kors, men du mærker ingen smerte. Jeg skal cykle igen i morgen, tænker pigen. Det kan hænde igen, men jeg skal cykle igen i morgen, som om intet var hændt. Jeg må nødvendigvis genvinde tillid til verden. Og vi kan alle pege fingre af, hvem der er mest skyldig. Ham i bilen, mig der ikke havde varmet op, eller bødlerne der torturerer. Men det kunne have været mig. Og dig. Og dna spor og vidner kan alt sammen fælde os. Endda til straf fra systemets og samfundets side. Men i vores inderste må vi hver især søge frelse et helt andet sted. Systemet kan være barmhjertigt mod én. Men skulle måske have skældt ud. Måske skældte det i stedet ud, hvor det skulle have dømt mildt. Hvem er i sin ret til at dømme i yderste instans? Gud. Fra menneske til menneske gør jeg mit bedste hver dag. Men jeg er psykisk syg og har åbenlyse problemer i min omgang med andre. Ser du mit halte ben, eller mit halte sind først? Du ser mit ben. Men måden, jeg bærer det på, vidner om omhu. Og derpå skal du kende mig, at jeg tillige viser verden mit syge sind. Kend mig på benet, men der lider jeg ikke spor.
21.1.2014.

Miraklernes tid

Jeg havde en mærkelig oplevelse for lidt siden, udenfor Viby Centret. Jeg halter selv, da jeg har pådraget mig en fibersprængning i den ene lægmuskel. Da jeg så går over fodgængerfeltet, får jeg øje på en mand, der også humper. Dog ser det hos ham ud til at være en varig skade eller et handicap. Jeg tænker instinktivt, at så er vi da allierede på den baggrund, at vi begge er hæmmede af smerter eller muskelproblemer. Da jeg passerer ham, idet jeg når op på siden af ham, føler jeg en pludselig lindring i mit ben. Som om, benet slapper helt af, og der strømmer en varm energi omkring mit ømme punkt. Jeg går et par skridt og tænker: Wow. Og det fortsætter med at strømme. Jeg står på apoteket et par minutter senere og beklager mig over, at smerten i min lægmuskel nu har varet næsten en uge, fra uheldet indtraf. Hun råder mig til at bruge støttebind, og jeg anskaffer mig et, men imens kan jeg bare mærke, at det vil være overflødigt, da healingen for længst er gået i gang af sig selv, eller med hjælp fra denne lidelsesfælle. Hvor kraften så end kommer fra. Det er ikke mere end to måneder siden, at jeg døjede med smerter i lænden, bare i den ene side. Det kunne sådan variere i styrke, men det var som om, jeg ikke kunne få bugt med jagene, som tiltog ved bestemte bevægelser. Særligt når jeg stod og prøvede genbrugstøj, som jeg ikke havde brug for (..). Derfor tænkte jeg tit, at det at købe genbrugstøj var syndigt for mig. Og så smerterne som en slags straf for mit sløseri med penge. En eftermiddag lå jeg imidlertid på sengen og hvilede mig. Da fik jeg den tanke, at jeg var nær min søn på et åndeligt plan. Min fysioterapeut havde for længst sagt, at mine ben var lige lange, og at skaden i ryggen ikke skyldtes det. Men ikke desto mindre mærkede jeg pludseligt, at der blev trukket i mit venstre ben, og jeg kunne mærke, at kraften havde noget med Nikolas, mit barn, at gøre. Jeg tænkte: det var da utroligt! Og siden mærkede jeg aldrig noget være forkert i ryggen mere. Hvorvidt miraklernes tid ikke er forbi, om dette er et eksempel på healing, der gives fra et højere sted, eller det simpelthen skyldtes, at jeg var åben for at blive hjulpet, det kan vi ikke vide med sikkerhed. Men dette skrift er i hvert fald vidne på, at sådanne helbredelser kan finde sted. Jeg havde øjenkontakt med manden i fodgængerfeltet, men det eneste, jeg nåede at tænke var: der går en, der også halter, sørgeligt at hans er varigt. Ved ryggen irriterede det mig, at jeg ikke kunne sidde afslappet, lidt henslængt i sofaen, men hele tiden skulle sørge for at rette mig op, for at undgå smerter. Jeg bad ikke til Gud om at blive lindret, men blev det alligevel, på denne lidt utrolige måde. Nu strømmer der varme omkring mit sted på benet, kan jeg mærke. Jeg slapper helt af, hvor musklen før var spændt. Og jeg har tillid at ”nogen” gør noget ved problemet. Om jeg bruger støttebindet også som supplement, har jeg endnu ikke bestemt. Men i aften skal jeg til foredrag om Jesus… 15.1.14.

Overflod

Jeg er farisæer. Jeg vil skrive om den gode gerning, jeg gjorde i dag, ved at give en tigger mine sidste småpenge. Jeg tog næsten pungen frem, før han havde ytret sit ønske. Jeg elsker at give tiggere penge, hvad de så end bruger de penge til. Det er faktisk noget af det bedste, jeg ved. Så jeg søgte nærmest denne mands blik, førend vi passerede hinanden. Det endte med, at jeg fik et kæmpe knus af ham, og jeg sagde: ”Hav det godt”. Jeg kunne sagtens undvære de penge. Siden ærgrede det mig, at jeg havde betalt to kroner for en pose henne i genbrugsbutikken, for ellers kunne han have fået den mønt også. Men så kom jeg senere på dagen i tanker om, at ekspedienten jo netop havde givet mig de to kroner tilbage, da hun alligevel fandt en gratis pose at give mig. Endda selvom hendes regnskab så ikke ville passe korrekt. Altså havde tiggeren fået den tokroners mønt. Det behager mig, at jeg har givet ham, hvad jeg havde. ”Jeg ved ikke, hvor meget, der er her”, sagde jeg. Jeg er farisæer. Jeg bryster mig af, at det er ligegyldigt for mig, hvor mange penge, tiggeren får, selvom det er altafgørende for ham, hvor meget han får. Jeg går derfra og tænker, jeg har gjort en god gerning. Jeg tror, hvis jeg havde mødt ham igen, havde jeg sikkert givet ham min halvtredser, som jeg sagtens kunne undvære. Men sådan kan vi jo alle prale af ugjorte gerninger, som vi i en ideel situation, gerne ville yde. Hvad var mit bidrag? Jeg gengældte hans knus. Netop; kærligheden lå i ham, og ikke i mig. Jeg fik lov at give ham nogle penge. Jeg fik lov at vise ham, at det var det nemmeste i verden lige at tage min pung frem. Jeg kiggede ham ind i øjnene, for at spørge ham med mit blik, om han manglede noget (i hele verden). Han skammede sig ved at spørge: ”Må jeg spørge dig om noget? Du kunne vel ikke undvære nogle småmønter?”. Han følte det ydmygende, men samtidigt nødvendigt for sin overlevelse. Jeg lod ham vide: Det er det nemmeste i verden at give dig nogle småmønter, en ren foræring. Du bliver glad, jeg bliver glad. Og sådan er kærlighed typisk. Men jeg er farisæer. Var det ikke nok at skrive i sin dagbog, at man var glad for sit nye tøj fra genbrugsbutikken. At jeg nu har i overflod, fordi mine tøjskabe i forvejen er fyldte til randen. Hvad med den halvtredser, der nu i morgen går til endnu mere mad i vores køleskab, som i forvejen bugner? Hvor simpelt er det ikke at have noget, frem for at mangle noget? Jeg er f.eks. meget mæt lige nu, men samtidig skal vi snart spise aftensmad, ja jeg må nærmest vente på at blive sulten til det næste måltid, mens andre derimod venter på at blive mætte. Os, der har i overflod, ser i vort ydre sunde og velnærede ud. Ingen aner at vi inderst inde kan mangle endog vigtige og nærende følelser. At hvis vi ikke føler os elskede, er vi fattige i sjælen. Selvom vi udadtil ikke syner sådan. Du skammer dig ved at tigge om penge, men jeg skammer mig over at nævne et sted, at jeg har givet dig penge. Gør det os ikke allierede? Men havde det været omvendt, havde jeg bedt dig om det sidste, du havde. Din sidste mønt. Og da ville den, der intet havde, miste alt, og den der havde i overflod, få det mere mellem hænderne. Retfærdigt ville det da være, om den, der taber alt, alligevel ejer kærlighed, mens den, der får i overflod, mangler evnen til at elske. Og at du favner dem begge. 8.1.14.