ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Hvordan rejser man templet på to dage? Det er jo helt umuligt. I øvrigt kan jeg ikke finde det sted i Bibelen, hvor det står. Er det noget, jeg har opfundet? Men i hvert fald at nedbryde et tempel og så derefter ret hurtigt opføre det igen, det skulle være en helt umulig opgave. Alligevel siger Jesus, at han kan de utroligste ting. Netop ting, der rækker ud over det, ”almindelige” mennesker kan. Ikke så mærkeligt , at han gjorde sig bemærket. Han var sikkert middel af bygning. Siden ingen bemærkede, han var tynd eller tyk. Han var vellidt, siden så mange fulgte ham. Vi ved næsten ingenting, men alligevel er vores verden indrettet, som om vi gør. Og hvor skal vi næsten lede efter vore mange svar? Hvad rækker ud over Bibelen. Hvad gør man, når Tro ophører? Hvis man føler sig forladt. Hvad når ingen kan nå én. 27.10.2012. Ja, blog – indlæget blev ikke længere. Det handlede om mig. Jeg kunne bare have skrevet ”jeg”. Hvorfor gøre personlige ting til almen kendte? Hvem interesserer sig for, hvad der rører sig i mig? Om vi har d. 27. eller 28. oktober. Men jeg vågner i morgen, og har ikke bygget templet. Jeg skulle ellers skynde mig. Ligeledes kan jeg ikke honorere kravene på lærerseminariet, hvor jeg ellers kun tager et enkelt fag. Hvorfor gik min grænse der? Andre kan honorere disse krav, hvorfor ikke jeg? Hvorfor skal jeg skånes, eller have omtanke for mit psykiske helbred. Ja, når jeg bliver presset, får jeg ad helt naturlig vej flere svinske tanker. Skulle jeg da ligge under for det pres, eller finde en anden retning videre? Gud står ikke for enden af en vej, dirigerer mig og siger: ”Kom, gå denne vej, her er sikkert”. Men jeg står selv ved begyndelsen af en vej, med øje for alle åbninger fremadrettet. Ja i det virkelige liv,- når jeg går på gaden, kigger jeg typisk på, om en gade er ”hyggelig”, for så vil jeg hellere gå ad den vej. Ja, nærmest om én vej er mere kærlig end en anden. Selvfølgelig undgår jeg helst uro på gaden, og drejer naturligt af en sti tidligere, hvis jeg aner truende ting forude. Det tror jeg, vi alle gør. Jeg vil helst gå den kærligste vej. Er seminariet ikke kærligt? Jo, men kravene vokser mig over hovedet. Er du sikker på, det ikke er kravene til dig selv, der stiger dig til hovedet? Jeg er usikker. Jeg troede ikke nødvendigvis, at jeg skulle stå i en folkeskole en dag, over for en skoleklasse, med musik kundskaber. Men det er faktisk alle de andres hensigt med at tage den uddannelse. Hvad kom jeg da der for? Jeg har kunnet blære mig udadtil med denne titel af at være under uddannelse. Men nu siger jeg: Muren bliver for høj. Håndværkerne sov over sig. Jeg har ikke kræfter (til at bygge templet på ny). ”Jamen, det forventer vi alle sammen, at du gør”, siger de omkringstående. Jeg derimod lægger mig ned på jorden. Og jeg bliver liggende i flere dage. Det er min måde at vise omverdenen, at jeg ikke er det værd alligevel. Alt det, de troede om mig. På seminariet har jeg måske nok svaret rigtigt på mange spørgsmål i undervisningssituationen, også hvor andre ikke har haft noget svar (særligt didaktikken har interesseret mig at læse om). Men ærligt talt. Én sagde engang til mig, at depression opstår, når man ikke kan leve op til egne krav til sig selv. Det er simpelthen ens egen målestok, der er gældende for, om man er en succes eller ej. Hvis man spørger lærerne på uddannelsesstedet, vil de skønne, jeg følger godt nok med. Jeg er måske ”på højde” med de andre elever i klassen. Men ingen ser ind bag. Hvem hørte, at jeg bad til Gud, før jeg skulle til en klavertime i forgårs? For du tager det fra mig, som jeg har elsket. Og jeg begyndte at drømme om at få et barn, men pludselig førte det en masse med sig, om at jeg så skulle bestå eksamen på seminariet, for at kunne erklæres ”egnet” til moderskab. Alle disse øjne, der naturligt vil være rettet mod, om jeg nu magter opgaven at være mor. Grundet min fortid. De kan være ligeglade. Please gør, at de er ligeglade. At de ”glemmer” min sag, ikke spørger til mig, ja ikke betvivler mig. Der har jeg været på seminariet på lige fod med andre. Ikke med særbehandling, eller på noget særligt mandat. Jeg har ikke snydt mig derind heller, for jeg havde jo kvalifikationerne, det har de selv påvist. Jeg har ikke fortalt nogen, at jeg er psykisk syg. Og alder spiller heller ingen rolle (jeg er en af de ældste), når man står i en rundkreds, og skal banke nogle rytmer på nogle trommer, – i takt. Om jeg den ene dag har orange bukser på, eller en skrigende læbestift, diskvalificerer mig ikke på det sted. Da jeg kommer – med musik. Da jeg er båret af en kærlighedsaffære med – Musik. Engang stod jeg op om natten for at lave kunst (det gør min kæreste faktisk for tiden, for at rette i sin nyeste salme), jeg var draaaget af en indre drift. Hvis jeg opgiver min uddannelse, – som stadigt kun er i eet fag, så kunne jeg måske igen komponere egne sange. Jeg siger jo, der er en tid, efter templet igen er rejst. Men de fleste ser kun den, der er lige nu, eller den der er passeret. Jeg drikker min te. Blufærdig. Jeg har afsløret mig selv. Og ser igennem mig. Jeg er kanske på vej ud af et drømme projekt. For at beskytte mig selv. Du siger, jeg skal blive. Se, hvordan det går. Jeg ligger stadig på jorden, mens andre bygger templet. Der er hvidt af støv omkring mig. De fordrede min medvirken, men jeg trak mig. Tænk, at jeg er så svag, at jeg bukker under. For mit eget projekt. Du siger så, at det er i orden. Ingen kan presse mig til en klavertime, som jeg beder om hjælp til at gennemføre. Du siger så tit, at jeg er god nok. Der var ligesom en begrænset verden for mig. Som for mange sindslidende. Vi tåler ikke så stor belastning. Du, Jesus, du kunne bare det der. Love at rejse et tempel, eller hvad det nu var. Du ikke bare lovede at vække de døde, du vakte dem virkeligt til live. Du gik ikke bare din vej, når nogen kaldte på din nåde eller omsorg. Du virkede, hvor folk var i nød. Du hjalp andre, hvor jeg kun hjælper mig selv. Men derfor kan vi jo godt være venner. Jeg er afhængig af, at du siger, jeg ”er på lige vilkår”. Min måde at takle de vilkår på, er bare farvet af, at jeg gennem 20 år har levet med sindssygdom. Ingen andre bemærker jo min hjerne forandre sig under pres. Elsker du mig stadig, hvis jeg ikke går på seminariet? ”Det kan du tro”, siger Jesus. Og tager presset fra mig. Han bærer det på sine skuldre, og nu hjælper han pludselig til, med at bygge templet, eller Rom, eller hvad det er. Men han trækker på smilebåndet og siger: ”Hjælp til her, så vi kan blive færdige”. Jeg tilbyder min hjælp, men vil helst bare være så tæt på Ham som muligt. Jeg holder mig i nærheden af, hvor Han er. Og jeg er ham til ingen hjælp, nærmere til belastning. Du siger til mig, Herre: ”Jeg kan se, du har løftet en tung sten, tak skal du have”. Og rigtigt nok har jeg løftet én, rigtig stor sten, som gjorde mig så træt, at jeg ikke siden løftede andre. ”Du har gjort, hvad du kunne”, siger Herren så til mig. Træt og tørstig siger jeg: ”Jeg kunne godt noget mere. Men ingen tror på mig. Selv eleverne i folkeskolen vil en dag synes, jeg er latterlig som lærer”. Jeg puster mig op, for dog alligevel at ville løfte en sten mere. Men da ser jeg, det er min dom, jeg løfter. Og jeg bukker under. Den falder ind over mig, og jeg er ramt. ”Selvmord!”, lyder det fra flere sider omkring mig i sandet. Mens Jesus svarer: ”Mord”. Og jeg selv stønner: ”Se, jeg kunne! ”. 27.10.2012.

Kærligheden skjuler syndens mangfoldighed. Det betyder at man går ind og ”dækker” over hinanden. Selvom den ene har sagt noget, man måske tager afstand fra, eller føler naturligst at dømme hårdt, så mildner man sit syn på den anden, og nævner ikke det punkt med eet ord, som ellers irriterer én. Nogen vil kalde det for ”fortrængning”, eller at man holder noget tilbage, eller brænder inde med noget, der skulle have været sagt. Men nej. Jeg brænder ude. Jeg indeholder ømhed for denne person, og ønsker at ”dække over” hende/ham. Altså udelader jeg helt min dom. Taler videre om et andet emne, skifter så at sige gear, og bevæger mig i en anden retning. Lader lige som et frisk pust passere hen over bordet. Som havde vi lige mødtes. Men er det ikke at fortrænge?, kunne nogen spørge. Er det ikke at tale hen over noget, tysse noget væk, undertrykke noget? Jo, måske, men hellere det. Hellere det end bore, udstille, finde en historie, noget sladder. Hellere gøre mindre ondt end mere ondt. Ønsker du ikke det bedste for dit medmenneske? Hvis en person har åbnet sig omkring noget, og vedkommende blues eller skammer sig over det sagte, søger du da ikke at skamme dig med, så at sige? Bør du ikke gå ind på hendes eller hans banehalvdel og agere med? Så vi da er to om skammen, og ikke kun én. Men er det ikke at tage for meget på sig af den andens ”stof”?, kunne man indvende. ”Hvad er ”for meget”?”, spørger jeg tilbage. Hvorfor ikke tage hele hendes skam på sig, hvis man alligevel godt kan bære det? Hvorfor bærer ikke jeg, som kan, frem for hende, der ikke kan? Deles vi ikke om hænderne i dette samfund. Skal jeg da ikke tage min tørn, selvom den måske er større eller mindre end naboens? Hvis jeg har frie hænder, og han ikke har. Da jeg kom hjem, efter at have mødt ”Lis” i midtbyen i dag, så jeg stjerner og sole overalt. For hvad jeg troede at have sagt forkert, udlignede hun. Og hvad jeg siden takkede hende for, havde hun ikke bemærket at have givet mig. Derfor udveksler jeg disse ord. Men en helt anden læser. Bare så hvis du/I møder hende på gaden en dag, at du vil se hendes væsen, som spejlbilledet af dig selv i vinduet. For også du (læser) udligner. Også du bærer over med nogen. Skjuler syndens mangfoldighed. Nemlig min. 5.10.2012.