Archive for februar 2013

Kodeord: Kærlighed

Hvis jeg bare kunne elske rent. Mene en sms helt fuldt ud, 100 procent. Ja, jeg vil dig. Jeg skriver netop sådan her, fordi jeg elsker dig. Vil hun mon føle det? (i den anden ende). Hvordan lyder den kærligste sms? Ja, måske er det mig, der engang har skrevet den, men næppe. Hvem har så? Et hjerte (som ikon) kan man sende af sted. Et ”knus og kram”, som jeg har en veninde, der gør. Hvad kan man ellers som det ypperste gøre mod sin nærmeste, hvis man vil lade hende vide, man elsker hende? ”Undskyld, min sms ikke blev kærligere”, men jeg havde det ikke lige i mig. Din sms var langt kærligere end min, jeg ville ønske, jeg kunne leve op til den, og give dig hundredfold tilbage. Men nej. Jeg kan skrive en sms, en anden, en tredje, uden at have udtrykt ren kærlighed. Hvem har den rene kærlighed? Hvem sidder inde med den, for så vil jeg gerne købe den af ham. Men man kan ikke købe kærlighed. Det skulle da lige være en musik cd med kærlighedssange. Eller et par smukke roser. Vi har alle billeder på kærlighed, men hvor er den i ren form? Jeg vil spørge hos bageren i morgen, hvilken kage, der er den mest elskværdige. ”Den med chokolade på”, vil hun måske sige. Mens jeg hellere ville have noget sundt, fordi jeg har hørt, at det sunde er godt for en. Hvem dikterer, hvad der er ”godt for en”?. Eksperterne på tv? Forskerne? Hvem har ”studeret kærlighed”? Ja, det har netop jeg, vil jeg hævde. Dag ud og dag ind i mange år. Op og ned af mig selv, som er et ringe eksempel. Mig, som faktisk konstant leder efter den bedste måde at udtrykke kærlighed på. Du siger: ”Jeg elsker dig”. Mens jeg tilbage siger: ”Jeg elsker også dig”. Som det naturligste i verden flyder det fra mit bryst, netop de ord. De er gengældte. Jeg elsker dig tilbage. På samme måde. I samme grad, som du elsker mig. Men hvor kan jeg vide, at min kærlighed er lige så stor som hans? Eller som naboens. Hvor stor er min pose, hvis jeg samler al min kærlighed der? Ja, jeg kan spørge igen og igen. Man må gå ud fra, at en person som Jesus ejede lidt mere kærlighed end alle os andre. (Hvor har jeg skrevet ordet ”kærlighed” mange gange allerede i det her blog – indlæg.. – er det et vigtigt emne?:) Men han gik sådan lidt med det i det skjulte. Overøste ikke andre med ord som ”elsker”, eller ”holder af”. Jeg prøver at studere skrifterne for mig selv, for at opdage koden eller facit på, hvordan man helst skal gøre i livet. Hvordan man helst skal agere over for sit medmenneske i bussen. Men det varierer hver dag!, vil jeg sige. For det første møder jeg ikke så tit den samme person to dage i træk i bussen. For det andet kan jeg have forskelligt syn på dette (samme) menneske fra gang til gang, når jeg møder ham/hende. Det er afhængigt af, hvor mit standpunkt er. Fra hvilket ”vindue”, jeg ser ham igennem. I hvilket humør, jeg lige er i. Hvordan jeg har det med egen selvtillid f.eks. Mange mange ting er helt afgørende og udslagsgivende. Ja er helt uden for hans hånd, hvis man kan sige det. Om han så havde taget det fineste tøj på, kunne det stadig hænde, at jeg den dag ville dømme ham (unødigt) hårdt. Det afhænger af øjnene, der ser. I dag smilte flere mennesker til mig på vej op af en trappe. Modgående fodgængere altså. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor. Det kan de jo kun sige, hvis man spørger dem. Så gik jeg hen og tog et portrætfoto i en fotoboks. Det gør jeg indimellem, for at se mig selv lidt udefra, eller fastholde et øjebliksbillede af, hvad jeg signalerer, eller hvilket udtryk, jeg lige den dag har. Så fastfrøs jeg det, de andre havde smilet af. Eller? Nej, for de smilte kærligt til mig af ukendte grunde. – Og heldigvis. Jeg vil aldrig nogensinde vide, hvorfor de smilte til mig på den trappe. Og er det ikke herligt?, måske. Koden eller facit er gemt, skjult. Den hemmelige skat bliver aldrig fundet. Det var ubeskriveligt, det fløj med vinden, de svar der var. Det var min naturlighed over for deres. Et møde mellem mit ydre og deres ydre. Men hvad med det indre. Hvad med den sms, jeg startede med. Man skulle tro, der lå meget kærlighed i ordet ”kærlighed”. Eller hvis man synger ”elsker” i en sang, ville man måske naturligt kalde den for en ”kærlighedssang” eller en ballade. Men hvad hvis man sang den grimt? Eller lavede lydene forvrængede? Eller hvad hvis det var en form, man brugte, et middel. Og det ikke kom fra een helhjertet? Derfor. Derfor skriver jeg måske en sms om fire gange inden jeg sender den. Jeg leder efter de rigtige ord. Hvad vil jeg hende? – Jamen, så sig dog det!, provokerer jeg mig selv. Det skal vi alle gøre. Så vi folder det ypperste af os selv ud. Der kan ikke være et menneske, der fortjener en ”halv” sms, en man egentlig ikke gad sende. Det skulle da lige være en selv, hvis man havde været skyldig i noget. Jeg skal ikke dømme dig med mine ord, menneske. Du, som jeg elsker, prøver jeg at formulere det kærligste over for. Og jeg, som jeg prøver at holde af, vil jeg presse, for at levere guld. Intet mindre tæller. Du skal lindre mine sår. Når du har sagt de bedste ord, som du på dagen kunne finde, lindrer du mine sår. Og du skal igen spørge: Var jeg da såret? 21.2.13.

Den røde uld.

Det var afmagt. Det var, fordi jeg følte mig latterlig til den kor – kom sammen forleden, hvor jeg mildest talt ikke fandt min plads. Altid noget, at Jesus også kender følelsen af at blive latterliggjort. Jeg troede, de andre havde brug for, at jeg var der. Men det havde de overhovedet ikke. Jeg kom egentlig, fordi jeg tænkte, der var en plads til mig. Omkring det bord. Og jo, rigtigt nok var der en ledig stol til mig. Og der stod en forret anrettet foran mig på bordet. Jeg troede, jeg kunne komme der alene, og så fylde noget. Men så kom jeg til at sidde ved en, der taler enormt højt. Og ingen var på min alder, men kun derunder. Og quiz lege hader jeg pr. automatik. Og hvad havde mit formål da egentlig været (med at være der)? Jeg er sikker på, Gud så mig gå på de veje, i nærheden af hvor ”Kathrine” boede. Han tænkte sikkert: åh nej, lille Rie ved slet ikke, hvad hun går ind til. Når hun træder ind ad den dør. Og godt nok var der beskyttelse omkring mig, men det når man ikke langt med socialt, at man ”er beskyttet”. Ja ingen kan man reelt dele det med. At man derhjemme fra allerede er bange for at falde ved siden af i selskabet. Man bliver bange for sin tavshed rundt om bordet; hvorfor siger man ikke noget mere. Kaster et par bemærkninger ud i luften. Vover noget? Og hvorfor ryster ens hånd, lige som ”Ane” bemærker det, og endda efterfølgende spørger: ”Er du okay?”, hvortil jeg svarer: ”Næh”. Jeg kunne lige så godt have været dugen. Eller den forret. Eller have taget en ildelugtende parfume på. Ingen ville have bemærket det heller. Så at vores ”Hej” den efterfølgende søndag til gudstjenesten (på vores arbejde) blev underligt vagt. Ikke fra min side, men fra deres. Og her anklager jeg nogen. Nogen, jeg skal se igen. Tag dog din plads! Bliver der råbt fra alle sider. Også herhjemme skal jeg gøre ”mine” ting, uafhængigt af, om katten også vil se fjernsyn, når jeg vil. Er det ikke dit fjernsyn, måske? Jeg ved det ikke. Alle ting er vel Guds helt overordnet set. Jeg har bare lånt dem. Jeg går til en fest, tror Gud sidder blandt de fremmødte. Så kan jeg da konversere med ham i det mindste. Da vil jeg ikke gå så meget fejl, tænker jeg. Men Han sidder der ikke lige. Jeg leder ved min serviet, om han skulle ligge der. Eller i håndtrykket, da jeg kommer ind, men heller ikke der. Men endelig spørger Asbjørn til mig, på flere forskellige måder, og jeg åbner op, og kalder mig selv for ”blufærdig i den her sammenhæng”, da jeg indtil da ikke har sagt særligt meget, og også har fået en sær rolle ved quiz – legen, så jeg er fritaget for at agere/spille skuespil/mime. Asbjørn redder mig, tænker jeg. Endelig. Jeg går hjem med et lettet hjerte. Om ikke andet hørte jeg mine egne ord til Asbjørn. Jeg hørte mig selv tale, foran Gud og mennesker. Om det så havde været en enetale, havde jeg lyttet til mig selv. Men vi vokser kun igennem andre. Når andre ser værdien i det, vi kommer med, eller indeholder. Og Gud, du stod så på trappen, da jeg skulle hjem, det var egentlig sødt af dig. Så sprang jeg på et par af de sene busser, og skrev en sms til Kathrine, hvor jeg var ved at bruge ordene: ”..som det nemmeste i verden”, om netop det bekvemme ved disse busafgange. Jeg havde ikke behøvet være ængstelig for, om jeg nu kom helt og sikkert hjem. Og jeg har ageret som et barn i den situation. Jeg endte med ikke at skrive ”som det nemmeste i verden”. Det ville have været sødt, men også utrolig barnligt. Barn lig. Tjah, det var så mig i afmagt. I en rolle, hvor jeg var ”ved siden af”. Ved siden af normen. Anderledes i forhold til alder, i forhold til interesseområder. I forhold til alvor. Yngre mennesker er også spændende, ville nogen sige. Ja. Eet gammelt – eller ældre – menneske var et for lidt. Vil jeg sige tilbage. Begynd med Gud på trappen. Godt nok kom Han for sent. Du skulle igennem disse frygtelige pinsler, før du blev forløst. Så du næsten sank i jorden. Hvorfor kom du ikke noget før, min Fader? ”Jeg er også Fader for de andre”, svarer Gud. Ja, men jeg havde mest behov. Da så du ikke de andres kvaler overhovedet, Rie, siger Gud så til mig. ”De afbrød næsten hinanden for at få mest taletid, det kan have sine ulemper og kampe”. Havde jeg blot haft taletid hele tiden, Gud, så kunne jeg have sagt noget vigtigt, klogt, vedkommende. ”Det tror jeg ikke, Rie”. ”Og de andre ville aldrig lytte”. Næh, hvorfor egentlig ikke?, spørger jeg videre. ”Du havde uld i munden, talte utydeligt”. Hvorfor da? Fordi de havde slagtet dig som lam, kæmmet hårene af dig, og puttet det ind i din mund. ”Det lyder ikke særligt rart, Gud”. Næh, jeg bad dem også holde op, men da var det for sent. Du kom for sent, Herre, er det ikke rettere sagen? ”Jo, jeg så bare til, kan du tilgive mig (for det)?”. Du afbrød mig ikke. Du så nedslagtningen, men gjorde ingenting. ”Jeg var en af dem”, siger Gud så pludseligt. ”Du var en af bødlerne”, spørger jeg undrende. Men ja, det var det, Gud mente. Han har selv blod på sine hænder, det tror ingen bare om ham. ”Skal jeg vaske dine hænder?”, beder jeg til Gud. ”Det vil ikke nytte”, svarer Han. ”Du har jo selv slået ihjel, hvordan kan dine hænder da være rene?”. Men jeg beder igen Gud: ”Må jeg vaske dine hænder for blod?”. Da svarer han endeligt: ”Gør det!” Jeg tvætter Hans hænder med min uld. Til trods for, at der ender med at være rødt over det hele. Jeg er ikke det sorte får, eller det uskyldige lam. Jeg er den røde uld, der tvætter blod af. Så ses det (nemlig) ikke. 11.2.2013.