Archive for september 2012

En Lod af dit kort.

Der var nogen, der sagde: Prøv noget andet. Gå en anden vej. Ja selv tarotkortene varslede nye tider. Som om jeg næsten stod på et nulpunkt, og kun kunne forbedre mig. Fra nu og i al evighed. ”Hvem dømmer mig?”, spørger jeg Lars ved aftenbordet. For hvem siger eller dikterer, hvor mange forårsruller, man f.eks. må spise? Og jeg spiste tre (!), og havde kvaler over det. Men behøvede jeg? Du siger så tit, at ting jeg gør, er i orden. Og jeg kommer med alt det, der var mit, og du favnede det bare. Og ham i bussen favner mig. Og dem på seminariet gør. Men hvor kan jeg egentlig vide? Burde jeg ikke mistænke dem, være skeptisk, have forbehold. Burde jeg ikke sikre mig, før jeg begiver mig ud i noget? Vove noget gør man vel kun med risiko. Ja, men prøv alligevel at træde der ud. Gå helt ud på planken, og se hvad du opdager derude. Der kunne være livsområder, du aldrig har kendt til. Lorte tarotkort. Men det var min hånd, der valgte dem. Og mig, der ville være klogere på, hvem jeg var. Men jeg blev bare vred i stedet for. Men mens jeg sad i min stue og lynede og tordnede, fik jeg øje på et lys i vinduet, en stage som tog form af et kors. Her sad jeg ellers lige og forbandede Gud. Eller jeg sagde til ham, at ”jeg bærer det selv, jeg går bare selv”. Du skal ikke bekymre dig eller endog se til mig. Jeg behøver ikke din vejledning. Men man kan ikke anerkende og acceptere et godt tarotkort, og så ikke anerkende og acceptere et ”dårligt”. Udfordring er så godt et ord for, hvad man har brug for, hvad man vil lære noget af at skulle igennem. De ”dårlige” kort kunne hænde at indeholde stor visdom. Og være den første sten på en hel vej til forløsning. Hvad hvis man byggede ovenpå et solidt fundament, og bare nåede større og større højder. Ja himmel – højde. Hvad hvis det var Guds hånd, der gav mig det kort. Af alle opmuntringer, sagde han: ”Prøv igen”. Som om de skridt, jeg hidindtil havde taget, havde været forgæves. Han regnede ikke skridtene for noget. Jeg burde tage mig sammen! Hvem taler om sig selv i eet væk? Det gør den forsømte, den der aldrig før er blevet hørt. Den, der gerne vil ses, og anerkendes. Hvem går man da til, hvis Gud – ikke engang Gud – vil hjælpe én? Man går til sig selv. Man har kun sig selv. Selv om man ser noget i sin stue, der ligner et kors, er det ens eget kors. Ikke et Gud har plantet, men et man selv har stykket sammen, slæbt på. Og man gider ikke gøres til offer; ringe til nogen og beklage sig. Man kan selv. Det gik mig sådan i maven, at jeg trak det tarotkort. Først det ene, og så det andet. Og jeg frygtede resultatet, inden jeg vendte kortene foran mig. Og jeg gør det sikkert helt forkert, men jeg gør det bare på min måde. Frihed har man vel, indtil bordet fanger. Ups, jeg vendte et ”Pinsel”s – kort. Du tager mit tarotkort, vender og drejer det. Du har opfundet tarotkortene, og vidste godt, hvilke jeg netop på denne aften ville trække. Det har hjulpet mig/hende før, altså prøver hun sikkert igen. I håb om at trække flere ”positive” kort. For der havde forinden været en række af dem. Hun stirrer ud i luften; vi vidste godt hun ville reagere sådan her. Men se det sværte, og de bandeord ud i rummet. Se, hvor hun sprutter og brænder. Jeg kan ikke selv se, hvordan jeg sprænger rummet. Jeg kan kun høre mig sige ud i stuen: ”Dit store Røvhul!”, med tryk på. Jeg må sige det værste af det værste, og gør det. ”Du har ikke anerkendt eet af mine skridt”. Du siger, jeg har været forgæves, at det ikke nyttede noget, at jeg var spildt. Det var, hvad Du sagde. Og her går jeg og skal bede om lov overalt til overhovedet at være her, finde min berettigelse. Og du bekræfter, at verden kunne have undværet mig. Og da tænker jeg på at gå selv. Uden ledsagelse. Uden hjælp fra ”de åndelige kræfter”, eller hvem der end måtte være vågen. Og du sagde, af alle sagde du: ”Gå førend du kan”. Jeg er endda i forkøbet med noget. Har næsten forberedt mig for meget. Kan min lektie helt udenad.  Men du har ret; et af kortene hed ”Stræben”. Og du beskrev på kortet “uforløste længsler”, “bitterhed”, “ængstelse”. Jeg ser bare, de hver især er dele af mig. Men ser også udenom dem. Det hedder bedrag. Og hvem er det, der mest af alt gerne vil tale om sig selv? Det er dem, der trækker tarotkort i smug. Uden andre ser det. I ly af den verden, der egentlig skulle dømme én. Man kunne bare være gået hen til købmanden, kigget ekspedienten i øjnene, og have en måling, en gradbøjning af, hvad man kom med, eller udstrålede. Men her sad jeg over for et kort. Et stykke papir med noget farve på, og kaldte det kort for min dom. Hvem stoler på en hånd? En hånd, der trækker et bestemt kort. Hvem stoler på hende, der førte hånden, og den skæbne der bestemte at det netop var det kort, hun skulle trække? Vi er her alle med Tillid til noget. Hvad gør vi uden at lægge en del af vores liv i en andens eller andres hænder? Hvis jeg ikke har tillid til buschaufføren, så må jeg jo stå af bussen. Hvis jeg ikke stoler på at et stykke kød er frisk, må jeg jo undlade at spise af det. Men hvad med Gud? Hvis jeg ikke stoler på Gud, hvem har jeg så tilbage? Jeg må jo nødvendigvis tro på, at Gud ville mig noget godt med de to kort. Jeg skal lære noget. Om ikke andet så at få kontakt til min fandenivoldskhed. Jeg trækker et kort for Gud. Der står bare: ”Mønter, bægre, kejserinde”, ja alt muligt. Gud er alt muligt. Gud er alle kortene på én gang. Er jeg da ikke en del af Gud, når jeg er repræsenteret af to af hans kort? Gav Han mig da ikke lidt af Sig Selv? Du, Gud, du har selv bandet ud i rummet engang, er jeg sikker på. Du har også følt dig forladt og overset. Du har selv prøvet at gå her, se selv. Hvilke kort trak Du da, Gud? Han svarer mig: ”Pinsels-kortet”, ”men jeg tog det bare ikke så tungt som dig”. Hvorfra havde du den lethed, ubekymrethed, Herre? ”Jeg havde båret et kors, og nu beder du mig bære et tarotkort, kan du se forskellen?”. Herre, på det kors, vil jeg tegne noget. Et billede lig dem på kortene. Så kan du også bære det med dig på din vej. ”Hvilket kort vil du da vælge til mig?”, spørger Gud mig. Men jeg beder Ham selv vælge det. Han tør bare ikke. 24.9.2012.

Under et klæde.

I skyggen af min sindssyge, kan jeg være hvem som helst. På gaden danner folk meninger om mig på afstand, og det er lige før, de kan gøre mig til, hvad de vil. De kan kalde mig for hvad som helst, og jeg ville reagere. På den måde er jeg som ler i Guds hænder. Og i andres hænder. Det skal ikke hedde, at jeg bærer hele verden. Det kan ingen hævde. Hvis jeg hævder det, erkendes jeg sindssyg. Hvilket jeg i princippet så også er. Jeg kan hævde hvad som helst, og jeg skal dække mig ind under, at jeg er ”utilregnelig” i udtalelses øjeblikket. Altså bør man ikke tage mine ord alvorligt. Under et klæde bærer jeg en hemmelighed. Jeg kan bare lægge mit klæde fra mig, og alle vil kunne se ind. Jeg har en slags facade udadtil. Og hvem kan også overleve uden at gemme sig en lille smule? Hvem udholder den rene blottelse? Jesus var i den grad blottet, da han bar sit kors, tænker jeg. Og han bar det så flot, det at være blottet. – Har jeg hørt. Jeg kastede sikkert selv sten efter ham, eller lagde en sten ovenpå korset, så han skulle bære også den. Siden har jeg dog særligt godt kunnet lide bordeaux klæder, i fald det var sådan et, han bar. Og når jeg bærer en tung taske på skulderen, tænker jeg også på ham. Hvis man bliver tilpas ydmyget, vil man vel samle styrke, og komme igen med øgede kræfter? Jeg så ham bare gå hen ad stien dengang. Blødende, svedende. Mange år efter skrev jeg en salme over det. Jeg så dig bare gå. I morgen ser jeg en på gaden, som ligner dig. Du kunne komme i en ny skikkelse, som jeg møder på gaden i morgen, tænker jeg. Jeg bløder. Jeg kan tage bordeaux farvet tøj på, så du nemmere kan kende mig. Jeg møder dig. Jeg kalder på dig i mængden, og du vil høre netop min stemme. Men nej, sådan går historien slet ikke. Det ville være et fald. At møde dig på gaden i morgen er utænkeligt. Det sker bare ikke. Ikke i nutidens Danmark. Og i 2012, hvor det indenfor teosofiske kredse skulle ”gå lidt amok”. Men hvad dækker du dig egentlig under, Jesus? Hvor skjult kan du gå? Jeg bør lægge alt på bordet. At jeg skriver for at sætte ord på det usagte. Men hvem skriver ikke for det? Jeg bør bekende kulør. Men hvilken? Hvem skulle jeg da være, at en udtalelse ville tælle. Mere end andres. Hvor vidtløftigt kan et blog – indlæg hænde at blive. Jeg lever igennem dine tårer. Nogen har skrevet om dig i en bog, at du nogle gange gik for dig selv og græd. Jeg føler med dig. Må jeg bare elske dig? Vi flygter alle fra vores ord. Dem, vi fortyder, og dem vi er stolte over at have sagt. Vi kan ikke holde på ordene, og blafrer bare i vinden, på vej. Nogen har elsket dig her, siger de så. Men jeg var længe videre, som et blad. Befrier du ikke mig på din vej, spørger en. Men jeg kan ikke engang redde mig selv. Herre, dig selv. 11.09.2012.

Egne ord.

Hvad der vedkom mig denne dag, var pigen, der var ved at blive kørt ned i trafikken, kvinden på cyklen, der græd, da hun passerede mig. Knallerten der speedede op, så jeg måtte springe til en side. Disse helt vante, dagligdags ting. Men så sendte jeg et manuskript til et forlag, og det var mig meget magtpåliggende, at det blev i dag, og ikke i morgen. Og så så jeg vigtigheden i noget, jeg brændte for. Mens manden bag købmands skranken slet ikke vidste, hvad frimærkerne skulle bruges til. Han anede ikke, hvad han havde bidraget til. At en bog måske ser verdens lys. Og han fik sine penge, og de penge ved jeg tilsvarende heller ikke, hvad går til. Det er hans (egen) sag. Altså har også jeg bidraget til noget, jeg ikke ved, hvad er. Og holdt hjulene i gang. Vi taler om krise, men så længe, vi elsker hinanden som vi plejer. Hvis man bliver sat på gaden, eller ikke har råd til at forkæle sig selv, er det selvfølgelig en økonomisk begrænsning. Jeg er selv helt utrolig fattig for tiden, så jeg faktisk ikke har råd til min månedlige terapi hos min psykolog. Jeg købte for et par uger siden et par vildt dyre støvler. Jeg tænkte; så kan du bruge dem til det tøj, og det tøj. Ja, jeg så uanede muligheder med netop de støvler. Siden det køb har jeg været ruineret. Overtræk, lån, overforbrug. Ligesom ikke flere konti at trække på. Det er sundt for mig. I dag leverede jeg noget undertøj tilbage, som jeg slet ikke havde brugt. Så fik jeg også lidt penge ud af det. Jeg har ikke råd til at støtte teosofien i Århus (foreningen Levende Visdom), og pludselig er der udgifter til sang- og klaverundervisning på lærerseminariet. Hvilket jeg vil glæde mig til at bruge penge på. Måske lærer det mig ikke at ødsle, men vælge med omhu? Der er blommer i haven, de koster ikke noget. Et knus koster ikke noget. En løbetur.. Kærlighed er slet ikke til salg. Hvordan måler man ægte empati, eller inderlig omsorg? Man kigger den anden i øjnene, og tænker man på den måde får en tilkendegivelse. Øjne kan fortælle så meget. Da jeg gik tur i dag (for motionens skyld), rynkede jeg min pande helt skæv pga. solskinnet. Jeg tænkte, at de forbipasserende ville tro, jeg led eller havde ondt. Jeg dukker mest mit hoved, mens jeg går. Så er jeg helt bevidst om mine skridts længde, om mit åndedrag osv. Når så der cykler en forbi, vil jeg vedkommende det bedste. Men det er ikke altid at kigge vedkommende i øjnene. Nogle skal have det anderledes. Nogle gange er det kærligere at kigge væk. F.eks. var der til træning en dag en med fysisk akavede bevægelser. Det var da kærligst ikke at beglo hende i omklædningsrummet, men bare gøre mit. Ligeledes kan nogle mænd nærmest klæde en helt af, eller have et så intenst – på den ubehagelige måde – blik, at man for at beskytte sig selv bedst muligt, bør undgå at få øjenkontakt. Indimellem tager man fejl, og har fordomme, der ikke bliver bekræftet. Og jeg har aldrig fundet ud af, om man skal satse; altså de fleste gange forsøge at kigge, eller om man hellere de fleste gange skulle passe på sig selv. Det er også lidt mærkeligt bare at stirre ned på fortovet hele tiden. Vi mennesker er så forskellige. Nogle skal have det på den ene måde, andre på den anden måde. Herhjemme sætter jeg hellere vækkeuret lidt for tidligt, mens min mand eller kæreste derimod står op lige i sidste øjeblik. Indimellem tropper jeg op til det, jeg skal, et helt kvarter før jeg skal være der, og er skamfuld ved det. Men det ligger til mig. En dag til en kirkelig tjeneste, troppede hende jeg skulle synge med, også op et kvarter før. Forskellen var bare, at hun ikke skammede sig over det. Det er tanken om at man altid skal sikre sig. Hvorfor ikke vove det ukendte? En dag løb jeg for at nå til en bisættelse. Men det lærte mig bare, at næste gang tager jeg af sted noget før. Og hvordan med mod? Er det at overskride sine grænser. Udfordre sig selv uventet. Gøre noget spontant? Mod er et stille sind. Indad rettet. Man kan arbejde med det, som et stof. Ruge over det og bygge det op fra bunden. Mod skal finde vej over tid. Det er ikke et middel, man bare tager frem og pakker væk igen. Det knytter sig måske til mod – er. At få et barn er da at springe ud i noget, man ikke ved, hvad er. Men det knytter sig også til det at stå ved sine fejl. Stå frem fejl – barlig. Se, hvor dumt, jeg har gjort. Se næsten min plet på skjorten, min snublen over en sten, min mascara der flyder på min kind. Tænk sig det menneske, der aldrig siger ”øh”, eller ”nej, det mener jeg faktisk alligevel”. Tænk det menneske, der aldrig er i tvivl, og aldrig fortryder noget, fordi han mener, han altid gør ret. Ikke engang Gud er et sådant menneske. Jeg har altid beundret Anders Fogh, for han taler altid klart og tydeligt, og han rødmer næsten aldrig, og bliver aldrig rørt for åben skærm. Han er næsten en maskine. Men jeg beundrer ham. Det er min fejl, at jeg gør det. Der er jeg fejlbarlig. For ikke ham som menneske, skal man stile efter at ligne. Bare fordi vi andre kløjs i det, bruger modsat ordstilling, eller er uvidende om simple forhold. Bare fordi enkelte af os har ar på armene over noget, vi var frustreret over. Så er der andre, der aldrig er frustrerede. Bare fordi nogle af os havde modet til at skære i os selv. Men hvilket mod. Og hvilken moder. Vi kan ikke alle ligne kvinderne afbilledet i ugebladene. Ikke alle mennesker kan være skabt perfekte. Ikke eet menneske er skabt perfekt, foruden os alle. I dit billede, Herre. Vi ved ikke, om du nogensinde sagde: ”Øhh”, når du talte. Eller rømmede dig, bøvsede, snublede. Vi ved kun, hvor fast du var i din overbevisning, og det har rakt hidindtil. Vi ser dig som en skikkelse, der tryllebandt. Men vi kender dig kun igennem andres beretning. Skal du være her igen, må du komme med Egne ord. Jeg vil gerne forfatte disse ord, eller skrive det ned, som du fortæller mig. Se, hvor du er, er der fred. Og kommaerne falder naturligt ned over siden. Og strømmen af ord kommer flydende og lifligt. Men hvor skal jeg vide fra, at det er dig? ”Tag mig på ordet”, siger du så. Jeg spørger: ”Hvilket ord?”. Han svarer helt klart: ”Tåbelige dig, Rie, at du spørger så dumt”. Netop, tænker jeg, jeg er dum. Og Hans ord bekræfter mig. Jeg skulle aldrig have skrevet. Eller været. Selv Han dømmer mig. Og jeg kunne grave mig ned på stedet af flovhed. Men så siger Han til mig forsonende: ”Grav i min grav”. 4.9.2012.