Archive for september 2011

Den største Synder.

Det smertede mig at være her. Men hvorfra skulle jeg vide, om andre kender den samme smerte? Om jeg bare er en blandt mange. Hvem er ”mange”? Skal jeg ikke søge i egen favn og forløse noget der, før jeg rækker ud efter andre. Men nogen ”glemmer sig selv”, ofrer sig, giver for meget, mister sig selv på den konto. Men nogen er jeg ikke. Jeg er den. Og søger jeg i egen favn finder jeg smerte. Over at jeg i det hele taget har en favn, der vil omfavne nogen. For nogen findes, og nogen har brug for mig. Jeg kan være hos en ven i nøden, uden at være hos mig selv. Men du vil spørge, hvorfor. Reder man ikke sin egen seng før en andens. Jeg skal forhaste mig. Hurtigst muligt finde fodfæste, og kunne kende mig selv, fra de andre. Hellere være indeni mig, end udenpå de andre. Det er så helligt. At tænke på du før jeg. Som om det er den største kærlighedsgerning i verdenshistorien! Han (Jesus) gav sig hen. Ofrede sit liv. For sådan nogen som os. Hvorfor, egentlig? Var det så meget rarere at hænge på et kors. Men jeg kender godt svaret. Jeg gjorde det gladelig. For en sag. Men hvilken sag er da så vigtig? Bibelen, den er vel bare en bog, blandt mange? Og den er ved at være gammel og forældet. Men hvad andet har vi. Jo, vi har det levende ord. Når kærlighed ”bliver levende i blandt os”, som man siger i kirken. Vi kan være liv for nogen i morgen. Hvorfor ikke allerede i morgen. Hvem hindrer os. Gå nu ud i verden og elsk hverandre. Og det viser sig, at det er langt det nemmeste. Den nemmeste fordring overhovedet. For strømmer der først en velvilje ud af ens hjerte, eller ens favn, når den også typisk ind og gør godt, hvor den kommer frem. Kan man ikke elske – for meget? Det kommer vel an på, om man bagefter er helt tappet for kraft. Eller om den, man rettede sin vejvilje imod, tager dårligt imod den. Kærligheden er vel som en strømning i en gren. Den vokser udadrettet hen imod noget. Arbejder møjsommeligt på at blive større, bedre. Vise mere af sig selv. Rette sig udad. En verden åbner sig for grenen, og favner den. Luften omkring grenen kærtegner den. Påskønner den, og opfordrer den til at fortsætte ad samme vej. Den kan vel ikke møde had på sin vej, sådan en gren? Engang da jeg var indlagt, så jeg kun had i træernes blade udenfor vinduet på stuen. Jeg gik møjsommeligt (ligesom bladet på grenen) over i hospitalskirken og bad. Men når jeg kom tilbage til afdelingen, var jeg ikke blevet ”bedre” eller udfriet, eller mindre deprimeret. Alligevel gik jeg over i kirken den næste dag også. Og sådan fortsatte proceduren i flere måneder, faktisk. Uden at føle denne aha – oplevelse, eller føle Nåde eller løn, eller ømhed, fra en højere instans. Jeg havde kun mig selv som målestok, og så slet ikke, at Gud var i det blad på træet, jeg kunne se fra mit vindue. Nej, i mine øjne var Gud der ikke. I stedet kiggede bladet hadefuldt på mig. (Ikke psykotisk). Til sidst lægede tiden alle sår. Intet andet en tiden reddede mig ud fra det sted. Ikke engang en bøn, som jeg havde ment mere inderligt, havde gjort udslaget. Nej, kun tiden arbejdede for mig. Slet og ret noget udenfor mig selv. Grenen, der bare vokser af sig selv, håber på at nå frem, håber på at blive større, indtage mere næring. Udfolde sig. Og nu, hvor jeg nævner det, vil jeg allerede i morgen kigge på et blad på et træ, og se om jeg kan se, det er kærligt. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er opfyldt af kærlige tanker, i højere grad end jeg nogensinde tidligere har været. Så hvorfor ikke et blad i morgen? Hvorfor ikke i de her ord. Eller i et strøg henover en skulder i butikken i morgen. Forleden tænkte jeg på, om Djævelen faktisk findes. Jeg var begyndt at læse en ”Jesus – bog”, hvor forfatteren helt naturligt omtaler Djævelen som en realitet. Jeg kan huske, at jeg for år tilbage tit tænkte på ”det onde”, og på hvordan jeg skulle undgå det onde, og holde mig på ”kærlighedens sti”. Hvis nu Djævelen var i det blad ude på det træ udenfor mit vindue på psykiatrisk hospital, så havde han et udtryk. Et sted at vise sig. Og et menneske at ville kapre. Jeg gik ikke ud og kyssede bladet for at det skulle forandre sig, for det havde jeg slet ikke kræfter til. Jeg blev heller ikke ved med intenst at nedstirre det, blive forblændet, eller opfyldt af had over det. Jeg lod det være. Det var vilkår, lige op af min sygdom. Det var lige vilkår for bladet som for mig. Alt levende kan vel i princippet ændre karakter, selv jeg kunne jo – i bladets øjne – være ond i min udstråling. Men ond – helt inde, tror jeg ikke. Selvom jeg i sygdomsperioder har kaldt mine forældre alle mulige onde ting, tror jeg ikke, jeg var ond. Min mor kaldte det for at jeg ”skejede ud”, og at det ”kunne jeg jo ikke gøre for”. Havde hun ret? Var jeg – pga. sygdom – undskyldt? Var bladet – undskyldt? Hvem er Herre over hadet, eller bestemmer hvem der udfører ”onde” handlinger? Tager ”Djævelen” bolig, hvor den kan komme til det? I mange år var jeg bange for bestemte tal, og for at bære sort undertøj, fordi jeg tænkte, det var af mørke kræfter. Jeg turde simpelthen ikke. Det gør jeg godt nu. Jeg ser ikke en bund- eller grundtone i mig, eller mennesket som sådan, som ikke står ren. Ren mørk. Skulle man på et maleri helst vælge lyse farver? For at skabe et venligere udtryk? Hvis nu Djævelen (som jeg nævner helt uhørt mange gange) virkelig findes. Er han så i ordet. Her. Nej, han lå da i min seng! Jeg kan endda kigge lige over på ham herfra. Han hviler sig bare, efter en mislykket mission om at omvende. Og jeg har helt styr på ham. Men sikke noget sludder. Jeg spørger bare, om den egentlige grundtone er kærlig. Hvis man har lyst til at være vred på en ven, men snarere formulerer sig helt omfavnende positivt (som jeg faktisk i dag netop har gjort), har man vel vendt den anden kind til. Men hang man samtidigt på korset, er det vel sværere at vende ansigtet i en bestemt retning, ku jeg forestille mig. Hvis røveren på korset ved siden af havde provokeret én. Ville man så have råbt højt og vredt? Nej, for man havde ikke kræfter. Man hang udsultet, til skue, nedgjort. Men røveren sagde i stedet noget støttende til én, og man fandt kræfter i stedet for at miste kræfter. Hvilken Herlighed! Der var nåde i den sidste Time, og der var mere på vej. Flere steder at hente kraft. Også for os i morgen. Og for bladet på træet. Og for dem, der lige nu beder i hospitalskirken, i stedet for mig. Og mon ikke, man alligevel blev hørt derude? Det tror jeg, jeg vil bede om, at man bliver. For lå man ned og blev sparket på, var man nærmest fortabt. Men rejste man sig bagefter for at slå tilbage, var man også fortabt. Rejste man sig derimod for at se på sin forslåede krop, at den er mærket for livet, men har tålt, så mærker man sig selv generere styrke. Til fremtidige kampe og lidelser. Selv Han rejste sig. Fra graven. Og nu kan jeg se, Djævelen også rejser sig fra min seng. Han slingrer af sted. I morgen hænger han på et træ som et blad. Men jeg ser ikke hans vej. I stedet for plukker jeg bladet lige ved siden af, så han føler sig overset. Han vil søge at gå mig i møde. Og det ender (sgu) med, at jeg beder for hans frelse. Jeg kan ikke lade være. Hvis fristelser består i det, er jeg så den største Synder. 02-09-2011.