Archive for maj 2011

Rækkevidden af velmenen.

Jeg bad Gud om, at hvad jeg elskede, måtte jeg vise verden. Mest for at tippe andre til at elske det samme som mig, fordi det var så elskeligt, det jeg oplevede. Og hvad det så end var, kendte andre jo nok til det i forvejen. Hvorfor skulle jeg så skrive det, andre føler, men bare ikke selv får formuleret? Det var fordi jeg var kunstner. Jeg havde bare en åre, jeg kunne åbne, og så ville der strømme salige ord ud i en lind strøm. Jeg kunne ikke sige, om det kom nogen til gode, men for mig var det et gode at kunne. For så ku jeg komme til ”Åben poetisk scene” i midtbyen og blære mig med mine skriverier. Som om man var det værd. Der var engang, hvor jeg kun håbede, at det jeg skrev, ville nå verden en dag. I al hemmelighed blev dagbøger, malerier, sange til på et loftsværelse. Kender vi måske alle? Bare fordi jeg her i verden har mod til at vise mine kunstneriske udtryk frem, betyder det jo ikke, at de kunstneriske udtryk er bedre end andres. De turde måske bare ikke vise deres frem. Og skulle det ligefrem være en evne at turde noget eller vove noget? Nej, for man slår sig undervejs. Engang drømte jeg en drøm, hvori der blev sagt til mig, at fortrydelse i livet er værre end så meget andet. Ja, at det faktisk var det værste onde, jeg ku kende til. Og rigtigt nok bebrejder jeg mig ofte ting, jeg har gjort eller sagt, og skal have forsikring døre op og ned om, at jeg ikke har gjort noget ondt ved min gerning. Jeg kan spørge op til flere gange, om det nu havde ret, det jeg gjorde. Men ingen ku heller sige det fuldt ud, om det kunne forsvares, at jeg havde skrevet eller sagt det, jeg havde. Selvhøjtidelighed. Det hedder det, når man snakker om sig selv i op mod 20 linjer i sit indlæg til Kristeligt Dagblads eftertanke side. Men der skal bare endnu flere ord til, for så bliver vi måske kaldt ”egoistiske”, og så var man dog noget. Så var man måske endda en ”værre én”, eller der ville blive skabt debat eller røre om én, og da havde man dog vakt noget i folk. Men hvorfor ”vække noget i folk”?, ku man spørge. Hvad skulle en vækkelse til for? Sover nogen da? Jeg læste selv om Jesus i dag, i en bog min kæreste (som er teolog) rakte mig i går. Den er både oplysende og alt muligt andet. Og jeg har ellers lige sagt til verden (blandt andet en, der ringede og ville sælge mig et abonnement til et forlag), at jeg ”aldrig læser”. Men denne om Jesus.. Jeg kan huske, da jeg for et par år siden fulgte en foredragsrække om ”Den historiske Jesus” på Folkeuniversitetet i Århus, at jeg sagde til en ven med et smil: ”Det er vel det mest interessante emne – i verden”. Hvordan ku nogen ikke interessere sig for et foredrag om Jesus? Dog fulgte jeg aldrig kurset til ende. Jeg falder ofte fra noget, er lidt ustabil. Men jeg håber, denne bog (Jesus, Menneskesønnen), må give mig mod og styrke i mange dage endnu. Mine dage er talte. Det er alles dage vel. Hvorfor sige noget så alvorligt? Bare fordi man ikke regner med at blive ret gammel. Hvorfor skrive et indlæg, der først handler om noget personligt levet liv, dernæst om noget alment, og til sidst hæver sig til det rene sludder og vrøvl? Hvis dage er talte. Mit liv er bare et blandt andres. På vejen i Botanisk Have i Århus i dag, stod jeg da ikke alene og handlede. Der var da adskillige andre, der også ville kigge på planter. Bare fordi jeg planter noget læsestof på den her side, når jeg da ikke en verden. Andre planter uden at nå. Her til aften blev jeg bare så glad for at række ud. I det mindste sige Ja tak til livet eller den her tillidserklæring fra Gud. Man kunne have holdt sin hånd i lommen uden at række ud. Men jeg ville åbenbart verden så meget, at jeg rakte ud. Holdt min hånd længe i luften foran mig, indtil nogen greb mig. Som f.eks. min kæreste i går aftes. Aldrig har en hånd fundet så meget hvile i en andens hånd. Så at jeg næsten følte, hans hånd var min. I dag følte jeg mig så utrolig dårligt udrustet til det, livet byder mig. Men så rejste jeg mig – ikke bogstaveligt med min krop, men jeg talte længe og vedholdende, – og meget højlydt, til Gud. For så ringe kendte jeg ikke andre, der var, end jeg. Og heldigvis kunne Gud også næsten forsikre mig om, at ingen andre var så ringe. Tak, fordi jeg er grimmest og bærer de ondeste, modbydeligste tanker. At andre ikke tager skade i min omkreds, men smiler til mig umiddelbart, som om mit ansigt udadtil stemte overens med mit indre, er jeg dem bare taknemmelig for. Jeg har gået lidt til noget teosofi undervisning. Også hvor man taler om, at tanker sagtens kan nå en anden. Eller at hvad man føler i hvert fald kan ”ramme” eller have en målbar konsekvens. Jeg har aldrig troet på noget entydigt. Men jeg ved bare, at jeg helst elsker, og ikke sviner til. Simpelthen fordi det er rarest! Det gør knuder og indviklinger at tænke dårligt om andre. Det mærkelige er, at nu hvor jeg er sindslidende selv, og for så vidt ikke altid er skyld i mine tanker, eller helt kan styre dem, er jeg jo ikke undskyldt, eller går jeg jo ikke fri. Vi sindslidende har bare en kamp ekstra med os selv, som ingen andre bare er vidende om. F.eks. har jeg selv et symptom, hvor mit smil stivner lidt i samtale med andre. Nu, hvor jeg siger det her, lyder det som om, det foregår uafhængigt af, hvem jeg taler med, og hvad vi taler om. Hvis emnet er Jesus, ville jeg lytte!:) Men mit smil stivner lidt, og ingen ved, at jeg allerede har dømt det sagte i samtalen, har overvejet, hvad mit næste træk skal være, for at virke mest ”naturlig”, at jeg for længst har gang i et maskespil. Nogen af os prøver at skjule en sindslidelse. Mens vi aldrig får at vide, hvad andre har tænkt om os, om vi dog alligevel ikke røber mere af os selv i en given snak. Hvis jeg kunne pakke sindslidelsen ind i et ligklæde, eller pakke den væk i et skab, havde jeg nok gjort det. Men enden af alt er, at jeg må leve med at indeholde dobbeltheder, og måske virke lidt kunstig, da jeg går med så meget skjult. Ligklædet kunne jeg vikle omkring mig, men hvordan ville det ikke se ud? Jeg kan købe en plante til min kæreste, det er meget bedre. Se, om verden ikke kan bære min kærlighed. Se, om en anden ikke forstår, retningen på min velmenen. For det er vel det, vi alle sammen er her for? At vel – mene. Kære, at du forstår. 15.5.2011.

Hvad jeg evnede at elske.

Jeg var bange, da jeg kom hjem. For du var her ikke, katten heller ikke. Jeg havde tændt lampen, som om I stadig var her. Men I var her ikke. Du er her ikke. Jeg troede, jeg skulle skrive et indlæg på Kristeligt Dagblads blog, men næppe. Jeg har grædt i dag, men ingen ved det egentlig. Du sku nok ha været her. Eller jeg skulle bare have sagt, du gør mig ondt. Eller jeg skulle aldrig ha ringet og lydt som om, du har gjort mig ondt. For det behøver du ikke vide. At jeg ved det, er jo nok. Dagbogen gemmer altid smerten. Det, der lå bag. Skide baggrund, at den skal være så svær. ”Elsker dig vist for meget”, som jeg fik skrevet i min sms. Som jeg siden ringede for at undskylde at have skrevet. Jeg lo, mens jeg talte om det, der gør ondt indeni mig. Det er en mekanisme, jeg har. Hvis jeg udgav det her på blogen, ville alle tro, du er en dårlig kæreste. Eller de ville føle, de får indblik i stof, der er for personligt. Så derfor udgiver jeg det ikke. Hvis jeg havde haft en diktafon i bussen, kunne jeg have formuleret tusinder og atter tusinder af ting, der var relevante for den menige mand. Jeg længtes sådan efter at komme hjem, for så ku jeg skrive sådan og sådan, og det bliver bare så godt. Men da jeg kom hjem var jeg blokeret. Af vrede. Kære, kære Bitterhed. Du har mange kræfter. Og hvor gør man af dem? Publicerer man sin vrede på Kristeligt Dagblads hjemmeside? Hvorfor skulle man (gøre) det? Havde vreden en genstand, ku man jo udstille denne person, til skade for vedkommende. Og hvorfor skade nogen? Jeg har ufred. Det er mig, der har ufred. Ikke grundet en anden, eller noget andet. Det er i mig, som en del af mig, der bider mig i maven. Man tror, at efter et tomrum, bliver man fyldt op. Indtil man opdager, man huserer store skovbrande, orkaner, storme, der bare kaster sig løs nede i ens mave. I oprør. Og da havde man dog noget, dernede. Indvendigt. I mig bor simpelthen alle mulige slags følelser, og hvis jeg siger det til min sidemand i koret, vil hun sige akkurat det samme. Også i hende bor der ”alle mulige slags følelser”. Det river i min mave, at jeg tilbringer mindre tid sammen med min kæreste i løbet af dagen eller ugen. Det kender jeg godt, vil hun sige (sidemanden fra koret). Ja, men min smerte er altså større end din, siger jeg så. Men det vil ingen forstå, heller ikke jeg selv. I mine størrelsesforhold er det, jeg indeholder, det vigtigste, største, tydeligste. Men i hendes størrelsesforhold er hun jo sig selv nærmest, og taler fra sine erfaringer. Hvordan opdele, hvis smerte, der er størst? Jeg behøver bare fælde en tåre på Vesterbro Torv – som jeg faktisk i mit virkelige liv har gjort op mod tre gange, endda højlydt, hulkende, – og der kommer et medmenneske hen og trøster mig. Hver gang. Jeg er så synlig i min ulykkeligheds følelse, at der kommer en fysisk, bogstavelig tåre trillende ned ad min kind. Og tænk; hver gang har det handlet om at være bange for at miste det, jeg har allermest kært. Det har føltes som om, nogen rev noget ud af min krop. Men ingen rev noget ud. Nej, men det føltes som om, det er jo netop derfor, jeg græder! Alle sår heler, også dit. Ja, men måske først i morgen, og lige nu gør det helvedes ondt. Vi græder alle. Og tilbage til smerten, kan den jo ikke gøres op. Skyldtes den det eller det? Eller noget helt tredje. Ingen påfører en den psykiske smerte, eller giver den til en. Man opsøgte den nok selv. Man skal selv rive tornen ud af sit øje, brodden ud af sit eget sind, stenen ud omkring hjertet, for at tingene vil lette indvendigt. Ingen andre kan. Tænk, at jeg før skrev, at du havde ”gjort mig ondt”. Og at jeg lod det udgive. Helt ærligt. Men du flyttede mig. Fra at tale om noget, der skyldtes noget, bevægede jeg mig hen til at skrive, at intet skyldtes noget. At ingen bar skyld, eller var årsag. Men alle er årsag! Ja, hverken mere eller mindre. Hvad med ham, der bød på øl, savnede han ikke ”bare” selskab? Og dem, der blev der efter kor og drak øl, håbede de ikke bare på at ”hygge sig”. Og mig, der gik hjem, ønskede jeg ikke bare som det første, når jeg kom hjem, at ringe til min kæreste og ønske ham en god nat? (Som jeg netop gjorde). Du græd i dag, kan jeg sige til mig selv. Ingen andre ved det nemlig. Det var næsten flot, som jeg græd. Jeg sad helt ren, i min sorte bluse, og følte mig helt uskyldig. Ikke halvt uskyldig, men altså helt uskyldig. Intet kunne fortænke mig i at sidde der, så sammenknuget. Bidende det i mig, som gjorde så ondt. Ingen burde se det, heller, for det var ikke ”for” nogen. Jeg kunne kun sige til Gud, at han – af alle, dog gerne måtte kigge til mig, eller betragte mig, eller være mit vidende. Ligesom han var det, da jeg var til kor, hvis han ellers havde tid 🙂 River du mig ud af dødens garn, ku man næsten spørge ham (Gud), som der vist står i en salme. Man er godt viklet ind, og man kender sgu ikke rigtig vejen ud igen. Den lærdom er vel dyrest, hvor ingen tager dig ved hånden og følger dig på vej. Men hvor du må gå selv. Fordi, du kun har dig selv at gå med. Tak, fordi du alligevel er min kæreste. Dig, det gør så ondt at elske. Tænk, hvis jeg ikke kendte til det, der gør ondt. Men tak, fordi du er mere end det. Du står for enden af vejen, når jeg går der alene. Spørger i telefonen, om du ”Skal komme og hente” mig. Og så dårligt, jeg får formuleret, at hele omdrejningspunktet, er om kærligheden koster for meget, eller om den skal triumfere. Og det er fair nok at sige her, at vi eller jeg nok altid vil være i tvivl. Koster kærligheden for meget, eller vil den være det hele værd, ”på den lange bane”? Hvem sagde, jeg tabte dig, hvis ikke kun min egen frygt for at miste dig? Hvilken er større kærlighed, end den, der siger; ”Jeg elsker dig vist for meget”, jeg kan næsten ikke bære det. Jeg vil så gerne være den, der har sagt ”Jeg elsker” alt for mange gange. Men hver gang, jeg formulerer det, flyder der hjerteblod ud af mine årer. Men spildte jeg blod på dig, eller ud over dig, gødede det nok et eller andet. For i dit indre, fandtes der spirer og korn, og ideer til fremtiden. Og med dig vil jeg spørge: Skal vi gå sammen?, for dig vil jeg mægtig gerne følges med. Og gik jeg selv, var det kun for at jeg kunne vælte, så du kunne samle mig op igen. Men gik jeg selv, og væltede jeg ikke, ku jeg gå i verden både alene og sammen med. Og du kunne bære, hvad var dit, og jeg, hvad der var mit. På mit bryst står der vist: ”Hellere to end én”. Og på dit bryst er der tegnet et hjerte med en pil igennem. Det er fordi, vi taler kærlighedens sprog. Men også fordi vi ser det stå. 10-05-2011.