ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg havde lettet mit hjerte ved at gå og slæbe på en indkøbspose. Det var alt, hvad mine arme holdt til. At holde verden i mine hænder kunne jeg kun i få minutter ad gangen. De andre minutter gik snildt med at holde sammen på mig selv. Jeg var overladt til mig selv. Sindssyge i henholdsvis udbrud og dvale. Disse to grader, denne spændvidde, skulle jeg alt sammen holde i mine hænder. Jeg begyndte at falde. Først på gaden, men så også herhjemme. Jeg kunne ikke længere bære min egen vægt, fordi jeg var så belastet af tungt gods. Hvis man havde malet mig på et maleri, havde alle farver været sorte og røde. Et enkelt strejf af hvidt listede sig dog ind. Men hvis ellers et maleri selv kunne skifte farve efter forgodtbefindende, ja så ændrede dette maleri sig hele tiden. Du var begyndt at kede dig. Jeg så dig sidde i stuen helt stille op af din salme. Du støttede dig heldigvis til din salme. Når jeg nu kun var en statist. Og højst var det i mit eget liv. Jeg kedede mig. Det var faktisk mig.., indrømmer jeg nu. Jeg gik fra stuen ind i dette værelse. Værelset var bedre funderet. Jeg tænkte længe på at udgive noget mærkeligt, men jo længere jeg skrev mig ind på en side, jo mindre aparte blev mit udgangspunkt. At tro, man er mærkelig, mens man ikke er det, er vel bedrag? Der var ingenting i vejen med dig. Du var mit udgangspunkt, fordi jeg vågnede op af dig om morgenen, og sov ind ved din side om aftenen. Du gik i min stue og opfandt salmer. Mens jeg selv kun sang dem. Jeg kunne synge enhver salme, i alle mulige tonearter. Men at sige til verden, at det var det, man var blevet til, syntes næsten at være for fattigt. At være udenfor diskussioner om verdenssituationen, fordi man simpelthen ikke havde fattet forhistorien til verdenshistorien, var endnu et men ved det at være mig. At være udenfor noget, betyder vel ikke nødvendigvis, at man er indenfor noget andet. Jeg var indenfor kunst. Jeg bevægede mig indenfor en verden af at skabe. Jeg har altid sagt, at det var federe at lave egne sange, end synge på musikkonservatoriet på akkurat den samme måde, som tusinder af andre sopraner havde gjort før mig. Jeg havde det ikke i mig. Selv ikke på badminton banen over for min kæreste, kan jeg for alvor gøre livet surt for min modstander. Jo, jeg vinder typisk, men jeg har så svært ved at være led. Hvordan skulle jeg da have klaret mig på konservatoriet? Vi talte om at bære på noget. Det var der, jeg startede denne laaange sætning. Jeg bærer på en optagelsesprøve. Jeg kom bare ikke ind med den optagelsesprøve. Men jeg prøvede da. Der er så meget, man ”har prøvet”. Men ”man” kan man jo aldrig helt sige. Hvad der gør ondt på min krop, gør måske ikke ondt på din. Der er sådan nogle dårlige fjernsynsprogrammer, at man er nødt til at gå ind i et andet rum for at undgå lyden af dårligt tv. Ligeledes talte jeg i årevis ind i en diktafon, fordi jeg ikke ville verden. Jeg ville kun min verden. Alt centreredes omkring mig. Ligesom dit (Læserens) liv gør for dig, ku man lidt formildende sige. Jeg er ikke ene om at skrive om mig selv. En forfatter er vel personlig, indtil det gør for ondt. At græde direkte ind i en mikrofon, det er jo udleverende, eller ægte, eller autentisk. Heldigvis er jeg autentisk. Ellers kunne jeg heller ikke være gået ind i dette rum. Jeg sidder her ikke for sjov! Jeg sidder her, fordi min kontorstol trængte til selskab, og mine fingre trængte til at taste på mit tastatur. Ingen anden grund finder jeg egentlig. Jeg ringede til min bror; det har været jul, og han gav os gaver. Selvom jeg i årevis har talt – live – ind i en diktafon, – samtaler, jeg
endda senere har udgivet, så lød jeg så latterlig. Man er for alvor fanget på en telefonsvarer. Ingen fortrydelse, det er nu og her, first take. Du skal være min hyrde. Hvorfor ikke passe på mig, mens jeg går og brydes med: indhegningen, græsset på marken, dem der engang skal slagte mig. Du har ikke kendt mig. Du vil sige, du ikke har kendt mig. Du går ikke. Jeg kan i det hele taget ikke skrive om dig. Jeg kan heller ikke (længere) udgive dette som et blog – indlæg, for det går pludseligt alt for tæt på. Hvis jeg var et dyr på en mark, og du var min hyrde, ville du gøre alt for at passe på mig. Det stiller dig i et dårligt lys at sige, du ikke vil kendes ved mig. Jeg må indrømme, sætningen bare røg ud af min mund. Man kan slette det, man har skrevet, ku man indvende. Der findes endda en knap på mit tastatur, der hedder: ”Slet tilbage”. Se, det er løsningen! Hele mit forfatterskab skulle have kendt til den knap. Jeg opdagede så sent, at du bare ville passe på mig. Jeg gjorde mit for at blive indenfor indhegningen, gå ad sikre stier og veje, gå så du kunne se mig. Jeg kiggede mig af og tilbage, og det er rigtigt at du er det bedste, der er hændt mig. Jeg kiggede mig tilbage, men kun for ane din kontur i mørket. Du er der. Vi gik ad stier og veje sammen. Jeg skriver om det, når vi når frem. Det er historien værd, eller traveturen værd at berette om. Jeg gik og talte sten under mine ben. Nåede jeg over 100 sten på én dag? Du talte selv sten, og samlede enkelte op, som du så byggede salmer op omkring. Det er dine salmer, der redder mig. Hver dag er det det, de gør. Derfor går jeg dig ikke for nær. Siger ikke, hvor stor betydning, de egentlig har for mig. Du skal ikke vide, at jeg elsker dig så meget. Derfor udgiver jeg aldrig dette blog – indlæg. Du har hængt i min stue. Som et maleri. Nu er det bare også din stue, og dit maleri. Jeg har rakt ud efter dig i årevis. Det ene forliste forhold efter det andet, gjorde mig bare usikker på, om der fandtes andet (end forliste forhold). Du skal vide, jeg er dit får. Derfor lægger jeg dine bøger på hylden, så du kan finde dem igen. Intet skal gå tabt af din hånd. Du vil en dag endda skænke vin med den hånd. Allerede i aften, faktisk. Vi holder af hinanden. Er jorden ikke gjort af mennesker, måske? Skulle man finde Gud heromkring, går han nok bare over i Finnebyen (et sted i Århus). Der er så idyllisk derovre, som om fuglene lige synger lidt mere fornøjet der, end alle andre steder. Jeg er ikke dit får, hvad er det for noget sludder. Jeg går selv ovre i Finnebyen, næsten hver dag. Og Gud møder jeg da aldrig. Jeg tænkte, jeg kunne møde Ham her, på siden, i det skrevne. Hvorfor ikke møde Gud, som mine fingre møder tastaturet. Jeg sagde jo, mine fingre trængte til at røre tastaturet. Og nu er mine fingre næsten helt oplyste eller klartseende, her henimod slutningen af dokumentet. Jeg lavede engang et testamente. I det skrev jeg: “Mine ord skal slå rod, men kun, hvor de finder næring”. Derfor arvede mine nærmeste ikke andet end ord fra mig. Jeg kunne ikke dele andet med verden, end det. Af og til sang jeg andres ord, f.eks. som kirkesanger, eller på en cd – indspilning. Det pinte mig, at jeg ikke forstod alt, hvad jeg sang. Jeg ville så gerne have givet det størst muligt udtryk. De andre i kirken sagde, jeg gjorde det godt nok. Og der, hvor jeg indspillede cd’er, syntes de, jeg gjorde det ”godt” eller ”meget godt”. Jeg bærer på et ord, der er tungere end alle andre ord. Tilgivelse. Det er fordi, det kræver mest tro af mig. Men jeg bærer det med lethed, netop fordi jeg tror så meget. Fortabelse. 27.12.2011.

Jeg var smuk, der i spejlet i fitnesscentret. Ikke mere eller mindre smuk, – men smuk. Jeg ku ikke ha ønsket mig en bedre krop, et bedre spejl, et par andre øjne at se med. Hele jeg slog til. Ikke noget ”sad forkert”, eller var malplaceret, og jeg tænkte faktisk med undren, om de med vilje havde lavet spejlet mere ”bruger”-venligt, så man så tyndere ud end man reelt var, så man fik lyst til at træne igen en anden gang. Om det var en salgsfidus. Stoler man bare ikke på det gode? Skal der absolut være en hage? Køen i sandwich baren var også for lang. Lysreguleringen skiftede lige til rødt som jeg netop skulle krydse vejen. Folk masede sig frem i ”Bruuns Galleri” (i Århus) for at komme hurtigst muligt frem. Alle disse men’er. Men som jeg stod der – narcissistisk – foran spejlet, havde jeg næsten sejret. Alle selvbebrejdelserne eller følelsen af utilstrækkelighed eller skyldfølelse over at have spist for meget, forduftede. Byrderne lettede, intet mindre. Ville jeg så anbefale alle andre at gå i fitnesscenter, er det derfor, jeg skriver dette blog – indlæg? Nej, jeg savnede. Jeg savnede spejlet derhjemme, hvor jeg ser mig med fejl. Jeg tog mit tøj på i træningscenterets omklædningsrum, og – igen – som før jeg trænede, følte jeg mig ”forkert” eller mislykket, som om jeg skulle have valgt et helt andet sæt tøj fra morgenstunden. Jeg var alene. Kæresten var udenbys. Hans vante kommentarer og typisk ros til min påklædning – udeblev. Jeg kunne ikke været sikker. Jeg var alene på gaden, alene i omklædningsrummet med min krop, og mit tøj hang ensomt nedad min krop. Jeg sidder i stuen og tænker; mine arme er blevet stærkere i dag. Helt mærkbart løftede jeg så mange kilo, jeg overhovedet kunne overkomme. Ingen kunne have forlangt mere af mig. Men hvad ”savnede” jeg alligevel, som jeg siger. Jeg var ikke stærk op af dig. Du stod ikke ved min side foran det spejl. Kun jeg selv glædede mig. Var det ikke nok? Er man ikke grundlæggende ”sin egen herre”? Skal man ikke kunne stå oprejst i verden – selv? Når du kommer hjem om et par timer, kan jeg fortælle dig, at jeg har trænet. Du vil ytre, at du er glad for, at jeg kom af sted (fordi jeg nogle gange har mine tvivl forinden). Du vil måske endda sige, at du kan mærke træningen ved berøringen af min krop. Jeg har trænet min krop, men hvorfor? Jeg var helt alene om den romaskine og de jernstænger. Vekslede kun et ”hej” med et par andre motionister. Hvorfor kom jeg da? Hvorfor valgte jeg alenehed frem for tosomhed eller noget, vi ku have været sammen om? Jeg dør alene. Er det måske ikke rigtigt? Jeg kom ikke helt selv til verden (jeg mener: nogen hjalp ved fødselen, og min mor var der jo), men jeg må selv gå ind i døden til sin tid. Jeg er ikke et bedre menneske efter at have trænet, men jo det er jeg faktisk. Jeg så mig selv slå til, række, gå distancen ud. Lignede de andre, men ikke helt. Romaskinen sagde: ”Tak for endt arbejde”, og jeg kaldte den ”en ven”. Næste gang jeg kommer, siger jeg ”Hej” til den, og den stikker i et stort smil. Spejlet siger – igen – næste gang: ”Hvor er du egentlig fin”. Og når det er spejlet, der (selv) siger det, så er det (jo) ikke narcissistisk. Forstår jeg verden bedre nu? Et savn skulle være, hvis du aldrig kom hjem fra din udenbys tur. Hvis der ingen læsere var på min blog. Eller hvis katten aldrig kom ind igen efter at have strejfet omkring udenfor. Savn er ikke at have ord. Ikke at pille ved det bestandige. Savn er når Jesus siger: ”I spejlet OG udenfor spejlet var du smuk”. ”Jamen, jeg kunne ikke se mig udenfor spejlet”, siger jeg indvendende. ”Jeg så dig”, siger han så. Da jeg gik hjem ku jeg godt mærke et blik. Hjælper det mig, at du er allestedsnærværende?, spørger jeg. Og ser du mig kun, når jeg er ”smuk”?. ”Der er dage, hvor jeg vender spejlet om”, siger Jesus så. ”Hvorfor?”, spørger jeg. ”Der er dage, hvor det (spejlet) ikke kan tåle at kigge”. ”Jeg har aldrig oplevet et spejl, der ikke spejlede, men skammede sig eller skånede sig selv mod synet”. ”Næh, men i dag oplevede du det”, siger Jesus til mig. ”Jamen, jeg så jo mig selv!”. ”Ja, men spejlet gjorde ikke”, siger han. ”Jamen jeg overstrålede Alt!”. Du så det kun selv, siger jeg jo. ”Og du så det?”. Jesus: ”Jeg kiggede væk. Jeg ku ha hændt at elske dig”. Men du må gerne elske mig. ”Næste gang så stil dig med ryggen mod spejlet, da ser du dit egentlige inderste stråle. Ikke som en veltrænet krop, men som en, der gerne vil træne sin krop. Fordi romaskinen er din ven, og spejlet er dit modspil. Da spil op imod dig selv.” Så gjorde jeg. 20.12.2011.

Det tog mig en time at blive menneske. Mindst. Jeg blev født ind i en verden. Var her måske før det. Men nu tager jeg mig sammen. Man kan ikke skrive hvad som helst. Man kunne jo blive kaldt alt muligt, ”utilregnelig” eller ”sindssyg”, eller bare lidt til en side. Og det vil jeg da ikke. Derfor målretter jeg nu mit blog – indlæg til den menige mand, så alle kan forstå mine ord. Ikke at jeg har vidtrækkende konsekvenser, eller at mine arme rækker langt ud i verden, men måske kan man nå nogen med ord. Jeg har prøvet det før. Kastet ord efter nogen på gaden. Jeg ramte dem i ryggen, men ikke alle mærkede det. Jeg tog også nogle (ord) tilbage, slugte dem nærmest i min mund, de skulle simpelthen aldrig have været. Og slet ikke rettet mod ham der på gaden, eller hende der i bussen. Højst skulle de have ramt mig selv, som i en boomerang effekt. Så jeg fik alt tilbage i fjæset igen. Alt, der var rettet udad, skulle verden siden hen give mig tilbage. Alle dem, jeg havde svinet til i min dagbog igennem år, skulle jeg engang få gengæld af. Men allerede i dag får jeg det. Fra mig selv. Inden jeg ser ham i øjnene, jeg har skrevet dårligt om, ser jeg mig selv i øjnene, som hende der har skrevet grimt om ham (en bestemt i min omgangskreds). Og næsten ingen er gået fri, jeg har kastet skyts mod de fleste, bare fordi jeg selv var klemt eller presset. Presset til at skrive hvad som helst. Give mig lov til at skrive hvad det måtte være. Måske ingen alligevel skulle læse det skrevne, men hvad hvis..? Og selvfølgelig skulle det frem. Disse endeløse skriverier på toppen af Hammershusvej, hvor jeg dengang boede. Og hvad interesserer det folk at læse om, at jeg engang var forfatter på 4. sal i min lejlighed? Jo, noget må række videre. Ud ad vinduet deroppe på fjerde sal. Ud på gaden, ned i mudderet, ned til cellerne, det opbyggende materiale. Som alt bunder i. Alt udgår fra. Hvorfor skulle jeg ikke udgå fra noget? Hvorfor ikke jeg, på toppen af etagebyggeriet. Jeg kunne finde på alle mulige ting, såsom at skrive egne sange. Eller egne digte. Taget var for øvrigt lavet af digte deroppe (..) Og mange andre ting foregik i den lejlighed. Også ting, jeg blev syg af. I perioder hørte digtene aldrig op. Timer foran skrivemaskinen, midt om natten, hørte ligesom aldrig op. Om det så var et brev, der ville skade den, der skulle læse det, måtte jeg stå op og ”udføre min gerning”. Halvvejs tvangsmæssigt. Hvordan ved vi så om – dette – blog indlæg ikke også bare er tvunget frem via en vanvittig tanke? Men jeg spørger tilbage: ”Hvad hvis det er”? Hvad hvis blog – indlægget bygger på Sindssyge, – vil I så ikke læse det?? Hvad er der grimt ved sindssyge, og afmagt, og noget man ikke kan gøre for. Jeg har aldrig kendt andet. Du siger, jeg må være her, du Læser. Jeg må skrive på Kristeligt Dagblads hjemmeside, fordi der ingen censur er, og fordi jeg i øvrigt ikke skriver noget ”skadeligt” eller sådan. Fordi jeg skriver ”rent”, sådan som jeg er, er der plads til mig. Uden mig var hjemmesiden intakt. Med mig på hjemmesiden er der måske uroligt, men har nogen spurgt hjemmesiden, om den har noget imod at blive lidt urolig? Disse mange indlæg om mangt og meget, skulle jeg hellere læse, end skrive ting selv. ”Skrevne ting om tro og kærlighed”, som jeg kalder det. Hvem kan skrive om ikke – kærlighed, eller ikke – tro. Har vi ikke alle et eller andet at gøre i dette forum? Kender vi ikke alle disse emner, der rager så højt, at vi strækker og strækker os for at nå. Hvem fornægter at kende kærlighed? Skulle det være særligt at skrive om. Næppe. Andre kunne have levet mit liv, – snildt. Jeg var bare en Anne Marie, og hedder tilfældigvis noget med bogstavet ”E” i mit efternavn. Det giver sammenlagt ordet: ”ame”, hvilket vel kommer af det latinske ord for kærlighed.. Jeg ved ikke. Så meget skulle man ikke vægte et par begyndelsesbogstaver eller tre. Jeg siger jo, at andre hedder Anne Marie, og at jeg bare er ”tilfældig”. Andre kunne have fået min sangstemme, og flere kunne have forfattet mine digte, og i øvrigt have købt den trøje, jeg har på. Vanvittigheden sejrer!, siger jeg bare. Det er det, jeg eller vi er her for. Alt må lykkes i den skønneste uorden. Alt, hvad der ikke blev sagt, kommer jo alligevel for en dag. En tanke er vel ikke nogensinde skjult (for nogen). Særligt ikke for Gud. Jeg er ikke Gud. Jeg er menneske. Ikke dit menneske, eller det menneske, men menneske. Ikke for dig, eller med dig, men for mig selv. Op af dig, selvfølgelig. Hvem kan ellers holde mig ud? I går sagde jeg næsten ingenting, da vi havde gæster. Pludselig kunne jeg ikke snakke med om noget, og jeg følte mig uintelligent. (Men var det ikke??). Men så sagde jeg alligevel noget. Jeg sagde: ”Du har sagt mig, jeg slår til”. ”Du udtrykker dig, som om du holder af mig”. ”Du står op af mig, som om du vil være mig bekendt”. Men igen; det sagde jeg slet ikke. Jeg lyver nemlig også. Jeg må jo skrive alt. Derfor har vi i dag d. 1. juli, og jeg er mor til en dreng. Alligevel blev jeg i stedet sindssyg, og det er netop min undskyldning. Hvad er din? Jeg er mor til en dreng. Det er ikke helt løgn. Jeg er halv. 01.12.2011.