Archive for januar 2012

I Kærlighedens navn.

Der var engang en mand, der gik rundt og hed Jesus. ”Ham kender jeg”, var der nogen, der sagde. Men hvordan kunne de næsten? (tænkte jeg) Andre sagde også: ”Jeg kender ham endda godt”. Nå, tænkte jeg. Og andre tænkte også ”Nå”. Ved deres ord gik en ting i opfyldelse, nemlig at han blev belyst. Fra forskellige vinkler og synsvinkler. ”Nå” var pludselig et positivt ladet ord. Jamen, kan I ikke se det. Nogen undrer sig, mens andre føler sig sikre på noget, mens Jesus bedst selv ved bedst. Og hvem kan ane, hvad den mand tænker. Også om disse ord, f.eks. Men nogen kan ane ham, er jeg sikker på. Han står derude i horisonten, ved verdens ende eller begyndelse, og taler til os. Jo, det siger jeg, det passer altså. Jeg har selv hørt hans ord eller hans røst. Hele verdens røst fra hans bryst. Jeg sang engang en sang om at noget ”lyser fra mit bryst”. Der er det ved at lave sange, at man frit kan skrive teksten i jeg – form, men jo også i tredjeperson osv. Det er sådan, at beskueren eller tilhøreren ikke ved med bestemthed, hvad der er ment, hvad hensigten med teksten og sangen oprindeligt var/er. Det er fordi, man kan tillade sig at være gådefuld. Personligt synes jeg, det er det fedeste i verden. Det er fordi, så kan man gemme sig bag masker, og jeg ved ikke bedre! Den ene dag tager man en orange læbestift på for at provokere, og den næste dag er man fromheden selv, og skjuler måske sine former bag tækkelige klæder. Ja, nævn selv flere eksempler. Der går ikke en dag, uden at den var speciel for enten mit tøjvalg, det, jeg sagde, eller det, jeg tænkte. Og sådan er vi jo alle! Jeg er langt fra alene om foranderligheden. Og hvor ender vi så henne, på den vej, vi går? Jo, vi ender ude ved Jesus i horisonten. Hvor han bare har stået og ventet os. Vores komme. Endda til en bestemt tid. Jeg kan stadig se ham derude, men det kan alle jo komme og sige. Og rent ud sagt er det da også en smule løgn, da jeg jo bor i midtbyen, uden udsigt til en horisont nogen steder.. Men, men, når det så er sagt, så forestiller jeg mig, at han står i det fjerne, klar til et møde. Det er nok der, Tro kommer ind i billedet. Jeg ”lader som om”, Jesus findes. ”Jamen, det gør han”, ville andre sige, endda ret bestemt. ”Hvorfra ved du/I det”, spørger den tvivlende. ”Du spørger næsten dumt”, siger den lærde, som ved sin tro. Men ikke holder den strakt ud som et håb. Ikke holder sin arm eller hånd fri til at takke for noget eller bede om noget. Men retter sin undren mod en – i hans øjne – uvidende, ikke – lærd, ikke – dannet, ikke – kristen. Han ved bare bedst, det lyser ud af ham, at han indeholder facitlisten. Alle dem, der skriver artikler, der mener, de kender bibelen bedst. Jamen, Herregud; – Jesus og Gud kender Bibelen, men da ikke eet menneske. Ikke eet menneske har fattet meningen med skrifterne, hvordan de er skrevet, blevet til, eller skal fortolkes. Hvem skulle kende dybden og hemmelighederne, før de selv er en gåde? Før de indrømmer, at de (heller) ikke kender sig selv. For bag hver mand og hver kvinde står en Jesus. Han står oprejst som en støtte figur, nærmest en skulptur, helt rank, med holdning, og med format, og med ynde samtidigt. Jeg har nemlig set det. Men igen: det har jeg jo ikke, det er min forestilling om Jesus, andre har andre forestillinger, jeg har denne. Jeg har ikke andet, faktisk. Hver dag, når jeg står op, ranker jeg ryggen og skuer ud i verden, som om den var mig lige. Som om – hvis verden havde øjne, at jeg så så den lige ind i øjnene. Også fordi jeg føler, den giver mig modspil, og den forstærker det, jeg indeholder, så jeg står mere klart, over for det, der ikke er mig. Så at min hud grænser mig inde. Ingen kan bare holde ud at være ”inde” hele tiden. Så vi omfavner hinanden, og er som små børn, der leger på gulvet, for at finde vores ting, samle vores gods sammen, så vi får det hele af os med, når vi går udenfor en dør. Døren er typisk vores egen. Verden udenfor bliver også en del af os. Men værdier.., hvor kommer de fra? Det var typisk mig at skrive mig indviklet. Jeg mener; jeg skal finde meningen i ordene, før de kommer til mig, næsten. Eller de kommer til mig, og jeg skal være ved dem, så. Det kunne jeg snakke længe med en forfatter om, men det er ikke sagen her. Men da? Der er ingen sag. Jesus ville slet ingenting her på jorden. Jo, fortælle, men jo slet ikke alt det postyr for ingenting. Alle de artikler om, hvem der ved bedst, hvad kirken er tjent med. Jeg har aldrig skrevet en artikel, det er nok derfor, jeg siger, som jeg gør. Man skulle i stedet skrive kærlighedsbreve til hinanden. Endda sende dem med posten, så de rent fysisk kom dumpende ind ad brevsprækken, gerne allerede næste dag. For en dag kan ikke vente i kærlighedens navn. Hvem talte overhovedet i kærlighedens navn?! Kunne en berøring ikke vente til i morgen, hvor vi har bedre tid?, kunne nogen spørge. Nej, jeg orker ikke lige at sætte mig over hos dig, jeg gør det i morgen. Bras og papir, måske gør du det i morgen, men måske – sandsynligt – gør du det en helt anden dag, helt hvor det ikke længere kan vente. Så hober man ting op, og eksploderer. Det kender vi godt, os med hemmeligheder. Så flyder man over en dag, raser igennem, i styrketræningscentret, på arbejdet, i hjemmene. Jeg har tænkt om vrede, at det en dag måtte høre op. Men nej, det hører ikke op. En oase af fred, som jeg sidder her. Som om jeg bare kan sidde i min lejlighed og fyre op under debatten. Uden at have et egentlig ærinde. Tidsfordriv? Næppe. Min hånd rører tastaturet, som var det et klaver. Ikke for at blære mig, men det er ligesom at sidde og spille klaver til en koncert. Det flyder, med følelser, frem og tilbage. Jeg er kendt. Ikke som de kendte er det. Jeg er mig bekendt. Jeg står ved mig selv, fylder i landskabet. Du er mig tro, det utroligste, der findes. Du er mig kendt. En dag står vi to mand sammen, det er når Jesus er stærkest. Som fænomen, som indvirkning, stråling, eller værdi. At nævne navnet ”Jesus” flere gange forløser faktisk lidt. Det er som, han går ind og bliver dagligdags tale eller hverdags ord. Eller et navn, man kunne kalde sit barn. – Men selvfølgeligt ikke. Ingen skulle vel næppe være som ham. Eller ligne ham. Men jo, til efterfølgelse, som forbillede. I kirken ved døbefonten siger man, at barnet skal hedde ”Jesus”. Men man kunne have kaldt drengen ”Carl” eller andet, og barnet ville stadig være lig Jesus. Navnet er en biting. Vi står alle med ord. Vi står stærkest omkring at sige noget. Så har vi en mening om det og det, og når man har forfattet noget sort på hvidt papir, så er man dog noget. Så er man en mand af skrift. Eller en kvinde med skrifter. Skriftet.dk Og man var måske mig i det næste liv. Eller jeg var en anden i dette liv, end sidste gang. Og reinkarnation er ligegyldigt her, for katten er her i vores stue som det, den er. Og i dette liv skriver jeg åbenbart skrifter. Og du var blottet for ord. Nogle gange mangler man ord. Men så skriver man bare et blog – indlæg, og blærer sig med det rundt omkring, som om det er det værd. Og så var man – om ikke andet – en blærerøv, hvilket jo også er noget. Men i dag var jeg: Jesus. Ligesom Du var det. Og jeg stod ude ved horisonten, og mødte dig der. To op ad hinanden. Men kun én horisont. 31-01-2012.

Læner mig op af dig.

Jeg – ja jeg, jeg skulle have elsket noget bedre. På en mere inderlig måde. Og måden, jeg skulle have kigget min kæreste ind i øjnene, skulle have været mere ægte. Og det, jeg sagde til ham, skulle jeg have overvejet noget bedre. I det hele taget skulle håndboldlandsholdet bare have vundet (..), fordi kampen var et eksempel på, at ting kan gå den ene vej og den anden vej, og det meget hurtigt. Jeg skulle have været på håndboldbanen, og scoret det afgørende mål. Ja måske de afgørende mål, hvis der havde været flere. Jeg skulle have heddet ”Anders” i stedet for Anne Marie, og i det hele taget bare været dagens helt. Prøver vi ikke alle at være ”dagens helt”? Jeg gik herind. Der var ikke plads til mig i køkkenet, eller i herberget (en fri association). Men der var plads – her. Ved computeren i soveværelset, hvor jeg sidder lidt klemt med benene, men hvor jeg sidder så godt klemt med benene, fordi jeg er fortrukket fra stuen. Af egen fri vilje. Ja netop for at opdage, at der er andre veje at gå. Ligesom i dag, hvor jeg skulle poste et brev, og jeg mødte ”Hans” igen. Hvis ikke det var for brevet, havde han og jeg ikke mødtes. Brevet var til banken, ligegyldigt. Jeg mødte Hans, ja og hvad så? I morgen møder du en anden. Der er tusinder af Hans’er i gadebilledet, og i morgen møder du bare en anden. Var Hans da ikke et særligt møde? Jeg mødte postkassen, den var så dejlig rød, det er sådan nogen typisk. Og så mødte jeg mig selv, men jeg fralagde mig selv igen, da jeg nævnte ordet ”Herberg” i mit blog – indlæg, for det ville folk ikke synes om, at jeg skriver. Det må jeg lade være med i fremtiden. Ligesom at man hos sin psykiater ikke skal nævne specielle særheder, man går med i det daglige. Han vil bare betragte en som sindssyg, eller endnu mere sindssyg. Det kan han jo så gøre, og skrive sine notater bagefter jeg er gået, men ak et fattigt liv, han har. Lever på andres dårligdomme. Dårlige domme over sig selv. Bare fordi vi er nogen (som også Hans gør), som tænker ringe om os selv, så er der en anden, der tjener penge på at støtte én. Ingenting i vejen med en psykolog eller en psykiater. Så skulle jeg også dømmes hårdt som kunstner, sådan må det jo være. ”Hvad skal vi med alle de malerier?”, ku folk så spørge. Har du ikke andet at tage dig til?, som min ene bror sagde til mig, da jeg var barn. – Jeg øvede klaver.. Ak, kære broder, nu sidder du i dit arbejde, mens jeg sidder i mit. Jeg skal ikke kende mit eget arbejde, det skal være under konstant forandring. Jeg skal ikke kende mig selv, da jeg er her i en sags tjeneste. Når jeg skriver en besked til dig, eller svarer dig i telefonen, indordner jeg mig. Og når vi har lagt røret på, ånder jeg igen. Men sådan er vi nok alle. Flere må kende det at kunne puste ud, når telefonrøret er lagt på. Flere må kende mig. Flere må kunne sige til mig: Du ligner godt nok hende eller ham, – er du ham? Men hvad skal jeg svare, jeg ved det jo knapt selv. Og hvad om jeg lignede mig selv, men bare ikke var klar over det. De andre må synes, jeg taler for meget om mig selv. Jeg må hellere skrive digte om at være til besvær, jeg kan også fysisk gemme mig ovre i et hjørne, og komme frem, når nogen endelig kalder på mit nærvær. Jeg kan gøre hvad som helst, for dig eller dig. Jeg kan læse digtet op, når det er skrevet og trykt, jeg kan gøre det i et åbent forum på en cafe, jeg kommer på, fordi det gør andre. Så kan jeg lægge mig op af deres stil, bruge det samme tonefald i oplæsningen, som de bruger. Ja, jeg kunne nærmest være en af dem. Hvorfor ikke? I går kom der en spontan følelse i mig, det var det råb, som Tarzan i sine film udstøder. Jeg måtte være som ham der på gaden, ved denne association. Måtte skulle samle kræfter. Jeg gik på en gade ikke langt herfra, jeg var ude at gå en tur. Ikke hen til et herberg, og jeg var heller ikke hjemløs eller rodløs, eller bange. Jeg var – Tarzan. Jeg var ikke bare ham, jeg var mere end ham. Hvad mere?, spørger du så. Jeg var ynkelig. Ligesom håndboldspillerne, der melder ud at de ”vinder slutrunden”, har jeg nok meldt for kraftigt ud med, hvem jeg er. Men jeg underspiller helst. Disse blog – indlæg tyder jo ikke på et særligt talent eller gemyt. De tåler næsten ikke dagens lys. De tåler ikke, at jeg tjekker statistik næste dag, for at se, hvor mange, der har søgt på min side. Blog – indlæg, de var til for (alle) de andre, ikke mig. Jeg kunne ikke se mig selv stå der på siden, med min underskrift, eller mit navn. Næh, det var slet ikke mig, der havde skrevet alle disse ord. Kunne nogen andre ikke bare ”tage æren” eller skraldet. En anden må da gerne skrive som mig. Jeg kunne være et eksempel på en, der løber fra sit ansvar. Jeg kunne være hende, der stikker halen mellem benene, eller taber digtet på gulvet foran publikum, fordi hun ikke vil være ved sine ord. Hun kunne (bare) tage ordene i sig igen, angre eller tilstå noget. Hvad som helst. Hun kunne ligge på gaden, så man kunne trampe på hende, sådan et eksempel kunne hun være for andre. Det er mig, jeg taler om. Eller er det – mig, der skriver om mig? Du – læser, kunne have skrevet det. Det er i virkeligheden dig. Jeg ved det bare. Ingen andre end en blog læser kan forfatte så skødesløst. Jeg ville aldrig have skrevet netop sådan. Jeg ville være startet på en anden måde, og sluttet på en anden måde. At nævne ”Herberg” i en sætning med sig selv,.. det er ærekrænkende eller blasfemisk. Ikke desto mindre gjorde forfatteren det her. Flere gange læner jeg mig op af Jesus. Det er fordi, det er det nemmeste. Hvis bare Jesus var et strå, eller jeg var et strå. Eller du var. Så kunne man læne sig op af det strå. Men jeg er forfatter, jeg kan kun berette om strået. Ikke så det selv, eller skabe det fra bunden, end ikke lade det regne ned over det. Jeg kan kun – rigtigt passivt, læne mig. En anden har gjort forarbejdet, jeg skulle bare fødes. Derefter skulle jeg finde støtte og holdepunkter i verden omkring mig. Jeg er ikke synder. Jeg er alligevel synder. Jeg er både synder, og er det ikke alligevel. Hvem tænker på ordet ”forvirring” ved det netop skrevne? Hvis forfatteren ikke selv kan forsvare sig selv, hvem skal så? Var jeg ikke mit eget forsvar, eller min egen opfyldelse. Kunne jeg ikke have klaret mig selv her i verden? Men jo netop ikke, hvis strået ikke havde været der. Som dig, eller dig. Jeg har altid talt om et ”dig”, når jeg skrev. Også når det foregik i enerum, i år uden en omgangskreds. Jeg troede altid på, at ”du” fandtes (derude). Nu er vi her, på siden. Jeg skal ikke tjene penge på et blog – indlæg. Jeg skal ikke forsvare det i retten, eller ligge søvnløs over det om natten. Eller synes, det er pinligt at være så lemfældig eller så dum, at jeg er nødt til at slå ordet ”lemfældig” op i nudansk ordbog, for at sikre mig, meningen er den rigtige til det her brug. Men jeg er sådan. Det er (jo) mig. Mig, der i iver forsøger at give læseren det rigtige indhold, eller det rigtige skulderklap, eller grund til undren. Jeg vidste ikke bedre. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Disse to (sidste) sætninger kunne jeg have sagt højt i retten, hvis jeg var blevet anholdt. Herberget er som et fængsel. Jeg sad der. Men de andre skulle ikke have siddet der. Jeg er også ligeglad efterhånden, og det er faktisk det værste, jeg (overhovedet) kan være. Jeg var ligeglad om fængselets døre var låste, hvem der i øvrigt sad indespærret i det fængsel, og hvorfor jeg selv var havnet der. Jesus, det var ham, vi kom fra. Ikke fordi det er eftertanke.dk. Kunne det ikke have heddet: ”Synder over for synder”, ”Livet spejler sig overalt”, ”Går vi her alene?”. Men eftertanke er fint. Jeg vil gerne være her ved eftertanke. Jeg vil ligge i aften, og tænke efter. Efter den ene tanke vil jeg tænke en anden tanke. Begge tanker kan jeg blive fængslet for at tænke. Men det er der jo ingen, der ved. (Kun Gud og mig selv). Jeg vil så bede mit vante Fadervor, fordi så ved jeg, at jeg får en bedre dag i  morgen. Jeg kan mene den mere eller mindre fra dag til dag. Jeg kan mene, jeg har snydt. Ligesom håndboldherrerne var dommerne indimellem med dem, og imod dem. Ligesom Gud vil være over for mig. Hvem er dommerne så? (i dit livs kamp, Rie), bliver der så spurgt. Jeg svarer rigtigt kækt over for intervieweren efter kampen: ”Jeg mødte ingen dommere på min vej”. ”Jamen, du blev da dømt”, påpeger intervieweren. ”Hvor?”. ”Hende, jeg sad ved siden af, og også jeg selv fra sidelinjen, syntes i hvert fald, du klarede dig skidt, og at du må kunne gøre det bedre næste gang”, siger spørgeren videre. ”Og vel alle bag skærmen, de må have korset sig”. ”Nej, jeg korsede mig, men da var alle gået”. ”Du dømte altså dig selv?”. Ja, – med tifold styrke. ”Hvorfor?”. Fordi det var med vilje, at jeg ikke scorede, og at jeg lagde mig ned på banen, så de andre bare kunne træde på mig. ”Men hvorfor – med vilje, ville du ikke gerne vinde?!”. Jeg forsøgte at sige: ”at jeg ikke kan”. ”Jamen enten vinder den ene modstander vel, eller også gør den anden?”. ”Du var den anden, og jeg var den ene”, siger jeg til slut. Intervieweren gik hastigt videre, forurettet. Mens jeg gik efter ham og lænede mig op af ham. 19-01-2012.

For efter Liv kommer Liv.

Det var jo lige meget, om jeg var konge eller bonde. Eller medvirkede i et helt andet spil. Om jeg var levende eller noget andet. Men jeg er levende. Er her på gennemgang, ligesom min barndomsby er en gennemfartsby, og ikke så meget andet. Men jo, så meget andet. Ingen havde set mig i flere år gå på stræderne ”derhjemme”, denne gang med Lars i hånden. Ja ingen havde jeg gået med i hånden gennem ”Gram” by i mange, mange år. Og slet ikke en som Lars. Jeg havde ikke behøvet skamme mig over at gå i kirke, allerede et år efter jeg havde fået en behandlingsdom. Men jeg skammede mig. Jeg skammede mig helt indtil julen år 2009, hvor jeg for første gang kiggede mig omkring i kirken, uden at blive set ilde til, eller føle mig ved siden af. Sidenhen blev jeg ”medlem” af Facebook, og fandt derigennem støtte fra andre Gram – boere, der i årevis havde tænkt på, hvordan det mon var gået mig senere i livet. (Det skal siges, at jeg kom ganske ulykkeligt fra Gram). En dag sad jeg på en psykiatrisk afdeling (Haderslev), og skulle samle mit liv sammen igen. Styk for styk. Mine forældre kom og holdt jul på afdelingen, da jeg ikke pga. mit helbred (psykiske) kunne og måtte andet. Men kan det virkelig interessere nogen her 20 år senere? Hvorfor minder mit nuværende lange hår om det, jeg havde dengang? Som om min søgen efter min oprindelse, som jeg kaldte det, først nu endeligt er overstået. Som om jeg virkelig er oprindelig. Om ikke med det akkurat samme hår som dengang, så med noget lignende. Derfor var det så nemt at gå ned til gravstedet i går, sammen med Lars. Blomsterne, – ja ligegyldigt, jeg lagde dem. Jeg så, stenen var fin, alt var fint. Gram kirke var pludselig ikke længere et grimt, mørkt sted, jeg tænker på med kulde og afstand. Jeg så denne gang markerne rundt omkring. Vi frøs, og vore fødder blev mudrede, så vi blev ikke så længe. Det havde kostet mig et par mudrede støvler, måske en forværring af min forkølelse, måske 80 kr. for en buket. Det var, hvad det kostede mig. Men hvad kostede det ham? (Mit barn) at ligge der. Man kan ikke sådan spørge den afdøde ved graven, hvordan han har det dernede i jorden. Man kan kun mærke, hvordan man selv har det med at stå ved graven. Man står der vel ikke, hvis man ikke vil. Ingen tvinger i hvert fald mig til at gå derom. Gram var mit ophav. Facebook har gjort mit ophav synligt. Kristeligt Dagblad har gjort min verden nemmere. Jeg kan skrive. Jeg kan altid skrive om det. Jeg formidler noget i et par mudrede støvler. Andre har mudrede støvler. Jeg formidlede fra netop de støvler, som ingen har magen til. Jeg , jeg, jeg. Altid mig selv i centrum. Bare fordi jeg ikke har børn, så er jeg selv den vigtigste i verden. – Men ak, jeg har jo netop et barn, ingen ser det bare. Så derfor blev jeg ikke egoistisk. Fordi jeg har ham (et sted), og faktisk fik denne følelse af at kunne se laangt ud i fremtiden, på at ham skulle jeg være sammen med i de følgende mange mange år, så mistede jeg godt nok omtanken for en anden tæt op af mig. Men jeg mistede ikke omtanken for det, jeg havde mistet. Og tit har jeg mistet alt for meget. Altså tabet af, hvad jeg kunne have haft, var ubærligt. Derfor kan man måske tale om afsavn. Og desto vigtigere er det at sige, at jeg er 39 år, og stadig frugtsommelig eller frugt barlig. At jeg ikke er blevet for gammel, som jeg en dag blev for gammel til at kunne søge ind på musikkonservatoriet. Ingen har endnu talt mine timer, eller hindret mig i at udvikle mig. Hvem taler et barn til tavshed, som helst vil sige noget? Hvem ånder ud i mine arme, som helst ville have åndet? Jeg taler i tåger. Mon ikke jeg stadig er graden af sindssyge? Det skal ikke være min undskyldning, men nærmere min nådige og overbærende stemme til mig selv: Du blev svag og bukkede under. Men kun for at rejse dig igen. Hvem gider se en film med en uden happy ending? Jeg ville helst se en blomst i flor, masser af marker, jeg er da ligeglad; hvorfor ikke marker i blomstrende flor? Hvem skal hindre mig? Er jeg ikke menneske, som du? Må jeg ikke række efter paradis, som trænger? Jeg tror ikke, blomsten blev lavet for den enkelte. Bare det faktum at mange mennesker på én gang kan skue ud over en blomstermark. Vi er ikke ene om det. Vi er ikke ene om at kunne ane paradis. Nogen ville sikkert ønske ikke at se mig der. Jeg kan kun i natlige drømme ane, at jeg elsker mit ophav, faderen til mit barn og hans forældre. Og gensynet der er altid fredsommeligt og glædeligt. Jeg kan kun drømme. Om foreningen. Gen – foreningen. Jeg kan skrive om en drøm. Jeg kan være en virkelighed. Hvorfor ikke være min røde bluse, eller min forkølelse, eller min kærestes kæreste? Skulle man hellere have været blomsten? Hvem skulle da have anet mig blandt alle de andre? Over – mod, kaldes det. Storhedsvanvid, med andre ord. Du kom her for at brænde, blev der sagt til mig engang. Du sidder på kanten, min Skat, bliver der hele tiden sagt. Jeg sidder her endnu, siger jeg. Springer du, – men det gør du jo ikke, så dør du dog ikke. Jeg skal heller ikke dø, siger jeg.  Du vidste ikke, hvornår livet sagde: ”færdigt”, til dig. Du kunne ikke vide dine kommende skridt. Men jo, nogle vel? Jeg kan heldigvis drømme om noget. Skrive noget ind i historien, som tæller, eller har værdi, bare for at slå det fast eller give det pondus. Jeg kunne skrive dig ind i historien, du det barn, jeg endnu ikke har. Jeg kunne skrive det gamle barn ud af historien, men kun for at komme videre. Vi var historien, mig og Nikolas. Den historie. Udtalt står det på gravstenen, at navnet er ”fra din mor”. Den ligger nede på en kirkegård. I går var vi der. Men endnu i dag ligger du der. Der er nemlig koldt og mørkt, og du er på det værste sted, mit barn, hvor jeg er på det bedste. Det får man af at leve. Og hadet kan beskrives netop sådan. Et selv – had. For jeg praler ikke af livet, som jeg ved held fik. Jeg begræder, at du ikke fik det længere, end du gjorde. Men tårerne varer ikke ved. For kulden tager til, og jeg skal til at passe på min krop, hvis jeg skal have endnu et barn. Og vi går hjem fra kirkegården, mens jeg tænker, jeg får blærebetændelse og endnu flere sygedage pga. forkølelsen. Jeg tænker på – mig. Derfor skal du aldrig tænke på mig, min søn, for det gør jeg selv. Men tager jeg dine ord til mig, siger du også i stedet: Jeg tænker ikke, jeg er bare. Og jeg hører dig sige det. For min sjæl blev på kirkegården, – lidt længere end Lars og jeg i går. For jeg skulle lytte. Jeg hørte din stemme fra urnen, ja mærkeligt nok gik den helt tydeligt igennem. Og du sagde: ”Flyt dig mor, her bor jeg”. Og du sagde videre: ”Jeg er, hvor jeg skal være”, her hvor mit navn står. Jeg sagde til dig, du skulle tale noget højere, da der var megen blæst i går, der ved gravstedet. Du råbte til sidst: ”Mor!”. Og det gjorde du aldrig i virkeligheden, for du var kun 5½ måned. Og jeg tænker; det var da utroligt. Men mere utroligt ville det være ikke at skrive så meget om ham længere. Jeg tænker også, det trætter mine læsere på bloggen at læse om. Hvorfor var man ikke bare en af dem, der tog en uddannelse, fik et par børn, stiftede gæld. Jeg skylder dig at nævne dig rundt omkring, tænker jeg om mit barn. Men heller ikke for meget, tænker jeg så. Så til sidst tænker jeg: HerreGud. Men jeg siger det ikke til nogen. Jeg tænker: Det er Gud, der sætter alt det i værk, der gør at jeg kan skrive, og gør det. Det er Gud, der tager dig til sig, og Gud der giver mig ord. Du blev til ord, mit barn. Du blev til en barn doms by. Et netværk. Du blev til et omdrejningspunkt på en blog – side på internettet, forestil dig det. Du voksede og voksede. Derfor behøver jeg ikke tage til Gram for at favne dig, for du er lige her omkring mig. Derfor behøver jeg ikke sige dit navn flere gange, eller røbe, hvorfor min mave er mærket af en graviditet. For du siger jo heller ingenting. Derfor tier vi, og et punktum vil jeg sætte, for at noget nyt kan begynde. For efter liv kommer liv. Liv efter liv.  Og levende i blandt os er mindet om hinanden. Ikke duften eller smagen eller følelsen. Ikke et stykke barnetøj, eller et maleri fra tiden, hvor du levede. Næh. Et spørgsmål: ”Ligner du mig?”, som vi begge kunne have stillet hinanden. ”Er vi eet?”, ku være et andet spørgsmål. Til det svarer vi – begge – : ”Lidt. Men jeg tror, jeg er bedre til at synge end dig. En dag skal jeg vise dig..”.Men den dag er i dag. Og du har bunker af legetøj, du gerne vil vise mig. Og måske får du lov. At være barn. Det næste barn, jeg får (hvis jeg får nogen), skal være ligesom dig. Om ikke dig. Men jeg ”får” det ikke, det er kun til låns. En dag skal jeg bytte barnet væk, for det er sådan man gør her i verden. Jeg fik en forsmag på moderskabet. Denne vidde i mit udsyn kunne jeg godt lide. Flere ting kunne jeg godt lide ved det. Du råber i ørkenen. Komme nu dit rige. Jeg siger til mig selv: ”Ban nu vejen”. Det er fordi, der måske kommer et barn mere. Men også fordi der måske ikke gør. For så er vi to. 06-01-2012.