Archive for juli 2011

Den, der bar.

Min kunstner åre var næsten tør. Jeg ville allerhelst skrive om kærlighed, også så andre mennesker kunne genkende sig selv i det skrevne. Som kunne jeg være et spejl. På gaden møder jeg dem, jeg har behov for at møde. Hvorfor skulle Gud ellers lade disse personer krydse min vej? Bagefter tænker jeg; pudsigt at møde netop ham der. Men det tænker Gud slet ikke. Min kunstner åre havde holdt mig til ilden i flere år. I dagevis var jeg blevet oppe om natten for at skrive, og måtte tage mig en lur midt på dagen. Jeg havde malet malerier, som om det var det sidste, jeg skulle gøre før jeg døde. Og billederne blev bedre af det. Meget bedre end senere, hvor det at male blev et tørt håndværk. Jeg taler om det ”tørre”. Det betyder vel, at der mangler et eller andet. Men at man ikke er livslang kunstner, men bare fandt den retning eller den bevægelse i nogle år, kan man vel ikke klandre nogen for, eller begræde. Det er fedt at være opfyldt af noget, en lidenskab, en strømning, der vil i en bestemt retning. Og give det ubegribelige form. Se det stå foran sig. En node, et maleri, et digt. Og på mit blære – stempel (som jeg kalder det), står der: Maler, Forfatter og Komponist. Hvilket spejl kunne jeg da være for verden? Jeg kunne sige til verden, at jeg har overlevet traumer ved at lave kunst. At det er én måde at arbejde sig ud af kriser på. Jeg kan lære børn – måske en dag, at alt er muligt. Har du et farvekridt kan alt ske. På meget få sekunder endda. Eller hvis du opøver dig i klaverspil, står du måske en dag og skal bruge det. Og alle de øve timer, hvor måske kun disciplinen holdt dig oppe (dog for mig var det måske Bach, der holdt mig oppe:)) batter måske noget senere hen i livet. Jeg skal ikke sige eller være fortaler for, at intet er tilfældigt, og at man kan bruge hver øve time af sit liv til noget. Men intet er vel helt forgæves. Hvad dem, der begår selvmord, det optager mig faktisk meget, var de da forgæves? Tabte de da? Nej, næppe. Tværtimod viste de os et mod. Og jeg har selv snust til selvmord fra mit eget liv, uden deraf at være blevet modig, men det er et afsind som alle mulige andre afsind. Vi andre – såkaldte ”Kunstnere” – vi tålte livet, fordi vi omsatte vores energi til noget. Hvad med dem, der ikke kunne det? Jeg kan bryste mig af at have lavet 600 små melodier, men det var da fordi jeg kedede mig og ikke havde noget socialt liv. Det var af nød. Men også fordi jeg kunne. På én gang havde jeg latent i mig evnen til at lave melodier, men det var først efter, at jeg en nat drømte, at jeg kunne, at jeg virkelig forsøgte mig i det fag. Skal der en natlig drøm til at lave kunst? Før man opdager, at man kan. Hver gang nogen siger, de ikke kan male, spørger jeg altid: Har du da prøvet? Når nogen roser min sangstemme, siger jeg: Ja, jeg må have arvet den fra min mor og far, som begge er musikere. Jeg har altid tænkt, det var tilfældigt, at det var mig, der blev kunstner. At mine digte er blevet udgivet, skete vel kun fordi der på forlaget sad én, der var venligt stemt lige mod det, jeg skrev. En anden dag var vedkommende (på forlaget) måske stemt for noget andet. Men jeg ”røg igennem”, nåleøjet. Jeg blev godkendt som forfatter, fordi en eller flere konsulenter (flere, var det faktisk) kunne lide det, jeg skrev. Hvem plantede denne konsulent der på det rette tidspunkt, så jeg kunne få udgivet digte? Jeg skriver sådan i det her blog – indlæg, fordi jeg faktisk bare vil vise min taknemmelighed. Jeg fik flere ting i mit liv, som ikke blev givet til andre. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke. Jeg sparede godt nok sammen til held, ved at være ret uheldig tidligere i mit liv, hvor jeg kom ud for smertelige og uoprettelige ting. Var det en belønning for svære tider, at jeg senere hen følte lettelse? Skulle alle, der er smertet af livet, ikke ved enden lettes for byrde? Jesus bar et kors. Et fysisk kors og et psykisk kors. Ikke at jeg kender ham, men et kors må være tungt, uden at han nogen steder har sagt det til nogen. Uden at han nogensinde har beklaget sig. Jeg har ikke hørt hans klage, dog hvor han føler sig forladt af Gud, men det er jo mig bekendt ikke det sidste, han siger, men derimod at ”det er fuldbragt”. Klagen er ikke hans sidste ord, det er ord undervejs. Mens dødsprocessen er i gang. Og går vi ikke alle igennem bitre ting, før tingene igen lysner. Ville vi da – i lyset – have undværet de dage, der gjorde ondt? Ja, med det samme, i et øjeblik ville det da have været enklere og lettere, hvis de tunge, uløselige dage ikke var der, men måske det for det meste alligevel giver mening, at de var som de var, når de endeligt er overstået. Det er så let at sige med overblik over dage, der er gået, at det klarede man sagtens, og kom endeligt an en anden gang, for nu har jeg rejst mig, fra det lave leje, og gjort mig fri. Nu står jeg helt i det fri. Konflikter – kom bare an en anden gang. De har styrket mig, jeg er kommet stærkere ud ”på den anden side”. Det er så svært – midt i de tunge dage – at se sig ud af krisen. Det føles som om, der aldrig har været andet, og aldrig igen vil være andet nogensinde. Vi møder kriser forskelligt. Jesus løftede et kors, bebyrdet. Lagde det fra sig, begyndte sit himmeltogt. Vi andre har ikke noget fysisk kors at bære på. Vi ønsker måske nogle gange, at vi ku have hjulpet ham (Jesus). Men måske får vi lejlighed igen. For i morgen er endnu en dag, god eller dårlig. Bebyrdet eller lettet. Da rejser jeg mig – blandt alle Jer andre, som også rejser Jer. Går dagen i møde, som den møder os. Noget af det, jeg ser, har jeg besluttet at se, andet har jeg ingen indflydelse haft på. Jeg er ikke kunstner, fordi jeg ellers ikke kan holde mit liv ud. Men at skrive – også der her (om end det næppe er kunst), skaber et møde, mellem læseren og jeg. Jeg ser ikke, hvordan det skrevne bliver modtaget, i det hele taget ikke hvad manden, som jeg passerer på gaden i morgen, vil tænke om mig. Jeg kan sende noget ud i verden, af sted, på mine præmisser, eller med det i lasten, som jeg ønsker skal ramme eller gavne andre. Jeg vil ikke bebyrde eller være et åg. Jeg vil højst være mit eget åg. Og jeg kan hjælpe en barnevogn ind i bussen i morgen, og bære på den måde. Men ham, der har båret mest, ser til hvor ringe min offervilje egentlig er. Bagefter kommer Jesus ud af bussen og siger mig Tak for hjælpen. Jeg er helt mundlam. Jeg troede, jeg var den, der bar. 31.7.2011.

At vågne til et møde.

Hvad gjorde det at længes? Længes efter en god dag. En kærlig sms. Helst fra den, man holder mest af. Men lå kærligheden da i punktummet eller kommaet? For mellem linjerne drømte jeg om at holde om, og kigge på. Men kun igennem min telefon var du der. Til fulde, dog. Hvem gik igennem linjen, ned til den næste sætning. Det gjorde alt det, man ikke kunne skrive. Alt det, man holder skjult for hinanden. Der lå det så godt gemt, mellem linjerne. Jeg har haft det skidt. Jeg har sovet mere end ellers, fordi jeg ellers ikke ved, hvad jeg skal give mig til. Telefonen ringede ikke mens jeg sov, og ingen ringede på døren, og køleskabet gav sig ikke voldsomt, som det nogle gange gør, så jeg var ligesom fritaget til at sove. Det gjorde ingen noget. Og hvem siger ikke også, at der bliver krævet mere af mig de kommende dage. Hvem ved om jeg ikke sparer kræfter til noget større, i morgen eller dagen efter. Det er ikke rart at sove fordi man keder sig. Og jo høfeberpillerne gør mig døsig, men helt ærlig. Og det er ikke rart at spise når man ikke er sulten, bare for at gøre noget. Eller tage ned i byen og gå forvildet rundt uden formål. Men det var, hvad jeg er; uden formål. Ingen lærer noget af mig, uden de selv oplever det at lære. Ingen skal gøre mig efter, for jeg er forhutlet. Ønsk Jer ikke i mit sted. Men her til aften fandt jeg et par sandaler, jeg alligevel godt kunne passe. Se – det er lykke. Jeg mener; at tro noget er fejlkøbt (dog i genbrug til ikke ret mange penge), være lige ved at smide det ud, og så alligevel give det en sidste chance. Er det virkelig rigtigt, at jeg ikke kan passe de sandaler, tænkte jeg. Mere rigtigt er, at jeg nu kan passe dem igen. Uden grund. Ingen ved hvorfor jeg nu kan passe dem, og for en uge siden ikke kunne. Ingen forklaring. Og sådan er livet meget. Uden forklaring. Ting sker, for sig. Du kom, jeg gik, vi var her. I morgen er endnu en dag – for os alle. Ingen har dagen for sig selv, vi er her til fælles. Jeg ønskede at mærke mig selv. Her i dag da jeg lå og sov helt fredeligt, fik jeg dårlig samvittighed. Mig, der bare ligger her på min sofa. Men du (min kæreste) er på arbejde, og ingen kræver mit selskab, ikke engang over telefonen. Alligevel gjorde jeg nogle opkald, da jeg var stået op. Og selvom jeg ikke kom igennem til lægen, for noget der heller ikke var akut, fik jeg spurgt ”Borgerservice” om, hvor jeg skal gå hen og få lavet et nyt pas, da det gamle snart udløber. Intet akut i det heller. Så ventede jeg tre kvarter i midtbyen på at få afleveret mit gamle pas, samt nyt pasfoto og underskrift. Jeg var da ligeglad, jeg skulle intet nå. Så mødte jeg en, jeg har det lidt svært med, men hvad; min dag var jo alligevel forgæves. Helt indtil nu, hvor jeg får det formuleret. Ingen er forgæves. Vi søger alle en forklaring på det, der sker. Bare et lille hint. Som et ægteskab, der undrer. Eller et brev, der aldrig bliver sendt. Bare så det giver os ro i maven til natten eller næste dag. Bøn høring. Vi ønsker nogen skal høre os. Eller vide at vi faktisk gik på den gade i dag. Eller det fortov, lige ved siden af hende og ham. Jeg går der aldrig igen, og ser måske aldrig hende, jeg der passerede. Jamen, er livet ikke forunderligt? Hvis jeg ikke har særligt kontakt til mig selv, hvem har så (for mig)? Jo, det har Gud. Så når jeg finder noget tøj i genbrug, så kan jeg finde på at takke Gud. Som om Han har lagt tøjet der, til når jeg kom en dag. Sikke noget. Men Gud er totalt misvisende. Så den ene dag giver han én en masse selskab, man skal til fest eller en komsammen. Mens han den anden dag udsulter én totalt, så man næsten ikke får vekslet et ord, i løbet af en hel dag. Sådan giver Han og tager Han. Og hvad gør vi? Vi er prisgivet. Bestemte vi måske selv, hvem vi ville møde på gaden? Var vi selv skyld i en ”dårlig dag”?  Ja, til dels var vi vel. Vi kunne i hvert fald tage imod forskelligt fra hinanden. Den samme ulykke på to forskellige mennesker, ville ”ramme” forskelligt. Hvorfor tager man så ikke bare altid gladelig imod alting? Med åbent sind og taksigelse. Hvorfor undgår man bestemte grupperinger eller mennesker på strøget, går over i den anden side af strædet, for at undgå betændte situationer. Hvorfor opsnapper man fare, – og går? For at beskytte sig selv, vel. Men hvorfor gik man ikke ind i faren? Mødte den, tog den på sig. Anerkendte den farefulde situation for at være gavnlig for én. Skulle en anden – end mig, hellere gå ovre i den side af strædet, hvor der var betændt? Skulle en anden hellere mærke ulykke, – end jeg? Nej, vel. I dag, da jeg mødte noget faretruende forude på en gade, gik jeg over gaden over på det modsatte fortov. Så mødte jeg en pige, som jeg ikke ønskede at møde. Hvorfor? Skulle jeg hellere være blevet ovre på det andet fortov? Hvem sagde, man ikke gik til en større ulykke, end den man kom fra. Det var en utilregnelig person, jeg gik fra. En, der råbte omkring sig. Måske var han faktisk fredelig, eller jeg kunne have mødt ham med en anden attitude, nu hvor jeg slet ikke mødte ham med nogen. Mange andre gange sætter jeg mig gladelig ved en forpint sjæl, men i dag kunne jeg ikke tage det. Det tænkte jeg meget over, nu da jeg mødte hende pigen, der så heldigvis ikke så mig. Og jeg gik i verden med fortrydelse. Tanker som: skulle aldrig have været her. Skulle aldrig være gået den vej. Skulle være blevet hos manden i stedet for. Men så tænkte jeg; det kunne også have været værre. Tænk, hvis jeg stødte ind i pigen lidt på afstand, og jeg ikke havde kunnet undgå at få øjenkontakt med hende. Hun ville måske være standset og vi skulle have talt. Måske blev jeg endda skånet. Først for mødet med den højrøstede mand, og så var heldet med mig, at jeg hurtigt kunne passere pigen uden at komme i snak. Situationen kunne have været meget værre! I morgen møder jeg pigen med et smil. Jeg møder hende sikkert ikke, men gør jeg, vil jeg smile. Over hele mit ansigt. Gud ville have placeret mig lige i krydsilden, og jeg ville have kunnet tale for mig. I morgen vil jeg tale med nogen. Ikke med nogen på et paskontor. Eller en telefonsvarer hos lægen, eller via mail. Jeg vil stå ansigt til ansigt med et levende menneske, – og smile. Uafhængig af hvem det er. Jeg kan lave en smiley her: :), med det samme. Fordi jeg er et positivt menneske. Gud kan møde mig i morgen på gaden. I den utilregnelige mand, eller den lidt usympatiske pige. For hvorfor ikke, egentlig. Han kan være i den grønne lysregulering. I trappen i en opgang. Eller et brød fra bageren. Men i dag var han i det, jeg prøvede at undgå. Nemlig mig selv. Mens jeg sov. Mens jeg gik rundt nede i midtbyen. Spiste unødige ting. Han var i alt det, jeg fornægtede at kende. Og i morgen må Han gerne være i det, jeg kender. Min kæreste, f.eks. I min sangstemme til bisættelsen. Han må også gerne være i det usynlige, når blot jeg får øje på det. Gerne sådan sent på dagen, må alt ligesom gå op for mig; Nåh, det var derfor, jeg skulle have den følelse, for at jeg kunne lære det eller det. Men Han kan starte med at være her på siden. Hvor jeg har et møde med nogen på en blog. Han kan være her i det punktum, jeg her sætter.  Så kan jeg kende hans form, og give den videre. 4.7.2011.