Archive for november 2012

November før jul.

Jeg prøver at tænde et lys i november mørket. Det er faktisk et kalenderlys, vi bare bruger før tid. Det er ikke, fordi jeg har særligt meget lyst. Men nogle ting er man bare nødt til at gøre. Med sin rå vilje. I krisetider gør man det nødvendige. Og når man har det skidt psykisk, må man gøre noget, der ”plejer” at gøre en godt. F.eks. at gå en tur, som jeg gjorde i dag. Man må ty til, hvad erfaringen viser hjælper. Og huske at tilstanden ikke er varig. I morgen kommer min kæreste f.eks. hjem fra sin døgnvagt. Og man kan hænde at få op mod 40  kys på én dag. Jeg kender dem, der ikke kan tænde et lys i mørket, hvor de er. Derfor tænder jeg et. Jeg kender nogen, der tænder 10 lys på én gang, men ikke ænser et eneste af dem. Jeg kender mig, der modvilligt tænder eet. Som gerne skulle lyse ud i verden. Der kender jeg nogen, der måske gerne vil stå under det lys. Eller i skæret fra det. Og jeg kender nogen, som helst vil puste det ud. Det er, fordi nogen dømmer én hårdt, mens andre dømmer én mildt. Og sådan kan vi alle stå midt i et skel mellem lys og mørke. Vi kan svaje i vinden som et græsstrå. Lidt til den ene side, snart til den anden. Men vi kan også være en væge, der enten kan brænde eller være slukket. Vi kan være en mulighed. Enten til liv, eller til det modsatte. Vi kan være et ”ja” eller et ”nej”. Jeg kan lægge mig på sofaen og give eftermiddagen op, eller jeg kan gå timerne i møde med iver, efter at få det bedste ud af tiden. Jeg kan ikke gøre begge dele. Men jeg kan tage mig en lur, føle mig doven, men så derefter, når jeg vågner, føle mig frisk og initiativrig igen. Det er udtryk først for et nej, og så for et ja. Der er også nogen, der siger ”måske”. De gør tingene halvt. Med det ene ben ude af billedet. Tager ikke det fulde skridt ind i noget med det samme. Vi må ikke dømme noget til at være mere rigtigt end andet. Og nogen skal måske stille deres lys under en skæppe for at kunne fungere. Vi andre brænder så rigeligt igennem. Vi hævder at have ”udstråling” eller karisma. Men det er verdens blik på én, der tæller. Ikke hvad man ser hos sig selv i spejlet. Og følelsen af at være bedre end, gælder kun over for én selv. Man kan kun overgå sig selv, ikke andre. Hele ens repertoire indeholder man jo selv. Derfor kan ingen give dig lykken, uden at du har den selv. Men 40 kys gør alligevel noget, må jeg indrømme. En omfavnelse bekræfter én. Giver én selvværd. Men sidder jeg alene på en aften som denne, og tror jeg har et publikum, er jeg da indbildsk? Jeg tænder et lys i min stue, som ingen i verden udover mig selv kan se. Kan nogen alligevel så se det? Hvad med oplysning. Det åndelige liv. Indre gnist og glød. Brænder jeg (og I) ikke i verden, selv i mørke? Jo, og ret intenst endda. Derfor udveksler vi lys. Vi er lys bærere. Og intet kan slukke vores livs ånde. Os, der har taget et andet menneskes liv, har pustet et lys ud. Der var en væge med muligheder. Men vi slukkede det håb. Og afskrev den mulighed for liv, der var. Derfor må vi bære lys frem. Og ordene ned over siden skulle have været skrevet med hvidt blæk på et sort dokument, og ikke omvendt. Vi er hvide bogstaver på en sort november aften. Og nogen har taget det skridt at tænde et lys. Rundt om i vinduerne har folk sat jule kerter. Vi er november før jul.
24.11.2012.

Et billede på afsind.

Jeg ville allerhelst have været Fredsfyrste. Eller spredt en god stemning. I stedet for på tankeplan at svine det gode til. Mens du sad op af mig. Og dig vil jeg allermindst gøre ondt. Bare at følge min ihærdighed for ikke at gøre skade rundt omkring. Men kun jeg selv (og Gud) kender min tanke. At når der er en flig af smerte, frygt eller ubehag, er det det, jeg forfølger. Helt til dørs faktisk. Udtaler bare det mest pinlige højt og tydeligt på tankeplan. Mens jeg er i et rum med andre eller en anden. Og straks tror, det går ud over disse andre eller denne anden. Og ved I hvad? Det kan faktisk godt hænde, at det gør. Hvorfra skulle ellers hele tanken om karma stamme fra? Hvad om, hvis jeg har slået én ihjel i det her liv, at jeg så selv er offer i det næste. Hvis jeg tænker ”Idiot” ud i et rum, med virkelig tyngde bag, – og har ubehag ved det, straks som et klump af angst i maven. Tror I da ikke, det ”mærkes” ude i verden? Ja, jeg spørger, for det er vist ikke engang et sindssygt træk ved mig, der her er på spil. De fleste går med skjulte tanker, som de ikke deler med nogen. Også tanker, man er skamfuld over at have. Men hvorfor kan jeg tale om ”de fleste”? Jeg kender ikke mængden, men mest mig selv. Og jeg skal være dette eksempel. På hvordan et liv, kan se ud. I vrang. Men dyster som min tankeverden kan være, ved jeg også at jeg er undskyldt. Men det værste, man sådan set kan sige til mig, er: ”Du er jo tilgivet”. Det værste, jeg selv i et tv – interview (kommende, eller dem, jeg før har medvirket i) kan sige, er: ”Jamen, jeg er tilgivet”. At sige, jeg ”er undskyldt”, handler også om uskyld. At noget kan jeg ikke gøre for. Hvad med en svinsk tanke, hvor meget skyld har jeg i den?? Den opstår, ja, og så forfølger jeg den. Kunne jeg ikke have ”ladet den ligge”. Måske bare til i morgen. Hvem lærte mig engang at smerte skulle man stikke i, og uddybe. Når noget gør ondt, skal det helst gøre rigtig ondt. Før det ”gør godt”. Ja, det er så sandelig min ”skade”. Jeg uddyber noget, der skulle have hvilet. Der sænkede sig en fred over stuen, fordi Lars satte sig over til mig i sofaen, og vi ikke behøvede sige noget. Den klassiske stemme fra musikanlægget sang vores klage ud i rummet. Hvis vi var klagende. Intetanende om, at disse ord ville forløse mig bagefter. Men årsag og virkning, det har mange talt om før mig. Konsekvenser. Af handlinger, synlige som usynlige. Villede som ikke villede. Vi tager en clementin. Det virker ”rigtigt”, for vi er en lille smule sultne, og den ligger der orange og fristende. Intet galt i det. Hvorfor føltes det da ”rigtigt”at slå ihjel, og nu sidde ved en computer og skrive om det? Faktisk mente jeg på min gåtur, at jeg skulle have taget bussen ned i byen for at træne. Ja den første halve time, overvejede jeg at gå hjem igen, pakke træningstasken og tage af sted ned i midtbyen. Denne følelse af ”forkerthed” lammer mig fuldstændig. Og det er hver dag! Skulle jeg hellere gå på det andet fortov, f.eks. Tage to slurk af kaffen i stedet for en. Jeg gør konstant op, hvad der ville være mest kærligt at gøre i den og den situation. Men det er ikke ensbetydende, at jeg altid vælger det gode. Når jeg da står over for ondt og godt, og vælger – med vilje – det onde, da gør jeg mig til et syndigt menneske. Der får jeg skyld. Og skal råde bod. Små foreteelser, som andre ville tysse hen, kan gå mig på i timer. Jeg kan ikke bede Fadervor både på vej hen til bussen, indeni bussen, og når jeg står af bussen. Jo, i princippet kan jeg. Men tænke sig, at være så skyldigt et menneske, at det skulle være nødvendigt. Der var engang en intuitiv ”besked”, jeg fik fra den åndelige verden, som sagde mig dette: ”Der er noget, der er værre end døden og sex, og det er fortrydelse”. Og Gud hvor går der mange kræfter med at granske gjorte ting, – som jo længe er ”ude af verden”, så at sige. Nogle ting, man har gjort, står tilbage med varige skader og men. Og trækker blod efter sig for hvert skridt. Men når et menneske er begravet, og kanske har fred, kunne man måske leve sit eget liv videre? Hvornår er synden gjort helt op? I princippet; hvis jeg står med et stykke chokolade i hånden, men ved, jeg egentlig ikke har brug for de ekstra kalorier i min krop, hvad vælger jeg da? Gør jeg det ”forkerte”, og satser på at blive tilgivet. Gør jeg det rigtige og lever et måske kedeligt liv? En alternativ behandler sagde engang til mig, at selv mus i forsøg vælger den sundeste mad af sig selv. Altså; stillet over for muligheden for at spise usund mad, eller sund mad, valgte de naturligst det sundeste. – Som i længden jo også vil gavne dem bedst. Men hvor kommer ”naturligst” fra? Hvem var her ligesom først og grundlagde normerne, vi senere hen retter os efter? Hvad hvis man er ”grænse psykotisk”, og har et behov for at sprænge rammerne. Gøre de forbudte ting, provokere. Og deraf måske gå ensomt. Hvis der ingen andre var her, kunne jeg kun have svinske tanker om mig selv. Mit tungsind kunne så at sige kun gå ud over mig selv. Det er ligesom når jeg helst spiller single i badminton frem for duoble, for så behøver jeg ikke have samvittighed over for en anden, nemlig min makker. Da har jeg kun mig selv, at blive utilfreds med, eller stolt over. Men handler kærlighed ikke om at dele mellem mennesker? I kirkekoret står jeg sammen med en anden alt – stemme, vi skal synge det samme, og det skal helst ”virke”. Altså spiller jeg der – med glæde – double. Og her i stuen. Jeg trækker mine svinske tanker tilbage. Undskyld, hvis du mærkede brodden af dem. Når jeg støder min pande mod din, må der ikke ske dig noget, fra hoved til hoved. Du skal ikke smittes eller lide ondt. Jeg sætter dig helst fri. Gå i stedet for. Hen til computeren. Indimellem trækker jeg selv i en fysisk bevægelse min pande væk fra din pande, i håb om at tankerne derved ikke ”når” dig. Og halvdelen af mine læsere her på bloggen, er nu stået fuldstændig af. Tænke  sig et eksempel mage til. Jeg ville allerhelst ligne naboen, men det gør jeg bare ikke. Altså er jeg et billede på afsind. Og det vil jeg gerne være, hvis lidelsen er indeholdt i mig selv. Udadrettet er det meningen, jeg skal synge kærlighedssange. At det er min navlestreng ud til verden. Kunsten skabt i enerum var ensom. Men mødet med publikum var næsten det hele værd. Du derude skal bare ikke gøre det samme som mig. Jeg er hellere et billede på noget, der skal undgås. Som et stykke chokolade, der feder. Men spiser man det med glæde, kan Gud så næsten græde imens? Hvad der er gjort godt, kan det slæbes i retten og angribes? Bevæggrunde kan være helt rene. Motiver kan skinne som stjerner, lyse som sole. En sjæl kan være uberørt. Men et sind er sygt. Og det er så mig, der er den syge. Det var det klæde, jeg iførte mig her i verden. Det var langt nemmere at hævde, man er Jesus, når man er indlagt på et sindssygehospital. Men et klæde kan man tage af. 16.11.2012.

Regndans.

Ja i dag har jeg så danset inde i min stue… Jeg var alene hjemme, og jeg sagde også nogle sjove ting imens. Så at jeg grinede højlydt, og tog mig til hovedet, og tænkte: Godt der ikke er to af dig, så spøjs og underlig, du er! Men er det rigtigt? Vil man ønske, der kun er én i verden, som én selv? Nej, man vil deles. Man vil gøre lidt ligesom naboen, for ikke at føle sig helt udenfor. Man vil ”passe ind”. På gaden f.eks. Ofte kigger jeg faktisk på, hvad for noget tøj, andre går i. Jeg tænker; når det er varmt i vejret, er det så mig, der har for lidt tøj på, eller de andre, der har for meget? Sådan noget vurderende sig selv op af andre. – Og selvfølgelig da! Vi er sociale væsener. Ja for mange år siden var vi afhængige af hinanden. Mere som overlevelse. Nu er vi sammen for at have det rart. I går oplevede jeg truende adfærd omkring mig, og jeg sad bare helt stille og foldede mine hænder, for at jeg dog måtte undgå problemer (eller som Jesus sagde: ”denne kalk..”). Da så en af ungerne spurgte mig, hvad klokken var, i forhold til, hvornår deres bus gik, sagde han dog ”Tak” for mit svar. Siden hen, da jeg sad i bussen, syntes jeg også buschaufføren slingrede. Alt i alt skulle jeg nok have taget cyklen. Men igen; man vil gerne hinanden, men ikke når det sociale liv bliver spændt. Og der opstår fare og spændinger. Alligevel er vi jo også gjort af spændinger. Tænk på Fauré’s Requiem, som jeg var med til at opføre i går, hvis den ikke indeholdt forte fortissimo eller forbandelser. Hvad hvis alle toner var sirlige, smukke, retvendte så at sige. Hvad om noget gik imod, i stedet for? Satte sig på tværs, som Anne Linnet synger om. Hvad om der var en hage ved noget, eller en torn i øjet, eller bare en lille brist. En lidt dårlig ånde. En kæphøj bemærkning. Hån. Hvad om vi var gjort af begge dele; lyse toner, og mørke toner. Og vi kan tale om godt og ondt. Men vi kan også tale om brister. Noget, der skal heles igen. Noget, der gøres godt igen. Et brud, der bliver lukket. En bemærkning, man tier hen, fordi det er til det bedste. Den var ikke ondt ment. Og afsenderen af bemærkningen skal ikke bære byrde, fordi bemærkningen stødte eller fornærmede. Alt har plads. Er det ikke det, vi siger? Hvorfor eksludere eet menneske i bussen, men ikke et andet. Hvem skulle da have fortrinsret til Guds rige? Hvem er det bedre end de andre? Ja, tænk sig, sådan noget går jeg og tænker på. At jeg skal elske alle i bussen, har jeg ikke længere som krav. Men jeg kan godt finde på med vilje at sætte mig, hvor andre synes, det må være ubehageligt at sidde. F.eks. i dag hos en mand, der var unødigt nervøs for, om bussen nu var forsinket. Eller sidenhen en mand i bussen, der lugtede lidt usoigneret. Og nogen vil sige, jeg pudser min glorie, men det er bare, fordi Danmark er et kærlighedsland, som ikke kan holde strømmen af velmenen tilbage. Så den helt blusser over. Ja ene jeg kunne elske for 1000 mand på én gang. Men hvorfra skulle jeg vide, jeg gik kærlighedens ærinde? Jeg spørger så tit, for jeg gransker faktisk mig selv ret tit. Er jeg nu ren nok. Ville du ham inderligt nok. Fik du sagt det ordentligt til hende, så hun ved, du vil hende? Når jeg piller næse, bliver jeg så derved skyldig i noget? Falder der så et krus på gulvet ude i køkkenet bagefter? Og hvis der gør, kan jeg så tolke det som en slags straf for at være syndig? Og hvor går grænsen for synd? Er det værre at pille næse end tænke ondt om en anden? Onani, hvor har det ret? Men jo, det er jo en del af mennesket. Flere emner taler vi bare ikke åbent om. Og når folk på tv endelig gør det, er det helt smækket op i ansigtet på én, som den store sensation. Men vi vil alle følelserne. Vi formår bare ikke altid at udtrykke dem. Nogle gange er det at skrive en mail om, hvad man i løbet af ugen har lavet, jo en lige så fin tilkendegivelse, som hvis man ned over en side gentagne gange skrev: ”Jeg elsker dig”, eller ”Du er dejlig”. For meget er for meget. Vi skal lade noget sive. Ud af hånden, ud af munden, ud af håret. En duft. En aen. Et ord. Åbne op. Der falder altid en krumme fra et måltid. Du skal bare holde hånden åben. Så danser jeg en regndans. 5.11.2012.