Archive for juli 2013

Zakæus

I dag i kirken kom der en mand ind, hvor vi ellers for os selv i kirkekoret øver dagens motet. Han ville gerne have en kop kaffe. Ham lugtede ikke af alkohol, men han var typen, man mistænkte for det. På en måde var han ikke rigtig velkommen der; kaffen var jo til os korister, og han begyndte også at spørge om alt muligt, og flere vendte ansigtet lidt bort fra ham. Jeg prøvede at lytte, så meget jeg kunne holde ud til, og han var faktisk meget interesseret i, hvordan vi bar os ad med at synge. Og han fortalte, at han ikke selv kunne. Åbenlyst var han kommet for at deltage i gudstjenesten, men den startede jo først tre kvarter efter. Var det da ikke i orden, at han fik en kop kaffe i mellemtiden?
Jeg stod midt imellem og mæglede; på den ene side var de to andre korister irriterede på hans tilstedeværelse, og jeg synes også, han var kommet på et upassende tidspunkt, men jeg bar også over med ham. Prøvede at svare på hans spørgsmål, og få øjenkontakt med ham. Han var ikke usoigneret, eller uklar i øjnene. Han var levende interesseret i det at vi sang der, og nævnte klassiske komponister, som han godt kunne lide. Jeg tror godt han vidste, han var til besvær, for han ventede ikke at nogen gad lytte. Han forsøgte dog flere gange: ”Har du rejst meget?”, lød et af hans spørgsmål til tenoren ”Viggo”. Viggo svarede: ”Næh”, uden at uddybe. Sådan gik det flere gange, ja sopranen, der var i rummet, måtte gå helt væk fra bordet, da hun ikke ”kunne tage det”, som hun senere sagde.
Når jeg så skal ligne dagens helt, er jeg ikke et hak bedre; da der under gudstjenesten pludselig lugtede af cigaretrøg oppe ved orgelet, grinte flere og undrede sig. Jeg havde imidlertid set manden gå ud under gudstjenesten, og jeg tænkte, at det var nok ham, der fik sig en smøg. – Sikkert et sted hvor man ikke måtte ryge…
Dernæst – og nu kommer så det kriminelle – blev jeg pludselig mistroisk, og fik den tanke, at han måske gik i vores tasker og plyndrede os for penge. Taskerne stod jo frit tilgængelige i organistens ikke aflåste lokale nedenunder. Jeg greb mig i bare at acceptere, hvis det var det, der skete.
Men nej, han var ikke nogen skidt fyr. Han havde ikke bestjålet os, kunne jeg bagefter konstatere. Han var muligvis gået ud for at ryge, også et sted hvor det sikkert var forbudt. Han kom aldrig ind i kirken igen, og i det hele taget var det en heltegerning, at han overhovedet var troppet op til kirkegang. Jeg mener, han sagde, han havde været oppe til kl. 4 i nat. Og så nævnte han præstens navn: ”Anni”. Han var kommet for at høre/møde hende.
Hans øjne indeholdt meget smerte, men i det underskud havde han overskud til at spørge ind til det at synge. Viggo var meget kontant, og bad ham gå, da vi skulle til at øve. Flere af de andre havde bemærket hans hårde tone, fortalte de senere. Viggo havde ret til sin udtalelse, fordi manden var på fremmed grund. Men hvor blev medlidenheden af?
Zakæus. 14.juli 2013.