Archive for maj 2012

En slags bekendelse.

 

Skulle jeg have spildt et helt liv på at sige: Du er uskyldig. Du kunne have sagt Amen efter hvert ord, og nogen ville dømme dig mærkelig, men var du da ikke i din ret? Hvad med det, at jeg har en blå trøje på i dag, gør det nogen noget? Rammer det ligesom nogen, hvor det endda gør ondt? Med smerte. Rammer jeg endda nogle med mine ord, hvor de ikke skulle have været skrevet eller udtalt? Får enhver da ikke lige præcis, hvad det kan tåle? Du er selv Synder, dig der dømmer mig. Og du kan sige det samme til mig. Jeg kan nægte det, men bare det, at du vil dømme mig som synder, gør mig jo til synder. Da er jeg det jo i dine øjne (og er det ikke nok). Da kunne vi være i samme båd, under lige vilkår. Jeg kan ikke være bedre end dig, og omvendt. Jeg vil gerne være bedre end dig, men jeg formår det ikke. Hele tiden vil jeg gerne overgå mig selv, så at jeg endda hæver mig over mængden. Mens for andre er jeg mængden. Hvor skal da jeg da lede? Jeg udtaler mine kvaler over for min kæreste, som om jeg sad i skriftestol, og han har vel endda den myndighed, at sådan kunne situationen rent faktisk have været. Ikke for at han skulle dømme mig (som han heller ikke gjorde), men hvorfor denne trang til at bekende? Jeg kunne have løjet over for ham (min kæreste), gemt det værste af vejen (jeg mistænkte to udlændinge i dag for at have taget noget fra mig, ja var i det hele taget skeptisk over for deres tilstedeværelse ude foran min dør). Men jeg sagde tingene rent ud. Måske siger jeg endda nogle gange ting værre end de faktisk er. Bare for at søle mig selv ind i endnu mere blod, så verden en dag må dømme mig stygt og grundigt. For hvad? Fordi jeg har tjent ind til det? Gjorde jeg da verden så uret, at jeg skulle have et ordentligt slag. Men igen: her er jeg. Fri, på nippet af forår, som min nabo, som græsstrået udenfor. Intet andet venter jeg af verden, end at det bliver forår og sommer. Jeg har ikke en anden dagsorden end alle I andre. Hvorfor så dele disse miserable udsigter? Jeg kan falde. Ja, men det kan læseren også. Jeg falder. Nej. Du står. Jeg står kun lidt, for så igen at falde. Du er bedre end at ligge ned, siger jeg til mig selv. Men læseren siger: Du er dårligere end du giver dig ud til at være. Læseren sad bag væggen i skriftestolen og vidste meget bedre, hvad jeg var gjort af. Selv de ord, jeg ikke udtalte, bed han mærke i. Hvordan skal jeg så vinde? Du dømmer bare dig selv, Rie. Værre end alle andre nogensinde ville gøre. Det er langt det nemmeste. Trænger dig selv op i en krog, erkender dig skyldig i alle ting. Går ind i et fængsel, dør måske allerede på vejen derind. Jeg ville hellere have været udenfor, siger jeg til fængselsvogteren. Jeg ville hellere have været inde, siger han. Hvorfor? ”For at se dig gå ud”, siger han til mig. Jeg synes, han er det tapreste af alle mennesker (kan I nok forstå). Jeg lukker ham ind i min celle, bliver med ham der, indtil min sidste time. Men kære, hvorfor går du ikke, spørger fængselsvogteren mig. Jeg siger lavmælt, så kun han og jeg kan høre det: ”Gå du først”. Vi går. Men jeg har ikke sagt Jer det vigtigste endnu. Han gemte noget til mig inde i cellen. Det bedste. Vi slår om det, siger jeg. Hvem går ind efter det? Men han siger gentagne gange til mig, at det er mit, det der ligger derinde. Jeg tænker: Er det et lagen, så jeg kan flygte? Ja, det er det. Jeg kan flygte. 29.5.2012.

Dagbog.

 

Kære Rie. 21.5.2012, kolonihaven. Alene.

Jeg forstår dig godt. At du er følsom over for utroskab. At ingen kan læse dine signaler. At du syner mere rask, end du er. Hvem når overhovedet helt ind? Tvangstanker tager over, jeg er herreløs, hvor jeg ellers skulle have styr på mit bestemmelsessted og formål. Og hvad med Jesus? Da jeg i dag ringede til ”Bente Olsen” – som ikke var død, men var stoppet som kinesolog, var det for at få hjælp. Ingen ved, hvad jeg ville have bragt på banen af emner fra mit liv, men jeg ved det. Du har altid mig. Det her behøver aldrig at blive læst af nogen. Det er skrevet af nogen.

Du, Herre, som byder mig dette hus, min hverdag med sindslidelse, men også mod og tapperhed, som jeg må skrive hvad som helst til, vil jeg intet sige til. Hvorfor (skulle jeg). Mig, der altid har levet som om, der er et kamera ovenover mig, så at jeg i hvert eneste øjeblik af min dag må levere mit ypperste. Det gælder når jeg skal vaske hænder efter toiletbesøg (gør jeg det grundigt nok), piller bussemand (er det ikke ulækkert), spiser som om mad er en synd, jeg begærer. I det hele taget er jeg noget udadtil. Mens jeg efter en gåtur eller motion i træningscentret er helt min egen.

Hvorfra skulle Lars eller en hvilken som helst anden kende mine grunde? Hvordan forklare andre et liv med tab og mistede tab, næsten. Et blog – indlæg, tjah det er såmænd da godt nok. Men det er jo bare endnu en forklaring væk fra mig selv. Det er endnu en måde at gøre sig til på, så man et eller andet sted, om det så er i udkants Danmark føler sig elsket. Hvorfor ikke gå uden for sin egen dør og lede? Hvorfor ikke i mødet med ham, der er lige ved siden af. Hvorfor dette behov for at vise verden et eller andet?

Hvornår går du igen ind i dig selv, og bliver egentlig dig? Har du nogensinde været indeni dig? Hvordan da du voksede op. Er du overhovedet selv skyldig i din sindssyge. Har jeg ikke arvet skizofreni, og det værste sind til dato, så at jeg ikke kunne danne mig selv, men var sammensat af syge atomer? Måske fra både mor og far.

Dæmoni, det er, hvad jeg er. Ikke et smukt blog – indlæg, så min kæreste bliver stolt af mig. Fyldt af storhed. Så latterlig lille jeg kender mig selv. Skriver indlæg på psykisk sårbar gruppens Facebook side, fordi jeg har en holdning til noget. Fordi jeg græd over det fjernsynsprogram, der hed: ”Gal eller normal”.

Jeg har lært at tænke negativt. Og samtidig have håb. Dette er til dig, Rie. Ingen andre behøver læse det. Og du kan skrive igen i morgen. Hvorfor er jeg en åben bog i alt det skrevne? Men hvorfor kender samtidig ingen mit inderste? Hvorfor går jeg ture. For at tabe mig, se godt ud, glæden ved motionen, for at føle mig ren? Hvorfor kan jeg godt lide bananer? Hvorfor ligger det til mig.

Nu dengang hvor jeg mistede afgrænsningen af mig selv, jeg tænker – kommer den så senere tilbage til en igen? – afgrænsningen. Når noget – et psykisk felt – en gang er åbnet, kan det da lukkes igen?

Én gang syg, altid syg?

Du – ja hvem som helst – siger til dig selv hver dag, at tanken om at få børn, giver mig et mere naturligt forhold til mange ting. Spisning, motion, sex. Det hele bliver så naturligt. Mit hår er ikke længere krøllet, ved du. Og jeg kan leve i et parforhold, vist nok med succes.

Hvad havde du ventet af mig? At jeg skulle få børn? Hvornår skulle jeg få børn, drømte du om? Jeg ved nu, at grunden til jeg ikke valgte aborten, var at jeg var bange for, Jeppes og mit forhold ville gå som Annas og Bjørns i filmen ”Tro Håb og Kærlighed”. Er jeg da fattig at have lænet mig op af fiktion i så vigtigt et spørgsmål.

Hvor fattig er du nu, lige nu? Du skriver for dig selv. Ingen ser herind, ingen skal nødvendigvis se dette senere. Hvor meget senere? Hvornår skriver du igen dit publikum ind på din side, og fjerner dig fra dig selv – igen. Dette træk med at være på, er det løve – ascendanten, der spiller ind? Jeg fik ingen hjælp fra kinesologen. Og jeg får ingen hjælp her. Ensom er min vej. Ud af fattige andres veje. Livet er armt.

Jeg ligner ingen. Det er problemet. Jeg kan ikke spejle mig, ikke engang i mig selv. Ingen ser bag mit blik, men når jeg samtidig ikke viser noget i mit blik, hvem skulle da opdage?

Nu er jeg tilbage i at være poet. Selvfølgelig kan jeg spejle mig selv i andre. Det handler alle mine blog – indlæg om. At jeg netop ikke føler mig alene, fordi andre er og tænker som jeg selv.

Hvornår har du så fri, Rie? Ja, om aftenen får jeg stadig – siden 2003 (vist nok) healing ovenpå mig hoved. Det er vigtigt for mig at understrege, at nogle alternative behandler tror jeg på, og noget, de har sagt, tager jeg med mig. Mens andre af deres udtalelser lige siden har været en plage at kende til.

Du har ikke sagt mig, hvor jeg skal hen. Du lader mig hele tiden frygte min fremtid. Jeg skal lære tillidens redskab hver eneste dag. Som var jeg et barn. Eller vores kat, der nu er væk på 2. uge.

Når jeg er plaget eller hæmmet af katten, sådan et halvår som vinteren på Trillegårdsvej, er det så realistisk at forestille sig et barn være mindre belastende?

Hvem kræver at jeg får børn? Det skulle ”bestemmelsen”, ”skæbnen”, ”Gud” gøre. Jeg skal selv frygte det, endda hvis det går i opfyldelse. Undervejs skal jeg spørge og lede efter tillid alle steder, og måske jeg endda skal finde den. Men ingen kender dagen..

Jeg prutter, så her lugter grimt. Derfor er døren ud til åben. Jeg har varieret mit mad indtag, og motioneret – og svedt i dette sommervejr – i styrketræningscentret. Imens spiser min kæreste middag hos en, han engang var forelsket i. Ja, han kan hænde stadigvæk at være det.

Indimellem står jeg selv, andre gange falder jeg med et pladask, og enkelte gange hjælper andre mig op igen. Allerhelst stod jeg selv hele tiden. Så kunne man svare for sig, gøre de ting man gerne vil gøre, og ikke de ting, man ikke vil gøre. Man ville formulere sig perfekt, vide hvad man mente om alle emner, se godt ud i tøjet og i håret hver dag. Have børn, der både kunne hedde Dan og Rasmus, ja hvad som helst.

Men du har sagt, nogen skal løfte mig. Når jeg sidste gang lægger mig ned. For verdens fødder.

Erasmus Montanus. Jeg ved ikke engang, hvad det er. Og magt har det skrevne alligevel over mig, så jeg tror mine ord sande. Skulle man skrive, man ikke kunne lide røde trøjer, hvis man godt kunne lide røde trøjer? Hvilken mening kunne det have at lyve i sådan et tilfælde? Mener jeg alt, jeg har skrevet. Trænede jeg måske lige sådan i dag, som sidste gang, jeg trænede? Nej, vel.

Du er sgu da et hønsebur, sådan som du skræpper op. Jeg har kendt dig for længe. Du er min psykiske sygdom. Og ingen forstår længere det skrevne. Jeg er nu ren vanvid, som jeg skrev, lige inden jeg slog ihjel.

Slår jeg da ihjel igen, når jeg undgår at træde på en myre på vej på stien?

Bliver man så lige så jaloux som sidste gang, og reagerer man lige så barnligt? Nej, for det var ikke barnligt. Godt nok var der ingen accept af følelsen, og jeg skammede mig over at have den. – Men i dag skammer jeg mig ikke.

Jeg kan skrive kommentarer, dagbog, blog – indlæg, kronikker måske. Men jeg har ikke lært at skrive.

Jeg kan sige, jeg ”bærer verdensrummets dybder”, men det gør vi jo alle. Kunne du have sagt det?

Kære læser.

Kære forfatter af dette skrift. Jeg troede, jeg var i enerum, privat, uden kamera og publikum på. Men hvor længe holdt den følelse? Jeg kan gå endnu længere som til at sige,at uden jeg optrådte, kender jeg ikke min figur. Først den dag jeg ser mit barn i øjnene. Men jeg ser aldrig mit barn i øjnene. Jeg vil være bange det øjeblik, jeg opgiver p – pillerne, det øjeblik jeg skal holde en psykose fra døren, det øjeblik jeg skal fortælle omgivelserne at jeg godt kan. Jeg vil til stadighed være bange, og det er mit grundstof. Angst.

Der er ikke nogen, der skal sige mig, jeg består af andet end det. Og jeg er bare et hylster, hvor engle og djævle kan kæmpe mod hinanden. Men hvad består til sidst? Det gør selve kampen.

Hertil og ikke længere.

21.5.2012.

Det var ikke, at der var noget i vejen med dig. Eller at du syntes, andre fejlede noget. Eller at der ikke længere var plads til dig i verden. Du kan være lige, hvor du vil, som du vil. Du skulle ikke spørge, om du i det hele taget må være her. Du er her jo. Mange ting kan siges ”forkert”, men ikke uden at du kan rette det ind igen. På sporet. Kærlighedens spor. Du kan sige ”nå” op til flere gange, uden at gøre nogen uret. Du er endda kommet ind på seminariet, og måske behøver du ikke at få nogen børn. Hvis katten ikke kommer hjem, er du fri for den til vinter, men hvis den gør, vil du elske den ligesom før, måske endda mere. Kæresten kan sige hvad som helst, og han er stadig dejlig. Og Vestergade (i Århus) havde gadefest i dag, hvor der også er Melodi Grand Prix, håndbold- og fodboldkampe på tv, samt vist nok prisuddeling i Cannes. Altså… 26.5.2012.

Kald det, hvad du vil.

 

Hvad hvis man er fyldt af kærlighed. Så det næsten syder og bobler. Bare sådan over små ting. En cykeltur f.eks. Hvad hvis hele livet giver mening pga. den cykeltur. Og man havde ventet på den i årevis. Hvad giver så mening i morgen, efter i dag? Åkander flyder på vandet. Ja, noget skulle jeg skrive, ved at kigge ud på vores grønne have i kolonihaven. Her er overflod af frodighed. Også i mit hjerte, er jeg næsten klemt ved ikke at sige noget til nogen. Jeg kender dagen. Jeg har lært min cykel at cykle. Og min pengepung giver afkast. Men allervigtigst; når man tænker kærligt – og jeg ved ikke, hvor det kommer fra -, så forsvinder man med et blad i vinden. Bare på de kolde dage er det dejligt at tænke på, man er let og luftig. Og aner nye højder og breddegrader. Intet kan siges for tit. Breddegrader, f.eks. Det ord har jeg sagt alt for lidt. Men når nu bladet ved mere om færd over jord, skulle man næsten spørge den til råds, og ikke mig. Jeg har intet råd. Dage er, hvor jeg tror, jeg sidder inde med den store mesterlærdom. Men så ser jeg nogen i fjernsynet sige, hvad jeg i det skjulte har tænkt, og jeg står – atter engang – ikke alene. Og slet ikke om at elske. Og hvor er det også nemt at skrive ordet ”elske”, eller sige det. Skulle vejen til kærlighed da betyde fem bogstaver? Næh, jeg spurgte faktisk bladet, der svæver i det fri. Han mente, Himmerige var nær. Men bagefter tænker jeg; hvor kan han (næsten) vide det fra? Jeg spørger ham igen; ”Er himmerige nær?”. Hvad skal han svare, tænker jeg. Svarer han ja, tror jeg ham måske ikke. Svarer han nej, bliver jeg bare så skuffet. Jeg vil ønske, han aldrig svarer. Og det lader til, han ved det. Svaret må han holde inde med, og dele med dem, der kan tåle at høre det. Jeg er for betændt. Har alt for mange lig i lasten. Og jeg vil heller ikke kunne holde det som en hemmelighed, hvis Himmerige virkelig er nær. Men hvad vil det egentlig sige, at ”det er nær?”. Kan man næsten række ud og gribe det i luften, da? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg stiller kun alle spørgsmålene. Endda om Jesu ligklæder i morges ved morgenbordet. Jeg vidste ikke, hvad ”Torrino – klædet” er. Og der er det med noget, man ikke ved, at man kan ikke bare ønske, at man vidste det, eller tro, at man ved det for at spille intelligent. Nej – det, jeg ikke ved, ved jeg simpelthen ikke, og deri er man ikke skyldig. Og man er ikke latterlig, fordi man spørger igen. Men se nu bare, nu svarer bladet mig, fra sin færd hen .over græsplænen i det fri: ”Jeg er helt fri”, siger han. Jeg kan godt se, han svæver helt let, ubesværet, lige derhen han gerne vil. Jeg spørger ham ikke dumt, om ikke vinden dirigerer hans retning, det ville være ondskabsfuldt. Nej, jeg tror, hans lethed skyldes ene og alene hans egen vilje til fremdrift. Endda retningen bestemmer han selv. Nu ved jeg det også. Jeg kan simpelthen se, at vinden lader ham være, så det er op til bladet selv at råde over naturens kræfter. Bladet tager kræfterne på sig. Og bevæges af dem. Det kan vi alle gøre. Vi skal ikke tro, andre skal bestemme vores færd og livsbane. En aftale hos en anden, forudsætter at jeg kommer frem. Hvem ved, om noget forhindrer mig undervejs? Kan der være en bule på cykelstien. En tung taske på cyklen, der fordeler vægten ulige. Kan der endda være tro på, at noget ulykkeligt vil ske, så det faktisk sker? Kan man tildrage sig, hvad man frygter allermest? Og hvad er så det værste? Ved at leve. Jeg vil mene, som sikkert den eneste, at det er frygten for det gode. At man ikke tør anerkende det gode, lade det tage ordentlig plads, men i stedet fejer det bort, affærdiger det gode, fordi man ikke har tillid til det. Stakkel, det menneske, for det får meget foræret, men opdagede det ikke. Et andet menneske opdager klart nok de gode ting, der hænder for det, f.eks. at en bil kører udenom i hensyn. Men han skønner bare ikke på det. Dem, som ikke ser det gode nogle steder, er måske indlagt med en depression. Eller også er han bare vant til ikke at forlange noget, så han venter ”bare” ved dagens slutning på, hvad der falder af til ham. Det gør næsten ondt at se på et menneske, der intet kræver af livet. Men det bør bestemt ikke gøre ondt på ham, og hvis han er let af natur, driver med strømmen, ser hvad der sker med den blotte nysgerrighed, kunne det da tænkes at være en smertefri vej at gå. Er smerte af det gode, eller af det onde? Men herre, i dag spiste jeg to chokoladekiks, og de ligger simpelthen så godt i min mave. Intet – ikke en krumme – af de kiks er gået galt, hvor de nu ligger. Ligefrem føler jeg kiksene som en form for renselse. Kan jeg da blive ren af at synde?? Chokoladekiks skulle være en fornøjelse, og kun hvis man tæller kalorier og føler sig uren efter et måltid, vil chokoladekiks være en belastning. For os andre, – jeg, der ellers har talt kalorier i årevis – er det nu en nydelse. Kun det. En tilføjelse. Supplement. Prikken over i’et. Vi har talt i årevis om synd. Et blog – indlæg kunne endda være en synd. Noget, man skal tage afstand fra. Noget, der aldrig skulle være skrevet, eller set, eller skulle have haft plads. Man kan foragte ting. Også for sent, som hvis man ser et nyhedsklip, man bagefter fortryder at have været vidne til. Kunne man anklage en tv – station for at synde? Jeg skal ikke gøre mig klog på den enkeltes regnskab. Når mit (eget) liv rinder ud, vil noget gå passé, det gør mig ikke særlig. Nogen kan måske smide en chokoladekiks ned på min grav. Men det er jo det rene pjat. Hvis alvorens time virkelig kommer. Hvis det, livet mest er, er alvor, så har jeg et problem. Jeg ler tit alvorlige ting væk. Det sagde en sygeplejerske også til mig: ”Når du er nervøs og omtaler noget alvorligt, begynder du at le”. Hvad siger det om mig, eller om mennesket? Det kaldes. Det kaldes noget, men er ikke noget. Det er bare ord. Når noget gør rigtigt ondt, nævner man det slet ikke for nogen. Og slet ikke en sygeplejerske. Man nævner det for sig selv i sit inderste, men egentlig ønsker man bare, følelsen går væk igen. Man børster tænder, går ud af døren, tror at når bare jeg kommer hen om det næste hjørne, går det straks bedre. Man kan endda tænkes at have ret. Men kære, et hjørne fra ulykke til lykke, det holder jo ikke. Skulle kærligheden ikke være blivende, evigtgyldig, vedvarende, kernen? Som en ædelsten i et af vore chakraer. Jeg kender livet. Ikke en dag går uden fortrydelse, og psykisk sygdom. Enkelte dage tænker jeg, jeg er rask, at jeg aldrig har været syg, at det er humbug og bedrag. At jeg nærmest bare blev indlagt ”for sjov”. Eller på (for) løst grundlag. Men nu som i dag, kender jeg bedre dagen og livet. Da cykler jeg, fordi jeg skal fra et sted til et andet. Jeg tænker ikke på, om ruten går op ad bakke, hvilken retning vinden kommer fra, om det begynder at regne, og hvor mange kalorier, jeg på turen vil forbrænde. Jeg tænker på dette Ene: At sige til min kæreste i morgen, hvor meget jeg elsker ham. Hvorfor ikke sige det til ham i dag (hvor han sikkert ringer hjem fra en døgnvagt)? Nej, for jeg elsker ham først i morgen. Sikke noget sludder, og du ved det godt. Ikke engang skriveprogrammet her vil godtage, at jeg ikke elsker ham i dag. Men det er simpelthen et udtryk for, at jeg skal passe på min kærlighed. Og i dag elskede jeg cyklen. Men bladet over græsplænen råber (nu) til mig: ”Passe på sin kærlighed, hvad mener du med det?”. Og jeg ser selv, det slet ikke holder, at jeg ikke kan elske min kæreste i dag, men først i morgen. Hans navn bare emmer af fred. Og hans hus har budt mig velkommen. Jeg sidder i blandt venner; hans cd’er, hans skjorter. Selvom han ikke er her, er han her. Jeg vil vide – og være blevet det klogere i dag – at det at skrive ordet ”kærlighed” så mange gange på en side, ikke dækker over noget. Jeg vil til stadighed skue indad mod mit hjerte, og måske er det det chakra,
der er det centrale. Jeg er ikke ene om at have et chakra, og ikke ene om at eje kærlighed. Jeg er tom for ord, her ved enden, fordi jeg har fyldt mit bæger. Til hvermandseje. 19.5.2012.

Min ven, bananen.

 

Det kom helt an på. Det kom an på det største og det mindste. Det rigtige i små ting, og store ting. Var vi ikke helst foruden det grå mellemlag? Ledte vi ikke, når alt kom til alt, efter ting i hverdagen, der ville slå benene væk under os. Røre os. Bevæge os fra et sted til et andet. Ville vi ikke gerne højderne, selvom der måske er dybt at falde? Jeg ved godt, hvor jeg helst ville falde. F.eks. herude på græsset i kolonihaven, hvor Lars lige nu slår græs. Så ku jeg lande blødt der. Og han kunne samle mig op, og skænke mig den kop kaffe, som man byder uventede gæster. Og jeg kunne være uventet. Bare dumpet ned fra himmelen på dette sted. Men på den anden side kan det jo være, at han har ventet mig. Eller bare håbet på at møde mig. Hvorfor løbe 10 kilometer, når man kan løbe 5? Åndssvagt spørgsmål. Hvis 5 (kilometer) er godt nok, hvorfor så forvente mere. Hvorfor vil mere mere? Havde vi ikke nok. Nogen beder om at få et arbejde, eller nogle penge. Andre (eller de samme) beder om at få et barn, blive gift, møde en at byde på kaffe. Nogen fik bare helt uden at bede om noget. Og nogen af dem takkede aldrig for de gaver. Og afsenderen – hvis det er Gud – vidste det godt på forhånd. At ingen ville takke. Men det skulle da ikke afholde ham. Der er nogen, der giver tonsvis væk, uden at få noget igen. Det hedder betingelsesløs kærlighed. Eller man har en givende personlighed. Måske en, der sætter sig selv bagerst, eller vil fremme de andres ve og vel, før han tænker på sig selv. Det nemmeste i verden; give den, der mangler, hvor vi andre kan undvære. Fortryllende. Jeg drikker min kop kaffe selv. For Lars ville slå græs. Jeg lander ikke ude på græsset som en uventet gæst. Han har allerede budt mig indenfor i sit hus. Måske hører jeg endda hjemme her. For hvor ellers? Tak for forummet, der gør det muligt for mig at skrive det her. Hvordan takke et internet. Eller et tastatur. Jeg kan kysse tastaturet. Men ville det blive glad (af den grund)? Den, der giver, skal man takke. Hvis man ikke giver, men ville ønske, at man gjorde, så starter man bare derfra. Med dag 1. Du gav mig oh Herre, en lod af din jord. For at jeg kunne så? Eller gro. Eller passe på grunden. Muldjord. Det emmer af liv, det ord. Skulle Gud da selv eje jord, som han giver os en lod af? Hvorhenne da? Men jo, selvfølgelig, vær ikke så dum. Men jeg vil hellere være dum. Har Gud ”jord”, eller har han ikke? Var han kornet før spiren. Mulden før regnen. Grenen før skuddet. Var han belæst. Uintelligent. Er han vittig? Jeg skal løbe de 10 kilometer. Men det er med oppakning, for jeg skal ikke slippe så let. Jeg vil gerne gå igennem noget, før jeg sejrer. Man tror, man vinder. Man stiller sgu op for at vinde! Hvem gjorde det lettere? Jo, vinden har noget at sige, samt niveauet hos de andre deltagende. Hvad jeg fik at spise en time inden løbeturen. Jeg skal givetvis ingenting i denne verden. Om noget gør ondt, går det jo over. Trøst kan man altid få. Fra uventet side. Fra en kop kaffe. En græsslåmaskine. En rolig nat forude. Men du har ret, jeg skal alligevel noget i denne verden. – Vil jeg da tro. Og tro bygger på forhåbning, man venter sig noget. Noget, man håber er godt. Man venter på det gode. Glæder sig over noget, der skal ske. Smiler over noget, der er veloverstået. Ovre med en smiley til slut. Man håber, at man er velkommen, der som man daler ned fra Himmelen og lander på et tilfældig græsplæne i et kolonihavekvarter. Faktisk håber man, man ikke ”tilfældigvis” er landet netop der. Faktisk håber man, der er en plads til én heromkring. At man kan bruges til noget, indgå i et fællesskab, være med til at bygge noget op, få noget til at gro. Man håber, man bringer fred. Det er, fordi man selv har oplevet ufred, og ikke ønsker for nogen at opleve det samme. Jeg kommer med en unik sammensætning. Kan din græsplæne godkende mig? Vil den mig. Ligner den mig lidt? Har den ventet mig der? Jeg ville ønske, jeg kunne spørge græsplænen selv. Men da jeg ikke kan det, må jeg have tillid til at min kæreste synes, det er fedt, at jeg er her, sammen med ham. Tillid. Det største i dag er, at jeg kan kende min skrift. Det er mine ord, jeg skriver, ikke en andens. Heldigvis er jeg original. Ingen læner sig ind over mig her ved computeren og dikterer, hvad jeg skal skrive. Ingen godkender det heller, før jeg sender ordene videre ud i verden. Et klik, og de lander hos en anden. Du, kære banan, som ligger der. Skal jeg vide, hvor du kommer fra? Hvorfor insisterer du hver morgen på at fortælle mig din oprindelse. Nu er du jo her. Jeg kender det godt, det med at dvæle ved fortiden. Derfor skælder jeg bananen ud, for han skal ikke gøre som jeg har gjort. Selvom han (bananen) måske slog sig undervejs hertil, ligger han jo her nu. Jeg kan ikke se på ham, at han er slået. Men han bliver ved at dvæle ved disse smerter, der jo for længst er ovre. Ved I, hvorfor? Skulle en fyring ikke afstedkomme en ny ansættelse? Hvis jeg hælder vin på gulvet i går (som jeg gjorde), tørrer jeg det da ikke bare op? Kan jeg måske i årevis fortryde at have væltet et vinglas? Du siger, jeg dvæler. Jeg kan ikke andet (kunne bananen sige). Og jeg kan godt se på bananen, at den faktisk ikke kan andet, jeg får næsten ikke taletid, så meget han har at berette om, som han har gjort galt, og siden resten af livet skal bøde for. Hvem taler om bøde, spørger jeg ham. ”Det gør jeg kun selv, men jeg er også alt, jeg har”. Du hører altså kun dig selv? Ja, for du plejer jo at tysse mig bort. Skræmmende faktisk at tænke på, at det er det, jeg gør (ved bananen). Jeg skal prøve igen. Mit forhold til bananerne er essentielt. De er så meget mig, på lige fod med musik af Bach, og filmen ”Tro, Håb og Kærlighed”. Ja, bananerne har dannet mig. Ved at behandle bananen dårligt, behandler jeg også mig selv dårligt. Kejtet, en mærkelig måde at komme omkring det på, at her er helt mørkt i stuen. Så optaget har jeg været af at skrive disse mærkeligheder, at jeg har glemt mine omgivelser. Jeg har skattet disse ord så højt, at jeg undervejs gennem skrivningen har gemt og gemt. Er det da mig, der går tabt, hvis teksten gik bort? Var jeg i disse ord. Var de mig. Hvorfra skal jeg ellers selv kende mig, end som hende, der skriver? Gør det noget, at jeg i kraft af Jer (som læsere) overhovedet eksisterer? Gør det noget, at jeg holder mit liv op mod Jer. At I bærer mig ved at findes. Gør det noget, jeg lægger mit liv helt og aldeles i Jeres hænder. Op til Jer at forvalte. Tænk, bananen har vendt sig i skålen. Den har aldrig gjort det før. Jeres tilstedeværelse gør noget ved den. Den tænker: Hun skrev om mig. Hun glemte mig ikke bare. Jeg var en del af hendes Skrift. Jeg er blevet udgivet. Jeg spørger den, om den vil trykke på den sidste knap, før blog – indlægget (dette) bliver offentliggjort. Den trykkede langt for tidligt, og jeg havde nær mistet det hele. Det er et tegn på livs iver. Det elsker jeg bananen for. Iver efter at leve. Fra denne sætning til den næste. Hele vejen ned over siden. Kan det hænde, at jeg kan undgå at spise ham i morgen tidlig? Men det kan hænde, at jeg spiser ham med glæde. Og da har Han tjent sit formål. Igen i morgen putter jeg banan på mit brød. Men hvilket brød. 12-05-2012.

Et kærligt bud.

Jeg har mødt min familie. De så ud, som de plejede. Jeg har mødt dem. Omkring et bord, i blandt nogle ord. Vi har udvekslet. Det er, fordi vi har noget tilfælles. Om ikke andet en hel årrække sammen i det samme hus. Under det samme tag. Vi er under det samme tag. For Gud er vi lige. Ligesom naboen, når han sammenligner sig med nogen. Alle er vi kommet af et liv. Til verden ud igennem en sprække. For at fødes. Ikke af den samme mor. Men af en mor. Ikke af en far. Dog imens Gud så til. Fulgte hver ve. Fulgte os ind i verden. Som Han følger os ud af den igen en dag. Jeg har ikke tænkt mig at være sentimental. Men mange ting lykkedes i dag. Måske fordi jeg bad om støtte, inden familie mødet skulle finde sted. Hvorfra skulle jeg vide, hvorfra de gode ting kommer? Men jeg ved det godt. Ligesom dagens konfirmander i kirken i dag burde vide det. Men burde.. Var jeg selv overhovedet voksen nok dengang (jeg selv blev konfirmeret) til at kende mit ophav? Nej, faktisk ikke. Jeg sad og istemte det, de andre gjorde. Det var min måde at være med på. Jeg sad på en plads, som de andre. Havde vel kun bestemt min egen frisure. Ikke om Gud ville frelse mig eller velsignelse mig, eller om han ikke ville. Vi tror, vi har magt. At har vi bestemt vores egen frisure, har vi en stemme. Vi danner verden omkring os. Selvom vi blev båret til verden af en anden. Hvornår fik vi vores egen stemme? Hvor meget kan vi bruge den? Hvis Gud ikke velsignede mit møde med min familie i dag, hvem gjorde da? Hvis ikke det var Hans hånd, der var ”inde over”, ved jeg ikke, hvis det var. Det bekymrer mig. At jeg fik i overflod. Hvornår skal jeg siden bøde for denne foræring? Hvornår ragede jeg bare til mig, uden at takke eller sætte pris på. Hvornår tog jeg lykken for givet, hvor den blev mig givet? Simpelthen blev ført af en anden hånd! Et helt andet menneske har bestemt, at jeg skulle være her. Jeg havde intet at skulle sige. Opstod på en foranledning. Fordi nogen ville det. Tak for livet. Ikke nok med at man blev født, men nogen fulgte også en videre på vej. Er det givet? Påkrævet ja, men givet? Hvorfor ikke bare lade et barn ligge, når det græder. Det holder vel op på et tidspunkt. Nej, man handler på barnets behov. Det trænger, og man giver det det, det trænger efter. Det mangler, og får. Så utroligt smukt. En udveksling, til det fælles bedste. Medmindre barnet kræver helt utrolig meget, som man næsten ikke har kræfter til at give det. Og det dermed bliver en belastning, snarere end en tilførsel. Hvem smilede ikke igen, hvis barnet smiler til en? Hvem kan undgå at forme sine læber, trække rynkerne i et smil, da? Hvorfra kommer smilet, hvis ikke fra et barn. Jeg har undgået børn. Jeg troede ikke, de kunne lide mig. Jeg troede, jeg var dårlig til børn. Sagen er bare den, at jeg aldrig har fået prøvet det af. Jeg er aldrig blevet prøvet i børn. Ingen har spurgt mig, og ingen har bedømt mig. Kun jeg selv har tænkt mig for ringe til en sådan position. Ting vælter ned fra himlen. Nogen kalder det ”gaver”. Berigelse. Livsbekræftende, meningsdannende. Udenfor er de røde mursten på nabobygningerne utroligt smukke op af den dybt, mørkeblå himmel, her til aften. Ikke i går, men i dag. Det er min mening med i aften; at se netop det. Jeg drejer mig på stolen, strækker mig for at nå. Jeg skal nå at se lyset i skumringstimen. Jeg er utrolig dårlig til at skrive. Men jeg prøver at finde mening i det alligevel. Det rækker måske, på niveau med andet på bloggen. Hvem dømmer, om det skrevne rækker? En anden ville have omtalt emnerne anderledes. Det at fødes, få børn, se aftenhimlen. Jeg er kun udstyret med disse ord. Ikke naboens ord, eller dine (læser). Dette var mit bidrag. Ligesom jeg køber noget i supermarkedet i morgen, og på den måde udveksler, sender jeg nu disse ord ud i verden til udveksling. Sætter ord i spil. Rykker min brik på brættet, tager mit træk. Fra min position. Gør i alt kun netop det, jeg i den givne situation kan gøre. Som at elske min familie i dag. Som det naturligste i verden. Som det nemmeste træk på skak brættet, hvis et sådant findes. Jeg kunne have sagt ”bussemand” og endda sige det med kærlighed. Intet gik jeg galt med til det selskab. Jeg forsvinder lidt fra aftenhimlen. Jo mere jeg skriver om kærlighed, des mindre bliver den. Sådan bør den slet ikke omtales. Måske bør man aldrig udtale den. Ordet ”elske” kunne måske helt udelades. Hvad om jeg gav dig et stykke brød i stedet. Eller et stykke klæde, eller en 200 kroner seddel (som mor faktisk gav mig i dag). Hvad om jeg viste dit værd på en anden måde. En let berøring. Et spørgsmål med interesse. En bid mad. Hvad om vi skulle omformulere kærlighedsbuddet. I en helt anden retning. Hvis en svinsk tanke var en velsignelse. Og et skub i bussen var et gode. Kære Talibanere eller andre krigere (som jeg ikke har nok forstand på). Kæmper vi om Jesus eller den rigtige Gud, eller rettigheder på jorden. Eller kæmper vi for at have kærligheden hos os. Ønsker vi ikke bare, at det var os, der havde kærligheden. (Selvom vi har mærkelige måder at vise det på). Ligesom man ønsker at kunne svare rigtigt på et givent spørgsmål, fordi man ellers føler sig til grin, føler sig ringe eller uintelligent. Lige så vel ønsker vi at elske andre på den mest rigtige måde. Bede en bøn på den mest rigtige måde. Måske besøge kirken for på den rent fysiske måde at nærme sig Gud. Men er han (overhovedet) der? Skulle vi ikke hellere søge på kirke – gården, eller på en sten, der står hugget ud. På de ord, der står skrevet på stenen, eller på den blomst, der er plantet tæt op af stenen. Skulle vi ikke lede i – vores køleskab, efter den rette føde. En måde at tilfredsstille behov og ønsker for sundhed og et godt liv. Eller i vort klædeskab for at vise verden det bedste af os. Ingen har kigget på et nodepapir. Hvad med alle de noder, der ikke blev skrevet. Som folk går og holder inde. Hvad med det, familien i dag ikke sagde. Kunne den ømmeste erklæring ikke være i tavsheden, måske? Jeg kiggede væk, da vi skiltes. Der var noget blufærdigt over at skulle tage afsked, synes vi måske alle. Det var det eneste tidspunkt, hvor det blev lidt krampagtigt eller akavet. Og deri er blot vores svaghed. Alt det, vi ville sige hinanden i den afsked, kom til udtryk i kejtethed. Gudskelov at vi kan være kejtede sammen. Stå lige over for hinanden på den måde. Tænke det som en åre, der er gået videre fra generation til generation, nærmest gennem kødet eller blodet, fra forælder til barn. Som om man næsten har arvet viljen til at ville det gode for hinanden, men ikke helt redskaberne til at praktisere det ud i livet. Derfor satte jeg mig hos min far. Og alt, jeg før har kritiseret ham for, lå som en påmindelse indvendigt. At i dag måtte jeg ikke gå fejl. Jeg har ham ikke altid. Kødet blev os til deling. Vi har endda samme blodtype. Jeg kan ikke her ved dagens slutning beklage mig over uoverensstemmelser eller ting, der går mig på. Hellere vil jeg takke. Verden for at være, som den er. Jeg, for at være i den, som jeg er. Gud, for at være bag den, som Han er. Men helst takker jeg blomsten ved graven. Det er, fordi nogen har villet, den skulle gro der. Netop der. Der, hvor ingen forventer liv. Pryd du din sten, min Skat. Stenen forgår, men ikke du. Trolig ranker du dig op, og kommer igen år efter år. Nogen har spurgt mig, hvorfor. Men jeg siger bare til dem, de ikke skal spørge. Hvem spørger Jesus, hvorfor. Og svarer han ikke altid som en blomst. Som tegn på liv og frugtbarhed. En vilje til at overvintre, komme igen. Spørg hellere blomsten. Den vil sikkert remse en helt masse op. Men det er, fordi den sår sig selv. 04-05-2012.