Archive for juli 2012

Græd ikke mere.

Da jeg græd, var det bare en måde at komme videre på. Som et intermezzo. Fra én stemning til en anden. Kender vi sikkert alle. Hvorfor skulle mine tårer være specielle, forskellig fra andres? Næh, der var den samme procentdel salt i tårerne, de løb alle ned ad mine kinder, som hos de fleste. Jeg hulkede lidt, men kun så højt, at naboen ikke kunne ane uråd. Uråd. Hvad var der på færde? Jeg var ligeglad. Jeg var ked af alt det, jeg var ligeglad med. Så kunne jeg komme på det og det, der ragede mig. Pludselig gad jeg slet ikke være her. Hvorfor var jeg her overhovedet? Vi kunne alle bare stå op om morgenen, gå i gang med dagen. Lave kaffen lige så stærk som i går. Vi kunne alle få tanken at røre os, spise noget, gå på toilettet. Vi kunne alle skrive et blog – indlæg, men nu var det altså mig, der skrev det. Nu var det mig, der stod bag. Disse ord, der kom ud af min hånd. Jeg agtede ikke at nærme mig noget kunstnerisk. Det var slet ikke mit ærinde. Mit ærinde var at give kattene mad, men nu spiser pindsvinet deres mad.. Hvor stor en succes er det? Mit ærinde var at tælle mine tårer, så jeg kan sige til Gud senere, at jeg græd så og så meget. Om det ikke var synd for mig. Han kunne have en smule ondt af mig. Hvis vi troende holder vand, så var Gud der jo allerede, mens jeg græd. Også selvom man kan føle sig forladt. Om ikke andet var jeg der selv. Jeg vil selv videre frem i mit liv kunne huske, at jeg på netop denne aften græd. Næsten helt præcist hvor meget, og hvor kraftigt. Ingen andre så det. Naboen kunne have vendt sit ansigt herover ad, men gjorde det vist ikke lige. Er det meningen med lidelsen, at andre skal se én lide? Gør det smerten lettere? Hvad hvis man deler en smerte med nogen. Tabet af et menneske, som flere har kendt. Bliver byrden da mindre? Sorgen kortere? Hvad hvis jeg deler mit liv med nogen. Indvier andre i det. Bliver det så deres del i mit liv? Tager de et stykke med sig hjem og passer på det der? Hvad hvis jeg offentliggjorde dybt hemmelige ting. Til hvermands eje. Ville de rette da passe på det, behandle det med respekt? Kan jeg regne med, det ”falder i god jord”, når dem det skal. At det ikke bliver misbrugt? Man skal bare afsløre mindst muligt om sig selv, så går det meget bedre. Hellere sige for lidt end for meget. Så kommer man ikke til skade. Så risikerer man intet. Men hvad hvis en hemmelighed er høj aktuel, hvis andre kunne lære noget af den? Eller videregive den som nyttig viden. Hvad hvis det var mig, der sad inde med hemmeligheden. Hvis jeg sagde det til folk. Ville de da begynde at udspørge mig om den? Jeg sagde jo bare, jeg besad noget, ingen andre kendte til. Gør vi ikke alle det? Skal alle detaljer nødvendigvis se dagens lys? Kan jeg beholde noget for mig selv, som ingen nogensinde får at vide? Var jeg da en halv – åben bog? Hvem står frem helt offentligt, i rampelyset, hvor kun skyggen ligger skjult. Hvem kan vise hele sig? Der var en, der gav sig selv for en sag engang. Gav sit liv bort. Til skue og hån, og efterfølgelse. Vi skal have respekt for den, der ofrer noget til gavn for andre. Men kun hvis man kan, skal man gøre det. Hvad krævede det af mig at græde disse triste ting ud? Er verden blevet bedre derefter? Ja, for mig. Del da dine tårer med verden, siger Gud. Men det kan man ligesom ikke. Så skulle man gemme dem i en flaske og udvinde salt af dem efterhånden. Men ak, spild af tid. Næh, prægtig er vel den, der ikke græder. Den, der bider smerten i sig, fortsætter trods modgang. Den, der kan prydes af tapperhed, udholdenhed. Den, der ikke bukker under. Men hvem har lært os at foragte svaghed? Den, der græder, kan han ikke bruges til noget? Hvad den, der ikke kan lade være, kan vi ikke lære noget af ham? Hvad ham, der ikke kan holde tårerne tilbage, selvom han er på live tv, eller står i blandt andre? Står han dårligt i forhold til kærligheden? At han brister gør ham levende, vedkommende. Vi andre kan ikke lade være med at føle med ham, holde om ham, trøste ham. Er han da spildt? Vi skal følge vores tåre på dens vej. Hvor kommer den fra, hvad vil den os. Hvor fører den os hen? Vi skal være taknemmelig for tåren, at den er der, kommer helt af sig selv. Nogle gange presset mere ud end andre. Den har sit helt eget væsen. Jesus hang der, og ingen ved, om han fældede en tåre. Det er ligesom, det slet ikke hører historien til. Han bed smerten i sig, vel også den fysiske, men græd han mon? Dem omkring ham sørgede, sikkert højlydt, kunne jeg forestille mig. Mens ingen ville synes, det var mærkeligt, hvis han selv fældede en tåre også. Han græd natten før, var det ikke sådan? Blod. Måske var han tømt for disse smertelige tanker, at han bare længtes efter forløsning. Den Endelige forløsning. Broderskab. Det ville have været mærkeligt, om han havde hulket højlydt, eller skreget, at han ville ned (!). Eller at han ”ikke kunne klare mere”. Men sådan en støbning var han ikke. Det lå ikke lige til ham. Spot måtte han modstå, det nyttede ikke at være svag. Højst var korset for tungt, tornene for stikkene, og naglerne for nagende. Men psykisk var han i topform!. Forlod nogen ham, var det tåren, der ikke ville frem. Ikke alt tjente det at vise til offentlig skue netop den dag. Han havde til sidst overskud til at trøste dem omkring sig i stedet for. Lid ingen nød. Jeg er her stadig. Syntes han at sige. Hans smerte ligner vores. Vores tåre ligner hans. Ikke så mærkeligt det hedder Fader Vor.  Eller: Græd ikke mere, for der er trøst. Du er der nemlig. 27.07.2012.

Killingernes sidste tid.

Jeg tænker på, at det er killingernes sidste tid. Det gør de ikke, for det ved de ikke, at det er. I overmorgen – ved jeg –  bliver de indfanget under betegnelsen ”vilde katte”, af dyreværnet. Fremtiden for dem er derfor yderst usikker. Jeg giver dem deres sidste måltid, for i morgen og overmorgen må man ikke fodre dem. Da de skal være godt sultne på torsdag, når dyreværnet kommer. Man lokker dem altså. Sidste sommer skete det samme; en grå hunkat får to unger, og vi tager os af dem. Uden at de dog er så tillidsfulde, at man ligefrem kan tage dem til sig. – Selvom Lars gør sine forsøg. Vores egen kat er forsvundet. Vi håber bare, at andre tager sig af den, ligesom vi tager os af killingerne. Vi kan intet vide. Om den ligger i et krat, er på jagt, sulter, har flåter. Vi kan intet vide. Så skulle vi have sat en gps på den, men halsbåndet fyldte hele halsen, og han er ikke vant til halsbånd overhovedet. Vi har øremærket den. Lige nu spiser killingerne deres anden portion. Jeg skal ikke gøre mig hellig, og her fortælle hvor godt et menneske, jeg er, ved at give kattene mad. Jeg siger bare til jer: Jeg ved mere, end de gør. Og det gør ondt. Jeg har før gjort et menneske ondt. Taget noget fra det, som var helligt. Jeg har forestillet mig dets liv rinde ud, før dette – barn – selv vidste, hvad der skulle ske. Jeg vidste mere end det. Jeg pakkede ham ind i en flyverdragt. Derfor mener nogen, at jeg ville ham noget godt. At jeg ikke ville, han skulle fryse. De kan have ret. Det er også lige meget. Killingerne er her. De leger rundt i vores udstue, disse to små størrelser op af hinanden. I morgen bliver de måske skilt ad. Eller moren ser dem aldrig mere. Eller også er skæbnen så nådig ved dem, at de alle tre får lov at blive sammen et sted. Der hang et opslag oppe ved skraldepladsen: En seddel, hvorpå der stod dette med indfangningen. Jeg har selv taget et barn ud af dets sammenhæng. Frarøvet det dets liv, lige som det var startet. Jeg har før slået en familie i stykker, udover min egen. Jeg er selv det opslag. På tavlen. Jeg er selv bøddelen, den værste slags. Hende, der har det i sig, der hedder: Tilgiv mig. For jeg har gjort noget helt galt. Vi kan alle fodre killinger, det ved jeg godt. Men det er som om, netop disse katte virkelig godt kan lide at være her. Og høre når vi sidder herinde i stuen og småsludrer. Det er som om, de da føler sig ”sikre” eller trygge. Vi gav dem en frist. I morgen miawer de måske efter mad, og vi må ikke engang give dem noget. Hvem kan måle, hvad der er i en kats mave, hvis vi giver dem noget alligevel? Hvad om vi selv slæbte dem bort herfra for at stille dem fri, i hvert fald fri for at blive indfanget? Hvad om det lige så meget var vores katte, som naturens eller skæbnens? Hvad om det vilde liv for dem var – trygt. Kunne de måske ikke have levet her hele den ganske sommer, som nu? De kunne have endnu flere måneder sådan her. Hvad om den, der har besluttet disse radikale indgreb, tog helt fejl. Hvad skade gør det for hende, at der render killinger rundt i vores have? Jeg forstår det slet ikke. Dette er en gravskrift. De dør måske. De blev født, men ingen ville have dem. De fortjente ikke et helt liv, da de var ”vilde”. Hverken steriliseret, kastreret eller vaccineret. De er vilde. De gør deres eget. De går som det passer dem. Vores egen kat kunne selv have været her, og også den ville blive fanget ind, da også den ikke er ”ordnet”, som nogen kalder det. Den strejfer. Det kan være dens held, at den netop er på tugt nu. Hvor barmhjertigt er det at give nogen et liv, for så igen at tage det fra dem? Kan de nyde den mad, jeg lige har givet dem, ekstra meget. Ser de, deres tid er kommet. Aner de uråd forude. Der levede en mand engang, der forudsagde sin egen død. Og den kom rigtigt nok til ham. Men da var hans liv også fuldbyrdet. Er disse killingernes liv det? Gud kender killingernes dage bedre end jeg og vi. Vi kan kun gisne om deres vej videre. Jeg har selv gennem årene haft (tvangs) tanker om, at jeg snart skulle dø. Ja, jeg har ligefrem udfyldt ”Bogen til mine kære” en gang. Og sagt til personalet på Risskov: ”Hvad hvis det er meningen, at jeg skal dø?”. Hvad hvis det er min skæbne, min livsvej, og hele meningen med mit liv? At jeg intet liv selv fik.
Hvad hvis det var Guds svar til mig. ”Se, hvad du har gjort, Rie, dette får du til gengæld”. Et liv i sindssyge. Uudfriet. Men dette gav du mig, Herre. Evnen til at skrive. Disse katte har skrevet deres testamente ude i græsset. Og de vidste fra starten, de ikke var velkomne her i området. De har frygtet næste dag, og ikke vidst, hvordan de kom igennem natten, i regn og rusk, og uden mad. Men jeg har set dem lege i vores møbler. Og jeg er smeltet og blødt op. Og nu leger de på lånt tid. Der står ude på græsset, at de gerne vil have taler til deres begravelser, disse killinger. Jeg bliver ved med at sige til dem, at det jo ikke er sikkert, de skal dø. Men de vil gerne tænke den værste udgang, for at være forberedte. Jeg siger til dem, at deri er de tapre. Og at jeg gerne holder talen. De beder mig synge dem en godnatsang. Men det kan jeg da ikke. ”Som du sang for ham”, siger de. ”Gud lukker sig mit øje”. 24-07-2012.

Vi Skizofrene.

Vi skizofrene, vi bygger bro. Til den ene siger vi eet, og til den anden noget andet. Men det skal være tilladt at udføre maskespil, eller gemme sig bag nogle ord. Snart efterlyser den ene mere spontanitet, den anden måske vilje, mens man prøver at tilfredsstille alle. Skulle jeg da ikke syne viljestærk over for den, der kræver det? Prøver vi ikke alle at indordne os. Stille nogle tilfredse. ”Vær dig selv”, bliver der sagt overalt. Hvad hvis man ikke kender sig selv. Det ene øjeblik giver min sindslidelse sig til kende ved, at jeg elsker i overflod. Men vender mit medmenneske bare ryggen til, kan jeg finde på at svine ham eller hende til på tankeplan. Man kunne så spørge: hvilken del af mig gør ”rigtigt”. Hvilken ”stemme” var sand? Hvilket “jeg” skal jeg stole på? I mit virvar. ”De må tage mig, som jeg er”, siger man. Men hvem er man? Er man sig selv, når man er lykkelig, når man er trist, når man spiller badminton, eller spiller klaver? Hvad er det af mig, som folk skal ”tage” (mig som)? Jeg spørger bare ud i luften. Måske andre har bedre svar end jeg selv, på den gåde, jeg går rundt i. Men hvem skulle da kende én bedre end én selv? Ja, Gud, kunne man svare. Ja, men det er ikke alt, jeg synes, han skal vide. Og ikke alt, jeg beder ham holde af, eller favne. Og ikke alt, jeg er stolt af at ”gøre mod Ham”. Skulle jeg kende hans inderste tanke, og rette mig efter den? Er det hele meningen. Rådføre sig med én, som er klogere end én selv. Ja Ham, som har svaret. Skulle man gå til Ham først (af alle)? Man forestiller sig livet som en række eksamener. Man består, får dårlige karakterer, men også gode karakterer, alt efter stil og udførelse og argumentation. I en drøm (natlig) forleden drømte jeg, at jeg sagde til min tidligere kordirigent, at ”Det er klogest at udtale sig, når man har selvtillid. Man skal hellere holde inde, når man har dårlig selvtillid”. Jeg har selv prøvet hundreder af gange at fortryde noget sagt. Også noget skrevet, men altså noget sagt. Hvordan ”henter man en sætning tilbage”?, spørger jeg bare. Man begynder at undskylde, trække i land, bebrejde sig selv, tænke sig selv som dårligt selskab i en forsamling. Hende, der siger de pinlige pointer. Hende, der alt for spontant bare siger noget ud i rummet, uden hun selv kan gribe det igen. Men hvad er det ideelle: spontanitet/tilbageholdenhed? Hvem sagde, hvordan en social aften helst skulle gå? Skulle jeg have sagt klogere ting? Valgt mere vedkommende emner? Skulle jeg have kigget mere direkte på min mandlige bordherre, eller skulle jeg have bukket hovedet i skam? Hvem kender den perfekte aften? Så kan man sidde dagen efter hos sin psykolog, og man kunne have optaget sine sociale færdigheder på video, og så gennemgå dem med hende. Vi kunne begge have bud, andre bud, måske bedre bud på, hvad jeg kunne have sagt i en given situation. Jeg kunne også have reageret mere respektfuldt, er jeg sikker på, når nogen af de andre fortalte mig noget. Problemet er bare, at det gjorde jeg ikke. Jeg kendte ikke den fulde sætning, vidste ikke hvad der siden hen skulle snakkes om, om kaffen indimellem var blevet for stærk, og om snakken gik i stå pga pinlig tavshed. Hvordan kunne jeg vide den fulde længde? Næsten på en sætning. Jeg kunne have udtalt én lang sætning over en hel aften. Og det ville have udtrykt til fulde, hvad jeg indeholder. For taler jeg over mig, og byder ind med for meget, kommer jeg galt afsted. Men i hvis øjne? Det er så ikke Gud, der sidder over for mig i stuen. Ikke hans blik, jeg får tilbage. Ikke Hans respons på det sagte eller det fortiede. Jeg kan spørge ham i Himmelen en dag, men jeg kan også favne og rumme og acceptere mine forsøg. For det er, hvad det er. Et forsøg på at være menneske. På disse betingelser og vilkår. Jeg er sat på jorden med en sindslidelse. Men hvis man siger det som det første, hører folk ikke det næste. Men hvad skulle jeg så have sagt som det første? At jeg ”er troende”. At jeg ”er musiker”? Vi har alle noget, vi ”er”. Nogle ting har vi endda papir på at være. Eller at have taget uddannelse indenfor. Men jeg sprænger rammerne. Det er fordi, jeg har tilladt udskejelser, for dem gjorde jeg plads til. I perioder blev jeg helt skæv, og røg helt ud af min livsbane. Hvorefter jeg så ”fandt hjem” igen. Men hvor er hjem? Var det ikke på udskejelserne, jeg kendte mig selv. Boede jeg ikke netop på hospitalet, fordi jeg hørte til der? Dannede det mig ikke netop at vågne op til rengøringsdamer og fælles morgenmad. Fordi det afskrækkede mig fra nogensinde igen at skulle derud. At sprænge rammerne har også noget med provokation at gøre. Man gør det ikke før gjorte. Man søger helt nye græsgange, går hvor ingen andre har gået, og også hvor man ønsker ingen andre nogensinde kommer til at gå. Det siger jeg, fordi det ikke kan anbefales at være sindslidende. Jeg er ikke stolt af at ”sprænge rammerne”, selvom det lød som et positivt træk hos mig. Ingen skal bo på et hospital. Eller sove på et Billed Blad udendørs pga. paranoia. Der er Jesus, som engang sprængte rammer. Han var mit Billed Blad. 16-07-2012.

Du er fin, min Ven.

 

Jeg ville gerne have været ”underfuld rådgiver”. Eller i mester – klasse. Jeg ville gerne have talt kloge ting, hjulpet andre på vejen, sørget for mine nærmeste. Jeg skulle have været bedre. Jeg skulle have købt bananer i dag i stedet for vindruer. Helt klart endda. Jeg skulle have kysset min kæreste en gang mere, da vi skiltes i formiddags. Ja, jeg er helt sikker. Jeg sløsede mine penge i midtbyen. Sad på cafe med en anden mand. Spiste chokolade oppe i lejligheden. Ja, tusinder af gange gik jeg galt. Jeg lukkede godt nok en flue ud af vinduet. Og gav min siddeplads til en kvinde ved cafeen. Men intet af det gode kan jeg beskrive godt nok. Det giver sig selv. Kærlighed giver sig selv væk, og behøver ikke måles. Det er en ubestemmelig størrelse, og måske lidt ”underfuldt”. At elske er det nemmeste i verden. Jeg sloges ikke med selvbebrejdelser, når jeg er rar ved andre. Eller dårlig samvittighed. Hvad er næsten det? Jeg stoler på mine instinkter, er mere spontan, livlig, fri. Da flyder strømmene frit fra mit bryst. Og jeg kan være i det øjeblik i tusinder af år. Men det tager kun et øjeblik. Så er det ovre. Så går jeg fra kvinden på min plads, har hende på nethinden, og hendes håndtryk glemmer jeg heller aldrig. Hvor langt rækker kærligheden? Til i morgen? Jeg kunne bare kysse min kæreste en ekstra gang i morgen, så er alt godt igen. Da er jeg ikke længere skyldig i noget. Men hvilken usandhed. Da er jeg bare skyldig i at kysse ham en gang for meget, hvor jeg skulle have ladet være. Ingenting kan jeg gøre rigtigt i denne verden, og mine forældre vil have ret i, at jeg er deres værste barn, som nogle gange gør ukærlige ting, og skaber knuder og problemer på sin vej. Men de kan (også) tage fejl. Jeg kan sige til dem, at jeg er en fejl. Det vil ikke retfærdiggøre alle mine sårende ord. Det vil ikke tage deres sorg over mig fra dem. Det vil lindre dem et øjeblik. Alle mine ord kunne jeg have kastet ud af vinduet, eller skreget højt fra 5. sal. Men desværre skrev jeg dem ned i stedet for, og udgav dem endda offentligt. I går sagde min kæreste til mig: ”Det er ikke dig, der er nådesløs, det er dit spil, der er nådesløst”. Det var på foranledning af mit spørgsmål til ham på badmintonbanen: ”Jeg er ikke nådesløs, vel?”. Det giver mig fornyet tro på, at ord blot er mit ydre ansigt, eller et øjebliks billede, og ikke hele sandheden. Og vi skjuler os alle bag ord. Ligesom jeg – ikke nådesløs – skjuler mig bag mit nådesløse badmintonspil. For da rammer jeg ham. Jeg trækker ord tilbage. ”Det mente jeg ikke”. ”Det var klodset sagt”. Man kan trække urent tilbage til rent. Men stadig er det jo ikke menneskets dom over mennesket, der i sidste ende tæller. Alle de skridt, jeg gik og var stolt over mig selv, da jeg forlod kvinden ved cafeen, var spildte. Hvorfor godte sig over ting, man vinder ved? Men lad mig alligevel, Herre. Være stolt. Jeg bad nemlig Gud forinden mit møde med vennen, at ”vise mig, ja bevise min renhed”, når jeg tog ned i byen. Jeg bad ikke Fadervor, eller sagde Tak for noget. Nej, Gud skulle bevise for mig, at jeg (kunne være) var ren. Så gik jeg ned igennem gågaden, og blev fristet til hver side med forretninger overalt. Og befandt mig rigtigt dårligt i en sko butik og i en genbrugsbutik. Men kvinden havde taget plads i mit hjerte, – næsten for evigt. Ja, hvorfor ikke huske mødet med hende også i morgen? Skulle et billede på gensidig omsorg da ikke række ud over denne ene dag? Næsten ind i himlen! Du, kære på vejen der. Dig, jeg møder i morgen, eller mødte i dag. Sørg ikke. Men hvordan velsigne eller vise nogen nåde i bussen? Jo; jeg siger på tankeplan: ”Det er okay, min ven”. ”Du er fin, min ven”. ”Du er så fin, min ven”. Til dem i bussen, jeg synes ”trænger”, eller som kalder på min medfølelse. Det gør mig til Herre? Det gør mig til livgiver? Det gør mig til budbringer. Næh, ikke det mindste. Jeg hævder, at jeg ikke mærker andres velsignelse af mig i bussen, men ikke helt alligevel. Vi får alle (forhåbentlig) smil på vores vej. Ting, der overrasker os positivt, så vi næsten ikke ved, om vi har fortjent al den medgang. Indimellem letter byrder fra vore skuldre helt uden grund. Livet synes mere overkommeligt. Man begynder at tænke positivt om ting, der skal ske, eller ting man holder af. Vi kan endda selv være med til at danne nye, sunde celler i hjernen (siger min psykolog), så at vi opretter nye kamre for positive tanker, ja ligefrem livsglæde. Man skal ikke tro på sin psykolog, man skal hellere tro på sig selv. Men da man ikke altid kan det, er det godt at hun findes. Jeg kan være en psykolog. På seminariet til august kan jeg sige til de andre, at jeg er ”uddannet psykolog”. Så vil de komme til mig med deres problemer i pausen, og tro, jeg kan hjælpe dem. Sikke noget. Jeg kan være op til 10 ting uden at rigtig være det. Alt det, man kan hævde at være. ”Jamen, jeg er god til at lave mad”. Uden man egentlig er det. God mad er jo relativt, men alligevel har nogen dog forcer frem for andre. Jeg er i blandt dem, der går op i at være tro mod min samvittighed, og udfordrer min radius, min rækkevidde af ”gode” gerninger. Hvad vinder jeg, eller hvor taber jeg rettere? Ved ikke at sige hej. Ikke at afgive min plads. Ikke at give den anden et klem. Hvor opløftende og opbyggeligt er det ikke at give, hvor man næsten selv mangler? Ja, jeg har ikke selv meget, men du kan få lidt af min beholdning. Ikke med begrænsning eller krav om at: ”Så skal du også passe godt på det”. Det er det forældre kræver af én. At man skal gengælde dem deres kærlighed til én. Hvad hvis man ikke kan?? Hvem kan hive godhed og velvilje ud af én, hvis man ikke har lyst til at afgive eller åbne sig? Er der da ikke tale om overgreb og urette menneskelige relationer. Hvorfor bliver jeg overhovedet vred? Kan nogen overhovedet tabe? Ingen river vel ligefrem ens hjerte ud og putter ting ind i det, som man ikke selv har bedt om. Jeg har et hjerte, og du har et hjerte, altså er hjerter i samspil og til udveksling. Men jeg af – giver ikke mit hjerte. Det er suverænt sit eget. Jeg kan ikke tabe kærlighed ud af brystet. Jeg vil altid indeholde det, til stadighed have i overflod indeni. Ingen skal fratage mig retten til at elske nogen. Hverken på 500 kilometers afstand, eller bare i bussen. Nød og modstand skal ikke afholde én fra at kæmpe. Jeg siger Jer, kvinden i dag var noget særligt. Hun kendte til nederlag. Og kæmpede for at få sig nogle sejre. Det er, hvad vi alle må mande os op til. Se modstanden i øjnene (hvis vi har en sådan), og bryde den ned, eller bryde vej igennem den, ud på en anden side. Er vi da Herrer? Ja, vi er mestre. Er vi da ”underfulde rådgivere”? Ja, alle sammen. Men jeg er ikke i min ret til at sige det. Du sagde det bedre. Du, der læste mine ord, sagde mig mine ord. Hæng dig ikke i ordene. Vi er uden dem. Vi Er. 4.7.2012.