Archive for august 2012

Fabulering over græsgange.

Du gøder dit træ. Det er så fint, som du passer på din have. Giver de tørstige vand. Og de sultne brød. Vi kunne alle lære noget af, at tage sig af et træ. Holde mere øje med, hvilke blomster, der lige nu er i fuldt flor. De siger lige ”hej” den ene gang om året.

Det er så smukt, når du tager dig af nogle ting. Et digt, dine salmer. Kræser om ordene, for at få dem sat rigtigt sammen. Varierer dit udtryk. Jeg lærer noget om kunst op af dig.

Det kunne have været så fint at stifte familie med dig. Tage os af et tredje væsen, som ville gro i blandt os. Men du gøder træet, mens jeg skriver om det. Er det ikke nok?

Skulle en fortabt søn snuble på vejen, lige før han når sit mål? Nej, vejen ind til det gode liv
starter med støtte, og bliver fulgt med nåde. Jeg er sikker på, sønnen kommer hjem. Og således er jeg også selv kommet hjem, i dette dit kolonihavehus.

Det er nemt at snakke om hjem, når man ikke er truet. Hvis nogen listede rundt herude (i kvarteret) om natten, ville jeg ligge urolig. Men sidst jeg var bange, viste det sig bare at være killingerne, der legede i rummet ved siden af. Jeg havde nået at forestille mig alt muligt.

Når man er bange kan Gud lindre en. Ved at forsikre en, eller give tryghed til en. Kun Gud kan i realiteten det. Derfor bar Gud mig herud. Plantede mig i dette hus, lige op af dig, hvor du sad over dine digte. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted.

Jeg søgte nye græsgange, udfordringer. Her i dette hus kunne jeg pludselig høre musik, jeg
aldrig før havde lyttet til. Jeg kunne meget bedre skrive herude, end oppe i lejligheden. Og der var sådan en frihed i at handle i de lokale butikker, og opdage grønne områder her i nærheden.

Du har knappet din skjorte til. I eftermiddags gik du med bar overkrop. Her er hedt. Jeg skal vande dig. Og jeg har strøget den skjorte, du nu bærer. Det er som at gøde et træ. Nemlig gøre en god gerning for en anden.

Vi har lært af træet, at den der mangler skal få. Den har derimod ikke klaget eller være forpint under tørken. Blot nu er den glad for, at vi har opdaget den, så den kan få vand og næring. Ligesom den fortabte søn var det.

Jeg kendte engang et træ. Det blev plantet, hvor en blev begravet. Skød nye skud op i vejret, bredte sig, foldede sig ud. Jeg er selv et træ, der blev plantet på en grav. Men jeg skød ikke skud, bredte mig ikke, og foldede mig ikke ud. Jeg visnede. Ingen troede på mig, da jeg voksede så svageligt. Kun ham i graven kunne ikke nænne, at jeg skulle fældes og
forsvinde.

Jeg skal sige Jer en historie. Den begyndte i en kolonihave, hvor der stod et kirsebærtræ. En mand tog sig af det. Den forventede ingenting, men fik alt.

Kvinden i huset så manden gøre disse velgerninger. Og tænkte at gøre ham efter, eller følge hans eksempel. Så hun hørte naboens spædbarn græde utrøsteligt, og valgte at trøste det. Så hun duftede til en blomst på stuebordet, og forestillede sig, det var baby hud. Derefter pustede hun lidt til bladene, kærtegnede dem, gav vasen vand.

Dermed begyndte det at tordne og regne, og kirsebærtræet fik gode vilkår fra naturens hånd. Vi i huset skulle intet foretage os. Bare se til, at der faldt nektar ned fra himmelen. Alle de bønner, der var sagt eller råbt mod himlen, blev nu hørt.

Og vi bøjede os i græsset, skønt vi blev våde. Vi bad til, at naboens datter ville græde igen. At kirsebærtræet igen havde behov for os. For at vi selv kunne vokse. Jeg husker, at du voksede ved min side, og jeg selv groede mig også ret tæt i bladene. Vi løftede i flok, og skyggede for de planter, der bedst tålte skygge, mens vi svajede os til siden for de planter,
der behøvede sollys.

Der var tænkt på alt i haven. Vi tænkte bare videre. 19.08-2012.

 

Du er ikke forgæves.

Tænk, at jeg overvejede at gå i en anden butik end Netto, af den ene grund at der stod en politibil parkeret udenfor. Tænk, hvis jeg blev slået ihjel, eller taget som
gidsel. Hvem skulle så skrive min bog? Skulle jeg da være så meget værd??

Nogle gange passer vi på noget, der er værdifuldt. Holder en ring eller diamant tæt ind til kroppen, da den er meget værd. Eller et menneske, man holder af, vil man nødigt miste.

Nogle gange er det ting eller genstande, der har værdi, men det kunne jo også være en egenskab, man attrår at have. Os, der skriver, har evne til det. Men den evne
kan også blive taget fra os. Alt kan vi faktisk miste. Bortset fra vores sjæleliv.

Faktisk kunne der gå en bombe af i morgen, og nogen ville miste deres kæreste i denne ulykke. Andre mister deres ur ved tyveri, eller deres yndlingsbluse går i stykker.

Vi skal som vilkår alle være rustet til disse udfordringer, vi møder på livets vej. Ingen af os går vel helt fri af tab. Og vi kender nok alle det ”hul” i maven, man får, når man har mistet noget værdifuldt. Et kæresteforhold går måske over. Men andre ting kan også gå over, f.eks. en kunstnerisk åre i fuldt flor. Så der pludselig ikke er flere malerier at male.

Tomhed, ikke at forveksle med dette hul. Man kan have fornemmelsen af krater, eller et åbent sår, når nogen går fra én, lige som man behøver dem nær hos sig. Man kan
stå dagen igennem, som om intet er galt, men når så man er alene, kommer smerten bidende tilbage.

Vi har alle beskrevet disse følelser i tusinder af digte. Så jeg er ikke original.

Ikke at jeg lige har mistet, eller taler ud fra mit eget liv. Ikke at dagen i dag hedder ”miste –
dag” eller lignende, men nu er det ligesom bare mit emne.

Hvis jeg var blevet skudt oppe i den Netto butik, så var dette blog – indlæg aldrig blevet. I vil aldrig vide, at I mistede det her blog – indlæg. Men holdt op imod, hvad I lige nu får fra mig i det skrevne, havde det vist aldrig været det store tab.

Du skal vide, du er her med en mening. Det er ikke forgæves, at du går op og handler ind, vasker op, gør dig tanker om livet. Du er ikke forgæves.

Vi er her alle med en plan. Hvordan ville vi udvikle os mest gennem livet? Hvad skulle vi da gerne møde for at lære?

Hvis vi er her for at blive bedre, for at forbedre os, gør vi en umage indsats hver dag, for at nå dette evigt højere mål for vores udvikling. Det var ikke, at vi så blev bedre end naboen til at leve. Men i egne øjne var vi lidt bedre end i går, og i forgårs. Nogle gange er man
bedre i går end i dag, men da har man sikkert forbrugt sig med kræfter, så man er i underskud. Da gjorde ens indsats det ud for to dage på én gang.

Jeg kan klippe hækken. Det vil tjene et formål. Haveinspektionen vil ikke have anmærkninger, når de kommer næste gang. Jeg elsker at røre mine arme med noget fysisk arbejde. Og jeg vil have en god gerning at gøre de næste par timer.

Jeg kan tage bussen, møde andre mennesker, der sidder der rundt omkring.
Indhente indtryk af dette møde, og gå hjem og skrive et digt over det, eller allerede skrive det i bussen. Også det giver mening.

Jeg kan gøre et andet menneske ondt, bare for spændingens skyld, men hvor længe? På et tidspunkt vil jeg ikke være fyldt af had mere, og det menneske, jeg har gjort ondt, vil begynde at hade mig. Og hvad blev så bedre i verden ved det?

Derimod – i stedet for at gøre disse nævnte ting, skriver jeg til jer.
Det var ikke, at jeg ellers ville være ensom, eller kede mig. Det var faktisk sådan, at jeg gerne ville nå jer med noget. Opvasken er endda ladt tilbage, selvom den trænger til en kærlig hånd.

Disse ord var min kærlige hånd. Hvor kan jeg vide fra, at jeg er her i et kærligt ærinde? Hvem siger, jeg ikke prøver at manipulere, eller vildlede, eller ligefrem gøre ondt?

Det er et spørgsmål i sig selv, om man kan gøre ondt. Vil man ikke altid fortryde det gjorte bagefter, og finde tilbage, undskylde, råde bod? Er der et menneske, der er helt skruppelløs?

Du kender et menneske, dig derude, vil jeg vædde på. Som virker skruppelløs. Du har set ham eller hende så sent som i dag. Du kan lige forestille dig, hvor lidt vedkommende angrer, måske over noget, han eller hende har forvoldt dig. Du forbander ham i dit stille sind. Går bare og græmmes i det skjulte. Det er dit valg.

Jeg kom engang videre, efter at have gjort en ugerning. Det var så synlig en ugerning, at jeg også blev straffet rent retsligt for det. Jeg skulle bøde fra samfundets side. Og vide, jeg havde gjort uret.

Jeg vidste det godt nok godt selv forinden da. Men hvad hjælper det udadtil?

I virkeligheden kunne jeg tage en helt absurd position, og sige ”jeg er uskyldig”. Men den er netop absurd, da alle kan se, jeg er ”skyldig”. Jeg blev endda dømt skyldig.

Jeg kan også helt grelt glæde mig over ugerningen, og intet fortryde.
Det er endda provokerende bare at skrive sådan noget.

Vi bærer alle skyld. Ja, men hvor meget? Hvordan vejer man skyld, tænker jeg nogle gange på. Jeg har et ar på hvert håndled, det er tegn på skyld, men over for mig selv.

Nogen har skåret i andre, eller vist en ven mistillid. Eller man takker ikke for det, man får givet, som om man bare forventer, at skulle lykkes med noget den dag.

Jeg er lykkedes. Jeg ville nemlig engang begå selvmord, men netop i dag, oppe ved Netto, opdagede jeg i stedet, hvor meget mit liv var værd.

I morgen, når jeg går over gaden på et befærdet tidspunkt, vil jeg tænke akkurat det samme. Det var ikke bare en fuser, noget der kun gælder i dag. Jeg kender folk, der kan bruge mig. Jeg er til gavn flere steder.

Er Gud tilfreds med mig, eller med dig, Læser? Vi gjorde dette ophold ved computeren begge to. Og jeg rakte dig nogle ord, som du tog imod. Jeg kan ikke kende din læse hastighed, dine overvejelser undervejs i læsningen. Og du kender tilsvarende ikke mine fravalg, hvad der ikke kom med.

Du kan på stedet slukke computeren, og glemme mig totalt. Men gå du heller ikke over gaden i morgen, hvor der er meget befærdet. Knus Rie. 10-08-2012. .