Du gøder dit træ. Det er så fint, som du passer på din have. Giver de tørstige vand. Og de sultne brød. Vi kunne alle lære noget af, at tage sig af et træ. Holde mere øje med, hvilke blomster, der lige nu er i fuldt flor. De siger lige ”hej” den ene gang om året.
Det er så smukt, når du tager dig af nogle ting. Et digt, dine salmer. Kræser om ordene, for at få dem sat rigtigt sammen. Varierer dit udtryk. Jeg lærer noget om kunst op af dig.
Det kunne have været så fint at stifte familie med dig. Tage os af et tredje væsen, som ville gro i blandt os. Men du gøder træet, mens jeg skriver om det. Er det ikke nok?
Skulle en fortabt søn snuble på vejen, lige før han når sit mål? Nej, vejen ind til det gode liv
starter med støtte, og bliver fulgt med nåde. Jeg er sikker på, sønnen kommer hjem. Og således er jeg også selv kommet hjem, i dette dit kolonihavehus.
Det er nemt at snakke om hjem, når man ikke er truet. Hvis nogen listede rundt herude (i kvarteret) om natten, ville jeg ligge urolig. Men sidst jeg var bange, viste det sig bare at være killingerne, der legede i rummet ved siden af. Jeg havde nået at forestille mig alt muligt.
Når man er bange kan Gud lindre en. Ved at forsikre en, eller give tryghed til en. Kun Gud kan i realiteten det. Derfor bar Gud mig herud. Plantede mig i dette hus, lige op af dig, hvor du sad over dine digte. Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted.
Jeg søgte nye græsgange, udfordringer. Her i dette hus kunne jeg pludselig høre musik, jeg
aldrig før havde lyttet til. Jeg kunne meget bedre skrive herude, end oppe i lejligheden. Og der var sådan en frihed i at handle i de lokale butikker, og opdage grønne områder her i nærheden.
Du har knappet din skjorte til. I eftermiddags gik du med bar overkrop. Her er hedt. Jeg skal vande dig. Og jeg har strøget den skjorte, du nu bærer. Det er som at gøde et træ. Nemlig gøre en god gerning for en anden.
Vi har lært af træet, at den der mangler skal få. Den har derimod ikke klaget eller være forpint under tørken. Blot nu er den glad for, at vi har opdaget den, så den kan få vand og næring. Ligesom den fortabte søn var det.
Jeg kendte engang et træ. Det blev plantet, hvor en blev begravet. Skød nye skud op i vejret, bredte sig, foldede sig ud. Jeg er selv et træ, der blev plantet på en grav. Men jeg skød ikke skud, bredte mig ikke, og foldede mig ikke ud. Jeg visnede. Ingen troede på mig, da jeg voksede så svageligt. Kun ham i graven kunne ikke nænne, at jeg skulle fældes og
forsvinde.
Jeg skal sige Jer en historie. Den begyndte i en kolonihave, hvor der stod et kirsebærtræ. En mand tog sig af det. Den forventede ingenting, men fik alt.
Kvinden i huset så manden gøre disse velgerninger. Og tænkte at gøre ham efter, eller følge hans eksempel. Så hun hørte naboens spædbarn græde utrøsteligt, og valgte at trøste det. Så hun duftede til en blomst på stuebordet, og forestillede sig, det var baby hud. Derefter pustede hun lidt til bladene, kærtegnede dem, gav vasen vand.
Dermed begyndte det at tordne og regne, og kirsebærtræet fik gode vilkår fra naturens hånd. Vi i huset skulle intet foretage os. Bare se til, at der faldt nektar ned fra himmelen. Alle de bønner, der var sagt eller råbt mod himlen, blev nu hørt.
Og vi bøjede os i græsset, skønt vi blev våde. Vi bad til, at naboens datter ville græde igen. At kirsebærtræet igen havde behov for os. For at vi selv kunne vokse. Jeg husker, at du voksede ved min side, og jeg selv groede mig også ret tæt i bladene. Vi løftede i flok, og skyggede for de planter, der bedst tålte skygge, mens vi svajede os til siden for de planter,
der behøvede sollys.
Der var tænkt på alt i haven. Vi tænkte bare videre. 19.08-2012.