ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Jeg er mere i kontakt med nogen, når jeg har tændt til internettet. Jeg er ligesom mere forbundet med nogen, verden om man vil. Jeg kan nærmest føre min hånd, række ud efter et medmenneske, – og ramme det, her ved computeren. Pseudo – kontakt, ville nogen måske kalde det. Man kan endda skrive på Facebook og i løbet af få sekunder komme i forbindelse med et andet menneske. Var det alle de år værd, hvor man ikke kunne? Jeg savner måske et menneske, der står mig nært. Tænker derfor på dette menneske, – er derved i kontakt med det. – Eller? Skulle en tanke da ikke forbinde os, lige så meget som et kabel eller et internet? Jo, med én tanke, kan jeg nå dig. Til hver en tid. Nogle gange tager jeg mig i at tænke på de døde. Ikke sådan alle de døde på én gang, men en blandt de døde, som jeg måske engang har kendt. Så får jeg sådan en underlig fornemmelse af at blive luret eller set på af den døde. Det er faktisk ikke rart. Også selvom jeg agter dette menneske, eller denne afdøde sjæl, højt. Jeg bliver næsten helt blufærdig, fordi jeg tænker på en, der ikke længere er, og som jeg ikke længere kender (?). Hvad ville han have tænkt på mit liv, der bare fortsatte, hvor hans eget ophørte? Det kan vi ikke vide. Eller? Nogen fornemmer jo ting, som ikke er synlige for det blotte øje. Ja, alle får vi vel alverdens associationer, indfald, intuitive ideer og tanker. Som vi kan følge eller lade være. Som det, de er, indfald. Nogen af os drømmer om natten, hvad der rent faktisk i det virkelige liv kan komme til at ske. F.eks. fik jeg forleden ideen, at jeg kunne tage sol i et solcenter, fordi jeg altid har så hvide ben om sommeren (..). Så i dag var i et solcenter (selvfølgelig). Jeg har også haft tanken – og overbevisningen, at jeg i det vågne liv kunne tage en uddannelse mere. At jeg f.eks. ville kunne klare (eller håndtere – med baggrund i sindslidelse) at tage en læreruddannelse. Derfor – og kun derfor, på baggrund af den selvtillid, som jeg vågner med fra disse drømme, tager jeg i min egentlige, virkelige dag tiltag for at nå disse ideer, jeg får om natten. Det var også en sådan drøm, der i sin tid fik mig til at komponere melodier. Ret smart, eller effektivt, kunne man sige. Jeg skriver her om noget, man ikke kan tage at føle på. Man kan ikke række ud og mærke en drøm rent fysisk, som man kan række ud efter sin mus ved computeren. Det er gennemsigtige ting, der sker mig/os om natten. Nogle går i deres vågne tilstand rundt og får lignende hints og gode ideer. Det er vel at være vågen for den åndelige verden. På torsdag kan jeg gå i Teosofisk forening eller Levende Visdom, som det nu hedder, og være med i en skabende proces, deriblandt en meditation. – Men kan jeg? Hvorfra skulle jeg have lært at tage imod øjeblikkets åbenbaringer eller mirakler? Er jeg i stand til en sådan åbning? Selvom ingen har ”lært” mig det. Som barn sagde jeg til mine veninder, at jeg kunne ”se luften”. For jeg syntes, når jeg skærpede mit syn eller mit blik, at jeg kunne se energi vibrere i luften foran mig. Det kom jeg ikke rigtig videre med. Indtil jeg for omkring 12 år siden begyndte at se små lysglimt (a la stjerneskud) i luften, særligt når den åndelige verden ville støtte mig i noget, jeg i det øjeblik tænkte på. Efter dette glimt af lys i luften, kom(mer) der typisk et sort felt, i akkurat samme størrelse og format. Som for at sige mig, at de to størrelser ”følges ad”, eller udbedrer hinanden. Jeg ved, at omtalte jeg disse ting for en mand som ”Søren Hauge” fra Levende visdom, ville han kunne give mig en forklaring eller nogle ord med på vejen, som kunne støtte min egen forestilling. Hvor skal jeg (næsten) ellers vende mig hen, end til den åndelige verden? Mit liv tog i en periode den drejning, at jeg opsøgte diverse alternative behandlere. Det var i den tid, at jeg aflagde mit gamle – og noget deprimerende – livssyn, om at vi alle synder, er skyldige, og enten kommer i helvede eller Himmelen. Ved disse møder med håndlæsere, clairvoyanter, astrologer fik jeg pludselig øjnene op for, at der måske i højere grad er tale om, at vi er her på rejse, en rejse i lys faktisk. Nemlig at lyset sejrer, – hvad den vel også gør, hvis man tror på himmelen. Men dette lys reddede mig. Måske kunne man slet ikke tabe. Måske gik man aldrig galt, men var bare på vej, skridt for skridt, op ad bakke, og andre gange ned ad bakke. Måske var ikke eet skridt forgæves, ikke én tanke værdiløs. Det kunne alt sammen bruges (til noget). Vi var her ikke bare som eet menneske ud af millioner andre mennesker. Vi var her som dette menneske, med en ”underskrift forneden” (citat fra Lars’ salme ”Jeg er selv et billede”). Der var ikke nogen, der glemte os, bare fordi vi ikke gik ud af vores dør. Vi var kun én tanke fra Gud hele tiden. Og måske var Gud stolen vi sad i, eller tæppet, vi trak op over os. Måske var han en kop kaffe, eller et solstrejf. Måske var han ikke så langt væk. Jeg er her for at sige, at tankerne forbinder os øjeblikkeligt. Derfor er det også afgørende, at hvis man vil sit medmenneske det bedste, bør man støtte ham/hende, og ikke tænke overvejende negativt. Man bør opbygge hinanden. (jævnførende ”opbyggelige skrifter”, som disse blog – indlæg hører ind under) Jeg var her bestemt ikke for at bedrøve, eller trække ned. Hverken i stemningsleje eller humørmæssigt. Ej heller gøre mit medmenneske mindre værd, eller overhøre hans begejstring, eller overse hans iver. For også han er her på livets vej. Ikke mere end eet skridt fra mig. Jeg rækker måske ud efter ham, – og når ham. Ligesom med computeren, har jeg kontakt, rent fysisk. Jeg kan mærke ham. I bussen strejfer jeg den og den. Det gør mig ingenting, bare vi passer på hinanden, at vi ikke vælter oveni hinanden, og kommer sikkert frem til vores bestemmelsessted. På vores alles rejse sammen. At praktisere venlighed, er det ypperste mål, jeg ser for mig lige for tiden. Jeg kan godt være lidt arrogant og kølig i min statur eller fremståen, men siger jeg til hende i genbrugsbutikken, at ”her er så rart i Jeres butik”, så går man ikke fejl. Nærmere det modsatte. Man når i havn. Al den kærlighed, man går med, uudtalt, får pludselig ”ben at gå på”. Ude i verden har man nu signaleret, at man gerne vil den verden. Ja, mere end det, verden glæder én. Ikke blot mærker man velværen indvendigt, men man giver den udvendigt udtryk. Man vender sit inderste udad. Som også kunstnere gør. Som en blomst, der folder sig ud. For mig at se er vi blomster, der er ved at folde sig ud. Jeg kender ikke dig, min Læser, men jeg tænker tit på dig. Derfor holder jeg dig i mit hjerte. Mere fordi det gør mig godt. Hvis du ikke ønsker den plads for dig selv, kan du blive en sten i min sko. Hvis du slet ikke ønsker et møde eller en kontakt, kan du undgå at læse mit næste blog – indlæg. Dette har du nemlig nu læst (..). Jeg vil tænke på, hvordan dit blog – indlæg ville se ud. Og en dag vil du måske sige mig, om jeg som din læser er en sten i din sko, eller en spire til udfoldelse. Jeg ved godt, hvad jeg helst ville være (for dig), men mere bestemmer jeg ikke, end at sige dig Tak her og nu, fordi du gav mig plads til at skrive disse ord. Jeg kysser derfor min skærm. 27.03.2012.

Jeg skriver, altså er jeg. Rødbederne koger ude i køkkenet, katten er udenfor. Kæresten på arbejde. Min stol mangler mig, her. De koger af sig selv. Jeg skal bare skrue på en lille knap på komfuret, så har jeg sat en masse i gang. Er vi er her for føde noget? Forleden var jeg i et selskab, hvor jeg havde lyst til at spørge min sidemand om alt muligt, det ene og det andet, i eet væk. Det ville have været direkte upassende at gøre det, men jeg havde lyst. Ikke fordi netop dette medmenneske var ekstra spændende, men fordi jeg er nysgerrig af væsen. Jeg tænkte bagefter festen, at jeg var igangsætter. Jeg spurgte om noget, og så talte de andre videre, som om jeg havde ramt et emne, folk interesserede sig for, eller naturligt havde en mening om. Hvad gjorde det mig til? En livgiver. Og det var så nemt, drevet af en ærlig og oprigtig vilje til at gøre godt omkring mig. De koger af sig selv, som jeg skrev lige før. Man sætter børn i verden, giver slip på dem, så de kan klare sig selv, ser dem løbe bort ud i verden, for at begå sig der på egen hånd. Man slipper dem – aldrig. Man lagde hånden på dem, da de gik; tag nu og husk, hvor du kommer fra. Husk, at jeg brødfødte dig, hjalp dig da du faldt som lille, skiftede din ble. Husk: jeg tog mig af dig. Som om rødbederne husker, jeg lige har sat dem over. Som om rødbederne ved, hvilken skæbne der venter dem. At jeg vil lave salat af dem. Som om et barn ved, hvad det går ind til. Hvis vi tror på det, kan det være, at barnets sjæl har siddet oppe i himlen, og valgt netop denne familie ud, fordi det på mange måder ville være ”fordelagtigt” at vokse op hos netop dem. Hvis reinkarnation er forgæves, så har vi ikke selv bestemt vort mål eller hensigt. Og vi har ingen vilje til at præge vores sjæls udvikling. Men er det sandt? Hvad enten vi tror (på reinkarnation) eller ej, så er vi her med et eller andet formål. Det må vi næsten gå ud fra. År, der kan synes forgæves, var det i virkeligheden ikke. Små bitte skridt, vi har taget, små valg vi har truffet, kan vise sig essentielle senere hen i livet, kender I måske. Og jeg er selv i mit liv klar over, at sætningen: ”Giv ikke op”, altid har stået mig nær. Det er nok derfor, jeg stadig er her. Du, kære læser, har din historie. Nogle gange ser man sit eget liv i andres liv. Eller sine egne ord i andres ord. Men man er jo ikke dem. Du fortæller måske din hovedpude hver aften, at den ligger dårligt for hovedet. Eller du fortæller morgenmaden, at ymeren er sur eller brødet er tørt. Men hvorfor give dem skylden? Jeg er selv meget vred på vinden, når den driller mig på cyklen. Jeg kan faktisk hænde ligefrem at hade vinden. Og hvad er vinden i sig selv? Hvad har den reelt gjort (mig)? Ting, man ikke kan lave om, skal man bare lade ligge. Jeg fører jo ikke vindens vej eller retning, eller bestemmer at den skal være kraftig eller svag. Om den endda selv har bestemt det, ved jeg ikke. Jeg havde bare bestemt mig for at cykle, og det blev i modvind, og jeg blev vred. Du (læser) siger måske til dig selv, at dit liv burde udgives som bog, eller give anledning til et teaterstykke eller en film, så spændende det føles. Indimellem bliver nogle livshistorier filmatiseret, og gengivet så mange kan få del i det levede liv. Har du tænkt dig at blive en film? Jeg tænkte som barn, at jeg skulle på musikkonservatoriet i Esbjerg. Stadig den dag i dag kan jeg nogle gange tænke, at jeg skulle være ”endt” i Esbjerg, i stedet for Århus, hvor jeg bor. Det er ikke at være sin skæbne tro, eller have sit mål for øje. Det er flugt, og tidspilde. Flere ting kan man gøre i løbet af en dag, som ikke rigtig synes meningsfulde. Men du skulle have vendt dig om. Se – der var livet! Lige bag dig, hvis du havde vendt dig om. Plagfuldt. At fortryde sine skridt. F.eks. i dag er bussen to gange kørt lige foran mig. Så nåede jeg at poste et brev, og dem, jeg siden fulgtes med – i den næste bus – var dejligt selskab. Men i det øjeblik, jeg føler svigt, nærmest af Gud, da bøjer jeg mit hoved. Tænk, at dette skulle overgå mig. Og hvis en så lille forhindring i min hverdag slår mig ud, hvad siger det da om min udholdenhed? I det øjeblik føler jeg, Gud giver mig modstand at føle. Jeg må have gjort noget forkert, tænker jeg. Bedt for lidt, spist for meget, tænkt for syndigt. Men bussen er kørt. Den kommer ikke tilbage og henter mig, fordi den måske fortryder at være kørt. Næh, skæbnen tager lige et sving. Mig, der går hen ad en anden vej, end forventet, for at poste et brev. Hvem mon jeg møder på denne anden vej, et smilende medmenneske? Det er også lige meget. At lave en film om en, der går hen og poster et brev.., ja mere er jeg ikke (selv) gjort af. Du (læser) kunne skrive et blog – indlæg. I stedet for at læse mit (blog – indlæg), kunne du selv skrive et. Mine ord har jeg valgt til dig. Selvom jeg ikke kender dig. Mine ord om rødbeder, livgiven, modstand. Du giver mig en slutbemærkning. En sætning, du ville have skrevet, hvis du var blogger, eller skrev herinde. Sætningen, der hedder: “Bliv hos mig til siden er fyldt ud med blæk.” Det var dit ønske til din læser. Og min egen slutbemærkning hedder: “Jeg blev”. 20-03-2012.

Jeg har tænkt, jeg kendte Jesus. Eller forstod ham. Næsten virkede som ham. Men det gør jeg slet ikke. Lige meget hvor meget og hvor længe, jeg læser om ham, er han stadig en gåde. Det var som om, han sagde det modsatte af, hvad hans omgivelser forventede af ham. Ja provokerende var han vel. Det var som om, han vovede skridtet længere end os andre. Gik, hvor ingen før havde gået, med en blanding af fred over sit ansigt, og uvejr indeni. Hvad ville han os? Han viste os nåde og krig. Uret og ret. Han viste os en stille kamp, som kun han kendte enden af. Nederlaget over for den største sejr. Vi næsten nogensinde har været vidne til. For vi var vel vidner? Det kunne vel have været os, der levede dernede dengang, op af denne hærfører eller fredsfyrste, som på én gang kom med lindring og uro. Jeg kendte ham ikke. Derfor læser jeg om ham for at komme til at kende ham bedre. Jeg var der ikke. Det var ikke mig, han helbredte, eller rullede en rød løber ud for, skænkede kærlighed eller fred. Det var dig. Sikken du fortjente en god behandling. Hvor nemt var det ikke at gøre godt for dig, som du trængte. Jeg sad ikke oppe i et træ. Jeg lå ikke på en båre, lammet. Og jeg gik ikke med en krukke for at hente vand. Jeg var hverken mand eller kvinde, barn eller tolder. Ikke noget som helst. Jeg var højst et blad. Og det har jeg altid ønsket mig at være. Jeg var det blad. Der faldt tæt op af dit træ. Jeg var højst frugterne af dit arbejde. Belønningen ved enden af en dag. En dag, man ikke kendte hverken skyldig eller uskyldig, brugt eller ødslet bort. Men Herre, jo ikke mere end det. Jeg var ikke vidne til mirakler, og jeg fulgte ikke i dit fodspor. Jeg gik hverken fra dig eller imod dig. Og jeg spiste ikke dit ”kød” eller drak dit ”blod”, for jeg var ikke gjort af kød eller blod. Jeg hentede derimod næring fra en træstamme, fra muldjorden underneden, fra undergrunden. Der kom ikke nogen due flyvende ned over mig, da jeg blev døbt. Og ingen så mine hvide klæder, da jeg var opstanden. For det var jo Dig. Jeg er blot et menneske, der lever omtrent 2000 år efter Dig. Og godt nok havde Grundtvig en teori om, at Jesus ville komme igen efter 2000 år, men alligevel. Jeg føler mig (kun) som et blad. Og læser om Jesus. Du lærer mig i en stille bøn at bede til dig. Jeg siger ikke, jeg får kraft fra en anden (end dig). Hvorfra skulle du ikke kende mig? Du kender Mig. Jeg falder tæt op af din stamme, når tiden er. Ligger på jorden herefter som en af dine frugter. Deri gjorde du mig både glad og ”nyttig”. Jeg ville gerne virke. Have en færd her på jorden, der gav afkom. Hvor muligt var. Læseren så dig dengang. Han sad i et træ, da Du gik forbi ham og bad ham kravle ned. Han så dig også, da han lammet lå på en båre. Og han så dig, da han/hun hentede vand ved en brønd. Men alle, der dengang ikke så dig, kan gøre ligesom jeg, læse om dig. ”Få styr” på dig gennem læsning. Vi er alle som én. Vi er alle som sådan én, som dig. Vi ligner alle dig, og det må vi gerne fortælle rundt omkring. Vi er ikke ringeagtet, fordi vi ligger som et (dit) blad på jorden, eller ejer en formue, vi ikke kan skille os af med. Vi blev regnet (med). Vi var en betydning, også for Dig. For du gik vejen for os, der ventede dig. Men også så mange skridt, på sten, i sand, for de mange, der ikke ventede dig. Du overraskede, hvor du gik frem. Du sagde ting, folk ikke lige regnede med at høre. Og hvad skulle de næsten til sidst ”regne med” fra dig? Så uforudsigelig, som du var. Vi går omkring, som om, du ikke er her. Men du er her. I den bøn, vi ikke får udtalt, i den undskyldning, vi aldrig får givet, og i det ønske, vi har for at være bedre mennesker. Og du er – her. For vover jeg at sige, at hvor der bliver talt om dig, er du selv tilstede? Vover jeg at sige, at i hvert hjerterum, hvor der levnes plads til dig, udfylder du den plads? Vover jeg at sige, vi hver en af os kan gå i dine fodspor – i morgen!?Du valgte en fantastisk vej. Ingen kunne have udtænkt sådan et drama, hverken til film eller teater. Og du gik endda ”lyslevende i blandt os”, og var autentisk, levende fuldt ud til stede. Noget, der virkelig er sket. Og nu er det os, der er autentiske, nogen der virkelig er skete. Nu er vi til stede i blandt os, som du var. Vort mørke kan intet hindre. Vi går med bøjede hoveder, for vi frygter, hvad der gemmer sig om det næste hjørne, vi næsten ”beder om Tab”, som jeg engang sang. Men du indgyder tillid. I min læsning af dine skrifter, åbner du mig op. Og i min sindssyge er det nogle gange dig, jeg ”er”. Du må flere gange sige til mig, jeg skal gå med det selv. Men jeg kommer til at skrive om det i mine blog – indlæg. Det er fordi, din historie fascinerer mig. Men endnu mere, fordi jeg ved, min og vores historie interesserer dig. Jeg kender dig som ham i bussen, der spørger, hvordan det går. Og som ham, der rejser sig fra sit sæde, for at overlade pladsen til en anden. Men jeg kender dig også som ham, der skubber til sine medmennesker, hvis du er din ret. Du kæmper nok for retfærdighed overalt, hvor du går. Men hvorfra skulle jeg vide, hvor du går? Og hvordan du dømmer retfærdige over for uretfærdige? Hvorfor er du ikke som katten på min seng, som jeg ved, hvor helst skal aes. Hvorfor kender jeg ikke din livret, så jeg ved, hvad jeg skal byde dig på, når du kommer forbi? Hvorfra skulle jeg vide, det var dig, der stod udenfor min dør? Men du er så jovial; du ville råbe: ”Hey, det er Jesus, der banker!”. Og jeg ville råbe: ”Jamen, du banker også så sikkert og markant, at jeg kan høre, det er dig.” ”Ingen andre ville banke som en melodi”, råber jeg videre. Han siger, da han kommer ind ad min dør: ”Her har katten det godt”. Og katten siger helt overraskende noget tilbage, men det lyder som et miaw, jeg før har hørt, og jeg forstår ikke dets betydning. Men det gør Du. Og indtil nu ved jeg stadig ikke, hvad katten sagde dig. Det går du og gemmer på. Og indtil videre gemmer jeg også på noget. Det er, hvad katten ikke sagde. 09-03-2012.

Den hvide side foran mig. Som sædvanligt ord, der vil ud. Ligesom musikken flyder i mit hoved, for at være et sted. Et sted at høre til. Ligesom noden på mit papir ikke ville stå der, og ligesom katten, der ikke vil holdes inde. Noget, der ikke kan tæmmes. Livskraft. Katten vil ud og sloges. Den ved, den møder fjender på sin vej. Men hellere det end ligge på sofaen i dvale, og lave ingenting. Jeg selv finder min plads på motionscyklen. Der hører jeg ligesom til her til aften. Og jeg sad såmænd så godt der. Svedens styrke siger mig noget om årstiden, og selvfølgelig temperaturen herinde. Men flere ting siger mig noget om årstiden. Planter i haven, som jeg ikke ved, hvad hedder. Men de rager mig da alligevel, selvom jeg ikke kender deres navne. Hvorfor skulle de ikke høre min have til, som de står der? De har valgt netop min have at vokse op i. Og jeg passer på dem. Nogle ting holder man tæt ind til kroppen, som katten når den er hårdt medtaget. Så vil man give tryghed videre. Af alle ting: tryghed. Kom og læg dig blødt i min favn, mærk du er mig nær, eller jeg er dig nær. Af alle er jeg dig nær. Sov du roligt videre her på sofaen ved siden af mig, for du trænger. I flere dage har jeg haft ondt af katten. Det betyder, at man på egen krop føler med et andet individ. Fordi det rører én. Man får kontakt, medfølelse, indlever. Sætter sig i dets sted. Som havde man selv lige været ude i vildmarken og kæmpe for dagens føde. Men min plads var ved computeren. Ikke ved klaveret (som jeg lige efterprøvede), og ikke foran fjernsynet (også prøvet). Nej – her. Ikke for at sige noget bestemt, eller jeg ved det sådan set ikke. Jeg kunne bare lægge mig blidt op af ordene fra mit sidste blog – indlæg, som for at vise, at der er sammenhæng i mit liv. Hvorfor vise sammenhæng? Jo, det er så beroligende at finde mening. Tage en tråd op fra tidligere, og arbejde videre på den. Spinde videre, så at sige. Det er så meningsfuldt, når man har særlige ord, man holder af, som man kan gentage i det uendelige, uden at blive træt af dem. For de hører én til. Ligefrem tager man ord til sig som sine egne. Uden man dog af den grund har patent på dem, selvfølgelig. Men et eller andet skulle jo indkredse mig i aften. Og disse ord er et middel. Da kender jeg mig selv lidt bedre, for i aften var det disse ord, der kom fra min hånd. Ud i cyberspace. Til ukendt land. Jeg søsatte dem. Også som floskler, og noget andre før havde sagt. I minutter havde jeg dem tæt hos mig. Jeg bandt dem sammen til sætninger. Endda sætninger, der var læselige, og kunne forstås. Ikke som påfund eller fikse ideer, næh som sammenhængende budskaber. For jeg ville vel noget? Jeg ville dig intet. I hele verden skriver jeg dette for min egen skyld. Ikke så meget læserens. Kan det overhovedet retfærdiggøres? Når man publicerer det skrevne, tænker jeg. Var det så lige meget, om det skrevne blev liggende i skuffen, eller gjaldt det noget, at jeg offentliggjorde det. Det gjaldt noget. Du (læser) er måske træt. Du har måske endda den mening, at det burde være blevet i skuffen. Og du fortryder, at du begyndte at læse disse miserable livsskildringer. For hvad vedkom de dig? Næh, ”synder du skal af din nød”, som jeg engang sang i en salme (med tekst af Lars). På én gang er man skyldig, men samtidig trænger man til frelse. På én gang fortabt, men alligevel fundet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg indskød den sætning. Behøver jeg forklare, redegøre? Kunne man ikke forsvare sit udspil, sit indlæg, som et forsøg? Må man ikke gerne prøve sig frem? Jeg har altid været fortaler for forsøgene. De spæde skridt hen imod målet, hvis der er et. De melodier, der ikke var af højeste kvalitet, kom alligevel med i en udgivelse, da den ene melodi ledte til den næste, hvor så den næste melodi var af høj kvalitet, på grund af det forrige fejlskud. Men hvorfor skildre processen? Hvorfor ikke beskrive målet, der hvor man sejrede, eller lykkedes bedst. Hvad skal gråvejr, timer i resignation, venten, sige os? Der er jo væren i det også. Og jeg skal ikke belære læseren (dig) om, hvor det er bedst at være; i regnvejr eller tørvejr. Sol eller skygge. Jeg skal om noget slet ikke belære. Mit ærinde.. må for alt i verden gerne være lille og ydmygt. Næsten ikke til at se. Andre dage tromler jeg folk ned, som jeg møder på min vej, for da har jeg karakter af drama og intensitet, og bølgerne går højt. Det skal næsten ingenting sige, det her. Bare en stille, svalende brise hen over dit ansigt. Ord, der bliver slået fast på tastaturet, på papiret, på blog – indlægget. Måske skulle de slet ikke have været der. Måske skulle jeg have hængt på et træ, som et blad. Helst dit blad. Så kunne jeg bare suge næring af dig, være en del af dig. Og ikke mig, som står særskilt her, som jeg gør. Bare jeg må være en sammenhæng. Være et blog – indlæg, der følger efter et andet. Glemmer man måske sit sidste skridt, inden man når sit mål? Gik jeg forgæves, var hvert tråd i motionscyklen ikke vigtigt i forhold til helheden? Kunne et led undværes? Når katten kommer ind, vil den da ikke summere op, at der var lidt af hvert på dens tur udenfor. Der var: kampe, afslapning, spænding, træthed. Er vi ikke ”lidt af hvert”? Må jeg være to ting på én gang. Have ambivalens, og mene én ting i dag, og en anden ting i morgen? Kan jeg ikke godt være foranderlig, som en ret? Hvem forventer, jeg er ”rolig”, eller ”sød”? Det kan jeg da ikke altid være. Bare disse to ting. Det siger da sig selv, at det ville begrænse mig. At jeg ville begræde min position, fordi der ingen udvikling finder sted. Man kunne af andre blive karakteriseret som: ”rar”, ”positiv”, ja alt muligt. (For) så var man da det. Men bag mit ansigt, og mine gode gerninger, er jeg måske en helt anden. Og hvem ser det? Det gør Gud. Og nogen gange gør hver mand det også. I kirken går man til alters, man tror kun, at Gud ser det. At man går derop for at møde Ham. Men ved siden af én sidder en kvinde, der græder, og til den anden side er der et barn, der forstyrrer nadveren i at nå rundt. Og mange mange ting kan gå ”galt” i ens møde med Gud. Men mit ønske om at være ydmyg her i det skrevne, lufter jeg for Gud, næsten ingen jeg påbegynder skrivningen. Det siger jeg så nu til Jer. Jeg gør mig skyldig i ydmyghed. Ikke at forveksle med ydmygelse, som der engang var en behandler, der påpegede forskellen af over for mig. Det hang ved mig, at jeg lagde mig ned, frem for at rejse mig op. Nu går jeg mere oprejst omkring i verden. Vi går i verden.. nogen af os skriver. Det er et erhverv, vi næsten har givet os selv. Ingen spørger i hvert fald mig, om jeg ikke skriver et blog – indlæg en aften. Det er mit eget påfund, suverænt. Andre vælger en aften med deres familie, venner, eller fjernsynet, måske alle tre ting. Jeg valgte – dette. Min kæreste kommer hjem til et stykke brød senere. En sms – udveksling gav mig et fremstød. Et anstød til at sige: nok er nok. Ikke flere ord. Jeg hviler mit hoved ved at skrive datoen (for i dag) her til sidst. For da går det hele op. I dag var i dag. Og jeg var her på bloggen. D. 4. marts 2012 gik for sig netop sådan her. Og et øjeblik var du her også. Tak for dit besøg. Kom igen en anden gang. Jeg vil da være bedre til at afslutte noget evigt.