Jeg, der troede, jeg skulle skrive en bibel, skulle åbenbart bare skrive til min mor. En mail. Alle kan skrive mails. Hej et eller andet. Jeg smider de sidste to lakridser ud. Jeg orker ikke min tvangstanke om, at jeg skal spise dem alle. De tror, det går godt. Men de ved jo ikke, at jeg spiser de sidste to lakridser alligevel, for at sikre mig. Jeg er tørstig. Men det vil ligesom koste for meget at rejse mig. Nogle ting orker jeg simpelthen ikke. Det er det ypperste sted på dagen. En dag, hvor jeg har gået/motioneret, sunget, arbejdet som sekretær, sovet. Det er nu, jeg burde elske hele verden. Fordi jeg er alene i kolonihaven, sidst på sæsonen, og har en forfatterspire i mig. Jeg ved ikke, om jeg elsker den. Og hvem spørger egentlig? Lige nu når min udstråling en radius, der lige indbefatter mig, uden at røre ved andre. Men jeg rækker ud. Jeg rækker altid ud. Jeg er her på et færøsk mandat, i sidste time, før vi rykker i lejligheden til vinter. Men hvem kender egentlig hele baggrunden for, hvorfor vi er, hvor vi er? Og hvem spørger? Der vil altid være to grunde til, man er her. Guds grund og min egen grund. Hvilket tilsammen danner baggrund. Jeg er her med tvang, med vilje, og med lyst. Som hvis jeg sad på psykiatrisk hospital og holdt fanen højt. For at redde min sidemand før mig selv. Det skal altid være så heroisk, når jeg har fingrene i noget. Medbestemmende. Det skal røre andre. Men hvem mærker det? I dag hjalp jeg en i bussen, men han vendte aldrig sit ansigt imod mig, så vi havde aldrig øjenkontakt, heller ikke, da han steg af bussen. Det er den skjulte kærlighedsgerning, der ikke søger gengæld. Den kærlighed, der elsker uden at få igen. Skulle jeg da i bussen stå på en tinde, hævet over andre, tager jeg helt fejl. Hvor tit glemmer vi ikke selv at sige tak for noget? Jeg skal sove med fred i nat. For det er natten før i morgen, og hver dag er hellig. Jeg skal bare stå op hver morgen og opdage det. Jeg sad alene på Gallo skolen, hvor jeg arbejder, og holdt fanen højt. Jeg siger jo, jeg godt kan gøre det, hvis ingen andre vil. Deri kan man have en vis grad af tillid til mig, at jeg vil kæmpe den svages sag, som såmænd tit er min egen (..). Men ringer der en til Gallo skolen, kan jeg godt være den, der tager telefonen. Det har jeg valgt. Børster jeg mine tænder, gør jeg det grundigt. For det har jeg lært med årene. Ligesom du har lært noget undervejs. Vi går alle med rygsække, tynget af byrder, skattet med erfaring. Men modet til at leve kan svigte, ja en hel dag! For det arver man ikke bare, og får det heller ikke i løn ved månedens udgang. Man tilegner sig det. Tager tilløb, begiver sig ud på en rejse, der endnu er ukendt. Man tør livet, for man tør ikke andet. Men du skulle have mødt mig tidligere i dag; jeg stod som en stork på et ben. Fjernt fra tryghed, dynen som billede på lindring. Samtale som løsning på ensomhed. Men det var godt, du ikke så mig. Det var godt, ingen så mig på kontoret, for jeg gik i et med regnvejret. Og da det klarede op i vejret, troede jeg, jeg kunne gå som et frit menneske. Og mens jeg gik, bar Gud mig det sidste stykke. 17.10.14.
Archive for oktober, 2014
4 okt
Udåd.
Jeg slår en edderkop i ihjel. Bagefter får jeg salmen ”Sov sødt, barnlille” i hovedet. Hvem fanden har givet mig lov til at slå ihjel? Hvilken ækel følelse af at tage livet fra en anden. Som gerne vil beholde det. Koldblodigt, hvorefter jeg tørrer edderkoppen af min sko. Ville jeg have ønsket det som edderkop? Du skal bare kalde mig morder, jeg trådte den ud med vilje. Der er spor efter mig på gerningsstedet. Tænk, hvis edderkoppen var et mildt væsen, der måske bare skulle møde sin mage henne om hjørnet. Jeg så, at den blev bange, og ville løbe væk. Jeg tøvede ikke, men strakte mit ben helt ud i en bevægelse, så jeg kunne nå at ramme den. Hvem førte mit ben? Jeg trådte med kraft og sikkerhed, og ville sikre mig, den var færdig, så jeg gned min fod mod gulvet flere gange. Den måtte ikke længere vise livstegn. Som om det var en fejl ved den at ville leve? Syndige jeg, har taget livet fra en edderkop, og det vækker bare genklang dybt ned i mit bryst, at her har jeg stået før. Netop nu gør jeg mig til herre over liv og død. Bare fordi jeg ikke ville, at edderkoppen skulle kravle hen over mig i nat. Bekvemmelighed. Det var det mest bekvemme at skille mig af med den. Du siger, jeg er et godt menneske, og at man ikke tror det om mig. Ja, menigmand på gaden ville ikke dømme mig til at være morder, ved første øjekast. Mens mit hår slynger sig ned ad min bluse, tager jeg mascara og deodorant på for at gøre indtryk. Ligne de fleste i gadebilledet. Men her trækker jeg i det skjulte blodige spor hen over gulvet. Ingen har set min ugerning, for jeg er alene hjemme. Men i mig huserer djævle på spil, bare for at sige til mig, om jeg har sort tøj på, eller ild ud af munden. Men ingen af delene har jeg. Jeg har ar på håndleddene, er det ikke nok? Kan du ikke skade en anden, kan du i det mindste skade dig selv. Jeg tager dit ben, siger djævelen, og kvaser insektet midt på dit gulv. Du vil føle skyld og fortryde, men jeg skal tage samvittigheden fra dig, og du skal ligne mere en, der ikke sondrer mellem godt og ondt. En, der simpelthen ikke længere kan se forskel. Du har tjent din pligt, og slået ihjel, som vi har bedt dig om. Du har bestået din manddomsprøve, og vi har optaget dig i vores fællesskab. Jeg har ikke bedt om noget fællesskab, andet end det, jeg kunne have haft med den nu afdøde edderkop. Det var den, jeg her i verden allerhelst gerne ville lære at kende lige nu. Du har frataget dig selv muligheden for at lære den afdøde at kende, ser du? Bitter står jeg nu her, med ingenting i mine hænder. Men lad os kalde det ingenting ved navn, mit barn. Du står med fejhed, forslået, forbistret. Alle edderkoppens venner her eller hisset vil altid minde dig om din udåd. Jeg skal selv minde mig om den først, siger jeg til mit forsvar. Ingen andre dømmer mig, før jeg selv har gjort det adskillige gange først. Deri lærer jeg. At leve. 4.10.14.