ameordnoder – Ord og Musik Blogindlæg og musik, noder og tekster der kan downloades

Man kan altid puste sig op. Tage en dyb indånding og bare åbne brystet med luft. Man kan altid lade som om. Lade som om, man forstod pointen i en vits. Eller komikken i en satire. Lade som om, man kan male. Men man kan også være. Være et åbent bryst. Være sit grin fuldt ud. Forstå fuldt ud. Da er man autentisk. Ikke justeret eller tilpasset. Man er – ægte sig selv. Er man skuespiller (af fag), er man ægte en anden. Men dog farves rollen jo af, hvad skuespilleren har med i bagagen. Af rekvisitter, tilføjelser, udtryk. Jeg kan ikke male en andens maleri. Ligesom han ikke kan male mit. Jeg kan kun være denne skikkelse, fordi jeg er det. Ikke være i en andens krop, eller i en andens tanker. Jeg kan påvirke ud fra mit ståsted; min kæreste, vores kat.., lejligheden. Jeg kan præge. Sætte et aftryk, et personligt strøg. Men er det forkert ikke at ville sætte spor?, som min søster har en ambition om ikke at gøre. Hvad med os, der vil fylde side ned og op igen, og går ind på statistik hver morgen. For at se, om man er blevet set. Hvad med os, er vi bedre? Bare fordi vi har modet til at blive bedømt af nogen. Lægger kunst ud til åbent skue. Ja siger sin ærlige mening om nogle ting. Også kontroversielle ting. Ligesom Jesus gjorde. Jeg går bare i hans spor, hvor han har gået før mig. Men så går jeg også lidt ved siden af en gang imellem. Det er sjovest. Så har man nemlig medvirket til en helt ny sti/vej, hvor andre så kan gå efter én. Men sjovt er det også, fordi ens nye spor er ukendt land. Endnu aldrig erobret. Og ikke eet menneske går ad samme vej, som et andet. Men vi følger alle Jesus, fordi han er beundringsværdig. Men hvis spor gik han da i? Jeg synes, vi som mennesker nogle gange vover os i helt nye retninger, mens det andre gange er  tryggest at træde, hvor andre i forvejen har trådt. Det er ligesom, når jeg maler; jeg gør ting af vane, og så bryder jeg vanen. Jeg gør ”sikre” ting i min maler proces, som jeg så bagefter gør oprør imod og bryder. Hvad skulle vi uden frastødning og tiltrækning? Vi må måle os op af andre. Ja går vi udenfor en dør, kan vi ikke undgå at sammenligne os med manden på parkeringspladsen. Kvinden med hunden; hvad med hendes tørklæde, hvordan har hun valgt det? Hvordan bærer hun sit tørklæde? Skødesløst? Yndefuldt? Med magt? Det er ikke altid, jeg har lyst til at vove mig ud i verden. Den ydre verden. Hvis jeg føler mig utilpas i det tøj, jeg har fået på. Eller min selvtillid kan ligge i min lomme. Så kigger jeg hellere ned i jorden, når jeg passerer andre, end kigger dem i øjnene. Andre dage kigger jeg stærkt i øjne. Men også jeg er andres spejl. Den, de møder. Derfor er det så vigtigt, at jeg spørger Lars (kæreste), hvilket maleri, der fungerer. Han har andre øjne, end mine snævertsynede. Hvis man ikke vover sig udenfor en dør, har man fjernsynet, og man har Gud, omkring et møde. Ens kontakt med omverdenen foregår måske på et indre plan. Ja så rigt et liv, man kan have, bare for sig selv (!). Man har måske en bamse, man taler til. Eller man skriver for sig selv, dagbog måske. Men selv ikke i den yderste time, var man alene. Heller ikke Jesus. Vi bliver aldrig forladt, selvom det kan føles sådan. Og om ikke andet, så har man sig selv. Og det kan faktisk lade sig gøre at give sig selv et knus (skulle jeg hilse og sige). Jeg går nu med vinger, fordi jeg har delt disse ting med Jer. Det er, fordi når man deler noget, så er man to om det. Give og tage imod. To parter. Faktisk var det dig, Læser, der skrev disse ord, mens du læste dem. Og siger: Jeg har læst dem før. 27.3.2013.

19.3.2013. Det er ikke op til mig, om vi skal være sammen. Længe eller kort tid. I morgen, dagen efter og til sommer. Kærligheden rækker ikke ind i himmelen på den måde, at man kan tælle kærtegn op af en stige, fluks mod paradis. Ingen har lovet mig, at et parforhold skal være ”godt”, eller om der skal være problemer. Ja, så uerfaren er jeg i en alder af 40, at jeg ikke engang ved, hvad problemer egentlig vil sige. Ja, så meget har jeg tabt, at jeg lige så godt kan tabe det hele. Men vi er sammen. Du ligger lige nu og hviler dig i vores seng. Vi er ikke gift. Herregud, hvad rager det verden, hvad vi synes om hinanden? Han er nogle gange min frelser, ligesom. Eller en kærkommen støtte til ting, jeg lever ud. Vi er fysiske sammen, som par nu engang er. Og selvom man synes, at netop mit parforhold er noget særligt, er det det måske slet ikke. Andre ligger sammen i sengen om natten op af hinanden. Laver mad sammen, kysser farvel. Men ”Lars og Rie” går så godt sammen. Synes du ikke? Om jeg laver en salmemelodi til en af dine tekster, skulle være helligt område. Noget, man ikke kan anfægte eller have noget imod. Jeg har noget imod melodierne, hvis jeg en dag ikke længere er din kæreste. Men før det, men forhåbentlig aldrig, vil jeg nyde min kunstneråre, som drysser ned på dig og salmeteksterne fra din hånd. Og hvad der drysser den anden vej, fra dig til mig, holder jeg hemmeligt. Det er for ømt at tale om. Ja, jeg er blufærdig. Også så jeg ikke debatterer mit parforhold med andre, end katten. Du skal bare værne om mig. Her til aften sagde du: ”Det er bare dejligt at holde om dig”. Dagens udsagn. Jeg har ikke lovet dig noget, fra første begyndelse eller sidenhen. Det er op til Gud, om vi fortsat skal være sammen. Ja, om vi går hånd i hånd til sommer eller ej. Det ligger ikke i mine hænder, eller i mit blod, om vi har kræfterne til at være livslangt sammen. Vi kan have ønsker og håb for fremtiden. Om at noget må blive bedre. Og vi kan takke for noget, der var godt nok, eller rigtigt godt, undervejs. Man kan ligesom være taknemmelig for hvad som helst, hvis man er i det rigtige humør:) Bare det at få en bid mad, eller have varme i lejligheden eller tøj på kroppen. Men måske videre for at man har kunsten at kunne udtrykke sig igennem. Som om vi er undskyldt, os kunstnere. Vi må sige alt, er det ikke sådan? Det kan alt sammen ”hentes hjem” under en konto af at vi bare var ”provokerende” eller ville skabe debat. Ups, hvor har jeg da provokeret gennem tiden. Med den undskyldning, at jeg var i min ret som kunstner. Ja, – breve er jeg stået op om natten og har skrevet og sendt, med stor fortrydelse. Men det tjente et formål, nemlig det at andre ville få en god historie ud af det. Tænk, hvor modbydelig, man i sit heltemod kan være. Og ingen kender de ord, jeg ikke fik skrevet, eller udgivet. Når jeg ”drysser ud over dig”, min kæreste, betyder det også, at jeg indfanger dig i mit spind. Det går ligesom hånd i hånd. Ingen lindring uden en efterfølgende udfordring. Hvis man ikke løber en tur, men bare venter til i morgen, ja venter på i morgen hver dag, så får man aldrig løbet. Man kan faktisk eksistere et helt liv, uden at løbe sig den tur. Men jeg spiser lidt usundt, – og så bliver jeg provokeret til at foretage mig noget udlignende. – Så jeg ikke ender som svært overvægtig. Man holder hjulene i gang. Jeg løber en tur, altså bliver jeg sulten bagefter, altså spiser jeg en masse, tit lidt for meget, og så må jeg hellere dyrke motion om ikke i morgen, så i hvert fald i overmorgen. Man provokerer simpelthen handlinger igennem! Man kan ikke bare holde op med at spise, eller holde op med at røre sig. Jo, det er vel et langsomt selvmord. Men nogen tør jo ikke løbe den tur. Eller spise den mad. Og de lever. De er måske endda fuldt ud tilfredse med deres tilværelse. Og jeg har aldrig selv blæret mig, bare fordi jeg ikke har taget synderligt på af præparatet ”Zyprexa” (ja, dette er første gang). Jeg elsker motion! Hvad med dem, der ikke gør. Og bare fordi jeg røg i mani en sommer og tabte mig 12 kilo på 2 måneder, så kæmper andre med slankekure i årevis, uden resultat. Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre psykisk syge. Min figur ville heller ikke kunne tåle de ekstra kilo, da de alligevel aldrig sætter sig på brysterne. Gid jeg var din drømmekvinde. Eller noget derhen ad. Men jeg har aldrig forudset at skulle møde dig. Har ikke set dig for mig et sted derude i fremtiden. Og hvad clairvoyanter igennem årene alt sammen har forudsagt, kan jeg ikke tåle at betone betydningen af. På stedet gav det mig håb for fremtiden, ja at vide næsten, at jeg bare havde en fremtid, at hun dog så noget derude. Der ventede mig noget. Jeg var ikke overladt til det rene ingenting. Men nu er jeg overladt til dig. Men i Guds hænder. Om du bor her til sommer eller næste vinter, kender jeg ikke svaret på. Jeg lever op af dig i dag, fordi det er det mest naturlige at gøre. Hver dag nok i sin plage, og i morgen skal først leves i morgen. Og til sommer skal vi giftes. Men hvad er det for noget at sige. Det er noget, vi spøger med. Og Gud kan hænde at have ret i den spøg. Men bare den er intern (..) Hele verden skal ikke vide, hvor dybt, din tilstedeværelse rører mig. Eller hvordan din krop ligesom ”lukker mig til”, når jeg er for åben. Jeg er også ligeglad; du er selv Guds barn. Han kan gøre med dig, hvad han vil. Og vi kan bare bede ham skåne os. Skån mig fra brud, tab, savn. Du må helst ikke gå. Men gå du først, så siger jeg bare, at du skulle noget. Så kommer jeg senere, eller til sidst, haltende forsinket. Så ser du mig kun på lang afstand, når du vender dig om. Det er langt det bedste. Så siger du bare: Hun kommer senere. Så vil de andre glemme, at du har kendt mig. Og jeg vil til den tid sige: ”De ventede mig slet ikke”. Men Du ventede mig, Kære. Lige meget, hvor længe vi havde været fra hinanden. Og jeg fandt.

Kære tilhører. Publikum. Jeg er på. Hvad vil det sige at ”gå offentligt frem”? ”Stå frem”? Var man ikke altid ”på” over for Gud, da? Så han ikke én pille næse, når man skjulte det for andre? Kendte han ikke den inderste tanke, hvor ingen andre gjorde? Er eksistens ikke en livets scene, med løbende eksamener hele tiden. Ja, træder jeg på en snegl, bør jeg have samvittighed. Man er selv sit vidende livet igennem. Men ved udmærket selv, hvad man har dømt andre til at være. Ham i bussen, på gaden, dem man er tættest på. Men havde man slet ikke samvittighed, hvordan skulle man da forbedre sig i sin kærligheds evne? Den, der ikke spørger sig selv: ”Var det okay at tænke så grimt om ham der henne?”, han er lidt fortabt, vil jeg mene. Ham, der ikke stiller spørgsmålstegn ved godt og ondt, rigtigt og forkert, hvordan skulle han kende en ren villen, et ægte engagement, de sande værdier? Men hvem kender disse mange ting?, ku man spørge. Findes der et menneske, der har alle svar? Som man bare kan skrive en e-mail til? Næh, vel. Findes der en Gud, der kender alle svar? Som man bare kan sende en e-mail til? Ja, prøv engang. Han skal nok forsøge at svare, tror jeg. Vi har alle sammen punkter i løbet af en dag, hvor vi undres over noget. Ingen forklaring synes ligefrem. Et problem ligger helt pakket ind i hvorfor’er. Så får vi fat i sagens kerne et øjeblik, men så siver det igen som sand ud af ens hænder, og man kan starte forfra, på bar bund. Hvorfor kiggede den mand så dømmende på mig lige før? Har jeg da gjort ham noget, eller andre noget? Hvorfor smilte kvinden så inderligt til mig der henne ad gangen? Fortjener jeg da det? Men man kan ikke lægge ord og mening i andres mund. De må tænke, hvad de vil, de andre. ”De andre”, er mit publikum. Jer. Det er Jeres mening, jeg er afhængig af. Men skriver man ikke blog – indlæg kun for sin egen skyld. Hvorfor nå den bagerste (passager, skulle jeg til at skrive), i salen? Hvorfor vil man ”ud over rampen”, række så langt ud i verden som muligt? Kunne et trin ud på trappen foran ens lejlighed ikke være nok? Hvorfor er det federe, når statistikken viser 10 besøgende end kun 2? Det er, fordi vi kræver opmærksomhed, eller søger den. Det bedste er, når ens mor roser en. Eller man har kæmpet for noget, og man får bonus for sin kamp. I sidste ende ved vi ikke, hvad vi har tjent (ind) til. Hos Gud, mener jeg. Vi kender ikke Hans dom. Ja heldigvis kender man heller ikke sin karakter, før man har overstået sin eksamen. Undervejs er man i tvivl. Og nogle gange undrer man sig over censorernes dom eller vurdering af ens præstation. Men andre gange overraskes man positivt. Er det ikke rigtigt, at det er sådan, det er? Vi kan gå ad den vej, der synes mest kærlig eller indbydende. Og der gå i frihed og fred. Vi kan gå på befærdede veje og blive chokeret. Hvad er måske bedst for helbredet af disse to veje? Jeg går ned fra scenen. Ja, faktisk snubler jeg på vejen ned. I griber mig i faldet. Ja I folder jeres arme, så I kan bære min vægt. Mit fald var ikke yndefuldt. Og det var ikke meningen, at det var det, I skulle huske fra min forestilling, når I går hjem. Men jeg kan ikke vælge, hvad I måtte tænke. Og I ved til gengæld ikke, om jeg faldt med vilje, bare for at skabe drama. Men nu, hvor I greb mig, er det lige meget en anden gang, om jeg kommer til at falde ned fra scenen. Jeg må gå ud fra, I til den tid også vil gribe mig. Mens I tænker: Aldrig igen. 11.3.2013.