Archive for april 2015

Lysningen

Det er da klart, at da jeg opdagede en lysning i mit maleri, jeg ikke havde bemærket før, så blev jeg glad! Den hvide streg lidt længere nede i billedet spillede pludselig sammen med dette lyse felt. Noget kan overraske positivt. Vi kender alle det at gå lidt duknakket og så få et kæmpe smil fra en, vi passerer. Uden vi helt ved, hvorfor. Hvor vi venter ingenting, kan alt pludselig ske. Når jeg har holdt det foredrag i Holstebro på onsdag, kan jeg ånde ud. Men allerede nu kan jeg ane det pust, mit åndedræt vil give fra sig, jeg kan mærke, det trænger sig på og vil forløses. Jeg kan altså ane en forløsning eller en lindring forude, efter et par travle uger. Det er meget vigtigt, hvis man er formørket i sit sind, at man kan ane lys forude. Bare et eller andet man glæder sig til i dagene, der skal komme. Om ikke andet så bare til sin morgenmad.. Der er noget ved at gå som et frit menneske på gaden, som de siger i kirken, at vi kan. Vi kan også bare gøre det udenom kirken. Frihed vil vel sige lettelse eller illustrerer næsten noget luftigt, noget med at svæve lidt hen ad gaden, gå let på tå. Jeg kender det så udmærket fra da jeg havde et fleksjob på et regnskabskontor, hvordan jeg fra min kontorplads skuede ud ad vinduet og tænkte; der skal du ud kl. 14 (heldigvis). Der er telefonsamtaler, der gør en kæmpe forskel, hvor man har afsluttet kontakten med den anden i røret på en så fuldendt måde, at man kan leve på dette minde i flere timer! Der er nogle gange, min kæreste og jeg vinker til hinanden, hvor vi kun lige kan ane hinanden, hvis den ene skal ud af døren, men det er så sødt, og jeg ville ikke undvære det. Man aner den, man nærer kærlighed til. Her til aften spiste jeg sødt, og jeg plejer at ville udligne madindtaget med det samme, særligt hvis jeg har et foredrag forude, vil jeg gerne være i form, selvom det måske ikke betyder noget. Men i aften tænkte jeg; large, Rie, vær nu large. Slæk på kravene; selvfølgelig spiller du lige så godt klaver på onsdag, selvom du ikke løfter håndvægte i aften. (Det siger næsten sig selv). Alligevel var det vigtigt i sidste uge at løfte håndvægte før en optræden. Og sådan forandrer vi mennesker os fra uge til uge, og de fleste vil mene, at det er en god ting, deriblandt jeg. Jeg skal ikke puste mig op, til at skulle forsvare mig. Jeg skal ikke tage imod skyts fra publikum; jeg mener, hvornår har en af de fremmødte været fjendtligt stillet over for mig, der kommer og fortæller livshistorie? Mit hjerte har jeg, hvor jeg har, det flytter sig ikke lige. Og jeg er i hvert fald ikke fjendtligt indstillet over for dem. Jeg deler, hvad jeg har erfaret af livet. Det kan vi alle gøre overalt, intet særligt i det. Men lysningen er her, i maleriet. Det strejfede mig, at det er det, jeg er gjort af. Jeg kender ikke dybden af mit mørke, og jeg kender heller ikke tinden af mit lys. Derimellem undrer jeg mig bare. 27.4.15.

Sådan må det ikke gå dig, Herre.

Har nu slukket for både en tv – serie og en film, fordi jeg ikke nænnede at se at det gik hovedpersonerne dårligt… Jeg mener; på tv! Det er jo ikke smerte, personerne virkelig oplever, det er en smerte, de foregiver at have. De formidler smerte, som vi andre så spejler os i, og det vækker følelser i os, vi genkender noget. Og ja, noget lukker jeg helst øjnene for, kald det flugt eller undgåelses adfærd. Jeg ønsker bare, det går personerne godt på tv. Da lad min kærlighed gå ud over bredde og grænse, og bare flyde helt over. Da er det trods alt bare det, jeg fejler, at jeg elsker for meget. At se film med happy ending hele tiden er jo heller ikke optimalt. Vi skal helst igennem ulykke for at finde lykke. Du gav mig et mandat, Herre, til at føle med fiktive personer på tv. Og du gav mig en mulighed for at lære mig selv bedre at kende. Hvorfor slukker jeg, når jeg ser bedrag spillet ud på tv skærmen? Svig, løgn. Fordi jeg tilstræber retfærdighed til daglig? Jeg har faktisk høje idealer om, hvordan et menneske helst skal være. Og i dag bad jeg dig acceptere, at jeg ikke formåede mere, end jeg gjorde. På de parametre, der nu gælder i himmelen, hvor du er. For hvad er en god dag egentlig? Jeg beskytter mig; jeg ser hellere ingen film end en film om bedrag. Selvom jeg måske går glip af oprejsning eller formildende omstændigheder for de personer i serien, jeg godt kan lide. Jeg tager ikke den chance, jeg afstår fra den risiko. Jeg er måske svag. Jeg vil helst ikke vide, hvordan det går dig, du hovedperson. Men må det gå dig vel. Må vi alle finde lindring. Derfor; af frygt for det onde, der måske sker i serien, digter jeg min egen version af handlingens forløb. Sådan må det ikke gå dig, Herre.

5.4.2015.